Kira Marie Peter-Hansen: Briternes farvel til EU gør ondt – på både os og dem!

Det europæiske fællesskab er langt fra perfekt, men i krisetider hjælper den europæiske solidaritet os igennem, skriver Kira Marie Peter-Hansen, der er ked af Brexits gennemførsel.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv et indlæg du gerne vil have publiceret? Så skriv til Solidaritet.

Af Kira Marie Peter-Hansen, MEP (SF)

29. januar 2020 er en af de dage, jeg aldrig glemmer. Sammen med valgkamp og opstart i Bruxelles, et Europa-Parlament, der erklærer klimanødsituation, og en historisk stærk solidaritet og genopretningspakke oven på coronakrisen, er 29. januar en dag, der står printet i min hukommelse.

Den dag, stemte jeg og resten af Europa-Parlamentet nemlig om briternes udtrædelse af det europæiske fællesskab. Jeg måtte sige farvel til Molly Scott Cato, en af de dygtigste, grønne økonomer, jeg kender, Magid Magid, en britisk MEP’er med flygtningebaggrund og en række andre dygtige, britiske kolleger, der hver dag kæmper for en grønnere, mere solidarisk verden.

“Brexit er et kæmpe problem for millioner af europæere, og det kommer til at få enorme konsekvenser for mennesker, der bor og arbejder på tværs af landegrænserne.”

Jeg husker alle krammene og tårerne, og især husker jeg, at hele Parlamentet, bortset fra den ekstreme højrefløj selvfølgelig, rejste sig efter afstemningen og holdt hinanden i hånden, mens vi sang Auld Lang Syne og sagde på gensyn – ikke farvel – med briterne.

Lige siden folkeafstemningen i Storbritannien, har jeg været ked af, at briterne skulle forlade det europæiske fællesskab. Ikke kun, fordi jeg selv mistede en masse gode kolleger i EU-Parlamentet. Men også på grund af de konsekvenser, som briterne skal leve med, og som resten af Europa også skal leve med.

EU er mere end bare handel og økonomi

En skilsmisse efter 45 års ægteskab er aldrig helt gnidningsfri, men jeg er glad for, at der i sidste ende kom en aftale. For alternativet ville kun have været værre.

For briterne har Brexit blandt andet betydet, at de har skullet trække 45 års lovgivning ud af deres retssystem. Nogen vil måske mene, at det giver dem frihed og muligheden for at føre en ny progressiv lovgivning. Men det ser ikke ud til, at deres politikere vil give plads til ny lovgivning, der bare minder om det. Desværre.

Til gengæld kan vi se, at helt almindelige briter står tilbage med kæmpe udfordringer. Især på told- og skatteområdet er de løbet ind i problemer, og det har allerede nu vist sig at være enormt dyrt for de britiske borgere. Selv med handelsaftaler med EU og andre store eksportmarkeder, vil Storbritannien alt andet lige miste eksportindtægter, og det vil betyde færre jobs og et pres på lønningerne. Og så rammer det i øvrigt alle briter hårdt, at der flere steder er meldinger om tomme hylder og færre varer.

Men Brexit handler ikke kun om handel og økonomi, ligesom EU ikke kun handler om handel og økonomi.

Gennem det europæiske fællesskab er vi nemlig sikret nogle helt basale rettigheder, hvis vi bor eller arbejder i et EU-land. Det gælder alt fra retten til barsel og ligebehandling, et loft over arbejdstiden og et sikkert arbejdsmiljø, til social beskyttelse, hvis vi mister vores arbejde i et andet EU-land.

Brexit er derfor et kæmpe problem for millioner af europæere, og det kommer til at få enorme konsekvenser for mennesker, der bor og arbejder på tværs af landegrænserne.

Som ung europæer, er jeg især ked af, at briterne også har sagt nej til det helt store uddannelsesprogram Erasmus+, som ellers har givet millioner af unge mulighed for at rejse ud i Europa og lære om andre kulturer. For mange unge kommer de begrænsninger til at betyde, at de ikke længere søger ud – de har simpelthen ikke råd. Det er brandærgerligt, for det bliver kun vigtigere at have globalt udsyn og forståelse for andre kulturer, jo mere globaliseret verden bliver.

Værn mod klimakrise og nationalister

Briternes exit kan også blive katastrofalt på et større plan – nemlig i bekæmpelsen af klimakrisen. Storbritannien er godt nok stadig formelt bundet af Paris-aftalen, men de samarbejder ikke længere med os andre om at overholde den.

Forpligtende CO2-reduktionsmål og krav om ordentlige miljøstandarder i EU gør en verden til forskel, men i fremtiden kan vi ikke forpligte hinanden på at bekæmpe klimakrisen – også når det er hårdt. Storbritannien skal være villige til at gøre det selv, og vi har desværre set utallige eksempler på, hvor sløve politikere kan være, når det gælder deres nationale klimaindsats. Jeg krydser fingre for, at de tilslutter sig EU’s klima- og miljøfremskridt, men krydsede fingre redder desværre ikke kloden. Det gør i stedet forpligtende aftaler.

