Kolonial arrogance lever i bedste velgående – Tom Barracks “civiliserede” racisme i Beirut

En scene udspillede sig i Beirut i slutningen af august, som kunne have været taget ud af kolonitidens storhedstid. Den amerikanske udsending Tom Barrack trådte frem ved en pressekonference i det libanesiske præsidentpalads og skældte de fremmødte journalister huden fuld. De lokale reportere, mente han, var for højlydte og udisciplinerede, og Barrack valgte at irettesætte dem i et sprog, der chokerede mange. 

”Når det her begynder med at blive kaotisk, nærmest dyrisk, så er vi væk. Så hvis I vil vide, hvad der sker, så opfør jer civiliseret, vær venlige og tolerante, for det er netop problemet med, hvad der sker i regionen,” erklærede han fra talerstolen. Med andre ord skulle de libanesiske journalister opføre sig “civiliseret” og ikke “dyrisk”, fordi deres adfærd efter hans opfattelse afspejlede et generelt problem i Mellemøsten. Udtalelserne vakte øjeblikkeligt harme. Flere tilstedeværende beskrev dem som dybt respektløse og nedladende,”ikke bare arrogance, men racisme”, som den libanesisk-britiske journalist Hala Jaber udtalte på det sociale medie X.

Libanesiske medieorganisationer protesterede skarpt. Fotografernes og redaktørernes fagforeninger kaldte Barracks kommentar en “direkte fornærmelse” og en “fuldstændig uacceptabel” overskridelse af grænserne. Den libanesiske præsidents kontor så sig endda nødsaget til offentligt at beklage “de ord, som en af dagens gæster kom med fra vores podium” og betonede sin respekt for pressen.

Barracks optrin har afsløret en dybt forankret kolonial og racistisk tankegang, en mentalitet, der desværre stadig trives i visse vestlige kredse, når de omgås Mellemøstens folk.

Kolonial retorik i moderne forklædning

At kalde andre mennesker for “dyriske” og ’’uciviliserede’’ er ikke blot en personlig fornærmelse; det trækker en lige linje tilbage til kolonitidens verdenssyn. Under imperialismen betragtede europæiske kolonimagter sig selv som lysets og fremskridtets budbringere i en verden af formørket barbari.

De koloniserede befolkninger blev ofte fremstillet som tilbagestående, vilde eller endda undermenneskelige, i yderste konsekvens sammenlignet med dyr. Denne retorik legitimerede kolonisatorernes påstand om at have en “civiliserende mission”. Som postkoloniale tænkere har påpeget (bl.a. Edward Said i Orientalism), opdelte den vestlige diskurs verden i et civiliseret “Os” og et barbarisk “Dem”, hvor Orienten, herunder Mellemøsten, blev reduceret til et sted af stilstand, irrationalitet og primitivitet, i kontrast til Vestens angiveligt rationelle og avancerede natur.

Rudyard Kiplings berygtede digt The White Man’s Burden (1899) indfangede essensen af denne ideologi. Her beskrives de koloniserede folkeslag som “nyfangne, trodsige folkefærd, halvt djævel og halvt barn”, et umyndiggjort folk, der i kolonisatorens øjne både var moralsk tilbagestående og barnligt uvidende.

Barracks ordvalg kunne næppe illustrere denne koloniale tankegang tydeligere. Når han beder libaneserne om at “opføre sig civiliseret” og ikke “dyrisk”, gentager han i praksis den gamle traver, at Vesten repræsenterer civilisation og orden, mens folk i Mellemøsten åbenbart må formanes for ikke at synke ned i kaos og primitiv adfærd. Den slags udtalelser er ikke blot fornærmende, de er en form for dehumanisering.

Kolonihistorikeren og psykiateren Frantz Fanon beskrev, hvordan kolonisatorer systematisk fratog de koloniserede deres menneskelighed ved at skildre dem i zoologiske termer. I Jordens Fordømte noterede Fanon, at kolonimagten i sin yderste konsekvens “reducerer den koloniserede til et dyrs tilstand”, hvor “kolonisten taler om den indfødte ved at bruge dyre-metaforer”, pøblen ses som “horder”, “stinkende masser” eller “urtidsmennesker”.

Hele dette vokabular – “bestiariet”, som Fanon kalder det – tjente til at legitimere, at de hvide herrer kunne behandle de indfødte som underlegne væsener uden fuld menneskelig værdighed. Barracks anklage om “dyrisk” opførsel ligger skræmmende tæt op ad denne koloniale retorik, hvor “de andre” sættes i bås som vilde dyr, der skal tæmmes af den civiliserede myndighed.

Det er intet under, at libanesiske kritikere straks identificerede hans opførsel som “kolonial arrogance”. Barrack opførte sig reelt som en koloniofficer, der belærer de formastelige indfødte om god opførsel.

Racisme maskeret som civilisation

Postkoloniale teoretikere og historikere har dokumenteret, hvordan racisme og kolonialisme har været uløseligt forbundet i Vestens møde med resten af verden. I Mellemøsten blev dette særligt tydeligt i opdelingen af regionen efter Første Verdenskrig, hvor europæiske stormagter med Sykes-Picot-aftalen opdelte regionen efter egne interesser, ganske uden hensyn til lokale befolkningers ønsker.

Bag den slags dispositioner lå en implicit holdning om, at araberne ikke selv var i stand til at lede deres lande, de behøvede “vejledning” af mere “civiliserede” nationer. Sådanne attituder fortsatte ind i nyere tid. Under George W. Bush’s regering blev Mellemøsten omtalt i kategorier af civiliseret vs. ikke-civiliseret. Bush udtalte i 2004, i kølvandet på invasionen af Irak: “Alle må vælge. Enten er du med den civiliserede verden, eller også er du med terroristerne.”.

Den sort-hvide logik placerer uomtvisteligt Vesten som repræsentant for “den civiliserede verden”, mens Mellemøstens aktører, hvis de ikke følger Vestens dagsorden, havner i kategorien terrorister, altså anti-civilisation. Denne retorik er en moderne reprise af kolonitidens verdensbillede. Det reducerer komplekse politiske konflikter til et spørgsmål om kulturel overlegenhed, såsom “Vi” er civiliserede, “de” er uciviliserede (eller værre: allierede med barbari og terror).

Dermed bliver Barracks opsang til de libanesiske pressefolk ikke en enlig svale fra en utålmodig diplomat, den er symptomatisk for en bredere diskurs, hvor Vesten tildeler sig selv en form for civilisatorisk overhøjhed.

Som den libanesiske kommentator Mohamad Hasan Sweidan sagde efter episoden: “Tom Barrack minder os om, hvordan de (Washington og den vestlige magtelite, red.) ser på folk i regionen ved at betegne deres opførsel som dyrisk.”.

Barrack afslørede, måske utilsigtet, præcis dét syn, at mennesker i Mellemøsten i hans øjne mangler civilisation og skal belæres om basale dyder som venlighed og tolerance. Ironien er til at tage og føle på, al den stund Libanon er arnested for nogle af verdens ældste civilisationer, med en rig historie for lærdom, handel og kulturudveksling, længe før USA overhovedet fandtes på verdenskortet.

Vestlig udenrigspolitik: Paternalisme og hykleri

Barracks opførsel skal ikke ses som en enlig persons arrogance, den skal ses i forlængelse af en vestlig udenrigspolitisk tradition, hvor paternalisme ofte overskygger respekt. Vesten og særligt USA, har gennem årtierne ageret som en selvudnævnt formynder i Mellemøsten. Man taler om demokrati og menneskerettigheder, men alt for ofte sker det med en løftet pegefinger og et underforstået budskab om, at “vi ved bedst, hvad der er godt for jer.” 

Barrack var i Beirut som led i en amerikansk delegation, der vil presse Libanon til at afvæbne Hizbollah-militsen. Uanset hvad man mener om Hizbollah, er det en kompleks indre libanesisk problematik, men vestlige udsendinge kommer altså brasende og dikterer løsninger. Når samme udsending ovenikøbet behandler lokale journalister med åbenlys foragt, forstærker det kun billedet af en neokolonial tilgang, hvor Libanon og lignende lande anskues som umyndige protektorater, der skal “ordnes” af fremmede magter.

Flere iagttagere har påpeget, at Barracks svada bunder i en indgroet overlegenhedsfølelse. Den libanesiske avis Al-Akhbar (der er tæt på Hizbollah) bragte dagen efter et stort billede af Barrack med overskriften “Den uforskammede yankee” og anklagede ham for at “genoplive kolonialistisk retorik” om at frelse regionens folk fra “dyrisk barbari” og føre dem ind i vestlig civilisation. Her rammer man kernen, at forestillingen om Mellemøstens problemer skyldes dens eget “barbari”, som kun Vesten kan kurere med sin overlegne civilisation.

Det er præcis den logik, Barrack gav stemme til, og det er præcis den logik, som libaneserne, og mange andre i den ikke-vestlige verden, er inderligt trætte af. For den overser belejligt alt det kaos og lidelse, som vestlige interventioner selv har påført regionen. Som kommentatoren Tala Alayli sarkastisk skrev, har amerikanske embedsmænd mestret kunsten i “at bombe hele nationer om morgenen og derefter belære dem om pli om eftermiddagen”.

Barrack selv repræsenterer et land, hvis udenrigspolitik ofte har været præget af dobbelte standarder i Mellemøsten. USA taler om menneskerettigheder, men omgår stiltiende sin nære allierede Saudi-Arabiens overgreb. Man prædiker om retsstat, men har selv drevet Guantanamo-lejren og torturprogrammer. Man roser pressefrihed, men tier om journalister, der myrdes af venskabelige regimer. Denne baggrund gør det ekstra provokerende for mange libanesere at høre en amerikaner belære dem om “civilisation”.

Den libanesiske journalist Ali Hashem bemærkede, at den arrogance, som Barrack og andre amerikanske repræsentanter udviser, er “ydmygende for landet”. Det amerikanske påtryk af, hvad der er civiliseret adfærd, falder heller ikke i god jord i et Libanon, der trods alle sine udfordringer har en stolt historie med frie medier og hårdtslående journalistik.

At flere journalister råbte spørgsmål i munden på hinanden ved præsidentpaladset, er helt normalt i livlige demokratier – prøv at overvære en britisk House of Commons-debat eller en italiensk pressekonference, og man vil høre lignende kakofoni. Men Barrack valgte at tage denne helt almindelige presseudfoldelse som anledning til en generaliserende reprimande af folks kultur.

Diplomatisk set er det en fadæse. USA risikerer at underminere sin egen indflydelse, når dets udsendinge opfører sig på den måde. I Libanon taler man nu om at boykotte Barrack og fremtidige besøg, indtil der kommer en officiel undskyldning. Selv hvis en undskyldning måtte komme, vil skaden dog være sket. Episoden har indprentet sig i offentlighedens bevidsthed som endnu et bevis på Vestens arrogance.

I en region, hvor kolonitidens sår stadig ikke er helet, og hvor vestlig indblanding ofte mistænkes for at skjule egoistiske motiver, giver Barracks ord næring til anti-vestlige narrativer. Hændelsen udspiller sig på et tidspunkt, hvor Libanon er klemt politisk og økonomisk, og hvor USA forsøger at vinde gehør for sine forslag. Men i stedet for at fremstå som en konstruktiv partner fremstår Barrack og symbolsk set USA som den gamle koloniale herre, der kræver lydighed og ydmyg taknemmelighed fra de “indfødte”. Det er næppe opskriften på succesfuld udenrigspolitik.

Ordene afslører fordomme og magtforhold

Man kunne spørge således: Var dette ikke bare et enkelt persons kluntede bemærkning? Har vi ikke vigtigere problemer end en diplomats dårlige tone? Jo, Barrack kunne afskrives som et enkelt broddent kar, hvis ikke det var fordi, hans udtalelser passer ind i et større mønster. Ord er ikke bare ord i international politik. Sprogbrug som “civiliseret” versus “dyrisk” afslører dybe fordomme og magtforhold.

Når disse fordomme får lov at leve, påvirker de den praksis, som magthavere udøver. At en amerikansk udsending overhovedet føler, at det er acceptabelt at tale sådan i 2025, indikerer at han forventer, det kan gøres uden større konsekvenser. Det vidner om en kultur, hvor respektløshed over for “de andre” stadig normaliseres bag lukkede døre, og somme tider foran åbne kameraer.

Der er brug for et opgør på flere niveauer. For det første må vestlige regeringer og institutioner gøre det klokkeklart for deres udsendinge, at arrogance og respektløshed over for lokale befolkninger er uacceptabelt – ikke bare moralsk, men også strategisk, fordi det undergraver Vestens anseelse og effektivitet. For det andet skal vi i offentligheden turde erkende den postkoloniale arv. De implicitte bias og overlegenhedskomplekser, som præger vores medier og beslutningstagere. Først når vi erkender problemet, kan vi gøre op med det.

Tom Barracks ord i Beirut var stødende og forkerte, men de var også oplysende. De mindede verden om, at kampen mod racisme og koloniale tankegange langt fra er vundet, selv ikke i diplomatiets korridorer, hvor man ellers skulle forvente professionalisme og respekt. Hvis der er noget positivt at tage med sig fra denne affære, er det måske, at den har vakt så kraftig modstand. Libanesiske journalister, præsidenten, fagforeninger og internationale kommentatorer har utvetydigt fordømt Barracks udtalelser som “indgroet kolonial arrogance” og racisme.

Det viser, at verden i dag har lavere tolerance for den slags retorik end før. Forhåbentlig kan det lægge pres på både den pågældende udsending og hans regering til at se sig selv i spejlet. En undskyldning til Libanon vil være på sin plads, men vigtigere endnu er, at man internt i amerikansk og vestligt diplomati reflekterer over, hvorfor disse attituder stadig findes, og hvordan man får dem til at forsvinde.

I sidste ende handler det om mere end en enkelt diplomats opførsel. Det handler om, hvorvidt Vesten formår at behandle resten af verden som ligeværdige partnere frem for umyndige undersåtter. Respekt, lyttevillighed og forståelse bør være nøgleordene i internationale relationer, ikke belæring, skældud og latent racisme.