Grøntsager gør oprør mod YARA på Masnedø
Tidspunkt
Dato - 02/10/2020
KL: 08:00 - 16:00
Sted:
Arrangør:
Fredag den 2. oktober kl 8-16.00 er der madmarked og protest mod YARA. Det finder sted på Masnedø, syd for Vordingborg.
Kom forbi og smag friskhøstede grøntsager, som er dyrket helt uden kunstgødning og andre klimaskadelige inputs. Vi står på Masnedø med vores lækre madbod, for at blokere for verdens største kunstgødningsproducent YARA. Du kan få en squash- eller gulerodsbolle, suppe og en snak om det industrielle landbrugs rolle i klimakrisen.
“Det industrielle landbrug skal afvikles, hvis vi skal løse klimakrisen” udtaler Anne-Catrine Jepsen, der er talsperson for Free the Soil Danmark. Aktivistgruppen har også tidligere protesteret foran YARAs produktionsfaciliteter i Tyskland.
“Baggrunden er, at produktion af kunstgødning, særligt nitrogen, kræver enorme mængder fossil energi. Brug af kunstgødning i det industrielle landbrug fører desuden til udpining af jorden, så den mister sin vigtige evne til at lagre CO2.” siger Anne-Catrine Jepsen.
YARA er en af de største kunstgødningsproducenter og dominerer det globale marked. Det vurderes fra internationalt hold, at kunstgødning alene står for 10% af de globale drivhusgasudledninger. Halvdelen af al kunstgødning solgt på det danske marked er produceret af YARA, der også er den private virksomhed som køber mest fossilgas i Europa.
Nu har aktivistgruppen Free the Soil allieret sig med lokalt producerede grøntsager, der ikke vil have mere kunstgødning. “Vi vil ikke vente længere på den nølende regering. Nu tager vi selv fat i at løse problemet” udtaler flere squash samstemmende.
De bæredygtigt producerede grøntsager, som på fredag mødes på Masnedø, er enige om at de godt kan brødføde verdens befolkning uden kunstgødning. “Der findes bæredygtige alternativer til det industrielle landbrug såsom agroøkologi og regenerativt landbrug, som ikke udpiner vores jord,” fortæller en gulerod fra et lille markedslandbrug på Sjælland.
På Masnedø har YARA en terminal, som modtager kunstgødning fra sine produktionsfaciliteter andetsteds i Europa. Herfra distribueres kunstgødningen til danske forhandlere, som videresælger den til land- og jordbrugere i Danmark. Her kan de oprørske grøntsagerne og deres presseperson træffes hele fredag.
Hør mere om Free the Soil, grøntsagernes oprør og madmarkedet ved Masnedø på
Tlf. +45 91681799 eller på mail [email protected], https://www.facebook.com/events/328448888374965