Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
12. november. 2021

Kim Madsen: Jobcentrene sejler i en båd på vej mod et stort vandfald – og de, som sidder i båden, har kun tanke for at redde sig selv

I artiklen ”Jobcentermedarbejder vil have stop for bashing af jobcentrene” fortæller Benjamin Friis – som arbejder i Jobcenter København, og som stiller op til kommunalvalget for SF – at lovgivningen er hovedproblemet i jobcentrene. Formand for Jobcentrets Ofre, Kim Madsen, forklarer i denne replik, at det snarere er dårlig sagsbehandling og kassetænkning end lovgivning, som er borgernes største problem i jobcentrene.

Illustration: Jobcentrets Ofre

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Problemet er ikke lovgivningen, men dem som administrerer den

Jeg er så dybt uenig i påstandene om, at lovgivningen er besværlig – den virker nemlig, hvis man gider at ’nørde’ paragrafferne. 

Jeg blev syg i starten af 2012. De efterfølgende mere end seks år af mit liv blev brugt på umenneskelig sagsbehandling i jobcenter. Jeg blev endelig visiteret til fleksjob i november 2018.

” Jeg har aldrig tabt en sag mod jobcenter. Jeg har vundet langt over 300 sager fordelt over hele landet. De fleste sager er endt med en førtidspension, resten med fleksjob i få timer.  – Det vil sige, at jeg i gennemsnit har vundet 50 sager pr. år. Det resultat ville tage en normal sagsbehandler 10 gange så lang tid. ”

Hvis sagsbehandleren ville det, så kunne jeg være udredt inden for et til to år. MEN sagsbehandlere og jobcenter havde et horn i siden på mig, fordi jeg blev ved med at klage over den dårlige og langsomme sagsbehandling – og fordi jeg gjorde offentligt oprør i medierne. 

De seneste 6 år har jeg deltaget som gratis bisidder og partsrepræsentant for borgere ramt af op til 40 år lange, grimme sager i jobcenter. 

Jeg har aldrig tabt en sag mod jobcenter. Jeg har vundet langt over 300 sager fordelt over hele landet. De fleste sager er endt med en førtidspension, resten med fleksjob i få timer. 

Det vil sige, at jeg i gennemsnit har vundet 50 sager pr. år. Det resultat ville tage en normal sagsbehandler 10 gange så lang tid. Det tager mig som regel mellem 6 – 18 måneder at vinde sagerne om førtidspension. Jeg bruger i gennemsnit mellem 5 – 8 timer pr sag. Hvad gør jeg? Jeg laver sagsbehandlernes arbejde. Og det er ikke fordi jeg er en intelligent ekspert, jeg er faktisk syg, og har væsentligt mindre overskud end en almindelig sagsbehandler burde have. Jeg har også blot gjort en brøkdel af det, som sagsbehandleren selv burde gøre. Jeg har kun læst en brøkdel af den lovgivning som findes på området. Det er så den brøkdel som er relevant. Det som jeg gør, ville en sagsbehandler faktisk kunne udføre endnu hurtigere, fordi sagsbehandleren har en hurtigere adgang til ledelse og afgørelser. Men det gør de så ikke.

Så når jeg hører fra en sagsbehandler, at det er den besværlige lovgivning, som gør sagsbehandlingen meget svær – så føler jeg mig nødsaget til at fortælle, at sagsbehandlerne lyver. 

Når en sagsbehandler fra et jobcenter, så ovenikøbet står frem og fortæller, at han ville kunne gøre en forskel i politik, fordi han kender systemet indefra, så lyder det som uvederhæftigt spin. Alle politikere over hele landet, som i valgløfter har lovet at ville gøre en stor forskel for at få rettet op på sagsbehandlingen i jobcenter, har lovet for meget. Faktisk er det kun lykkedes for Enhedslisten og Alternativet, ved pres fra foreningen Jobcentrets ofre samt andre sociale modstandsbevægelser, at få lagt pres på Christiansborg – således at der nu er en offentlig politisk debat omkring det. Men desværre udebliver de store resultater fortsat. Der er faktisk kun én ting, som ville kunne hjælpe, og det er – at få alle de, som ikke kan arbejde på grund af sygdom, de aktivitetsparate, at få dem sagsbehandlet i socialforvaltningen (og altså ikke i beskæftigelsesforvaltningen). Således at de udsatte borgere bliver set på med professionelle øjne, og ikke mindst i øjenhøjde med det liv, de har her og nu. 

20 års sagsbehandling afsluttet på under 5 måneder

I Viborg har jeg eksempelvis hjulpet en borger, som har haft en uafsluttet sag i mere end 20 år. 20 år! Det første jeg gør, er at kontakte sagsbehandler for at diktere, hvilken vej vi skal gå, for at få borgeren i mål med en førtidspension hurtigst muligt.

“HVIS sagsbehandler sætter sig ind i borgerens situation, kan alt faktisk lade sig gøre meget hurtigt. Hvis sagsbehandler kender borgerens funktionsevne, så kan der lynhurtigt træffes en afgørelse i sagen. Jeg kunne nævne flere tusinde sager, hvor borgeren bliver holdt for nar, tilsidesat, negligeret, umyndiggjort, ignoreret og i den grad underprioriteret.”

Sagsbehandleren stritter imod, men så klager jeg til ledelsen i jobcenter samt til borgmester Ulrik Wilbek, og 6 uger efter blev der bestilt tid til møde med rehabiliterings-teamet, som er det team i kommunen, som indstiller borgerne til fleksjob eller førtidspension. 

3 måneder efter fik borgeren sin førtidspension, som hun skulle have haft – FOR 20 ÅR SIDEN. 

HVIS sagsbehandler sætter sig ind i borgerens situation, kan alt faktisk lade sig gøre meget hurtigt. Hvis sagsbehandler kender borgerens funktionsevne, så kan der lynhurtigt træffes en afgørelse i sagen. 

Ovenstående er bare ét eksempel, men jeg kunne nævne flere tusinde sager, hvor borgeren bliver holdt for nar, tilsidesat, negligeret, umyndiggjort, ignoreret og i den grad underprioriteret. 

Dette kan bevidnes af vores mange medlemmer i gruppen Jobcentrets Ofre, samt af adskillige private socialrådgivere.

Kassetænkningen kommer før borgeren

I de kommuner, hvor man ikke hjælper sine borgere godt igennem systemet, handler det om kassetænkning. Man vil ikke hjælpe borgeren.

En enlig kontanthjælpsmodtager modtager ca. 11.000 kr. brutto pr. måned, og differencen op til 19.500 kr. for en førtidspension eller fleksjob – den er enkel at få øje på. 

Kommunen kan med andre ord spare ca. 8.500 kroner pr. måned – ved at fastholde borgerne på lavest mulige ydelse. Samtidig får kommunen op mod 70.000 kroner årligt for at aktivere borgerne i endeløse dummekurser, eller smertefulde og uendelige praktikforløb.

Hvis man som jobcentermedarbejder kan fastholde en syg kontanthjælpsmodtager på den meget lave, midlertidige ydelse i årevis, så sparer kommunen penge. Det løber let op i 100.000 kr. årligt, sammenlignet med en førtidspension og lidt mindre ved udredning til fleksjob.

Byrådskandidaten fra SF, Benjamin Friis, er en af disse jobcentermedarbejdere, der hjælper sin kommune med at spare penge. Hvis han stritter imod ordrer fra ledelsen, så bliver han nok før eller siden fyret. Sådan er det også i SF. I København har SF netop nedstemt et forslag som kunne redde tusindvis af udsatte borgere ud af det jobcenter-helvede, som de befinder sig i. Da SF er topstyret, så vil Benjamins kandidatur desværre ikke kunne gøre den store forskel, for går man op imod sine egne i SF, så ryger man ud.

Sagsbehandlerne får ikke lov til at lave sagsbehandling, men de har faktisk mulighed for at hjælpe borgeren

Jeg har for nyligt afsluttet en sag om førtidspension. Borger havde deltaget i 59 arbejdsprøvninger igennem 22 år. I de første 10 års arbejdsevne-vurdering /praktikforløb, var der registreret 11.000 aktiveringstimer, men ingen af disse timer var blevet journaliseret med hvilke arbejdsopgaver, mødetider, fridage eller andet. Kun tomme rubrikker i sagsakterne. Ingen dokumentation for funktionsevne, som ville kunne gøre det ud for en arbejdsprøvning. 

” Dansk Socialrådgiverforening, fagforeningen HK og andre har forsøgt at føre dialog med borgmestre og jobcenterchefer ude i kommunerne, men dialogen mislykkedes – fordi der i alle kommuner er mest fokus på kommunekassen.  – Så derfor er der kun tilbage, at sagsbehandlerne og socialrådgivere tager hinanden i hånden og gør nøjagtig det samme, som jeg og andre frivillige bisiddere og partsrepræsentanter allerede gør – HJÆLPER BORGEREN. ”

Det er blot ét eksempel ud af mange.

At en sagsbehandler nu stiller op i politik, vil intet ændre på beskæftigelsesområdet. Det er nemlig sagsbehandlerne selv, som skal lette deres popo og gøre deres arbejde ordentligt. 

Jeg har tonsvis af kontakter med gode sagsbehandlere over hele landet. Nogle af dem ringer af og til på min telefon og spørger, om jeg ikke lige kan hjælpe en borger med at skrive en klage – for hvis sagsbehandler selv tager affære, så bliver de ofte forflyttet til andet arbejde, altså hver gang de forsøger at hjælpe en borger.

Dansk Socialrådgiverforening, fagforeningen HK og andre har forsøgt at føre dialog med borgmestre og jobcenterchefer ude i kommunerne, men dialogen mislykkedes – fordi der i alle kommuner er mest fokus på kommunekassen. 

Så derfor er der kun tilbage, at sagsbehandlerne og socialrådgivere tager hinanden i hånden og gør nøjagtig det samme, som jeg og andre frivillige bisiddere og partsrepræsentanter allerede gør – HJÆLPER BORGEREN. 

Hvorfor skal vi gøre sagsbehandlerens job? 

Det er myndighedens, altså jobcenters opgave at lave en menneskelig sagsbehandling ud fra normer for god forvaltningsskik ifølge Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Men det er langt fra altid, at de faktisk gør det. Bør jeg så oprette en skole, så sagsbehandlerne kan lære, hvordan man gør? 

Det behøver jeg ikke, for i Facebookgruppen Jobcentrets Ofre, kan man finde facitlisten til at nå hurtigt i mål med alle sager i jobcenter. Slå op i gruppen, gå i søgefeltet øverst oppe, skriv: ’facitlisten’ – så kommer der al nødvendig info og vejledning til, hvordan man kører en sag i jobcenter – på rekordtid. 

Om skribenten

Kim Madsen

Kim Madsen

Kim er 62 år, og har været 46 år på arbejdsmarkedet i servicebranchen som flyttemand, tjener, rengøringsarbejde, fabriksarbejde - inden sygemelding og fleksjob. Er i dag psykoterapeut, personlig træner og juraspecialist på beskæftigelsesområdet. Bisidder og partsrepræsentant i omkring 300 jobcenterrelaterede sager. Debattør på beskæftigelsesområdet, samt formand i foreningen Jobcentrets ofre. Læs mere