Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
16. juni. 2021

Klima-aktionen du muligvis missede. Her flyver Greenpeace-aktivist ind på banen under EM 2021

Fodboldkampen mellem Frankrig og Tyskland ved EM 2021 fik kort inden kampstart besøg af en klima-aktivist fra Greenpeace. Faldskærmsudspringeren må formodes at være blandt de første klimaktivister til at invadere banen i forbindelse med en kamp.

Foto: Anton Moss / Solidaritet

Kampen mellem Tyskland – Frankrig i ‘dynamitpuljen’ gruppe F, var på forhånd udråbt til et af EM-slutrundens største indledende brag. Den underholdende affære bød kun på et enkelt mål, men til gengæld masser af drama. Europamesterskabernes første bid blev sendt i ryggen på franske Paul Pogba af Tysklands Antonio Rüdiger, og den franske superstjerne Kylian Mbappé, fik på kontroversiel vis underkendt et muligt straffespark, efter at have lynet forbi det tyske forsvar. Mbappé fik også underkendt både et mål han selv scorede, samt et mål han serverede for fødderne af angrebskollegaen, Karim Benzema. Trods underkendte mål og manglende straffespark, endte Frankrig dog med at løbe med sejren 1-0, efter tyske Mats Hummels havde sparket bolden i eget net efter 20 minutter.

Inden kampen var det imidlertid en anden end de højt betalte stjerner, der løb med tilskuernes opmærksomhed. En Greenpeace-aktivist dumpede kort før startfløjt ned på banen i bemærkelsesværdig stil, da han via faldskærm landede på græstæppet i Allianz Arena, München. På ryggen af faldskærmen havde han skrevet dén besked, der var baggrund for selve aktionen: Kick Out Oil!, underskrevet Greenpeace. Faldskærmslandingen blev ikke mindre dramatisk af, at Greenpeace-aktivisten tilsyneladende kolliderede med det såkaldte ‘spider cam’, som hænger i en wire over stadion, inden han landede på banen. Optagelser viser, at faldskærmsudspringeren var centimeter fra at flyve ind i en gruppe tilskuere, inden han landede på græsset.

Det er langt fra første gang, at en fodboldbane bliver invaderet. Danske fodboldfans husker formentlig episoden med ‘Fodboldtossen‘, der i 2007 løb på banen i Parken, og slog ud efter dommer Herbert Fandel. I 2018 stod den russisk-feministiske aktivistgruppe Pussy Riot bag en aktion, hvor 4 mennesker løb på banen under VM-finalen i Moskva – for at sætte fokus på Vladimir Putins autoritære behandling af politiske fanger. Aktionen tirsdag 15. juni må dog formodes at være blandt de første eksempler på en direkte klimapolitisk protest. UEFA har i forbindelse med ‘pitch invasions’ en klar politik om ikke at give opmærksomhed til “uønskede elementer”. TV-kameraerne skiftede derfor hurtigt væk fra aktionen, der til gengæld blev optaget af publikums smartphones.

Du kan se klippet af klima-aktivisten – der altså ikke havde tænkt sig at følge det gamle dogme om “at holde politik og sport adskilt – neden for.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER