Katrine Marie Guldager kan åbne verden

Alt tyder på, at Katrine Marie Guldagers roman “Jeg hører, hvad du siger”, der udkom i starten af året, er blevet en solid salgssucces. Det er absolut fortjent, og herfra skal ønskes varmt tillykke til Katrine Marie Guldager med bogen. Den er sidste led i forfatterens trilogi om kvinder midt i livet med både fortvivlelse, kampkraft og en opdateret samfundskritik.

Allerede på de første sider bliver vi ført ind i romanens problematikker, som væver flere lag sammen. En jeg-fortæller er i næsten desperat konflikt med sit omgivende samfund, men også en del af dette samfund – og ikke mindst med en stor vrede mod sig selv og med angst for at blive svigtet af sine nære.

Sidste del af trilogien

“Jeg hører, hvad du siger” følger skabelonen fra de to tidligere dele af trilogien, “Birgithe med th” og “Endnu en dag i Guds skaberværk”.

Vi hører jeg-fortællerens indre monolog med opdateringer dag for dag gennem et par uger. I “Jeg hører, hvad du siger” bliver det en intens historie om jeg-personens kamp for at holde kontakt til sin voksne søn, der tilsyneladende er et meget viljeløst offer eller en viljeløs patient i et fuldstændigt hjerteløst psykiatrisk system.

Samtidig handler bogen om jeg-personens forsøg på at nå til klarhed over sin egen historie og sit eget kærlighedsforhold. Det hele er skrevet, så man får et thrill, et gys. Hvad sker der? Dag for dag, afsnit for afsnit, spidses konflikten til, mens også jeg-personens erkendelse af sit eget liv, og ikke mindst sin egen rolle i det, vokser.

Det ligner noget, Guldager har lavet før. Jeg-personen (kvinde i midt i livet, ustabilt parforhold, denne gang er hovedpersonen tidligere frisør, men lever nu som parterapeut, og miljøet er nu Nordsjælland) som en figur på tværs af både det store samfund og det nære. Men for mig gør det ikke Guldagers kortroman dårligere. 

En samfundskritisk pageturner

Jeg slugte historien på én aften og lidt af natten, simpelthen fordi Katrine Marie Guldager håndterer den psykologiske spændingshistorie så elegant. Det samfundskritiske bid er lige så skarpt og udtalt som i de foregående romaner fra hendes hånd. 

Jeg skal ikke tage spændingen fra kommende læsere, men råbe et hurra for Katrine Marie Guldager, som ser ud til at have udviklet et fast greb om den realistiske, samfundskritiske roman. De omgivelser. som Guldagers hovedpersoner ligger og bokser rundt i, bliver tydeligt fremstillet, så vi ser det som noget foranderligt. 

Mens jeg læste hendes senest udkomne roman, forfulgte jeg den idé, at Guldagers sidste romaner formidler forestillingen om, at verden kunne være helt anderledes. De efterlader læseren med en god portion vilje til gøre op med alt det, der så voldsomt trænger til at revolutioneres, eller bare laves om.

Det gør hendes romaner i hvert fald ved mig. Men gør de også det ved andre?

For en samfundskritisk skønlitteratur

Guldager kan et lille skrivetrick. Hun viser os hele tiden, at hendes hovedpersoner har et valg. Men hallo! Hendes hovedpersoner vælger meget tit forkert, og nogle gange er de slet ikke klar over, at de har et valg. Guldager er en dreven prosaist og lægger sine ord så elegant, at vi gennem hovedpersonens tanker også kan følge samme persons begrænsninger.

Det bliver Guldagers skrivetrick, der giver læseren den oplevelse af at kigge ind i en virkelighed, som også kan forandres.  

Katrine Marie Guldager skaber noget, som jeg håber, vil danne skole. Hun kan lave karakterer, skabe fiktion og som en ægte progressiv forfatter pege på verden som noget foranderligt. 

Hun kan give inspiration til forandring, både på det personlige og i videre forstand samfundsmæssige plan. Gid andre af vores progressive forfattere lod sig inspirere af hende. 

Katrine Marie Guldager (født1966) har udgivet en jævn strøm af bøger gennem de seneste 30 år.

I artiklen omtales “Birgithe med th” fra 2023. Samme år udkom “Endnu en dag i Guds skaberværk”, som er anmeldt i Solidaritet