Kampen om den nye verdensorden: I 1990, i dag – og efter en mulig ikke-krig i Ukraine

Som det blev beskrevet i Foreign Affairs (juli–august 2025), står vi i Trumps anden præsidentperiode over for en kompleks og multipolær international uorden, som vi må lære at leve med.

Trump er kendt for sin modstand mod internationale organisationer som FN og sin skepsis over for alliancer – også NATO. Under Joe Biden så det anderledes ud. Efter Trumps første præsidentperiode erklærede Biden: “America is back.”

Biden-administrationens udenrigspolitik tog udgangspunkt i kampen for en unipolær, liberal international orden, bakket op af den politiske mainstream i Europa og EU.
Med Trump II er amerikansk udenrigspolitik blevet langt mere uforudsigelig, og EU føler sig nu tvunget til at gå egne veje – blandt andet ved at opbygge et fælles forsvar og fokusere på truslen fra Putins Rusland.

Tiden omkring murens fald

Ser vi 35 år tilbage – til tiden efter Berlinmurens og Sovjetunionens fald – talte man også om en ny verdensorden. Den skulle afløse den bipolære orden, hvor den kapitalistiske og den socialistiske blok stod over for hinanden.

Den nye verdensorden, der tegnede sig i 1990’erne, var asymmetrisk. Rusland var ikke længere en supermagt, men ønskede stadig at være en respekteret stormagt med globale interesser og en plads ved forhandlingsbordet, når der skulle træffes vigtige beslutninger.

USA ønskede derimod at integrere Rusland i det euro-atlantiske fællesskab som et “free market democracy” – et partnerskab med USA som den ledende kraft.
Men det viste sig umuligt.

USA var ikke villig til at anerkende Rusland som stormagt og ønskede i stedet at omforme verden i sit eget billede. Samtidig afviste USA i praksis Ruslands krav på indflydelse i sit nærområde – Centralasien og Kaukasus.

Vestens eufori og Ruslands skuffelse

I løbet af 1990’erne voksede kritikken af Rusland. Landet og dets kultur blev ofte fremstillet som tilbagestående. Som Thomas Graham skriver i Getting Russia Right, var Vesten ikke villig til at forstå Rusland på dets egne præmisser.

Mange vestlige analytikere forudså – eller håbede på – et russisk kollaps, som kunne bane vejen for et mere pro-vestligt system.
Men under Jeltsin udviklede Rusland sig ikke mod demokrati og markedsøkonomi, men snarere mod kleptokrati, hvor oligarkerne fik stadig større magt.

Trods alt forblev Rusland et geopolitisk tungt land: verdens største stat, rigt på naturressourcer, i besiddelse af atomvåben og fast medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Ikke længere en supermagt, men bestemt heller ikke svag.

USA opgav ikke troen på en varig og stabil unipolær verdensorden. 28. januar 1992 erklærede George H. W. Bush, at den kolde krig var slut, og at verden nu kun havde én supermagt: USA.

Den triumferende tilgang fortsatte under Clinton, George W. Bush og Obama – om end med forskellig vægt. Trods tidligere løfter blev NATO udvidet mod øst.

I begyndelsen af sin regeringstid søgte Vladimir Putin samarbejde med Vesten, men Vestens enegang under krigene på Balkan og støtten til de “farvede revolutioner” i Ruslands nærområde fik ham til at stramme kursen.

Efter Putins tilbagevenden til præsidentposten i 2012 – og især efter Maidan-oprøret (2013–14), annekteringen af Krim og krigen i Donbas – blev partnerskab afløst af ny kold krig.

Ukraine, NATO og de røde linjer

At Rusland ville reagere voldsomt, hvis Vesten forsøgte at optage Ukraine og Georgien i NATO, blev klart allerede i 00’erne.

Efter NATO-topmødet i Bukarest i 2008 – hvor de to lande fik et vagt løfte om medlemskab – sagde Putin direkte, at det ville betyde et Ukraine uden Krim og uden Donbas.

Efter Maidan og Krim i 2014 indførte Vesten sanktioner mod Rusland, men dialogen fortsatte.
Minsk-aftalerne skulle skabe regionalisering af Ukraine og forhindre en større krig.
Samtidig blev energisamarbejdet forstærket med Nord Stream 2, som øgede EU’s afhængighed af russisk gas.

Det endte dog brat i februar 2022 med den fuldskala russiske invasion af Ukraine. Krigen udviklede sig til militær konfrontation, proxy-krig og hybridkrig.

Under Biden fastholdt USA linjen om at støtte Ukraine “så længe det måtte vare”, mens Rusland blev straffet, sanktioneret og isoleret.

Efter krigen – hvad så?

Spørgsmålet er, hvad der vil ske, når vi får – om ikke fred, så i det mindste en ikke-krig – i Ukraine.
Vil relationerne til Rusland blive normaliseret? Vil rustningskapløbet og de eksploderende militærudgifter blive afløst af aftaler om afspænding og våbenkontrol?

Debatten om en ny verdensorden vil i så fald vende tilbage. Realister og liberale idealister vil fortsat stå over for hinanden – på tværs af højre–venstre-skalaer.

Er vestlig dominans stadig mulig – og ønskelig? Vil EU kunne handle samlet, eller forbliver det splittet?

Den nye verdensorden bliver næppe defineret af forholdet mellem Rusland og Vesten, men snarere af relationen mellem USA/Vesten og Kina – som USA nu betragter som sin største strategiske konkurrent.

Fra et venstrefløjs-synspunkt må man håbe, at en ny ikke-krigs-tilstand vil blive fulgt af rustningskontrol og mindre militær og åbne op for, at der kan bevilges langt større støtte til verdens fattigste lande og penge til i det mindste at begrænse de klimaforandringer, der truer verden.