Kan vi lære noget om corona fra AIDS-aktivismen?

---

Den mangeårige AIDS-aktivist Gary Kinsman giver sit bud på, hvilke erfaringer man kan gøre sig fra en epidemi til en anden.

Oversat af Alf Standly

---

Af Gary Kinsman

Under den nuværende coronavirus-krise har jeg bidt mærke i forbindelser mellem AIDS-krisen – som også stadig er her – og så denne sundhedskrise. Der er nogle erfaringer, vi kan lære af.

De forbindelser bliver ofte ikke skabt eller husket i de kommentarer og analyser, jeg har set. Samtidig er der betydelige forskelle mellem de to sundhedskriser – herunder smittevejen, indvirkningen på folks kroppe og sundhed, og i nogen grad hvem der er mest ramt. Jeg var aktivt involveret i AIDS-organisering og -aktivisme i 1980’erne og 1990’erne, og har også været involveret i at dokumentere de historier. Her vil jeg søge at trække frem, det vi kan lære af AIDS-organisering og -aktivismes historie – og bruge i den nuværende pandemi. Jeg ved, at det kun er delvist og begrænset, men jeg føler det bydende nødvendigt at få frem nu. Hold dig ikke tilbage med at tilføje noget eller komme med kritik. Også for at få gang i nogle diskussioner.

Når jeg taler om AIDS-organisering og -aktivisme, refererer jeg først og fremmest til den behandlingsbaserede direkte aktions-aktivisme, der er forbundet med forskellige grupper, som eksisterede over hele verden: AIDS Coalition to Unleash Power, ACT UP grupper (nogle af dem findes faktisk stadig), og grupper som AIDS ACTION NOW! og ANN! i Toronto. De grupper havde paroler som ”Stilhed=død, Aktion=liv”, og valgte at kæmpe for åbenhed om folk, der levede med AIDS/HIV, og om behandlinger der kunne bekæmpe infektionen, som slog folk ihjel. De satte de hårdest ramte AIDS-folks behov i centrum for samfundets svar.

Jeg tænker også på den første bølge med at oprette grupper i lokalsamfundet først i 1980’erne (og senere), som støttede folk, der levede med AIDS/HIV, udviklede skoling og bekæmpede diskriminationen, når regeringer bare lod folk dø. Det var de lokalsamfunds-initiativer, som voksede ud af bøssers og lesbiskes – og til en vis grad feministiske og progressive – sundhedsbevægelser, der sørgede for støtte til folk ramt af AIDS, trods statslig passivitet og ligegyldighed fra toppen af lægeverdenen. De former for aktivisme forlængede og reddede folks liv.

Ligesom alle andre sundhedskriser var og er AIDS-krisen et sammenkog af mange sociale forhold – herunder seksualitet, race, køn, klasse, fattigdom, underudvikling, kolonialisme og nykolonialisme, evner, stofbrug, sexarbejde, medicinalindustriens magt, lægegerningens karakter, problemer med folkesundheden og meget mere. Det er altid vigtigt at spørge: Hvilken ”offentlighed” er det, der bliver forsvaret, og hvis ”helbred” bliver beskyttet? For fuldt ud at tackle AIDS-krisen måtte der gribes fat i alle disse forhold.

Den nuværende corona-pandemi indeholder alle de ting og mere, men i en sammenhæng hvor neoliberale, kapitalistiske forbindelser er nået meget længere i deres ødelæggelse af sundhedssystemer, bistandshjælp og velfærd, og generationen med løstansatte job og vikarlønninger i mange lande. Multinationale medicinalvirksomheders magt over vores liv er blevet endnu stærkere.

Kort sagt, skal der fastslås en række sammenhænge.

“Undværlige befolkningsgrupper” og kampen mod diskrimination og stigmatisering

I AIDS-krisens tidlige år var der meget lidt officiel og statslig indsats, for man anså sygdommen for kun at ramme ‘undværlige befolkningsgrupper’ – bøsser /mænd der har sex med mænd, stofmisbrugere, haitianere og andre farvede folk (inklusiv den racistiske idé om afrikansk AIDS), samt sexarbejdere. Disse grupper blev opfattet som højrisiko-grupperne, og det udtryk blev fjernet fra epidemi-debatter for at kunne organisere social diskrimination og stigmatisering af de grupper. Den slags mennesker blev anset som undværlige af moralsk konservative, ofte neoliberale regeringer, og derfor blev flere års socialt ansvar og sundhedspleje tabt i kampen mod AIDS.

I stedet blev almindelige mennesker – forstået som hvide, middelklasse og heteroseksuelle – beskyttet mod ‘smittebærerne’ og ‘smitte-miljøer’. Tidlig AIDS-organisering kæmpede imod de fastlåste opfattelser ved at flytte fokus over på de risikable aktiviteter alle kunne løbe ind i, og ved at slå på AIDS/HIV- personers og berørte gruppers betydning og behov. AIDS-aktivisme kæmpede imod diskrimination og racistiske reaktioner på AIDS. Organiseringen kæmpede også for de folk, som var blevet overset i samfundets indsats mod AIDS, herunder kvinders og farvede folks behov. AIDS-aktivister argumenterede for en nødvendig indsats til gavn for de mest direkte ramte, fremfor at det kun var ikke-smittedes behov, der blevet taget seriøst.

I den nuværende pandemi er der blevet sat ind mod diskrimination, racisme og stigmatisering af folk fra Kina, Korea og andre asiatiske lande, for eksempel vedvarende henvisninger til ”den kinesiske virus” eller ”den asiatiske virus” fra Trump og andre. På lokalt plan har der også været mobiliseret imod folk fra Iran – især i mellemøstlige sager. Det tidlige fokus på, at smitten kun ramte ‘andre’ mennesker – og hvor disse andre blev opfattet som truslen – har ført til flere ugers forsinkelse i at opbygge en indsats i mange statslige og officielle kredse.

Men der er også eksempler på, at de der er mest sårbare overfor coronavirus – ældre mennesker og folk med nedsat eller svækket immunforvar – herunder folk med cancer, HIV-betændelse, sukkersyge, hjertesygdomme, og forskellige typer af handicap – også bliver anset som undværlige. Det var især tydeligt i de første reaktioner fra Boris Johnson og den britiske regering, med deres mobilisering af ”flokimmunitet” eller hvad nogle mennesker med racehygiejne-tendenser refererede til som ”udrensning” af befolkningsgrupper.

ldre mennesker blev anset som uproduktive i den kapitalistiske produktion, og af nogen som ’velfærds-nassere’ – i modsætning til oprindelige folks traditioner, hvor ældre mennesker bliver anset som vise og bliver behandlet med stor respekt. – Men også folk med svækket immunforsvar, herunder dem med cancer og HIV – og ofte folk der lever med handicap – blev af de mennesker betegnet som ”undværlige”, overflødige .

Svært at vaske hænder som hjemløs

Slagordet ”Vask dine hænder” som et af de forebyggende skridt betyder, at alle de, der ikke har adgang til rent vand, som mange indfødte reservater i ”Canada” – også kunne ’undværes’. Officielle råd som ‘hold afstand’ og ‘undgå kontakt’ som måden at forhindre smitte på betyder, at alle de, der har små boliger, også bliver undværlige. Det er nu tydeligt for mig, at udtrykket ‘hold afstand’ er med til at opløse det sociale liv, selv om vi har brug for at fastholde og opbygge netop det sociale i forhold til denne her pandemi.

De, der ikke kan holde afstand og isolere sig, er ofte fattige og hjemløse, hvoraf mange er sorte. Ligesom folk bosat i institutioner, herunder plejehjem og fængsler, samt folk der ikke kan sygemelde sig fra betalt arbejde på grund af det øgede antal løstansatte, og fordi de ikke har ret til betalte sygedage og bistand, på grund af den neoliberale kapitals ødelæggelse af velfærden. Klasse- og race-aspektet af det her bliver også tydeligt. Endeligt sætter lukningen af grænser flygtninge og migranter i en meget svær situation. Mange af dem er farvede personer.

Alle disse metoder prioriterer de liv, der er mindst i fare for at dø af coronavirus – de unge, de ”raske”, dem uden handicap, dem med raske immunforsvar, og de rige – over alle andre. Det er deres helbred, som blev beskyttet. De blev ”offentligheden”, der skulle beskyttes mod dem, som potentielt kunne dø af COVID-19. Den effektive måde at trodse det, er at henlede opmærksomheden på behovene hos oprindelige folk, hos de hjemløse personer der søger ly i læskure, arbejderes behov for betalte sygedage og beskyttelse mod at blive sat på gaden, når huslejen ikke kan betales, og have ret til ordentlig velfærd og at sige nej til usikre arbejdsforhold, samt flygtninges og migrantarbejderes behov. Det skal fremføres som centrale og sociale svar på pandemien.

