Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. april. 2017

Kampen om frihandel er først lige begyndt

Skal man tro mange medier og kommentatorer, betyder valget af Donald Trump som USA’s præsident, at de…

Skal man tro mange medier og kommentatorer, betyder valget af Donald Trump som USA’s præsident, at de store frihandelsaftaler, som Trump under valgkampen har kritiseret skarpt, nærmest kan lægges i graven. Dog tyder alt på, at dette billede er langt fra sandheden og at modstanden er mere nødvendig end nogensinde.

Af Jakob Ruggaard

Valget af Donald Trump som USA’s præsident var på mange måder et chok for verden. Efter valget er der en række områder i amerikansk og international politik, som er svære at forudsige, og verden omkring de neoliberale frihandelsaftaler CETA og TTIP er på mange måder i forandring. Men der er intet der tyder på at aftalerne, og en endnu større forrykning af styrkeforholdet i klassekampen, som de fører med sig, er på retræten. Tvært imod.

Trump blev blandt andet valgt på baggrund af sin sociale kritik af job på tilbagetog mange steder i USA, gennem kritikken af de internationale frihandelsaftaler. Han var med til at gøre aftalerne til symbolet på økonomisk tilbagegang, arbejdsløshed og pressede arbejdsvilkår. Derfor fik valget også de fleste kommentatorer, forskere og politiske analytikere til at erklære den nye generation af frihandelsaftaler for døde.
Frihandelsaftalerne lever dog desværre i bedste velgående og i de næste år kommer de politiske kampe til at afgøre, i hvilken retning den globale kapitalisme kommer til at styre: Er vi på vej imod retssager fra multinationale selskaber mod stater, pres på sociale ydelser, miljø, forbrugerrettigheder og arbejdsvilkår? Ét er sikkert, aftalerne dør ikke af sig selv.

Trump har især været højlydt i sin kritik af Trans-Pacific Partnership (TPP), som er en aftale mellem USA og en række stillehavslande omkring Kina. Aftalen var omtrent Barack Obamas måde at føre handelskrig mod Kina på, ved at omringe landet med USA’s handelsallierede. Men den har mødt stor kritik hjemme i USA for at hemmeligholde forhandlinger, arbejdsgivernes store indflydelse og de neoliberale politiske effekter. TPP-aftalen har Trump ret utvetydigt taget afstand fra og kan med al sandsynlighed erklæres for endeligt død.

Det samme gør sig dog ikke gældende, når det kommer til frihandelsaftalen mellem EU og USA: Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Her har den nye amerikanske præsident været mere fåmælt. Det står klart at Trump vil vedligeholde den stærke alliance mellem USA og England, og at Brexit i den forbindelse har gjort en aftale med Europa mindre presserende for præsidenten. Til gengæld er Donald Trump og Theresa May allerede i gang med at indlede forhandlinger om en bilateral handelsaftale mellem USA og England.

Imens har EU afsluttet forhandlingerne med Canada om den omfattende handelsaftale med det bogstavelige navn Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA). Aftalen vedtages i Europaparlamentet 15. februar, hvor en stærk politisk alliance mellem den konservative gruppe EPP og den socialdemokratiske gruppe S&D sikrer, at den går trygt og roligt igennem. Derefter skal alle de regionale og nationale parlamenter i EU ratificere aftalen. Det betyder at alle lande skal stemme for aftalen, før den kan træde i kraft, og kampene kommer dermed til at gå fra land til land.
Både CETA og en eventuel aftale mellem USA og England kan godt tænkes at gå igennem. Den neoliberale konsensus mellem borgerlige og socialdemokratier, forhandlingernes lukkethed og den manglende offentlige debat stiller kritikken og modstanden svært. Med de to aftaler vedtaget, så er vejen i høj grad banet for en genoptagelse af TTIP i deres billede. Dermed er det på alle måder for tidligt og uden ordentligt belæg at erklære TTIP for død.

Venstrefløjen skal ikke lade sig lulle i søvn, men nøgternt analysere situationen omkring frihandelsaftalerne og den globale kapitalisme i sin mest forråede form, som aftalerne er udtryk for. Situationen betyder ingenlunde mindre radikale, udemokratiske og ulighedsskabende aftaler, men at aftalerne én efter én listes igennem og gensidigt styrker hinandens mulighed for at blive vedtaget.

Den danske (frihandels)model

Danmark er en særlig undtagelse i Europa, når det kommer til TTIP, CETA og lignende frihandelsaftaler. De danske fagbosser fra de store forbund er hoppet med på den politiske konsensus. Dansk Metals top knokler for at få aftalerne igennem, mens et overvældende flertal i LO’s ledelse har stemt for at bakke op om den forestående CETA-aftale.

Der findes naturligvis kritiske, aktivistiske og solidariske lokalafdelinger, mindre forbund og lignende, som kæmper internt og eksternt mod aftalerne. Men den store og brede kritik og modstand mod aftalerne, som man ser den tyske og franske fagbevægelse kan mobilisere til, er ikke til at finde herhjemme endnu.

I det hele taget er situationen den, at et emne som optog millioner af amerikanere under præsidentvalget, og som kommer til at være afgørende for demokratiets udvikling og styrkeforholdene i klassekampen fremadrettet, helst undgås helt i den danske debat.

Internt i Socialdemokratiet har der været flere kritikere, mest prominent måske Peter Hummelgaard. Men efter en kort periode er alle blevet banket på plads og linjen er nu en klassisk konkurrencestatshyldest til den vækst og jobmuligheder, som man uden evidens påstår vil følge i hælene på de nye globale frihandelsaftaler. SF har brugt lang tid på at navigere væk fra den jubeloptimistiske linje over for de neoliberale aftaler, som Pia Olsen Dyhr stod for, mens hun var handelsminister, og dermed tegner der sig en koalition af Enhedslisten, Alternativet og SF som eneste modstandere af aftalerne.

Når man liberaliserer markeder, giver nye magtmidler i hænderne på multinationale selskaber og sætter demokratisk regulering og lovgivning under pres, så kommer det de rigeste til gode. Det har man set eksempler på igen og igen igennem historien. Den optimistiske frihandelsposition, som fagbevægelsens top og alle fra og med Socialdemokratiet og hele vejen til højre har kastet sig over, virker til at hvile på den opfattelse, at vores virksomheder er stærkere end de lande, vi indgår aftaler med, og at vi dermed kan sætte os på det vækstpotentiale, som den neoliberale konkurrencestatsideologi insisterer på bliver resultatet af et øget pres på velfærd og regulering af løn og arbejdsvilkår.

Modstanden i Danmark er ud fra en international betragtning særdeles svag, men det betyder dog ikke, at der ikke er bevægelse og positive tendenser.

Nye fællesskaber og slidsom debat

I fraværet af en bred modstand fra fagbevægelsen har en bred gruppe foreninger, NGO’er og faglige organisationer stiftet en alliance, som har til formål at politisere og oplyse om handelsaftalerne frem mod CETA’s vedtagelse i folketinget i løbet af foråret 2017. Initiativet har indkaldt til demonstration d. 23. marts og der planlægges løbende aktioner, uddelinger og debatindlæg.

Generelt er kampen mod neoliberal frihandel i Danmark dog hæmmet af, at de fleste medier har gjort Trump til ikonet på frihandelsmodstand og at indtrykket af debatten dermed bliver at kritikken af aftaler som CETA og TTIP bunder i xenofobi, nationalisme og frygt for udviklingen. Derfor er der i højere grad end nogensinde brug for en antikapitalistisk, progressiv og internationalt solidarisk kritik af aftalerne, selvom det retoriske styrkeforhold ikke er gunstigt lige nu.

Det er især vigtigt, at vi får offentlige markeringer af, at der er en anden vej for frihandelskritikken. Således at befolkningen kan se, at der er flere veje end Donald Trumps fremmedhad og det bliver tydeliggjort, at han i realiteten ikke er den store sociale frihandelskritiker, som han bliver portrætteret som.