Nationalister til højre og venstre har prædiket, at Brexit er lig frihed og national selvbestemmelse. Men Brexit giver ikke almindelige mennesker frihed, og det giver ikke landet særlig meget selvbestemmelse. Briternes aftale med EU betyder, at de langt hen af vejen skal følge vores regler, hvis de skal handle med os. Det er klart, og det er retfærdigt.

Men ved at melde sig ud af fællesskabet, har de ikke længere indflydelse på de fælles regler, de nu skal følge. Forløbet med Brexit viser mest af alt, at det er enormt dyrt og besværligt at stå uden for fællesskabet – især for almindelige mennesker.

EU er en politisk kampplads

Jeg forstår godt, at man på venstrefløjen er trætte af meget af den politik, der bliver ført på europæisk plan, og at dette kan få nogen til at give op på projektet og i stedet gøre sig tanker om en udmeldelse af EU.

Kald mig ung og naiv, men jeg er ikke klar til at give op på vores europæiske samarbejde. Det er klart, at et konservativt flertal i Europa aldrig kommer til at føre socialistisk politik. I stedet vil den altid sætte markedet over mennesker, tænke på profit før planeten, og indføre skadelig nedskæringspolitik, der holder sydeuropæiske lande i et jerngreb, og forhindrer velfærdsinvesteringer i Nord- og Vesteuropa.

Netop derfor er der brug for en stærk venstrefløj, der går ind i kampen, og kæmper for en anden politik. En politik, hvor vi lever op til Paris-aftalen og sikrer en retfærdig grøn omstilling, gør op med storkapitalens udnyttelse af udsatte arbejdere, sætter hårdt mod hårdt over for virksomheder, der snyder i skat, og sikrer, at alle europæere vokser op med nogle ordentlige levevilkår.

“Det er klart, at et konservativt flertal i Europa aldrig kommer til at føre socialistisk politik. Netop derfor er der brug for en stærk venstrefløj, der går ind i kampen, og kæmper for en anden politik.”

+

Det tror jeg, med hånden på hjertet, at vi kan opnå. Men det kræver, at vi anerkender, at EU er en politisk kampplads, og at vi taler om politik frem for institutioner. Ellers overlader vi politikken til konservative og liberale politikere, der vil et fundamentalt anderledes samfund, og til nationalistiske bevægelser, der bare vil lukke sig om sig selv. Intet af det passer ind i det socialistiske samfund, venstrefløjen kæmper for.  

Et Europa forenet i mangfoldighed

Jeg mener bestemt ikke, som dele af venstrefløjen, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige at Danmark skal kaste sig ud i samme forsøg. Det europæiske fællesskab er langtfra perfekt, men i krisetider som nu, ser vi tydeligt, hvordan den europæiske solidaritet hjælper os ud af krisen. De grænseoverskridende problemer forsvinder ikke, hvis vi trækker os ud af fællesskabet. De bliver bare sværere at løse. Derfor er der brug for, at vi i Europa puljer vores suverænitet, som vi netop gør, når vi arbejder i EU. Det er helt afgørende, hvis vi vil sikre en grøn omstilling, hjælpe mennesker i nød og på flugt, komme skattesnyd og hvidvask til livs, og hvis vi også i fremtiden vil have en demokratisk verden, hvor menneskerettighederne respekteres.

Min kollega Molly har holdt mange taler i Parlamentet om EU og Brexit, konsekvenserne af en galoperende kapitalisme, der kun giver afkast til de rigeste, og hvordan den britiske elite har udnyttet utrygheden hos arbejderklassen til at fremme deres egen nationalkonservative politik.

Hendes tale den 29. januar er dog én, jeg især husker. Med gråd i stemmen talte hun om det europæiske håb, hun holder fat i, at og at hun i sit hjerte ved, at hun en dag kommer tilbage til Europa-Parlamentet for at fejre Storbritanniens tiltrædelse i det europæiske fællesskab:

Da hun havde holdt sin tale, blev hun mødt af stående klapsalver og massere af kram fra gode kolleger. For mig er dét netop et af symbolerne på det europæiske fællesskab. At vi, på trods af nationale og politiske forskelle, anerkender, at vi har brug for hinanden, hvis vi fortsat vil leve på et fredfyldt kontinent, og at vi kun kan ændre verden til det bedre, hvis vi står sammen.

Jeg glæder mig til at byde Molly velkommen i Parlamentet igen, og indtil da holder jeg fast i håbet og drømmen om et Europa forenet i mangfoldighed.