Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

Kinas rolle i den internationale økonomi

Til efteråret skal Kinas Kommunistiske Parti afholde sin 20. nationale kongres. I Kritisk Revy vil vi op til kongressen bringe en række baggrundsartikler om Kinas økonomi og politik, og i denne den første artikel i rækken vil de senere års udvikling i Kinas position i den internationale økonomi blive behandlet.

 

af Peer Møller Christensen medlem af Kritisk Revys redaktion

Økonomiske reformer i Kina

Siden den kinesiske regering igangsatte økonomiske reformer i slutningen af 1970’erne har landet haft en økonomisk vækst, som har betydet, at Kina i øjeblikket har det næststørste BNP globalt set, kun overgået af USA, som økonomer regner med, at Kina vil kunne overhale inden for de kommende årtier.Hvis man regner BNP i købekraftsparitet, har Kina allerede overhalet USA og ligger på førstepladsen. Også i de globaliserede produktions- og handelsnetværk er Kina kommet til at spille en central rolle.

 

Da Kina i begyndelsen af 1980’erne åbnede sin økonomi for udenlandske investeringer i produktionsvirksomheder, blev det muligt for vestlige transnationale selskaber at vriste sig løs af den stagflations-krise, der siden begyndelsen af 1970’erne havde hæmmet deres akkumulation. Med åbningen af den kinesiske økonomi og arbejdsmarked fik de mulighed for at ansætte arbejdere til lønninger, der lå langt under hvad man måtte betale i Vesten. En stor del af produktionen i disse virksomheder blev sendt til forbrugerne i Vesten, og på grund af de lave lønninger i Kina til lavere priser end forbrugerne var vant til. Forbrugerne i ​​ Vesten blev derfor kompenseret for udflytningen af arbejdspladser til Kina gennem lavere priser på mange almindelige forbrugsvarer.

 

De udenlandske virksomheder i Kina, hvoraf de fleste producerede til eksportmarkeder, gav den kinesiske økonomi et gevaldigt løft, især efter Kina’s optagelse i WTO i 2001, og landets BNP voksede i perioder med tocifrede tal. Væksten i den kinesiske eksport førte til voksende kinesiske handelsoverskud og den valuta, der på denne måde blev indtjent til landet skabte ​​ sammen med de udenlandske investeringer i Kina en valutareserve, som snart blev verdens største.

 

USA havde i samme periode både handelsunderskud og underskud på statsbudgettet. Underskuddet på statsbudgettet skyldtes dels skattelettelser dels militærudgifter bl.a. til de langstrakte krige i Afghanistan og Irak. For at dække dette statsunderskud var USA nødt til at låne penge ved at udstede statsobligationer. Disse statsobligationer, som er gældsbeviser med renter, kunne købes af amerikanske statsborgere, men også af udenlandske centralbanker. Efterhånden blev Kina den globalt set største køber af amerikanske statsobligationer og dermed långiver til den amerikanske stat. Dele af den kinesiske valutareserve kunne anbringes i disse statsobligationer i dollars, en sikker anbringelse, der ovenikøbet gav en årlig renteudbetaling til køberen.

 

Det lignede en fordelagtig ordning for alle parter. Det amerikanske erhvervsliv kunne øge sine profitter ved at ansætte billige kinesiske arbejdere, de amerikanske forbrugere fik billigere forbrugsvarer og den amerikanske stat fik finansieret sin gæld gennem salg af statsobligationer til den kinesiske centralbank. Globaliseringsprocessen siden 1980’erne havde denne gensidige afhængighed mellem USA og Kina som omdrejningspunkt.

 

Denne karrussel var bygget op omkring en ​​ amerikanske kreditboble, der som sin pendant havde en kinesisk eksportboble, og da den amerikanske kreditboble brast, måtte det nødvendigvis få alvorlige konsekvenser for Kinas eksport.

 

Den amerikanske kreditboble

Outsourcing til Kina ​​ af produktion af forbrugsvarer betød, at priserne ​​ i USA faldt, hvilket i sig selv medførte en stigning i levestandarden for amerikanske arbejdere, hvis reallønninger ikke var steget væsentligt siden 1970’erne. Stigningen i forbruget i USA blev desuden støttet af voldsomme stigninger i boligpriserne, som betød, at amerikanske boligejere kunne optage forbrugslån i bankerne med sikkerhed i den voksende friværdi i deres bolig. Forbrugslånene kunne derefter betales med ny gæld stiftet med sikkerhed i ny voksende friværdi. Denne udvikling skabte en boligboble, som måtte eksplodere på et tidspunkt.