Fra sikre metoder til ”rumlig eller fysisk afstand”

Da folk som Michael Callen – en tidlig AIDS-aktivist der selv levede med AIDS – begyndte at finde ud af, hvad der gjorde, at AIDS (det var før HIV blev identificeret) blev overført gennem direkte seksuelle handlinger og blod-til-blod kontakt – førte det til udviklingen af sikker sex, og senere retningslinjer for sikrere stofbrug med sprøjte og andre metoder, som gjorde, at der ikke blev udvekslet kropsvæsker eller var blod-til-blod kontakt. Metoderne reducerede effektivt HIV-smitte. Det var ikke en individuel reaktion, men var derimod baseret på opfattelsen af kollektivt ansvar.

Det betød, at folk med støtte kunne ændre måder, de gjorde tingene på til gavn for deres fællesskaber. Det var ikke nemt for folk, at ændre måder de plejede at gøre tingene på, så det byggede i høj grad på folkeoplysning og støtte i lokalsamfundet. Meget af det var baseret på opfattelsen, at alle var smittede, så det nedbrød barrieren imellem de smittede og dem, der ikke var. I spørgsmålet om stofbrug blev det centralt med metoder, der reducerede skaderne. Det blev en del af lokalsamfundets etik. I forbindelse med sikker sex blev det også knyttet sammen med erotiseringen af sikker sex og at fremstille sikker sex som sjovt. Det var sådan sikker sex-kampagner virkede. Sikker sex var den erotiske og ansvarlige måde at gøre det på for alle.

I den nuværende smittebølge tager det en anden form, men også en der er nødt til at være af social og kollektiv karakter, hvis den skal virke. Rumlig eller fysisk afstand – kombineret med at vaske hænder, bruge handsker, hoste /nyse i sit ærme osv. – er nu det socialt nødvendige og ansvarlige for at mindske smitten og dødstallene. Det er også baseret på behovet for, at vi alle fortsat tager del i dagligdagens nødvendige  arbejde og omsorg –  selv med større afstand og kun få personer.

“Siden 1980’erne og 1990’erne er tingene i høj grad blevet værre, også i et land som Canada, grundet den neoliberale kapitals angreb på adgangen til sundhedspleje gennem det offentlige, foruden den voksende privatisering af sundhedspleje.”

Det er det daglige arbejde med social reproduktion – som oftest ikke er lønnet og tit forbindes med kvinder (både ciskønnede og transkønnede) i den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene– netop det skaber mulighederne for vores overlevelse. Vi er nødt til at ændre vores måder at gøre tingene på socialt, og det kræver fælles støtte og solidaritet – især for at beskytte dem der er mest i fare for at dø af COVID-19. Det betyder, at vi må modsætte os den egoistiske individualisme, der ofte ses udfolde sig som reaktion på sundhedskriser født af kapitalistiske samfund.

Ligesom med sikre metoder kræver de kollektive svar folkeoplysning og fælles støtte. Selvom regeringer og embedsmænd kan opmuntre til det, er meget af tilskyndelsen nødt til at komme nedefra og vi har brug for at skaffe masseopbakning til at gøre det. Der er inspiration at hente fra de tidlige støttegrupper for folk med AIDS/HIV, venne- systemerne, og mere i de tidlige græsrodsreaktioner på AIDS-krisen.

Netværk med gensidig hjælp og social solidaritet til at støtte folk bliver dannet mange steder (der er en liste med nogle aktive grupper efter artiklen) i den nuværende pandemi, og de har brug for at blive understøttet og tildelt ressourcer. Uden at overskride den rumlige eller fysiske afstand er vi nødt til at skaffe støtte og solidaritet til folk. Til dem, der er nødt til at hjælpe som enkeltpersoner, skal vi også stille så meget støtte og omsorg til rådighed som muligt. De initiativer vil blive afgørende for, om vi kan forsinke smitten og mindske dødstallet. De næste par måneder bliver afgørende på globalt plan.

Sundhedspleje til alle – sundhed fra neden

Sundhedspleje for alle var centralt for AIDS-aktivisme. I USA engagerede aktivistiske grupper sig i vigtige kampagner for universel adgang til sundhedspleje. I en canadisk kontekst, og i andre lande med en højere grad af velfærdsstat end USA, var sundhedspleje mere tilgængeligt. Der var stadig store problemer, såsom ingen offentlige tilskud til medicin, meget dyre behandlinger og ingen dækning af tandlægeudgifter. Siden 1980’erne og 1990’erne er tingene i høj grad blevet værre, også i et land som Canada, grundet den neoliberale kapitals angreb på adgangen til sundhedspleje gennem det offentlige, foruden den voksende privatisering af sundhedspleje. Den eksisterende sundhedsinfrastruktur er blevet svækket og ødelagt. Som Mike Davis påpeger i forhold til den nuværende pandemi:

“Kapitalistisk globalisering virker nu til at være biologisk ubæredygtig i fraværet af en ordentlig, international, offentlig sundhedsinfrastruktur. Men sådan en infrastruktur vil aldrig kunne eksistere før folkebevægelser knækker medicinalindustriens magt og afskaffer kommerciel sundhedspleje.”

Her påpeger Davis den bydende nødvendighed af at skifte sundhedsplejens karakter væk fra kapitalistiske profitrater og medicinalindustriens dominans, for vores overlevelse. Hvis vi vil have succes med at adressere pandemien, kræver det store forandringer i sundhedspleje og socialpolitik. Det skal baseres på universel, gratis adgang til sundhedspleje af høj kvalitet, og gratis adgang til at blive testet, behandlet, og vaccineret når dette bliver muligt – og det kræver, at der bliver brugt omfattende sociale ressourcer på at udvikle behandling og vacciner.

Med afsæt i feministiske sundhedsorganisationer og AIDS-aktivisme, er det også nødvendigt at sundheden kommer fra neden, hvor folk har mere kontrol over deres egne kroppe og sundhed, i et opgør med kapitalistisk sundhedspleje og medicinalindustriens magt. Dette kræver et stort skifte, som vender processen på hovedet: sundhed fra oven skal gøres til sundhed fra neden. Den franske teoretiker Michel Foucault, skrev om udviklingen af ‘biopolitik’, hvor typer af social magt mobiliserede kroppe og befolkningen som en ressource for den herskende klasse med begyndelse i det 19. århundrede. Den politik, ACT UP begyndte på at formulere, kan måske betegnes som en slags biopolitik nedefra, og det er dét, vi er nødt til at adressere og bygge videre på, hvis vi vil stoppe den her pandemi.

Omfordeling af ressourcer til det globale syd

Under AIDS-krisen krævede AIDS-aktivister at omfattende rigdom og ressourcer blev omfordelt til folk i det globale syd, blandt andet udtrykt i ‘Montreal-manifestet’ – som blev udgivet af ACT UP NYC og AIDS ACTION NOW! ved verdens AIDS-konferencen i Montreal i 1989 – hvis AIDS’ hærgen skulle bekæmpes succesfuldt. Dette var baseret på en forståelse af, hvordan underudviklingen af store dele af det globale syd var baseret på overførslen af penge og ressourcer igennem kolonialisme og imperialisme, til ”overudvikling” i det globale nord. Hvis folk succesfuldt skulle bekæmpe AIDS, var der brug for flere ressourcer, der måtte komme fra de rigere lande i det ”globale nord”. Selvom disse kampagner kun havde en begrænset virkning, pegede de i en meget vigtig retning.

I den nuværende pandemi er situationen en smule anderledes. Selvom Kina oplevede virussen som det første land, er det nu sammen med Cuba det eneste land i verden, som lader til at have evnerne og ressourcerne til at hjælpe folk i Iran, Italien, Irak, Venezuela, Nicaragua og andre lande. Vi kan faktisk se, hvordan neoliberal kapitalisme, og dets ødelæggelse af velfærd og sundhedspleje har svækket lande som for eksempel USA og mange europæiske landes evner til at reagere på pandemien. På samme tid skaber former for kolonialisme og nykolonialisme stadig former for ”underudvikling” i store dele af det globale syd, og omfordelingen af ressourcer, penge og ekspertise er stadig akut nødvendig.

En vigtig del af det arbejde er også at stoppe sanktionerne mod Iran og Venezuela, som gør det betydeligt sværere for disse samfund at reagere på pandemien. Sanktionerne mod Cuba gør det faktisk sværere for andre lande at gøre brug af den medicinske ekspertise Cuba har fået. Disse sanktioner må stoppes. Den israelske stat gør det sværere for palæstinensere at overleve pandemien på grund af restriktioner på hvad der kan komme ind i Gaza og de bosatte territorier. Den israelske stat bliver nødt til at lukke hjælp og assistance ind og ikke lade palæstinensere dø.

Problemer med distance og isolation.

Der er problemer med de løsninger der er foreslået til at stoppe spredningen af coronavirus. Selvom ”social distance” (som bør kaldes rumlig eller fysisk distance) og social isolation (som bør kaldes rumlig eller fysisk isolation) er helt og aldeles nødvendige, kan det blive taget op på en meget individualistisk måde. Dem der har mange materielle ressourcer kan meget nemmere gøre dette end andre og der er en betydelig sammenblanding af race og klasse.

Disse tiltag kan også føre til isolation og depression og forværre mentale helbredsproblemer hos folk der har brug for daglig social kontakt. ”social isolation” med (fysiske og/eller psykiske) voldelige partnere kan forværre problemer med vold i familier og vold mod kvinder, og vi er nødt til at udvikle måder at adressere det på. Vi må også konstatere, at der er meget arbejde forbundet med at distancere eller isolere sig. Vi er nødt til at tilbyde lige så meget social støtte og solidaritet til den type distancering, og gøre det klart, at det er en nødvendig social og kollektiv respons.

På den måde er vi nødt til at se det som det modsatte af en individualistisk reaktion, og se det som vores sociale ansvar overfor fællesskabet. Vi skal regelmæssigt tjekke op på folk ved hjælp af telefon, email, Facetime og andre sociale medier. Vi skal sikre, at folk kan få deres dagligvarer og hvad de ellers har brug for. Scenerne fra Italien, Libanon og andre steder, hvor folk synger til og med hinanden fra deres altaner, er et inspirerende eksempel på, at dette er meget muligt – og stærkt nødvendigt. Vi må kontant minde os selv om, at vi alle er involverede i kollektive måder at sørge for overlevelse på, og vi må finde glæde, leg og nydelse hvor og hvornår vi end kan mens vi gør det.

Til kamp mod opløsningen af sociale kampe

Ovenfra bruger de social distance og forsamlingsforbuddet til at forsøge at opløse vores sociale kampe og bevægelser. Under AIDS-krisen modsatte vi os deres forsøg på, at gøre os så overvældet af sorg, at vi ikke kunne fortsætte vores kollektive kampe. Vi modsatte os gennem den politiske mobilisering af vrede og sorg, herunder udviklingen af ‘politiske begravelser’. Men under AIDS-krisen kunne vi stadig udtrykke vores sociale og kollektive reaktion offentligt og vores magt nedenfra i direkte aktioner. Det kan vi ikke længere i den her pandemi.

Dem, der sidder på magten, prøver at bruge pandemien til at opløse vores sociale kamp og fremme deres egen klasses og races interesser. Bølgen af erklæringer af staters undtagelsestilstand, kan, selvom den på mange måder er nødvendig, også give statslige styrelser magt de kan bruge imod os kollektivt og individuelt. Vi skal huske hvordan karantænelovgivning blev brugt imod fællesskaber af folk mest påvirkede af AIDS-krisen i 1980’erne og 1990’erne.

“Under AIDS-krisen kunne vi stadig udtrykke vores sociale og kollektive reaktion offentligt og vores magt nedenfra i direkte aktioner. Det kan vi ikke længere i den her pandemi”

Denne demobilisering af kampe er tydelig i forhold til Wet’suwet’ens (canadisk oprindeligt folk, red.) kamp for selvstændighed, såvel som i kampen imod olieledninger. Det gælder også for lærernes kamp i Ontario og måske mest tydeligt forsøget på at standse mobiliseringen mod den neoliberale pensionsreform, udtrykt i De Gule Vestes igangværende kampe i Frankrig. Vi må holde liv i disse kampe, selvom vi må bruge nye taktikker. For eksempel har årets Israelsk Apartheid-uge måttet aflyse og udsætte mange arrangementer, og den uge bliver holdt i live ved hjælp af sociale medier. Wet’suwet’en kampen fortsætter igennem telefon og sociale medier og folkeoplysning på en mere spredt måde.

Vi må holde disse kampe i live på de forskellige måder, vi kan – og også bruge denne pandemi-periode til at lave så meget folkeoplysning. Det vil sige at bruge sociale medier som kampplads – og på samme tid erkende deres begrænsninger, herunder at ikke alle har adgang til dem.

Vi skal bruge internettet og sociale medier så meget som muligt som platform for at huske og for kritiske samfundsanalyser. Vi skal ikke give dem lov til at glemme de kampe, vi kæmpede, før pandemien ramte – og heller ikke hvad vi kan lære af at overleve den. Det udspringer af nødvendigheden i, at vi skaffer os af med neoliberal kapitalisme gennem radikal, social forandring. Når situationen igen tillader det, skal vi tilbage på gaderne, og store offentlige forsamlinger skal fortsættse, forstærkes og knytte vores kampe for retfærdighed og værdighed. Der skal vi bruge den indsigt vi får af også at overleve denne krise.

---

Denne artikel er oprindeligt bragt på Radical Noise: Some notes on learning from AIDS activism for our responses to the corona virus.

---

Gary Kinsman var som en af de første ansat i the AIDS committee of Toronto, og er medlem af AIDS Action Now! Han har skrevet en række bøger, herunder ‘The Regulation of Desire‘ og ‘The Canadian War on Queers’. Læs mere på hans hjemmeside her