Medierne er ikke på den progressive frihandelskritiks side og der er et langt og sejt træk foran modstanderne. Til gengæld er det en bunden opgave for venstrefløjen i Danmark og de progressive bevægelser at udvikle og styrke sin kritik af den internationale kapitalisme, og de mutationer, den antager i handelsaftalerne, da det aktuelt udgør en vigtig frontlinje i klassekampen.

Canadierne kommer!

Der er ingen tvivl om, at CETA-aftalens skæbne i første omgang kommer til at være udslagsgivende for perspektiverne for international frihandel. Samtidig er det svært at give aftalen samme skær af nødvendighed, som kritikken af TTIP (som dog stadig opleves som nørdet og utilgængelig af mange). Det skyldes kort og godt, at Canada, i modsætning til USA, ikke er et særligt funktionelt fjendebillede for de fleste. Det gør det yderligere svært, når debatten fungerer på nationalistiske præmisser og hele tiden bliver udlagt som forskellige landes interesser, som kæmper mod hinanden.

Det er nødvendigt med et stringent internationalt perspektiv i kampen mod den globale kapitalisme. Kampen står ikke mellem Europa og Canada eller mellem Europa/Canada mod en anden gruppe lande (Kina og Rusland er de foretrukne skræmmebilleder). Kampen står mellem befolkningerne, lønmodtagerne, arbejderne i både EU og Canada og så deres store multinationale virksomheder, som vil benytte hver og en manøvre, som de 1634 siders lovtekst muliggør.

Det er ikke canadierne, men de store virksomheder, som har deres virke fra Canada, som vi skal være bange for. De har, sammen med fæller i hele verden, allerede alt for mange redskaber til at påvirke, bestikke eller influere lovgivere, lovgivningsprocesser og den samfundsmæssige udvikling. Der er ingen grund til at give dem den kolossale indflydelse, som adgangen til at sagsøge stater i milliardklassen, hvis de vælger at regulere i modstrid med virksomhedernes interesser, åbner op for.

Canada er allerede en del af en magtfuld frihandelsaftale, NAFTA, sammen med USA og Mexico. Argumenterne for, at Canada, som det mest velregulerede samfund af de tre, skulle indgå aftalen, minder meget om de argumenter, vi hører i den aktuelle debat om CETA i Danmark: Aftalen ville skabe vækst og arbejdspladser, og desuden sætte standarder for handlen med de meget mindre regulerede markeder i Mexico, som dermed ville beskytte canadiske interesser. Resultatet blev et ganske andet. Canada blev det land, som er mest sagsøgt gennem ISDS-mekanismer (den omdiskuterede voldgiftsinstans som virksomheder kan bruge til at sagsøge stater) og en del af tilfældene blev landet ligefrem sagsøgt af canadiske virksomheder som opererer gennem skattely i Delaware i USA.

Logikken er klar. Virksomhederne ville bruge deres nyvundne magt til at presse reguleringen ned i Canada for at sikre »fair« konkurrence og siden da har man set et voldsomt dereguleringspres på Canada. Der er ingen grund til at antage at billedet ser anderledes ud, når man gør fordele og ulemper op efter en evt. vedtagelse af CETA i EU.

Virksomheder vil målrettet bruge aftalen, og de nye magtmidler den giver, til at presse på for deregulering, privatisering og til at afbøde enhver yderligere demokratisk regulering. Med sagsøgningsmuligheden kommer der til at være en høj pris forbundet med at regulere mod virksomheders interesser i mange tilfælde. Man skal være ganske naiv for ikke at forestille sig, at den vil blive udnyttet til det yderste af de veltrænede og velbetalte lobbyister for de multinationale selskaber, som i høj grad har dikteret aftalernes indhold.

Kampen mod de internationale handelsaftaler er kampen mod en muteret og syg kapitalisme, som er løbet løbsk. Samtidig, når medierne og fagbevægelsen for øjeblikket agerer i den internationale kapitalismes interesser og dermed styrker de i forvejen grotesk rige på bekostning af almindelige mennesker, så er kampen en af de allervigtigste, som på nuværende skal kæmpes. ■

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER