Kapitalismen forhindrer investeringer i velfærd

Staten er afhængig af de største danske virksomheder, fordi de står for en stor del af skatteindtægter, arbejdspladser og investeringer. Derfor prioriterer staten virksomhedernes konkurrenceevne over sociale investeringer. Det samme gør EU, hvis de finder det nødvendigt at beskytte konkurrenceevnen.  

For eksempel lykkedes det i 2017 en lille gruppe af Danmarks rigeste familier gennem massiv lobbyisme at få sænket arveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder fra 15 procent til 5 procent gradvist frem mod 2020. Her brugte VLAK-regeringen en halv milliard kroner på de rigeste, mens de skar i velfærden.  

Staten understøtter altså udelukkende dem, der i forvejen ejer produktionsmidlerne privat, mens vi arbejdere og unge betaler prisen. Lobby-netværk som Vækst i Generationer og Danske Familievirksomheder presser staten ved at sige, at hvis de ikke sænker skatten for de rigeste, flytter virksomheder investeringer og arbejdspladser til udlandet. 

EU’s fri bevægelighed skaber et kapløb mod bunden

EU fungerer her som en forstærker af sparepolitikken; EU-landene konkurrerer om at have de mest attraktive skattevilkår for at styrke deres konkurrenceevne. 

Den fri bevægelighed skaber derfor et kapløb mod bunden – en skattekonkurrence i EU. 

Det rammer arbejdere og unge, fordi det er dem, der betaler prisen. Hvis ét land sænker skatten, føler nabolandene sig presset til at gøre det samme for at beskytte deres konkurrenceevne – fri bevægelighed i EU gør det derfor nemmere for virksomheder at flytte investeringer og arbejdspladser til et andet medlemsland. 

Hvem er ejendomsretten til gavn for?

Hvis sociale investeringer og politiske reformer ikke i sig selv kan løse problemerne, fordi kapitalisternes repræsentanter – hvad enten det er i Danmark eller EU – beskytter deres konkurrenceevne, bliver det tydeligt, at et nyt politisk system må træde til.  

Grundlovens paragraf 73 siger, at “Ejendomsretten er ukrænkelig”. Det betyder ikke, at virksomheder ikke frit kan omdanne sig til medarbejderejede virksomheder, men at der er strenge regler for, hvorvidt staten kan ekspropriere virksomheder – altså lave en lov om, at arbejderklassen bør overtage virksomhederne.  

Grundloven gør det derfor svært at indføre en international demokratisk planøkonomi inden for vores nuværende samfund, hvilket ellers ville lægge grundlaget for sociale investeringer. Men dét vender jeg tilbage til. 

Staten er nemlig et redskab for den herskende klasse til at udbytte arbejderklassen. Den herskende klasse er dem, der kontrollerer produktionsapparaterne, energisystemer og investeringer – der er ikke tal på antal kapitalister i Danmark, men ifølge Oxfam udgør den rigeste 1 procent i Danmark kun 48.000 danskere, mens der er over tre millioner lønmodtagere i Danmark.  

Det betyder, at for hver person, der ejer produktionsmidlerne, er der 14 personer, der lever af at sælge deres arbejdskraft. Kapitalisterne udgør derfor en forsvindende lille del af befolkningen, men er stadig de eneste, der reelt har politisk og økonomisk magt i samfundet. Alle kan ytre sig frit – på de fleste punkter – men dem der tager beslutningerne, sidder på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne i de største danske virksomheder. 

Demokratisk kontrol over samfundet

Derfor bliver vi nødt til at bryde med staten for at opbygge en arbejderstat, der værner om flertallets interesser og menneskers behov over profit. 

En kommende arbejderstat bør derfor nationalisere de største danske virksomheder, opfylde borgernes behov gennem en international demokratisk planøkonomi og ekspropriere de største danske virksomheder for at sikre, at de bliver i Danmark og kommer under demokratisk kontrol af arbejdere og unge. 

For eksempel er boligmarkedet indrettet efter profit, fordi samfundet afhænger af, at boligpriserne stiger. Det skaber en tvungen produktivitet, når os unge tager enorme boliglån; det cementerer nemlig vi unges klassetilhørsforhold som lønarbejdere, når vi resten af livet er pisket til at sælge vores arbejdskraft for at betale bankerne tilbage.  

Store ejendomsselskaber, banker og de kommunale forvaltninger har i dag præcise statistikker over ventelister, boligmangel og folks indkomster. De ved præcis, hvor mange studerende, børnefamilier og hjemløse, der mangler et hjem. Samtidig er der flere tomme boliger end hjemløse i alle større byer – alene i Aarhus er der for eksempel 10.000 tomme boliger, og i hele Danmark er der cirka 163.000 tomme boliger, ifølge Boligsiden.  

Kun kommunisme kan sikre, at du har taget over hovedet

Man kunne begynde en massiv planlægning af boliger allerede i dag, men de tomme boliger tilhører eliten. Derfor er det nødvendigt at ekspropriere de private banker og boligselskaber, så de kommer under demokratisk kontrol, så vi kan planlægge udlejning af boliger efter behov. Kort sagt: Alle storbyer er blevet reservater forbeholdt eliten. Kun kommunisme kan sørge for, at du får et tag over hovedet. 

Der er ikke noget kapitalistisk firma, der ville lade de forskellige afdelinger konkurrere helt frit med hinanden. Alt er tværtimod planlagt ned til mindste detalje (af hensyn til kapitalisternes profit).  

Beviset for, at det kan lade sig gøre at planlægge et helt lands økonomi, findes allerede. Hele Walmarts økonomi er i dag lige så stor som Sveriges økonomi. Når man kan planlægge Walmarts økonomi, kan det også lade sig gøre i et helt land. 

Vi må sammen – arbejdere og unge – vælte den kapitalistiske stat, så arbejderklassen kan overtage magten. Kampen for socialisme kan kun ske gennem en revolution. Vi har intet tilfælles med toppen af det danske samfund, men vi har en verden at vinde i en fælles kamp med arbejdere og unge i resten af verden.