 

Den amerikanske centralbank bemærkede også, at forbrugerpriserne i USA faldt, og man frygtede, at prisfaldene ville føre til en deflations-krise, altså en krise, hvor virksomhederne må sælge deres varer til en pris, der nærmer sig eller ligger under de omkostninger man har betalt under et højere prisniveau. Det kunne føre til, at virksomhederne ikke blev i stand til at betale deres gæld til bankerne, og en økonomisk krise ville være startet.

 

For at stimulere den økonomiske vækst og dermed prisstigninger sænkede centralbanken renten, og gjorde det dermed billigere at stifte gæld. Denne politik havde dels til resultat, at boligboblen voksede yderligere, fordi det blev endnu nemmere for boligejerne at betale deres gæld, dels gjorde den lave rente det sværere for bankerne at tjene noget på at låne penge ud. Bankerne blev derfor nødt til at øge omfanget af udlånet ved at give lån til stadigt mindre kreditværdige lånere og engagere sig i tvivlsomme investeringer. Da boligboblen brast,og boligpriserne begyndte at falde, blev det umuligt for mange boligejere at tilbagebetale deres gæld, fordi gælden, med faldende boligpriser var vokset over boligernes værdi. Finanssektoren brød i 2008 sammen, og krisen bredte sig til produktionsvirksomhederne. Almindelige amerikanere mistede deres job og måtte se deres boliger gå på tvangsauktion.

 

Finanskrisens betydning for den kinesiske økonomi

Nedgangen i amerikanernes forbrugsevne betød, at de kinesiske eksportvirksomheder fik vanskeligt ved at afsætte deres varer, mange blev nødt til at lukke, og millioner af kinesere mistede deres arbejde. I fjerde kvartal af 2008 faldt væksten i Kinas BNP til 6,8% - et stykke under den årlige vækst på ​​ 8%, som man havde opfattet som nødvendig for at økonomien kunne ​​ opsuge tilgangen til arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt migrantarbejdere, som fra landområderne søger ud for at finde arbejde i kystområdernes eksportvirksomheder, var ved årsskiftet ​​ eksploderet til over 20 millioner.

 

Allerede i november 2008 vedtog den kinesiske regering, som reaktion på den amerikanske finanskrise, en hjælpepakke til den kinesiske økonomi på 586 milliarder dollars, som først og fremmest skulle bruges til ​​ infrastrukturprojekter, accelerering af genopbygningsarbejdet ​​ efter det voldsomme jordskælv i Sichuanprovinsen i 2008 og investeringer i landbrugsområderne. Desuden gennemførte man en række skattelettelser, som skulle sætte gang i det indenlandske forbrug.

 

Indsprøjtningen af de mange penge i den kinesiske økonomi betød, at Kina var det første land, som bevægede sig ud af den økonomiske krise, der havde fulgt finanskrisen. I 2010 var det kinesiske BNP med en vækst på 10,6 % tilbage tocifrede vækstrater, men glæden blev kort, da virkningerne af de omfattende investeringer stilnede af. Væksten i BNP var i 2011 faldet til 9,5 % og i 2012 faldt den yderligere til 7,9 %.

 

Den kinesiske regering besluttede derfor, at man måtte droppe den ensidige orientering mod produktion til eksport og i højere grad rette produktionen mod det kinesiske hjemmemarked, og derudover acceptere, at BNP vækstrater ​​ på under 10 % var det, man måtte opfatte som ”den nye normal”.

 

 

Xi Jinping’s planer

Xi Jinping blev i efteråret 2012 valgt til generalsekretær for KKP, og han trådte således til på et tidspunkt, hvor udviklingen i den internationale økonomi havde givet den kinesiske økonomi et chok, som havde ændret betingelserne for Kinas fortsatte udvikling. Hans regering gik derfor hurtigt i gang med at udforme planer, som i lyset af udviklingen efter Finanskrisen sideløbende med øget satsning på ​​ hjemmemarkedet kunne reorientere den kinesiske økonomis rolle i den internationale økonomi.

 

Den kinesiske drøm

Allerede i november 2012 - ganske kort tid efter at han var blevet valgt til generalsekretær - begyndte Xi Jinping at tale om, hvad han kaldte ” Den store genfødsel af Kina”, en talemåde, ​​ som senere blev til ”Den Kinesiske Drøm”.

 

Den kinesiske drøm, som Xi Jinping så den, omfattede ønsket om, at Kina skulle genopstå i sin traditionelle position som en nation af global betydning. I slutningen af det attende århundrede stod den kinesiske økonomi for ca. en tredjedel af det globale BNP. Kina mistede denne position, fordi kejserdømmet blev invaderet af vestmagterne, som omdannede Kina til, hvad man i kinesisk historieskrivning betegner som et ”semi-koloniseret” land. Med revolutionen i 1949 var betingelserne skabt for, at Kina igen kunne indtage sin rolle som en betydelig global magt.

 

Indenrigspolitisk indeholdt Den Kinesiske Drøm to temmelig abstrakte planmål. I 2021 skulle Kina blive ”et forholdsvist velstående samfund”, og i 2049 skulle landet være ”en fuldt udviklet nation”.

 

Den Nye Silkevej

Året efter ​​ lancerede Xi Jinping en plan om en ny silkevej, som har fået den officielle betegnelse ”Belt and Road Initiative”. Dette projekt skulle være en af vejene til Kinas genfødsel, gennem en reetablering af den silkevej, som i kejsertidens Kina udgjorde et handelsmæssigt bånd mellem Kina og Europa.

 

Planen om at etablere en ny silkevej, som skal være gennemført i 2049, ​​ blev vedtaget af den kinesiske regering i 2013 og indføjet i den kinesiske forfatning i 2017.

Den nye silkevej er tænkt som et netværk af infrastrukturprojekter, som over land skal gå gennem Centralasien til Europa og ad søvejen over Det Indiske Ocean til Østafrika og gennem Suezkanalen til Sydeuropa.

 

Dertil kommer en arktisk aflægger, som i samarbejde med den russiske regering er planlagt at skulle gå gennem russisk territorialfarvand i Arktis til Europa.

 

Planen, som vil kræve enorme investeringer fra den kinesiske stat, har som formål at skabe et nyt netværk af produktions- og forsyningskæder, der skal knytte næsten 70 lande, som tilsammen har 65 % af jordens befolkning, sammen i et system, der muliggør strømme af ressourcer og færdigvarer mellem systemets knudepunkter.

 

For Kina vil det først og fremmest betyde, at man kan vriste sig fri af den dybe økonomiske afhængighed af det amerikanske marked. Desuden giver det den kinesiske regering mulighed for at kanalisere en del af den produktionsmæssige overkapacitet, der i den økonomiske vækstperiode er vokset frem i Kina, ud i den internationale økonomi.

 

Made in China 2025

To år senere fulgte så endnu en plan, som skulle styrke den kinesiske økonomis globale position. I maj 2015 offentliggjorde den kineske regering en strategisk plan for teknologisk udvikling, ”Made in China 2025”.

 

Ifølge planen skulle Kina i løbet af 10 år bevæge sig fra at være ”hele verdens fabrikshal” til at blive en mere teknologi-intensiv økonomi, som på verdensplan kunne blive ledende producent af højteknologiske produkter. Ved hjælp af massive investeringer ​​ i forskning og udvikling og tildeling af skattefordele til teknologisk avancerede virksomheder i Kina, skulle der skabes innovation inden for områder som kunstig intelligens, G5, halvledere, luftfart, el-køretøjer, biotek, robotteknologi, avancerede tog og grøn energi.

 

De store planer, som Xi Jinping havde lagt frem efter finanskrisen, blev imidlertid forsinkede eller midlertidigt forhindrede af to vigtige stopklodser – handelskrigen med USA og Covid-pandemien, som begge bringer varsler om omfattende ændringer i det globale økonomiske system.

 

Handelskrigen med USA

I USA opstod frygt for konsekvenserne af den kinesiske regerings planer om med den nye silkevej at knytte en stor del af det eurasiatiske kontinent sammen i et fælles projekt under kinesiske ledelse og udsigten til at den kinesiske regering med monumentale investeringer i forskning og udvikling kunne gøre kinesisk teknologi verdensførende på en række områder og dermed udfordre det amerikanske teknologiske forspring.

 

Samtidig begyndte man at skyde skylden for udbruddet af finanskrisen og dens voldsomt negative konsekvenser for almindelige amerikanere over på den kinesiske regerings internationale økonomiske strategi og globaliseringen i det hele taget.

Den stigning i arbejdsløsheden og økonomiske problemer for almindelige amerikanere, som finanskrisen forårsagede, ​​ gav op til det amerikanske præsidentvalg i 2016 luft til en stigende kritik af globaliseringen – både på den amerikanske venstrefløj personificeret af Bernie Sanders ​​ og på højrefløjen formuleret af Donald Trump.

 

Kritikken rettede sig mod den såkaldte liberale verdensorden, som skiftende amerikanske regeringer har opbygget siden afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor USA trådte frem på verdensscenen som den absolut stærkeste økonomi.

 

Den liberale verdensorden er baseret på frihandel og et system af økonomiske ​​ institutioner som Verdensbanken, IMF og GATT (senere omdøbt til WTO), som under amerikansk dominans kunne udbrede global frihandel, primært med det formål at gøre det muligt for amerikanske virksomheder at handle og investere overalt på det globale marked. Man kan kalde den amerikanske politik for åben-dør imperialisme, fordi der ikke er tale om territorial udvidelse som under kolonialisme, men om et globalt økonomisk og militært hegemoni .

 

I de seneste tredive år, efter Østblokkens sammenbrud og Kinas overgang til sin særlige form for ​​ statskapitalisme, har denne globale økonomiske verdensorden været præget af en gensidig afhængighed mellem de to nationer, som nu er verdens to største økonomier, USA og Kina, en komplementaritet, som begge lande har nydt godt af.

 

Straks da Trump trådte til som amerikansk præsident tog han skridt til at indlede en handelskrig mod Kina, og den amerikanske regering indførte i løbet af et par år told på stort set hele den ​​ kinesiske eksport til USA. Som modsvar lagde den ​​ kinesiske regering ​​ told på et tilsvarende antal amerikanske varer, og handelskrigen var i gang.

 

Den amerikanske regering mente at handelskrigen var nødvendig, fordi ​​ USA på mange måder blev snydt økonomisk af den kinesiske regering. Når USA havde et stort og voksende handelsunderskud over for Kina, måtte det, ifølge Trump, betyde, at Kina snød ​​ i handelen med USA.

 

I virkeligheden giver bilaterale handelsbalancer ikke noget entydigt billede af handelen mellem to lande. Globaliseringen har skabt en næsten uhindret cirkulation af varer og kapital. Det har gjort det muligt ​​ at organisere produktion ​​ i nye forsynings- og værdikæder, hvor fremstillingsprocessen ​​ deles op i delprocesser, som placeres på de lokaliteter i verden, hvor omkostningerne til ressourcer og ​​ kvalificeret arbejdskraft er lavest. Til slut transporteres delelementerne til et bestemt sted, hvor de samles til det endelige produkt, og denne funktion har i høj grad ligget hos virksomheder i Kina, så landet ​​ har fået ​​ øgenavnet “verdens fabrikshal”.

 

Et eksempel som ofte bruges til at beskrive denne sammenhæng er Apple’s Iphone, som produceres i Kina for Apple af det Taiwanesiske firma, Foxconn. Prisen på en Iphone når den eksporteres fra Kina til USA er på ca. 300 dollars. Af denne samlede pris udgør omkostninger ved samling og transport af Iphonen i Kina kun 6 dollars. Resten af omkostningerne går til import af delkomponenter, som indgår i Iphonen, og som produceres i forskellige lande i Østasien, Europa og USA. ​​ Alligevel tæller hver ​​ Iphone, som eksporteres fra Kina til USA for den samlede pris på 300 dollars, selvom kun en lille del af denne pris skyldes omkostninger i Kina. Fordi det samme gør sig gældende for en række varer, som eksporteres fra Kina til USA, giver handelsbalancen mellem de to lande naturligvis ikke noget korrekt billede af handelsrelationerne.

 ​​​​ 

Et andet argument, den amerikanske regering har fremført som begrundelse for handelskrigen, har været, at man ønsker at trække arbejdspladser tilbage til USA fra Kina.

Undersøgelser viser imidlertid, at næsten 90% af faldet i antallet af jobs i fremstillingssektoren i USA mellem 2000 og 2010 skyldtes produktivitetsstigninger gennem indsættelse af robotter og computere i produktionen. Hvis arbejdsprocesserne føres tilbage vil det højst sandsynligt ske som indsættelse af robotter i produktionen, og der vil dermed ikke skabes nye arbejdspladser. ​​ Det kan også tænkes at arbejdspladserne overføres til andre lavtlønslande, der ikke er berørt af de amerikanske toldforhøjelser.

 

Den amerikanske regering begrundede også handelskrigen med det argument, at kinesiske virksomheder stjæler amerikansk intellektuel ejendom. Der har givet været tale om en stor piratproduktion i Kina af amerikanske medieprodukter og en omfattende kopiproduktion. Men selve det man kalder “teknologioverførsel” har siden den kinesiske regering åbnede det kinesiske marked været et af målene for politikken. Derfor blev alle udenlandske investeringer ledet over i såkaldte joint-ventures, med både udenlandsk og kinesisk ejerskab, og det var ved indgåelsen af den type aftaler underforstået, at den kinesiske part forventede at få indsigt i den teknologiske viden, som det udenlandske selskab bragte ind i virksomheden. De fleste udenlandske investorer var villige til at acceptere en sådan betingelse. Nu er det ikke længere nødvendigt for at investere i Kina, at man bliver en del af en joint-venture med en kinesisk modpart, men de kinesiske virksomheder er selvfølgelig stadig interesserede i at lære den udenlandske teknologi at kende.

 

Den kinesiske regering kunne muligvis have håbet, at handelskrigen ville blive afblæst og toldbarrierne afskaffet eller nedsat af den nye amerikanske regering, da Trump tabte præsidentvalget til Biden, men den nye amerikanske regering har ikke ændret på den foregående regerings uforsonlige holdning til Kina.

 

Pandemiens økonomiske konsekvenser

I december 2019 stødte den kinesiske regerings udviklingsplaner på endnu en forhindring. Covid19-pandemien brød ud, først i den kinesiske millionby Wuhan og siden bredte den sig til resten af verden med omfattende nedlukninger til følge. Sygdomsudbrud forskellige steder i den globale produktion satte stopklodser ind for de produktions- og forsyningskæder, som var blevet etableret under hele globaliseringsprocessen. Forsyningerne af forbrugsvarer fra Kina til Vesten er blevet forsinkede af nedlukninger i produktions- og transportssektoren, og forsyningsproblemerne har ført til stigende inflation og global ressourcemangel.

 

Den kinesiske økonomi er også blevet hårdt ramt af covid19-pandemien. I 2020, det første år efter pandemiens udbrud, faldt væksten i det kinesiske BNP fra 8 % året før til 2,3 %. I 2021 virkede det, som om Kina som det første land skulle arbejde sig ud af den globale økonomiske krise, som var forårsaget af pandemien. Det år voksede BNP med 8,1 %, men økonomiske forudsigelser for de kommende års vækst i den kinesiske økonomi er mindre lyse. I både 2022 og 2023 forventer økonomerne en vækst i den kinesiske økonomi på 4-5 %. Det kan derfor tage længere tid for den kinesiske økonomi at lægge krisen bag sig, ikke mindst fordi den kinesiske regering i sit forsøg på endeligt at bekæmpe pandemien fører en nul-tolerance strategi. Selv meget små udbrud kan føre til, at myndighederne lukker fuldstændigt ned for kinesiske millionbyer.

 

Xi Jinpings og den kinesiske regerings udviklingsplaner er således sat voldsomt tilbage, især fordi covid-pandemien har lukket ned for en stor del af det internationale økonomiske samarbejde. Det har især lagt forhindringer i vejen for udviklingen af den nye silkevej.

 

Den kinesiske regerings planer om at erobre en plads blandt de globalt førende teknologiproducenter modarbejdes af, at man i Vesten opfatter kinesisk teknologisk udvikling som af militærstrategisk og efterretningsmæssig betydning. Eksempelvis har en række vestlige lande besluttet, at HuaWei, som er førende inden for G5-teknologi, ikke må anvendes som leverandører af G5- mobilnetværk.

 

En anden forhindring i etablering af Kina som teknologisk stormagt ligger i, at Kina aldrig har fået udviklet en tidssvarende produktion af mikrochips. De kinesiske projekter er derfor afhængige af leverancer af mikrochips fra bl.a. USA og Taiwan. Allerede i starten af handelskrigen mellem USA og Kina blev denne afhængighed udnyttet af USA til at lægge pres på Kina.

 

De senere års udvikling med handelskrig og covid19-pandemi har således stablet en række problemer op for gennemførelsen af de storstilede projekter, som Xi Jinping og hans regering udkastede efter sin tiltræden. Der er imidlertid intet der tyder på, at disse problemer vil blive opfattet som Xi Jinping’s ansvar, og derfor skulle kunne bruges som argument imod en forlængelse af hans embedsperiode som generalsekretær for KKP.

 

 

 

 

Om skribenten

Peer Møller Christensen

Peer Møller Christensen

Læs mere