Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
17. marts. 2021

Katrine Marie Guldagers stemme er raseri, vrede og fornægtelse. Men også kærlighed og håb!

“Det samme og noget helt andet” handler om styrken i at turde drømme og stå ved sig selv. Kulturanmelder Maria Nielsen er begejstret.

Katrine Marie Guldager. Pressefoto.
Artiklen tager cirka 7 minutter at læse.

At læse Katrine Marie Guldagers nyeste roman er både som at komme hjem igen, men også som langsomt at blive flået i stykker. I Katrine Marie Guldagers univers er intet entydigt, men derimod bæres hendes historie frem af svigt, mistillid og tvivl på egen fortælling og forståelse af virkeligheden og af et skrøbelig forsøg på kærlighed til dem, man bør elske som sin familie.

Vi starter liggende i sengen i den lejlighed, hvor fortælleren lejer sig ind. Lejligheden tilhører Anne, som er fortællerens bedste veninde, og som er ude og rejse. I mellemtiden bor fortælleren her.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet.
Politikens Forlag
454 sider, 300 kr.

Hun er ung. Har livet og forventningerne foran sig. Og så ringer telefonen. Anne er blevet dræbt. Skudt ned på åben gade under et røveri i Nicaragua.

Efter begravelsen af Anne søger fortælleren tilflugt hos sin far, hvor hun spiser pandekager og sover på sofaen. Om morgenen, før han tager ud af døren, kysser han hende farvel på panden og kører derefter afsted på arbejde. Og så ringer telefonen. Han mødte aldrig ind. Toget forulykkede udenfor Sorø og der er adskillige døde. Heriblandt faren.

Efter endnu en begravelse skal fortælleren samle stumperne sammen af sig selv og finde sin plads i en familie, hvor ingenting bliver sagt direkte, men alting bare skal forstås mellem linjerne og ellers sanktioneres.

I en familie, hvor alting måles mod hinanden og aldrig til fordel for fortælleren, bliver selv sorgen over tabet af en far til et mål for, hvem der har mistet mest. Fortælleren eller søsteren, der ikke havde det samme tætte forhold til faren? Og netop fordi børnene er blevet følelsesmæssigt delt mellem forældrene ved forældrenes skilsmisse, og søsteren valgte moren, tildeles hun af moderen retten til at føle den største sorg og dermed også retten til mest trøst.

Alt hos Guldager drejer sig om retten. Om retten til at være barn af en forælder. Om retten til at være en voksen uden forpligtelser hele tiden. Om retten til følelser og retten til at udtrykke disse følelser. Om retten til omsorg, når man er magtesløs og fortvivlet. Om retten til at blive set. Og retten til selv at få lov til at definere, hvem man gerne vil være og ses som.

Hos Guldager eksisterer disse rettigheder ikke. De er privilegier, man kan tildele og fratage hinanden. Privilegier, man forhandler goodwill og magt med. Plads. Inklusion og eksklusion.

Romanen er både ligefrem, ærlig og kompleks, idet den beskriver et betændt familieforhold, hvor tillid ikke eksisterer, og kærlighed kun eksisterer på betingelser og som valuta i interessekonflikter. Guldager lægger vægt på, at romanen først og fremmest er det; en roman. Men Guldager lægger heller ikke skjul på, store dele af romanen er baseret på hendes egen familiehistorie. Det skinner blandt andet igennem idet romanens fortælling veksler mellem hendes ungdom og unge voksendom, og så hendes nutid, hvor hun beslutter sig for at skrive romanen, samt en beskrivelse af den svære og smertefulde proces det er at skrive den. Hun kæmper sig gennem sin fortælling i en insisteren på retten til at fortælle sin historie og anerkendelsen af vigtigheden af at vise andre i lignende familiemønstre, at de ikke er alene. 

Men hun er selv alene. Det er en af de gennemgående tematikker i bogen: At hun skal lære at stå med sig selv, fordi de fleste relationer omkring hende er flygtige og utilregnelige, og når de ikke er det, er det svært at være i og tro på.

Forventninger og længsel

Tvivlen om, hvad forskellige mennesker egentlig kræver af fortælleren, men også konstante overvejelser over, hvordan der egentlig forventes at hun handler eller hvad hun giver, er gennemgående i hele bogen. Fortælleren kæmper mellem at stå ved sig selv, men også at imødekomme andres behov uden at vide, hvad behovet er.

F.eks. den morgen, hvor søsteren efter farens død har overnattet hos fortælleren og hendes kæreste, og de tre og kærestens børn nu sidder på altanen og spiser morgenmad, og fortælleren konstaterer: ”Solen skinner, alle har både en almindelig og en dyb tallerken, en kop og et glas, og alt er perfekt, perfekt, perfekt. Min søster føler sig tydeligvis ikke rigtig hjemme, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få hende til at få det bedre, jeg mærker det, og jeg mærker det ikke, jeg har travlt med Ole, med hans børn, og da min søster spørger, om hun ikke må blive hele weekenden, siger jeg nej, desværre, jeg har allerede hænderne fulde, jeg har ikke det, du gerne vil have.”

Både hos fortælleren og hos søsteren er der en længsel efter hinanden, men fortælleren er ikke i stand til at imødekomme søsterens behov, selvom hun har et ønske om at være der for søsteren, er hun ikke i stand til at give mere. Under dette tilsyneladende uskyldige afslag eksisterer forhandlingen af sin egen rolle i den andens liv: – Er der plads til mig her? Og bag ved dette spørgsmål spøger hele tiden den truende afvisning og det latente svigt. Så spørgsmålet handler lige så meget om, hvor i familien man kan få lov til at høre til: Hvor har man sit bagland? Hvor er man velkommen?

“Romanen er både ligefrem, ærlig og kompleks, idet den beskriver et betændt familieforhold, hvor tillid ikke eksisterer og kærlighed kun eksisterer på betingelser og som valuta i interessekonflikter.”

Vores fortæller ønsker ikke at lege stoleleg, ønsker ikke at deltage i de subtile forhandlinger af, hvem der nu skal falde udenfor familiens plads. Og derfor bliver stolelegen leget for hende. Med hende i hovedrollen. Hun må derfor langsomt indse, at hendes plads efterhånden mere bliver at tilfredsstille de andres behov for at tage sig godt ud, end det handler om nærvær, omsorg og kærlighed.

Som da fortælleren for sin mor nævner, at hun vil bestille en gardinmand, der kommer og tager mål til gardiner til lejligheden, og moren tilbyder hende sin hjælp, så de kan sy gardinerne sammen, da det da ifølge moren kunne være så hyggeligt. Fortælleren tager derefter tøvende ud og køber gardinstof og sætter sig til at vente på, at moren får tid til at hjælpe hende med at sy dem. Men moren får ikke tid. Der er altid noget andet, der kommer i vejen. Og til sidst ringer fortælleren til sin mor og siger, at nu gider hun fandme ikke vente mere, og at hun smider alt stoffet ud og at hun for helvede aldrig bad moren om hjælp. Hvortil moren svarer, at så vil hun da i det mindste betale halvdelen af gardinstoffet, for det er jo også lidt morens skyld, at det ikke blev til noget.

Og det er måske et omdrejningspunkt: At de, der burde være de voksne mennesker i denne fortælling, ikke er i stand til at påtage sig det ansvar, der følger med det at have børn, men derimod hele tiden fralægger sig det, skyder det på andre, eller lader konflikten leve i gløderne af den tilsyneladende venlighed. Samtidig med at de ekskluderer, mobber, bagtaler, konspirerer. Leger stoleleg med andre menneskers liv og kærlighed.

Guldagers stemme svinger mellem raseri, fortvivlelse, vrede, angst og fornægtelse. Men heldigvis også kærlighed og håb. Og styrke til at finde en vej, trods alt. Styrke til at holde hovedet højt og lade sine drømme råde i rodet. Styrke til at turde drømme og stå ved sig selv og med sig selv i en familie, der helst vil vende hendes succes og styrker ryggen, fordi hun helst skal holdes nede og holdes væk.

Om skribenten

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere