Kærlighed mellem kvinder udfordrer klassesamfundet – Anmeldelse af “Hvad hjertet begærer”

Selvom seksuelt begær mellem kvinder først i nyere tid er blevet bredt accepteret mange steder, så viser Karin Lützen i Hvad hjertet begærer, at begæret bestemt har eksisteret. Kærligheden mellem kvinder har været forbundet med mange tabuer, social fordømmelse og endda juridiske sanktioner. Men den er blot kommet til udtryk på mange forskellige måder i forskellige tider og kontekster.

Lützen sætter fokus på alt fra borgerskabets tætte venindeskaber til udtalte lesbiske subkulturer i storbyerne. Hvad hjertet begærer viser på fineste vis, at kærligheden er politisk, og at grænserne for kvindekærligheden er flydende og findes på et utal af niveauer – selvom vi lever i et samfund, hvor kærligheden helst skal udspille sig på bestemte måder i ret snævre kategorier.

Bogen giver et indblik i, hvordan muligheden for at udleve kærlighed og begær – der er i strid eller på kant med de gældende kategorier – ikke kun afhænger af normer, men også af klasse og økonomiske forhold.

Kampen for kærlighed er klassekamp

Vi lever i en verden, hvor alle mulige former for kærligheds- og seksuelle relationer og samlivsformer i princippet er mulige. Alligevel er der én dominerende livsform, som selv i dag gennemsyrer samfundet, nemlig kernefamilien.

De seneste mange år har den heteronormative kernefamilie været det sted, hvor mange menneskers sociale, følelsesmæssige og seksuelle behov er blevet sikret. For andre har den været et uundgåeligt fængsel.

Især for personer, der ikke har et heteroseksuelt begær, har kernefamilien været noget, man ville undgå – eller noget man har været helt ekskluderet fra. Denne eksklusion har i høj grad også båret præg af økonomisk undertrykkelse, når det kommer til kvinders mulighed for at udleve deres kærlighed med andre kvinder.

Som Lützen ofte understreger, skal vi langt hen i vores moderne historie, før det var økonomisk muligt for to kvinder at leve sammen, da kvinders begrænsede adgang til arbejde og rimelige lønforhold har gjort dem økonomisk afhængige af mænd. I 1800-tallet var det kun de bedst stillede kvinder i samfundet, der havde økonomisk mulighed for at leve med andre kvinder.

Men selvom kvinder i praksis havde svært ved at leve med andre kvinder, så var tætte kvinderelationer i 1800-tallet ikke noget, der vakte den store forargelse. Dengang vurderede man ikke, at kvinden havde nogen særlig seksualitet – og selv hvis hun havde, så var den dydige borgerkvinde én, der havde sin gang i den private sfære, hvor hendes liv ikke vedkom andre.

Derfor kunne borgerkvinden godt både overnatte hos sine veninder og åbent erklære dem sin kærlighed i breve uden at blive mødt med modstand fra sin omgangskreds. Så længe kærligheden ikke blev udtrykt i direkte seksuelle vendinger.

Lützen viser, hvordan det kulturelle syn på kvinders seksualitet har ændret sig. Hun berører også, hvordan synet på kvinders rolle i samfundet har haft en indflydelse på bestemte former for dyrkelse af kvindeseksualitet og heteronormative fantasier om det gode kvindeliv.

Hvad hjertet begærer giver os et lille indblik, i hvordan vores samfunds klassestrukturer har indflydelse på politiseringen af forholdet mellem mænd og kvinder – og hvordan dette politiske forhold kommer til udtryk i vores seksuelle og romantiske praksisser og normer.

“Vi lever i borgerskabets pissekedelige verden”

Lützen skriver lesbisk historie, og hvis man er bekendt med den mere traditionelle venstrefløj, så er man måske også bekendt med kritikken af den store fokus, der er på identitetspolitik og seksualitet fremfor fokus på de økonomiske og materielle kampe.

Men Lützen gør noget andet og mere end blot at få mangfoldighed og bedre repræsentation ind i historien. Lützen sætter gentagne gange fokus på, hvordan materielle vilkår giver forskellige rammer for, hvordan vi kan udleve vores begær.

Hun udstiller desuden de politiske forhold mellem kønnene ved at vise mange forskellige kærlighedsrelationer. Dermed åbner hun kategorierne for, hvordan kærlighed og begær kan forstås mere flydende uden for eller på tværs af de gængse relations-kategorier.

Friedrich Engels ønskede også at politisere borgerskabets strenge moral over for kvinder. I sin bog Familiens, privatejendommens og statens oprindelse fra 1884 mente han, at denne strenge moral havde rod i bl.a. økonomiske forhold.

Engels mente, at den borgerlige familie skulle forstås som en økonomisk enhed, hvor kvindens rolle var at få børn og reproducere den næste generation, der skulle overtage ejendomsværdierne. Han mente, at man begyndte at underlægge kvinder en streng seksualmoral for at forhindre kvinden i at få børn uden for ægteskabet – da ingen mænd var interesserede i at give arven videre til børn, der potentielt set ikke var ens egne.

Selvom Lützen ikke bruger Engels, så viser hun os den voldsomme kulturelle romantisering af “den eneste ene” og moderkærligheden. Iølge Engels var dette en form for idealisering, der skulle stille kvinder tilfredse med deres liv i isolation, afskåret fra offentligheden, jobs og tætte relationer uden for hjemmet.

Forestillingerne om det gode kvindeliv blev på den tid – og bliver til en vis grad den dag i dag – forklaret ud fra “kvindens natur” eller den “naturlige forskel på kønnene”. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at denne form for idealisering også kan komme til udtryk som en hæmsko for relationer, der ikke lever op til denne kønnede dynamik. Ophøjelsen af den romantiske kærlighed som den vigtigste og enestående form for kærlighed er derfor ikke en uskyldig idealisering.

For kvinder i arbejderklassen har situationen været anderledes, men Lützen viser også, hvordan borgerskabets kvindeidealer rækker ud over borgerskabet. Hun viser, hvordan en lesbisk identitet var forbundet med enorme økonomiske og sociale risici – når kvindekærligheden ikke foregik i pæne, borgerlige hjem blandt “hjerteveninder”.

Gennem Lützens bog får vi ikke noget stort indblik i lesbiske arbejderkvinders situationer. Klasseuligheden kommer også til udtryk i, hvem der havde mulighed for at skrive bevaringsværdige tekster. Det er i sig selv en pointe om ulighed.

Ved hjælp af politirapporter viser Lützen, at der tilsyneladende var en stor repræsentation af lesbiske blandt udsatte sexarbejdere i København. For selvom arbejderkvinder ikke var underlagt den helt samme borgerlige seksualmoral, så fik lesbiske kvinder ikke adgang til en mands lønseddel.

Dertil kommer, at kvinder (og mænd), der blev vurderet til at være “afvigere”, blev ekskluderet fra det arbejdsmarked som borgerskabet sad på. Det har gjort det nødvendigt at ende i mere lyssky erhverv for at sikre en indtægt.

Kernefamilien som samfundets grundsten og moralsk panik

I 1920’erne og 30’erne har kvinder vundet en lang række vigtige rettigheder og kan i højere grad deltage i samfundet. Ifølge Lützen begynder der heraf at komme fokus på den kvindelige seksualitet med lærebøger og kulturel dyrkelse af den “sunde” seksualitet.

Den sunde seksualitet på dette tidspunkt betød langt hen ad vejen den monogame heteroseksualitet. For mange kvinder blev det oplevet som en frigørelse, men for lesbiske og aseksuelle kvinder betød det en sygeliggørelse af deres seksualitet.

Kvindekærligheden gik altså fra at kunne leve en mystisk og lyssky tilværelse til i midten af 1900-tallet at være en afvigelse, der burde kureres. På dette tidspunkt blev familien i høj grad set som det borgerliges samfunds fundament. Det var jo overvejende familien og forholdet mellem mænd og kvinder, der satte nye arbejdere i verden.

Det øgede fokus på homoseksualitet i lægevidenskaben synes at hænge sammen med den form for moralsk panik, som kan opstå, når man begynder at forestille sig, at mennesker kan tage individuelle valg, der kan have konsekvenser for hele samfundet.

Lützen peger på en dobbelthed i den moralske panik. På den ene side forsøgte nogle lesbiske rettighedsforkæmpere at efterligne det heteronormative parforhold og vise, at kvindekærligheden ikke var en trussel for familieformen og samfundet. På den anden side viser bogen også, hvordan grupper i 1970’ernes venstreorienterede kvindebevægelser valgte at blive lesbiske for at træde ud af det politiske kønsforhold. Formålet var netop at true familien og ryste hele den eksisterende orden og rykke op i traditioner og relationer.

Lützens bog får os til at tænke over, at alt hvad hjertet begærer, er del af historiske, politiske og kulturelle kontekster. Som den amerikanske forfatter Pat Califia udtrykker det i bogen:

“Det er sandt, at samfundet former seksualiteten. Vi kan lave nok så mange beslutninger om vores seksuelle adfærd, som vi har lyst til, men vores forestillinger og vores evne til at føre de beslutninger ud i livet, bliver begrænset af den omgivende kultur. Jeg vil derfor ikke kun anbefale bogen som et vigtigt stykke queerhistorie, men også som en mulighed for at reflektere over hvilke begrænsende forhold der er til stede når visse typer af kærlighed bliver negligeret eller umuliggjort, men andre typer bliver påskønnet og idealiserede.”

Karin Cohr Lützen: Hvad hjertet begærer
Gyldendal
384 sider
Vejledende pris 290 kr.