6 min. læsetid

Ove Kaj Pedersens begreb om »konkurrencestaten« har dannet skole, men den udvikling han præsenterer som uundgåelig, kan og skal udfordres.


Af Søren Kolstrup

Den danske velfærdstat undergår store forandringer. Offentlige institutioner »frisættes« til markedet. Den socialdemokratisk ledede regering 2011 til 2015 indledte en reformbølge, der krævede øget effektivitet og fornyelse i den offentlige sektor ledsaget af social nedrustning, undertiden direkte fjernelse af sociale rettigheder. Som det mest iøjnefaldende og dramatiske blev førtidspensionen for personer under 40 år som udgangspunkt fjernet. Er verden af lave? Hvorfor disse voldsomme skred? Den danske samfundsforsker Ove Kaj Pedersen har en forklaring.

Han har i bogen »Konkurrencestaten« leveret en stringent analyse af velfærdsstatens forandringer fra 1990 til i dag. Velfærdsstatens fokus på lighed, rettigheder og medborgerskab må vige for konkurrencestatens omsiggribende ønske om at skabe arbejdsomme og effektive borgere, der kan opnå selvforsørgelse og deltage i nationens globale konkurrence. Skolens fokus på dannelse og demokrati erstattes af færdigheder og konkurrence (læs: test og rangordning), sociallovgivningens
ønske om retfærdighed og revalidering afløses af krav om udnyttelse af alle arbejdskraftreserver og uddannelsestvang – tilført økonomiske incitamenter, kontrol og sanktioner.

Legitimerer markedsideologi

Med raketfart har Ove Kaj Pedersens grundbegreb, konkurrencestaten, dannet skole. Hans bog hyldes i faglige miljøer, og læserne har over en bred kam taget bogen til sig. De fleste kan identificere sig med forfatterens eksempler. Her er en forsker, der med klare definitioner, brede analyser og knivskarpe konklusioner kan indramme nutidens dominerende idealer og
menneskesyn. Denne indsats kan ingen tage fra forfatteren.

Ove Kaj Pedersens bog konkurrencestaten er blevet hyldet for sin klare definitioner og brede analyser – men må udfordres på sin logik, mener Søren Kolstrup.

Alligevel må Ove Kaj Pedersens bog ægge til modsigelse, når talen falder på forfatterens historiesyn. Læseren møder en livløs determinisme renset for aktører og klassestrid, som kalder på besindelse. Konkurrencestaten fremstilles som et omsiggribende vilkår, som ingen djævel kan ændre på. Jo, nationalstaterne og deres disciplinerede borgere kan tilpasse sig de nye og ændrede omstændigheder og under denne proces påvirke statens evne til at indsætte maksimal kampkraft på det globale marked.
Lad os rekapitulere: Forfatteren har såre ret i, at betingelserne for velfærdsstaten er ændret med de frie kapitalbevægelsers indtog, nedbrydning af nationale beskyttelsesforanstaltninger og begrænsninger i nationalstatens finanspolitiske formåen. Men der er en verden til forskel på at tale om nye betingelser, som forfatteren gør et par steder, og derefter umærkeligt antage, at der er tale om samfundsvilkår, hvor staten og dens borgere underkastes en indiskutabel udviklingsretning.

Den saglige og knastørre forsker, der i et klinisk fagsprog fremlægger sit projekt, afslutter analysen med forslag til, hvordan konkurrencestaten kan legitimeres. Analytikeren Ove Kaj Pedersen forvandler sig her til ideologimager for den nødvendige konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen fortæller således, hvordan den markedsgjorte offentlige sektor producerer ledere, som må orientere sig mod konkurrerende hensyn. Lederen skal tjene markedet, der skal kapres kunder i den »frisatte« offentlige institution, men han skal også lytte til de ansatte og varetage almenvellets interesser.

Der opstår modsatrettede krav til ledelsen, fare for sløseri og diffuse situationer, måske fifleri og inkompetence. Ledelsesrummet er blevet komplekst og omfattende. Derfor indskærper forfatteren en række etiske fordringer, hvor den ubestikkelige leder med blik for almenvellet træder frem som idealet, alt mens strukturen anses for et vilkår. Den markedsgjorte konkurrencestat skal perfektioneres og retfærdiggøres, ikke forandres. Den britiske premierminister Margaret Thatchers påberåbelse af TINA-modellen, There Is No Alternative, træder frem som et underliggende budskab hos Ove Kaj Pedersen.

Effektivitetskrav udfordret

Ove Kaj Pedersens tese om konkurrencestaten fordrer et modspil. Anvender vi den åbne historieskrivnings fordring, der kræver opmærksomhed over for alternative drivkræfter og udviklingstræk, viser det historiske forløb sig langt fra så entydigt. I en sådan undersøgelse peges på alternativer, som direkte eller indirekte har sat deres præg på udviklingen – ja, som måske
under givne omstændigheder udfordrer det dominerende værdisæt og manifesterer sig i alternative udviklingsperspektiver. I en sådan analyse antydes flere udgange på historiens forløb.

Kaster vi blikket på perioden 1990 til 2011, hvor Ove Kaj Pedersen ser konkurrencestaten udfolde sig, møder vi både på ideernes plan og i samfundslivets sociale organisering korrigerende udviklingskræfter. I midten af 1990’erne blev konkurrencestatens effektivitetskrav udfordret af
tanken om et solidarisk arbejdsmarked, og borgerens ret til at søge livskvalitet som individ og familiemenneske. Denne forestillingsverden blev sågar realiseret gennem en lovgivning, der åbnede for en deling af den eksisterende mængde arbejde. Alle medlemmer af en a-kasse fik adgang til børnepasningsorlov, uddannelsesorlov og sabbatorlov op til et år, hvor de kunne vælge enten en uddannelse eller at udfolde sig sammen med familien for en reduceret dagpengeydelse eller fulde dagpenge ved uddannelsesorlov. Disse ordninger blev en tordnende succes. I 1994 var
der næsten syv gange så mange som i 1993, der benyttede sig af børnepasningsorloven.

Den gamle velfærdsstats tryghedsfilosofi ved sociale begivenheder fik tilført forestillingen om et langt mere lighedspræget arbejdsmarked. De aarhusianske skraldemænd lancerede ideen om, at tre ansatte skulle dele arbejdet med en arbejdsløs kollega. Borgerlønstilhængere argumenterede for en beskeden basisindkomst, som skulle tildeles alle borgere uden behovsprøvning og uden arbejdspligt. Konkurrencestatens omsiggribende krav om en skærpet arbejdsetik, hvor alle kontanthjælps- og dagpengemodtagere skulle i aktivering, blev tilført en korrektion.

Alternative udviklingsveje

Allerede i 1996/97 begyndte alamklokkerne imidlertid at lyde i regeringskontorerne, hvor man frygtede mangel på arbejdskraft i brancher med stærk vækst, flaskehalse og uregerlige løn- og prisstigninger. Frygten for inflation og de globaliserede markeders reaktion herpå var hele tiden
nærværende. Orlovsordningerne blev rullet tilbage, børneorloven bestod i amputeret udgave. Den solidariske arbejdsfordeling viste for en stund en alternativ udviklingsvej, som til sidst bukkede under for konkurrencestatens arbejdsetik.

Overalt i årene 1990 til 2011 kan man således observere en spænding mellem kravet om konkurrencestatens effektivitet og forestillingen om en borgerbaseret velfærd, der peger hen mod det gode liv. Konkurrencestaten havde førertrøjen, men dens fremmarch stod ikke uimodsagt. I 1997 påtog samfundet sig et ansvar for at skaffe alle med nedsat arbejdsevne et job på overenskomstmæssige vilkår og fuld lønkompensation for manglende arbejdsevne. Det var ikke den enkelte, der skulle tilpasse sig arbejdsmarkedets logik, men arbejdsmarkedet, der skulle stå til
rådighed for den enkelte. Ordningen rummede et effektivitetsaspekt, mobilisering af en arbejdskraftreserve, men også et perspektiv om et berigende liv på arbejdsmarkedet med krav om ligeværd mellem alle ansatte. Ordningen blev voldsomt ændret under Thorning-Schmidt-
regeringen 2011-2015, som lod aflønning efter det rene kompensationsprincip vige til fordel for udbetaling efter primært markedsværdi.

Konkurrencestaten har bidt sig fast som en dominerende strømning, jovist, men den er ikke nogen naturlov. Den er blevet udfordret. Den kan udfordres. Politisk kamp kan handle om »nødvendige« tilpasninger til konkurrencestatens logik, men sandelig også om alternative udviklingsveje. Og så har vi til gode at drøfte, hvordan produktionsapparatet kan underlægges demokratisk kontrol og deltagerstyre på tværs af blind konkurrencelogik.

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet 5, december 2015


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.