Kampen i EU – et godt udgangspunkt for strukturel kritik

Det bestemmer Bruxelles!

Når venstrefløjens politikere sidder i det lokale byråd, kan der være meget langt fra kampen for lokale uddannelsesmuligheder eller bevarelse af vigtig natur til forståelsen af, at begge dele styres af et samlet økonomisk system, der kaldes kapitalisme. Selv for vores politikere på Christiansborg kan det være svært at forklare, hvordan økonomien påvirker de beslutninger, de kan træffe. Når diskussionen falder på de overordnede rammer for den økonomiske udvikling, er svaret ofte det samme. Det bestemmer Bruxelles.

Det er velkendt, at Bruxelles ikke er sexet. Hvis man arrangerer et debatmøde om EU-politik, kan man være sikker på lave deltagertal. De valgte Europaparlamentarikere har gennemgående utroligt lidt taletid.

Det er med tanke på virkeligheden, at det europæisk fokuserede afsnit af TV-serien Borgen havde titlen: I Bruxelles kan ingen høre dig skrige.

Tænketanken Europa vurderede for nogle år siden, at op til 58 % af dansk lovgivning er påvirket af EU. Derfor er det manglende fokus på EU en demokratisk udfordring. Men med EU-politik som fokus ville venstrefløjen kunne fremsætte nogle af sine mest grundlæggende pointer.

Ulighedens arnested

Ser man ud over det europæiske landskab, er der mange ensartede problemer. Landsbyerne affolkes, mens arbejdspladser og institutioner flytter til storbyen, hvor huslejen er så høj, at mange arbejdere og studerende ikke har råd til at bo der. Uligheden er stigende, og særligt de ældste og mest nedslidte borgere efterlades på perronen, mens de rigeste suser over hovedet på dem i deres privatfly.

Det er ikke tilfældigt, at der over hele Europa findes disse ensartede problemer. De skyldes ikke kun en delt økonomisk model. Det skyldes først og fremmest den fremskredne økonomiske integration af EU’s medlemslande, som ifølge visse forskere har en mere integreret økonomi end USA, hvor delstaterne har friere spillerum, end de enkelte EU-lande har.

Særligt den Europæiske Centralbank og Eurogruppen (bestående af Euro-landendes finansministre) er med til at definere Europas økonomiske politik ud fra det simple paradigme, at vækstdagsordenen trumfer alle andre bekymringer.

Kritikken af vækstparadigmet skal stilles centralt, når EU diskuteres i offentligheden. Det giver venstrefløjen en mulighed for at fremføre den grundlæggende økonomiske kritik af samfundet, som meget af vores anden politik bygger på.

Når vi som venstrefløj ikke oplever større opbakning til vores projekt, kan det så skyldes, at vi ikke har etableret vores strukturelle kritik af samfundet på et nationalt og kommunalt niveau?

Det demokratiske underskud

En central pointe i kapitalismekritikken er, at et demokrati ikke rigtigt er et demokrati, når der ikke er kontrol med økonomien. Det kan være svært at forklare i den lokalpolitiske sammenhæng, hvor borgere føler, at de kan lave underskriftsindsamlinger, holde møder og påvirke politikere. Kan deres ønsker alligevel ikke indfries, er forklaringen ofte, at det ville være i strid med beslutninger truffet i Bruxelles.

I EU-diskussionen kan ansvaret ikke skubbes opad. Vi har med EU at gøre med en institution, der netop er sat i verden til at regulere økonomien. At den også gør det i virkeligheden, bliver ikke mindst tydeligt ved, at erhvervslivet har sendt en hær af lobbyister afsted til Bruxelles.

Og mens erhvervslivets 25.000 lobbyister i Bruxelles med et årligt budget på 3 milliarder euro har rig mulighed for at få indflydelse på de politiske magthavere, er det langt sværere for borgerdrevne initiativer. De fleste græsrodsorganiseringer ville nok tabe pusten bare ved tanken om at skulle skaffe den million underskrifter, det kræver at stille et borgerinitiativ, som EU-kommissionen skal forholde sig til.

Kenneth Haars bog, Kapitalens Europa, som blev udgivet sidste år, er en overbevisende afdækning af den magt lobbyisterne, og derved erhvervslivet, sidder inde med. Den viser tydeligt, at det er pengenes magt og ikke demokratiske diskussioner, der er afgørende for udformningen af love og forordninger. Alligevel er 76 procent af danskerne tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i EU. Det må først og fremmest skyldes, at de ikke ved særligt meget om, hvordan det rent faktisk fungerer.

I den nyeste undersøgelse fra EU’s statistikbureau Eurobarometer svarer 45 procent af de adspurgte danskere, at EU betyder demokrati for dem personligt. Det kan selvfølgeligt undre, hvordan en værdi tilskrevet en institution kan have en personlig betydning for den enkelte. Udsagnet dækker nok over mange følelser, men ikke desto mindre viser undersøgelsen den store kobling, der har fundet sted mellem opfattelsen af unionen og opfattelsen af demokrati.

Det er i forskellen mellem det opfattede demokrati og den fungerende styreform, at den politiske mulighed ligger. Afstanden mellem forestilling og virkelighed kan vi bedst synliggøre ved tydeligt at pege på de økonomiske interesser der styrer EU’s politiske system.

Det vi snakker om, når vi snakker om EU

Selvom Bruxelles’ teknokrater forsøger at gøre politik til administrative forehavender, er det i EU-diskussionen muligt at pege på, hvordan deres politiske handlinger har direkte økonomiske konsekvenser.

De fleste mennesker interesserer sig ikke for EU, fordi de ikke forstår, hvordan EU fungerer. Velmenende mennesker har forsøgt at forklare dem de mange bureaukratiske finurligheder, der udgør EU’s politiske spind. Men for at forstå hvordan må man først forstå hvorfor.

Vi som venstrefløj skal derfor blive ved med at forklare, hvordan formålet med EU er at give virksomheder de optimale betingelser i den internationale konkurrence. Forklare hvordan virksomhedernes interesser står i modsætning til lønarbejdernes interesser og i modsætning til ansvarlig klimapolitik. Når vi snakker om EU, snakker vi kapitalismekritik.