"Skinkeskolen" - Årets Camp 2019 på Roskilde Festival - får lov at beholde tronen et år endnu. Der kommer nemlig ingen Roskilde 2020. Men det er ikke kun fest og glade dage, de unge har fået aflyst - også uddannelse og praktik er blevet presset af krisen. Det bør erhvervslivet tage mere alvorligt, skriver Sofie Lippert. Foto: Roskilde Festival
4 min. læsetid

For alt for mange unge handler det ikke kun om manglende festivaler og studenterkørsler men om arbejdsløshed og manglende mulighed for uddannelse. Erhvervslivet burde tage det mere seriøst, også ud fra deres egen interesse, skriver Sofie Lippert.


Af Sofie Lippert

Krisen har ramt ungdommen hårdt. Studenterkørsel og aflyste festivaler fylder i medierne, og som den norske sundhedsminister sagde, findes næste sommer ikke, når du er ung.

Disse problemer er vigtige og må ikke negligeres, men sandheden er, at ungdommen står over for langt større problemer på den anden side af krisen. Ungdomsarbejdsløsheden er kraftigt stigende, studerende har mistet studiejobs og forgældet sig, og mens dimittender har svært ved at finde arbejde, forventer man rekordhøje ansøgertal på de videregående uddannelser, fordi mulighederne for sabbatår er blevet dårlige med stigende ungdomsarbejdsløshed og mindre muligheder for at rejse. 

Samtidig viser opgørelserne for indgåede uddannelsesaftaler mellem virksomheder og elever på erhvervsuddannelserne igen i maj, at der tages langt færre lærlinge i år end sidste år. Allerede i april sås et drastisk fald. Faldet betyder, at alt for mange unge har svært ved at fortsætte på den uddannelse, de er i gang med. Heldigvis blev der i slutningen af maj reageret på situationen og indgået en trepartsaftale, der lovede op til 90 % lønkompensation for lærlinge. Man kan altså tage en lærling året ud, og kun betale 10 % af lønnen selv. Så fremover er det svært at finde gode grunde til ikke at tage lærlinge, med mindre man er på konkursens rand og simpelthen ikke har flere arbejdsopgaver at uddanne lærlinge med.

Kampen for lærepladser

Kampen for nok lærepladser er dog langt fra kun relevant i 2020, selvom der er bred politisk enighed om, at der er brug for, at flere tager en erhvervsuddannelse. Virksomhederne burde selv kunne se de åbenlyse interesser i at tage elever og lærlinge, og dermed sikre udbuddet af arbejdskraft i fremtiden. Mange liberale holder stædigt fast i, at de magiske markedskræfter bør kunne fikse det problem, men effekten udebliver, og det massive fald i uddannelsesaftaler er blot en tilføjelse til de prognoser, som i forvejen spår massiv mangel på faglært arbejdskraft om ganske få år. 

Når det står klart, at markedskræfterne ikke har tænkt sig at holde deres usynlige hånd under fremtidens arbejdsmarked, må andre midler tages i brug, og det var netop dét, man gjorde med trepartsaftalen. Forhåbentlig vil tallene for juni vise et skift. Et skift der signalerer, at virksomhederne har forstået alvoren i situationen og indset, at hvis ikke de rykker nu, vil de i fremtiden skulle konkurrere hårdt om den faglærte arbejdskraft. Eller i det mindste bare et skift, der signalerer, at virksomhederne ikke vil forspilde denne unikke chance for at kunne tage en lærling næsten gratis året ud. 

Da treparts-aftalen blev indgået, tweetede jeg: “Jeg har altså tårnhøje forventninger til, at virksomhederne nu tager tonsvis af lærlinge, når de bliver kompenseret med 90 %! Alt andet ville virkelig være pinligt!” Mine forventninger er stadig tårnhøje, og jeg håber virkelig ikke, at det er tid til at blive pinligt berørt, men tid til at se virksomhedernes samfundssind. 

Hvem er egentlig uansvarlige?

Mens landet i høj grad var lukket ned, fløj beskyldningerne om den uansvarlige ungdom. Uagtet at de eneste analyser, der blev lavet på området, viste det modsatte, var den brede, folkelige fortælling, at den forkælede ungdom ikke overholdt retningslinjerne og ikke udviste det nødvendige samfundssind. Når det kommer til stykket har ungdommen dog – uanset om vi ville det eller ej – ofret meget i denne krise.

For alt for mange unge handler det ikke kun om manglende festivaler og studenterkørsler (selvom det stadig er en relevant kamp at kæmpe), men om arbejdsløshed og manglende mulighed for uddannelse, og det er der intet forkælet over.


Sofie Lippert

Landsforkvinde for SF Ungdom og bachelor i matematik. Ønsker med egne ord “at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for – alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund”

Læs mere af Sofie Lippert