Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. april. 2017

Kommunalpolitik, folkelig aktivitet og socialisme

Enhedslisten står stærkere en nogensinde i kommunalpolitik. Men hvad er partiets kommunal-politik? En kobling af socialistiske pejlemærker…

Enhedslisten står stærkere en nogensinde i kommunalpolitik. Men hvad er partiets kommunal-politik? En kobling af socialistiske pejlemærker med konkrete forslag og folkelige bevægelser.

Af Per Clausen

For 3 år siden fik Enhedslisten et markant gennembrud ved kommunalvalget. Fra at være et udpræget københavner-fænomen blev vi repræsenteret i langt de fleste af landets kommuner. Hermed kom vi meget tæt på beslutningerne om den konkrete udformning af velfærden, miljøpolitikken, byplanlægning m.v.. Langt flere medlemmer fik den opgave at formulere en politik, der giver mening i hverdagen og stadig fastholder et socialistisk perspektiv.

Selv om der kan findes eksempler på budgetforlig og beslutninger, hvor man har tolket princippet om modstand mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring meget kreativt, er det mit indtryk, at resultatet både har været en styrkelse af den folkelige modstand mod nedskæringspolitikken og en styrkelse af Enhedslisten.

Socialistiske pejlemærker

Mange har svært ved at se forbindelsen mellem den daglige kommunale praksis og det socialistiske perspektiv. Men kampen mod forringelser for reformramte og for løsninger, der kan hjælpe dem, hænger godt sammen med vores kamp for et samfund, hvor alle er sikret et forsørgelsesgrundlag og mulighed for udvikling, uddannelse og arbejde.

Når vi arbejder for kommunal overtagelse af energiproduktionen og sikring af lokalt ejerskab af denne, så hænger det sammen med vores kamp for fælleseje af produktionsmidlerne og samfundsmæssig kontrol med infrastruktur og andre vigtige sektorer. Når vi forsøger at stoppe udlicitering og privatisering og at rulle tidligere gennemførte tilbage – så er forbindelsen til de socialistiske perspektiver også til at tage og føle på. På samme måde er det, når vi afviser forsøg på at indføre mere brugerbetaling i skoler og daginstitutioner. Kampen for at velfærd fordeles efter behov og finansieres efter evne indeholder også socialistiske perspektiver. Det samme gør forslag om at lade medarbejdere selv organisere og tilrettelægge arbejdet.

Mange vil nok afvise dette. Der er jo ikke tale om socialisme – og det er rigtigt. Men hvis man opfatter det socialistiske perspektiv som nogle pejlemærker, som man kan måle sin konkrete indsats op imod, så stiller sagen sig anderledes. Der kan ikke opstilles en facitliste for, hvornår socialismen er indført og et regelsæt for, hvad der skal til for, at man kan tale om socialisme. Endnu mere meningsløst er det at opstille nogle regler for, hvordan processen hen i mod socialisme skal eller vil foregå for at være rigtig socialistisk. Socialistiske pejlemærker er derfor en mere frugtbar tilgang til denne diskussion end opstillingen af socialistiske principper.

Enhedslisten er i dag langt tættere forbundet med folkelige bevægelser og aktiviteter over hele landet, end vi var for tre år siden. Det vigtigste eksempel er det kommunale oprør mod omprioriteringsbidraget. Her brugte vi vores nyvundne styrke til selv at gå i spidsen, selv organisere aktiviteterne og tage parlamentariske initiativer i stedet for i praksis at nøjes med at appellere til Socialdemokratiet og de faglige ledere.

Det skete i fagbevægelsen, hvor Velfærdsalliancen i stedet for at afvente beslutninger i de store forbund tog initiativ til en landsdækkende national demonstrationsdag den 18. maj. Når dette blev en så stor succes, skyldtes det naturligvis først og fremmest, at der var en stor uforløst harme og trang til at reagere på nedskæringerne i kommunerne og at det lykkedes at skabe en forståelse for, at kampen omkring dette skulle stå i foråret, før KL og regeringen havde indgået en aftale om kommunernes økonomi. Men det skyldtes også, at Enhedslisten – netop i kraft af sin parlamentariske styrke – var i stand til at sikre, at utilfredsheden blev organiseret. I rigtig mange kommuner var Enhedslistens indsats afgørende for, at der skete noget, selv om der næsten alle steder endte med at være en forholdsvis bred opbakning. Uden kommunal repræsentation ville vi have stået meget svagere i dette arbejde.

