Københavns havne fortæller arbejderhistorier i Søren Nyegaards: “Havnen i gamle dage”

Søren Nyegaards bog Havnen i gamle dage er fyldt med tankevækkende historier, der vidner om en helt særlig kultur.

Hvad var det for en slags mennesker, og hvad havde de med i bagagen? Hvad blev de udsat for af nedslidende og sundhedsskadelige forhold? Hvordan udviklede de sammenholdet, og hvordan håndterede de den teknologi, som gjorde et hårdt manuelt arbejde lettere, men også reducerede deres antal kollegaer drastisk?

Det er vigtigt at bevare erindringen om havnearbejderne. Ikke kun af historisk interesse, men også fordi de vilkår, som de blev budt, og forhold, som en del af dem levede under som løsarbejdere og for nogens vedkommende også uden fast bopæl, minder om livet for vore dages ufaglærte østarbejdere.

Med én afgørende forskel: Før globaliseringen kunne stærke arbejdergrupper – trods manglende skolegang og uddannelse – opnå at være lønførende, hvis de formåede at stå sammen.

Havnearbejdernes særkende

Søren ridser fint havnearbejdernes vilkår op i sin indledning. De var præget af:

• Lange og hårde arbejdsdage afbrudt af fest og stærkt fællesskab.
• Slavelignende løsarbejdervilkår, som på den anden side også gav frihed til den enkelte. 
• Der var plads til særlinge – folk som ikke kunne finde sig til rette andre steder.

I perioden op til anden verdenskrig var Københavns havne befærdede med både udenlandsk og indenlandsk skibstrafik. Der var Frihavnen, Soyakagen, Gammelhavn, Kvæsthusbroen, Toldhavnen og mange andre med i alt 40 kilometer kaj.

Der var både store kompagnier og små stevedorer. De antog havnearbejdere flere gange i løbet af en dag, så man skulle møde op på forskellige mønstringssteder og afvente, om der kom nogle timers arbejde.

Dengang slæbte arbejderne stykgods ofte i sække, der vejede mellem 60 og mere end 100 kg. Det kunne være hele svinekroppe, råjern som skulle smides i kasser, eller bulk – f.eks. bønner, der lå løst i lasten, og som skulle skovles op i spande. Under krigen kunne det være tørv, som ikke var til at grave i, så arbejderne sommetider måtte bruge hænderne.

Når skosålerne er ætset væk

”Vi fik ingen arbejdstøj eller sikkerhedssko, ingen handsker, alt skulle folk købe selv … Hvert år blev et par mand slået ihjel ved en ulykke.”

Først i 1950’erne kom der et marketenderi med borde og bænke, hvor man kunne købe mad, men der var ingen toiletforhold. ”Du kunne ikke vaske hænderne. Hvad hvis du havde været i forbindelse med et giftigt stof?”, fortæller ”Store” Bent Christensen.

Noget af det værste var soda. Det sved på huden, og nogle fik hudafskrabninger. hvis der var gået hul på en sæk, eller hvis man var blevet gennemblødt af sved. Det gjaldt derfor om at kunne manøvrere med sådan en 60 kilos sæk hurtigt og på den helt rigtige måde.

Folk ville hellere løbe en gang med 100 kilo end to gange med 50. Særligt indtryk gør beretningen om, hvordan de arbejdede i lasten med at skovle kaustisk soda – og lige pludselig havde de ikke nogen såler på skoene.

Nogle nægtede at arbejde videre og ville være blevet dømt for arbejdsvægring, hvis ikke de andre kolleger, som fortsatte arbejdet, måtte på hospitalet med brandsår på arme og hænder. ”Senere var der en som fik en hel sæk ned over sig. Han lå i kærnemælksbad på Rigshospitalet i 7 døgn.”

Andre farlige stoffer kunne være kryolit, cementstøv og asbest.

Rationaliseringer

En havnearbejder fortæller sarkastisk, at myndighederne havde fastsat den regel, at en hest højst måtte gå med 1800 kg, men der var ingen regler for, hvor meget mennesker måtte bære. De første primitive gaffeltrucks kom i 1949, ellers var der ingen tekniske hjælpemidler.

De første gaffeltrucks havde ikke et pallesystem, men nogle kroge til at løfte varerne med. Det var en lettelse, men der var nogle, som var bange for, at de ville tage deres arbejde. Det var måske forståeligt, for i starten måtte havnearbejderne heller ikke køre trucken. Det blev forbeholdt elektrikere, kranførere eller maskinarbejdere.

I løbet af 1960’erne kom palleteringen og de første containere. Mange blev forskrækkede, da de første gang så sådan et skib fyldt med containere og bare en enkelt kran. Ville der overhovedet blive plads til havnearbejdere? Alligevel skulle vi hen i 1970’erne, før det for alvor betød en nedgang i bemandingen på havnen.

Arbejdskampene

Havnearbejdernes faglige klub begyndte at drive marketenderierne med økonomisk tilskud fra arbejdsgiverne. Her kunne man købe varm mad, og det blev en base for at kunne mødes i et fællesskab. Og der blev tjent gode penge!  

”Den første klub blev stiftet i 1956 i Gammel Havn. Men klubarbejdet kom først rigtigt op at stå i 60’erne,” fortæller ”Store” Bent Christensen.

Det er ret sent. 30-50 år senere end f.eks. de grafiske arbejdspladsklubber i København, hvor jeg selv kommer fra.  Årsagen ligger sikkert i løsarbejdet. Det, at du skulle mønstre op til flere gange om dagen, gjorde arbejderne udsatte. Mange havde et hårdt liv i bagagen, og der var meget alkohol. Som John Kofoed fortæller:

”Vi var måske 20 procent, der var gift og havde … ordnede forhold.” Mange blev trukket i løn for børnepenge og skattegæld. Det var langtfra alle, som havde en fastnettelefon, og en del var faktisk hjemløse. Hvis ikke de selv mødte op og ventede, gik de glip af arbejdet.”

Men havnearbejderne blev også kendt for politiske strejker, da de på en landsdækkende konference besluttede at boykotte sydafrikanske varer i protest mod apartheid. De nægtede at losse skibe med sydafrikanske varer.

Smårapserier og snyd

Der blev rapset en del. Måske var der gået hul på en sæk med sukker eller kaffe, og så røg der noget ind under skjorten. Det var udbredt under og efter krigen. En arbejder fortæller om en sending med så mange pyjamasser, at han også 30 år senere havde nogle tilbage.

De, der var ansat højere oppe i systemet, havde ofte nemmere tilgang til værdifulde varer, ikke mindst fordi de havde biler at transportere godset i.

Som tillidsmand i det grafiske har jeg selv haft mit hyr med folk, der stjal frisktrykte ugeblade, som de brugte til ”naturalieøkonomiske udvekslinger” med frisøren, bageren osv. Det er fagpolitisk set problematisk – især i situationer med arbejdskamp, fordi du aldrig kan forsvare en sådan kollega.

Jeg ved ikke, hvor udbredt den slags er i dag med al den elektroniske overvågning, men det med at rapse fra arbejdspladsen har altid forekommet i alle fag. Havnearbejderne har blot haft en lettere og mere lukrativ adgang til det. Det er værd at huske, at det ikke er en ”østeuropæisk eller mellemøstlig mentalitet”. Det er måske snarere et symptom på økonomisk armod og et system, hvor de store snyder de små.

Søren Nyegaard har skrevet en fin lille bog. Det er prisværdigt, at han har givet sig tid til at indsamle de vigtige beretninger og arbejderhistorier. Der er en hel del ”fagsprog” og arbejdsudtryk, men de fleste af dem bliver forklaret.

Den eneste anke, jeg har, er, at jeg godt kunne have tænkt mig en beretning fra havnearbejderkonflikten i 1982 imod regeringens nye dagpengeregler, som drastisk forringede forholdene for løsarbejdere.

Søren Nyegaard: Havnen i Gamle Dage. Wadskjær Forlag, november 2023. 103 sider. Vejledende pris 299 kr.