Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
22. november. 2021

Klimahåb på trods

Man bliver nødt til at spille på samtlige heste, selvom man ikke tror på, at nogen af dem når i mål. Sofie Lippert føler sig efterladt i afgrundsdyb afmagt over den manglende klimahandling, der senest viste sig ved COP26.

Aktivister foran indgangen til COP26 i Glasgow. Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg tror kun klimakampen kan løses med revolutioner. Jeg tror ikke, revolutionen kommer i tide. Til sammen giver det ringe vilkår for håb.

Afslutningen på COP26 var på én gang det mest forudsigelige, der er sket længe, og en kæmpe mavepuster. Sådan synes jeg oftest klimapolitik er. Hver gang der lander en aftale, er den utilstrækkelig. Hver gang en ny rapport kommer, viser den, at situationen er katastrofal. Jeg ved godt, det bliver sådan hver gang. Alligevel tager jeg det tungt. Hver gang.

Hver gang ved jeg godt, at det politiske system med kapital og profit som primus motor ikke er i stand til at løse en krise, der er skabt af netop jagten på profit på bekostning af alt andet. Allerede da vi hyldede klimavalget i 2019, vidste jeg jo egentlig godt, at flertallet på ingen måde var klar til at finde de nødvendige løsninger. Og da jeg kæmpede for et ungt grønt mandat i Europa-Parlamentet vidste jeg jo stadig godt, at hun ikke kan løse det alene i et system, der er så påvirket af økonomiske interesser.

“Afmagten stiller mig over for et afgørende valg hver eneste dag: Vil jeg give efter og give op? Eller insistere på, at den eneste mulighed er at bevare håbet?”

Men jeg håber stadig. Hver gang. For jeg tror ikke på, at der er en anden vej, vi kan gå i tide. Et klogt folketingsmedlem sagde engang til mig: ”Jeg er vild med revolutioner, jeg har bare ikke tid til at vente på dem.” Og når jeg en sen onsdag eftermiddag sidder i Dagbladet Informations kantine og lytter til Søren Mau og Rune Lykkeberg, der diskuterer Mau’s nye bog Stum tvang, er jeg vild med revolutioner. Og jeg tror på at det er det eneste, der kan redde os fra verdens ulyksaligheder. Og jeg prøver at tro på at det kan lade sig gøre – at bevægelserne vi ser verden over, kan starte revolutioner.

Men jeg bliver også sendt tilbage til virkeligheden af Lykkebergs spørgsmål. Om ikke klimakrisen er for presserende til at vi kan vente på revolutionen? Om ikke vi bliver nødt til at arbejde inden for systemerne, fordi vi simpelthen ikke kan nå at omstyrte kapitalen inden jordens temperatur er blevet for høj? Og jeg mister modet ved tanken om, at de politiske institutioner ikke kan og vil løse krisen.

Det paradoks efterlader mig i en afgrundsdyb afmagt. Følelsen af at jeg hverken kan gøre fra eller til. At et folketingskandidatur er fuldstændig ligegyldigt. At uanset hvor store og stærke bevægelserne er, er det ikke nok. Måske er det den følelse verdens ledere står med, når de smider en mønt over skulderen i Trevifontænen og ønsker sig held og lykke ved årets topmøde. Følelsen af at det er ude af deres hænder, og lige meget hvad de gør, så er der nogle andre interesser, der ender med at afgøre verdens skæbne. Fordi det endnu engang er penge og ikke politik, der styrer verden.

Afmagten stiller mig overfor et afgørende valg hver eneste dag: Vil jeg give efter og give op? Eller insistere på, at den eneste mulighed er at bevare håbet?

Jeg stiller mig side om side med verdens klimaaktivister, og råber ad magthaverne. Jeg kalder på radikal forandring af hele det politiske system, der gennem årtier har svigtet min generation. Samtidig deler jeg flyers ud for kommunale kandidater med kloden højt på dagsordenen, og jeg forbereder en folketingsvalgkamp for reel forandring.

Selvom jeg ikke tror vi lykkes, kan jeg ikke forestille mig en anden måde at være til på i en verden, der er ved at kollapse, end at spille på samtlige heste. Jeg tror ikke at nogen af hestene når målstregen. Men jeg bliver nødt til at håbe. For selvom jeg ikke tror på vi når det, selvom vi kæmper, så ved jeg at vi ikke når det, hvis vi ikke gør.


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Folketingskandidat for SF. Tidligere landsforkvinde for SF Ungdom. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund"   Læs mere