Enhedslisten gør en forskel

Aalborg kan bruges som eksempel. Fra den første dag brugte vi vores repræsentation i byrådet til at invitere de faglige organisationer til møder med os for at diskutere forholdene i kommunen. Vi afholdt offentlige lyttemøder. Det blev derfor opfattet som helt naturligt, da vi i starten af 2016 indbød til et lyttemøde om konsekvenserne af omprioriteringsbidraget. Vi fik repræsentanter fra en række fagforeninger og medarbejdergrupper, forældre og ældre til at deltage i mødet med input om, hvilke konsekvenser, omprioriteringsbidraget ville få for dem. Flere gav mere eller mindre spontant udtryk for, at der også burde ske noget i Aalborg den 12. maj. Herefter var det »bare« at indkalde de faglige organisationer til et møde, så var de (inklusive LO-Aalborg) med. At der var udfordringer med den praktiske organisering er en anden sag og der var da også en enkelt eller to fagforeninger, som glemte at mobilisere deres medlemmer. Men alt i alt blev det en positiv oplevelse, som har været med til at skabe en diskussion blandt de fagligt aktive om, hvorfor man ikke har et tættere samarbejde mellem de kommunalt ansatte og deres fagforeninger på tværs af hovedorganisationerne i Aalborg.

Denne indsats blev kombineret med parlamentariske initiativer. Vores kommunalbestyrelsesmedlemmer besluttede, at vi skulle forsøge at rejse debatten om omprioriteringsbidraget så mange steder som muligt, med henblik på at få vedtaget en protest mod omprioriteringsbidraget på KLs topmøde i foråret. Kombinationen af Enhedslistens parlamentariske indsats og bevægelsen uden for førte til, at dette lykkedes rigtig mange steder.

Højdepunktet kom, da vi på KLs topmøde fik vedtaget et forslag, som krævede omprioriteringsbidraget taget af bordet ved de kommende økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen. Naturligvis blev vi hjulpet på vej af, at der blandt kommunalpolitikere og borgmestre var stor utilfredshed. De oplevede, at kommunerne blev presset til at skære ned, mens regering og folketing så kunne dele milde gaver ud. Men det udenomsparlamentariske pres og Enhedslistens indsats i kommunalbestyrelserne, i KL og i Folketinget spillede en helt afgørende rolle.

Det lykkedes også at påvirke resultatet af forhandlingerne mellem KL og regeringen og det var også medvirkende til at Venstre-regeringen i sin 2025 plan opgav målsætningen om 0-vækst i den offentlige sektor.
Denne historie er vigtig at få fortalt og denne erfaring bør spille en helt afgørende rolle i kampen mod den nye regering. Resultater er helt afhængig af vores mulighed for og evne til at indgå i, organisere og præge en bredere bevægelse. Således at alt fokus ikke kommer til at ligge på den parlamentariske taktik. Heldigvis viste erfaringerne i 2016, at det kan vi godt.

Muligheder og udfordringer

Selvom vi fik rykket afgørende ved kommunerens økonomi, skæres der stadig ned i langt de fleste kommuner, og i forhold til de udsatte danskere er det lykkedes for regeringen at komme igennem med omfattende forringelser. Fattigdom breder sig i disse måneder i Danmark i et omfang, vi ikke har set i årtier.

Også her giver Enhedslistens lokale parlamentariske styrke imidlertid nye muligheder. Det har givet os mulighed for at stille krav og forslag til, hvordan man kan reparere på de værste konsekvenser af regeringens politik. Her er mulighederne begrænsede, men vi har i det mindste mulighed for at demonstrere over for de udsatte grupper, at vi er på deres side. Samtidig kan vi også udnytte vores styrkeposition til at afholde offentlige lyttemøder, hvor vi sætter fokus på konsekvenserne af denne lovgivning. Vi kan arrangere gadeaktioner og demonstrationer og vi kan være med til at tage initiativer, der kan kombinere politisk protest med tiltag, som konkret hjælper de mennesker, der rammes af disse overgreb. Mange andre gode kræfter er gået ind i dette arbejde, men mange steder er Enhedslistens indsats helt afgørende for at få disse aktiviteter organiseret.

Min pointe er således, at erfaringerne med det kommunalpolitiske arbejde entydigt peger på gode muligheder for at koble den konkrete kommunale politik med socialistiske perspektiver og har givet os helt nye muligheder for at indgå i folkelige bevægelser på en inspirerende og organiserende måde. Det er et af de helt afgørende lyspunkter i denne sorte tid. ■

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER