Konkurrencestaten: Hvordan får vi sat skik på tøjet?

Det er prisværdigt, at Copenhagen Fashion Week nu vil sætte krav til udstillerne om bæredygtighed. Men batter det noget, når industrien stadig er så stor en forurener?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet

Af Per Bregengaard og Margit Kjeldgaard

Copenhagen Fashion Week afholdes to gange om året, og Erhvervsministeriet bidrager med 25 mio. kr. Staten markedsfører Danmark og danske varer, for Danmark er en konkurrencestat. Det drejer sig om at eksportere dyrt, importere billigt og udkonkurrere virksomheder i andre lande.

Siden finanskrisen er eksporten i den danske modebranche vokset med over 60 %. Eksporten af tekstil og tøj udgør nu 6 % af dansk vareeksport, og det er lige så meget som eksporten af slagtesvin, svinekød, okse- og kalvekød samt mink tilsammen. Egentligt kan man ikke kalde det dansk tøj, for produktionen er outsourcet til fattige lande – jyske kvinder med lave lønninger er udskiftet med fattige kvinder til sultelønninger i Sydøstasien. Det giver større profit til virksomhedsejerne.

“Danish Fashion Week vil næppe få succes med at begrænse overproduktionen. De kriterier, der skal løse den opgave: ”Undgå lager efter sæson”,” ødelæg ikke usolgte varer” og ”undgå udsalg” er helt urealistiske, så længe vi har markedsøkonomi og arbejder i en konkurrencestat.”

Men forbrugerne bevæger sig. Det sker i takt med nyhederne om 1130 døde, da fabriksbygningen Rana Plaza i Bangladesh styrtede sammen, om hvordan polyester og andre kunstfibre i tøj lavet af olie ender i havene som mikroplast, om bomuldens enorme forbrug af pesticider, og om de enorme mængder vand, som i stedet kunne være brugt til dyrkning af fødevarer i det Globale Syd. Vi får samtidig at vide, at tøj er skyld i 8 % af verdens udslip af klimagasser. Og sådan kunne man blive ved.

Bæredygtig Fashion Week

I Copenhagen Fashion Week vil de ikke længere nøjes med at snakke om bæredygtig mode, de har faktisk formuleret krav til udstillerne, som skal være opfyldt i 2023. Der er flere vigtige krav, herunder: begrænsning af ressourcer og klimagasser, og at mindst halvdelen af tøjet skal være mærket med øko, fairtrade, eller vugge-til-vugge.

Det er et kærkomment forsøg på at brande dansk mode som bæredygtigt og også en fremadrettet måde at markedsføre konkurrencestaten på. Men det er reelt kun få og relativt små tøjbrands, som deltager i den slags shows og det vil også være svært for Copenhagen Fashion Week at kontrollere udstillerne.

Vi mener staten burde støtte bæredygtig produktion med et officielt, statskontrolleret mærke. Ligesom det danske Ø-mærke, der har medvirket til at gøre Danmark til det land i verden, hvor økologisk dyrkning udgør den største andel af landbrugsjorden, og hvor forbrugerne køber den største andel økologiske varer. At indføre et nyt statskontrolleret mærke kræver en markedsføring på niveau med, da ‘Danish Bacon’ og Lurpak-smør blev introduceret på det engelske marked i 1950’erne, dengang dansk landbrug for alvor blev konkurrencedygtigt. Denne gang handler det ikke kun om at vinde markedsandele, men også om at gå foran i en grøn, socialt ansvarlig omstilling, sådan som FN’s verdensmål foreskriver.

Tøjbranchen er kendetegnet ved overproduktion. Forskellige analytikere mener at ca. 20 % af produktionen aldrig bliver solgt; medier har afsløret afbrænding af sidste sæsons mode, især luksusbrands kan ikke sælge deres varer på udsalg uden at undergrave ”luksus”. Danish Fashion Week vil næppe få succes med at begrænse overproduktionen. De kriterier, der skal løse den opgave: ”Undgå lager efter sæson”,” ødelæg ikke usolgte varer” og ”undgå udsalg” er helt urealistiske, så længe vi har markedsøkonomi og arbejder i en konkurrencestat. Enhver iværksætter kan starte en virksomhed og placere små eller store ordrer i lande med billig arbejdskraft, hvor marginalomkostningerne er meget små.

Ordentlige forhold eller Sovjetkvoter?

Hvis tøj prissættes efter:
– ordentlige løn- og arbejdsforhold,
– betaling for forbrug af vand og oprensning af spildevand, samt
– klimakompensation for forbrug af energi til maskiner og transport,
vil efterspørgslen kunne finde et lavere niveau. Men selv da vil der nok også være overproduktion/tøjspild, for moden er mange menneskers måde at iscenesætte sig selv som anderledes og/eller en del af en ”cool gruppe” i en verden af reklamer og influencers, som hele tiden skaber nye ønsker.

Måske må staten ligesom under 2. verdenskrig udstede rationeringsmærker til forbrugerne og produktionskvoter til tøjproducenter/-importører som i Sovjettiden? Hvordan kan vi ellers få sat ordentlig skik på tøjet? 

Læs mere om om Copenhagen Fashion Week her.

Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard er begge medlemmer af Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalg, og har sammen tidligere skrevet: “Den politiske forbruger – i den store verden”