Karakterdannelse og mission – undskyld, men hvad har det med folkeskolen at gøre?

Center For Karakterdannelse vil have uddannelse til at rette op på samfundets problemer. Skolebørn skal derfor dannes, så deres personlighed og karakter indefra kan påvirkes i retning af de ´rette´ dyder.

Børn og unge lider nemlig i dag angiveligt under lavt selvværd, manglende livsmod, ensomhed, grimt samvær med mobning, manglende læringslyst, voldelig adfærd; de er grænseoverskridende, isolerede og psykisk ustabile.

Karakterdannelses-bevægelsen ser det som folkeskolens opgave at påvirke de unge mennesker, så de kan underkaste sig de værdier, som ifølge bevægelsen er de rette.

Det er problematisk, hvis karakterdannelses-bevægelsen får lov til at udbrede deres ideer til folkeskolen. Blandt bevægelsens arbejdsmetoder er blandt andet at ´nedbryde´ børns og unges eget liv og eksempelvis sende dem på ”stroppetur” i 12 timer en vinterdag. Det skulle efter sigende lære eleverne ”at stå oprejst i modvind”.

Problemet er, at uddannelse så bliver en ensrettende produktion af rigtige mennesker, der med bestemte kundskaber og en bestemt kultur skal højnes til en bestemt udgave af det at være menneske – nemlig at være stærk, dydig og taknemmelig. Center For Karakterdannelse passer således bedre til et totalitært samfund med opdragelsesanstalter og kundskabsfabrikker end til et demokrati.  

At holde skole i et demokrati drejer sig om noget helt andet end totalitær ensretning af mennesker til bestemte stærke dyder. Fri pædagogik udfoldes nemlig i et samfund, der før noget andet, giver demokratiske, ligeværdige forhold. Forudsætningen for at undervisning kan lykkes, er muligheden for åbent at være menneske med de facetter, der nu hører med, herunder sårbarhed, svaghed, tvivl og usikkerhed.

I dette indlæg vil jeg vise, hvorledes lederen af Center For Karakterdannelse (CFK) baptist-missionær, ph.d studerende Jonas Norgaard Mortensen sammen med forskningsvejleder, psykolog Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, vil erstatte selve pædagogikkens og undervisningens idégrundlag om frihed for Loke såvel som for Thor  – med stærke dyder til ´fælles bedste´.

Lederen af CFK, ph.d.-studerende Jonas Norgaard Mortensen er en baptist-missionær, som hævder at være moralsk forpligtet til at hjælpe de nødstedte skolebørn, som mistrives og er i ´helvede´; det drejer sig om religiøs filantropi. Der er selvfølgelig intet galt i at have en tro og at være religiøs. Men med dette indlæg vil jeg vise, at det kammer over, og forskningen bliver til mission.

Leder og missionær Jonas Norgaard Mortensens fokus på mission

Vi skal først forbi en artikelserie i Dagbladet Information, der her i sommeren 2024 rejser nogle kritiske spørgsmål: Kan en dybt religiøs forsker undgå at missionere for sine egne opfattelser i sin forskning? Vil bias (fordomme) have for stor magt, så forskningen derfor bliver kritisabel?

Det drejer sig blandt andet om den sundhedsvidenskabelige forsker ved Syddansk Universitet, teolog Niels Christian Hvidt, som er næstformand i den danske afdeling af ”Sandt liv i Gud”.

Niels Christian Hvidts forskningskonklusioner bliver af andre forskere anklaget for at være styret af bias. Det sker for eksempel, når Hvidt konkluderer, at adventister og baptister har lavere kræftrisiko, at religiøse næsten aldrig begår selvmord, og at religiøse mennesker med 97 procent sikkerhed har lavere risiko for trafikuheld.

Disse konklusioner angribes af andre forskere for sammenblanding af forskning og mission, fordi årsag-virkning ikke udforskes kritisk nok.

Hvad er Jonas Norgaard Mortensens mission?

Kan man på den baggrund sige om missionæren Jonas Norgaard Mortensen (JNM), ph.d forsker ved Aalborg Universitet, at han har bias, som påvirker hans forskning?

Det mener jeg. Jonas Norgaard Mortensen ser det som en missionsk pligt at ville ”frelse” børn og unge fra det ”helvede”, de i dag lever i. Det er synd og skam og efterlader mennesket fortabt med en længsel efter frelse og genoprettelse´; Karakterdannelsens mission er kort sagt at frelse skolelever med karakterdannelse og genoprettelse af det åndelige relationsbrud.

Mortensens mission bygger på tro, håb og kærlighed: ”Troen på, at religion og kirker kan spille en afgørende rolle for mennesker og civilsamfundet i særdeleshed og samfundet i almindelighed. Håbet om, at religiøst, etnisk og kulturelt fjendskab og fjendebilleder igennem dialog og mødet med den anden kan transformeres til forståelse, forsoning og fred. Kærligheden til medmenneskets liv, værdighed og rettighed og dermed kampen mod fattigdom og marginalisering.” Tro, håb og kærlighed er jo fint og godt, men problemet opstår, når det kammer over.  

Med retledende adfærdsmetoder og udpenslede ´værktøjer´ til at få de ´dyrebare dyder´ ind i børns og unges personlighed og karakter – skal karakterdannelses-bevægelsen systematisk udbredes til landets folkeskoler ud fra en udførlig projektbeskrivelse med nøje angivne metoder. Det minder stærkt om kristen mission.

Hvorfor forske i karakterdannelse?

På CFK´s hjemmeside kan man finde bogen ”Det skal kendes. Kommunal vej og vision”. Bogen er en form for dannelses-bibel, hvor der udtrykkes nærmest religiøs begejstring for karakterdannelse.

Billeder af de involverede smilende, glade dannelsestilhængere understøtter de skabelonagtige artikler, der uforbeholdent og utvetydigt skriver om dannelsens fortræffeligheder.

Det er fint med begejstring og glæde. Men hvis man allerede på forhånd er sikker på karakterdannelses-projektets fortræffeligheder, hvorfor skal man så påstå, at man forsker?

På CFK´s hjemmeside præsenteres det således: ”Karakterdannelsesprojektet bliver udviklet og udforsket i strategisk samarbejde med professor Svend Brinkmann som projektets fagekspert og forskningsvejleder. Vi indgår et formaliseret samarbejde med Aalborg Universitet og Svend Brinkmann om et forskningssamarbejde om kvalificering, forskning og vidensproduktion”.

Måske hænger denne iver efter måling og bevisførelse sammen med, at man over for de fonde, der financierer CFK, skal kunne dokumentere udbytte, nemlig over for Samfonden og Borgfonden.

Hvem betaler for karakterdannelsesprojektet?

CFK finansieres nemlig af Samfonden, der netop vægter karakterdannelse. Samfonden og søsterfonden Borgfonden har samme pengebagmand og samme bestyrelsesformand, nemlig Søren Toft-Jensen.

Samfondens formål er: ”Med udgangspunkt i det kristne menneskesyn at støtte almennyttige og almenvelgørende formål indenfor demokrati- og samfundsbevarende aktiviteter”. Borgfondens formål er at: ”opkvalificere og udvikle forkyndelse og ledelse i kirker og kirkelige organisationer og styrke evnen til, at uddannelsesmæssige, kirkelige og diakonale organisationer understøtter og inspirerer de mennesker, de er i kontakt med.”

Der ser med disse formål og de holdninger bag karakterdannelses-bevægelsen ud til at være god fælles samklang om at ville frelse nødlidende danske skolebørn, så de kan være med til at bevare samfundet ud fra stærke religiøse dyder.  

Hvad gør Svend Brinkmann og Aalborg Universitet i karakterdannelsesbevægelsen?

Men man må som samfund undrende spørge, hvad Aalborg Universitet og Svend Brinkmann gør i et forsknings- og vejledningssamarbejde omkring folkeskolen, som bygger på mission og missionske fonde.

Mener Svend Brinkmann virkelig, at det er samfundets opgave via skolen at afgøre, hvordan børns og unges karakter og personlighed skal være, og hvad menneskelighed er? Brinkmann har i hvert fald skrevet, at: ”ethvert samfund har brug for at genskabe sig selv gennem uddannelse og pædagogik”.

Ifølge Brinkmann er følelser kun rigtige, hvis de trænes. Han skriver: ”At føle rigtigt er en social handling, man skal trænes i” og videre: ”psykologien som videnskab behøver ikke at være knyttet til illusionen om en indre oplevelsesverden.” (Oplevelsessamfundet, s.78-79).

Men hvis en skoleelev som menneske ikke selv kan føle rigtigt, og hvis barnets og den unges indre oplevelsesverden er en illusion – hvor er mennesket så blevet af? Svaret blæser i vinden; det virker uhyrligt og som om, man mener, at der slet ikke er noget, derinde i børn og unge, som i sig selv er værdifuldt.  

Man vil derfor danne børn og unge og deres karakter på ny, efter en missionærs og psykologs hoved, ud fra deres særlige lærde idéer og missioner. Karakterdannelses-bevægelsen vil løse skolens trivselsproblemer ved at gøre danske skoleelever stærke, dydige og taknemmelige. Med støtte fra religiøse og konservative fonde vil man frelse skoleelever fra ´helvede´.

Undskyld, men hvad har det med folkeskolen at gøre?