Konservatisme eller demokrati

“Hvis konservative bliver overbevist om, at de ikke kan vinde på demokratisk vis, kommer de ikke til at opgive konservatismen. De kommer til at forlade demokratiet.“

Citatet stammer fra den canadiske politiske kommentator David Frum, som må vide, hvad han taler om. Som tidligere taleskriver for George W. Bush, var Frum med til at formulere den neokonservative doktrin i starten af det nye årtusinde. Men selv for den ærkekonservative David Frum – efter eget udsagn ophavsmand til begrebet Ondskabens Akse, der har indrammet de seneste 20 års ‘krig mod terror’ – er den konservative bevægelse i USA nu blevet for ekstrem. Han stemte i protest på Hillary Clinton i 2016, og har fra sin redaktørstol i tidsskriftet The Atlantic løbende tordnet mod den gradvise afvikling af demokratiet, som de amerikanske konservative står i spidsen for.

Det seneste lynnedslag i amerikansk politik har været afsløringen af, at Virginia ‘Ginni’ Thomas har spillet en særdeles aktiv rolle i forsøget på at kuppe præsidentvalget i 2020. Thomas tilhører den mest ekstreme højrefløj i det Republikanske Parti, og blev for nyligt afsløret af Washington Post-koryfæet Bob Woodward i at have forsøgt at presse Donald Trumps daværende stabschef, Mark Meadows til at erklære valget ugyldigt.

Ginni Thomas er ikke bare en tilfældig konservativ aktivist. Hun er gift med højesteretsdommer Clarence Thomas, som i årtier har arbejdet på at trække det amerikanske retssystem til højre. De færreste amerikanske kommentatorer er i tvivl om, at Clarence Thomas har været vidende, og måske endda indblandet, i sin kones forsøg på at orkestrere et statskup. Den formodning blev kun styrket, da han for nyligt, som den eneste af de 9 højesteretsdommere, stemte for at blokere offentliggørelsen af en række dokumenter, der kunne kaste lys over den konservative konspiration, som kulminerede i optøjerne 6. januar 2021. Stormen på Kongressen var ikke bare resultatet af en samling utilfredse MAGA-klovne, der gik over gevind, men et målrettet forsøg på at forhindre den demokratiske proces.

“Kupforsøget 6. januar er snarere den foreløbige kulmination på den anti-demokratiske kerne, der bebor konservatismen, end et egentligt nybrud.”

Ginni Thomas abonnerer ligesom Donald Trump på den vanvittige konspirationsteori om, at der blev snydt med det amerikanske præsidentvalg i 2020. Trods flere hundrede uafhængige efterforskninger er der foreløbigt ikke skyggen af bevis for påstanden, hvilket dog ikke har påvirket Ginni Thomas og hendes ligesindede det mindste. Hvorfor? Fordi de grundlæggende set ikke er interesserede i at ‘redde det amerikanske demokrati’, men derimod den amerikanske konservatismes magt.

Som det også fremgår det af Woodwards artikel, fantaserer de stadig om at sende Joe Biden og hans familie for en militærdomstol i Guantanamo. De konservative amerikanere ønsker et autoritært skindemokrati med støtte fra militæret, og Lock her Up-kampråbet fra 2016 går igen.

“Trump har ødelagt traditionen for at acceptere sit valgnederlag”, konkluderede David Frum for nyligt i The Atlantic. Men hvad Frum behændigt overser er, at den konservative dagsorden altid har haft et anti-demokratisk tilsnit i sit inderste. Frum nævner Nixons ‘ophøjede’ anerkendelse af valgnederlaget i 1960, men lader til at have glemt, at den konservative præsident blev væltet for sin rolle i Watergate-aflytningen, der både var magtmisbrug – og dybt udemokratisk.

Gennem kreative genoptegninger af valgdistrikter – såkaldt Gerrymandering – har man i århundreder undertrykt USA’s minoriteters indflydelse på valgprocessen. Ved midtvejsvalget i 2018 fik Republikanerne eksempelvis 50 % af stemmerne i delstaten North Carolina – men 77 % af mandaterne. Gerrymandering er dog ikke længere nok til at kunne holde USA’s mere multikulturelle befolkning fra stigende indflydelse. Derfor er man også begyndt at lukke hundredvis af valgsteder i områder med mange sorte og latinoer, for at gøre det sværere for dem at stemme. De strengeste love om fremvisning af ID i forbindelse med stemmeafgivelse finder man af samme grund i republikanske stater med mange sorte indbyggere. Det skal være så svært som muligt for dem at afgive deres stemme, og hvis de endelig gør, skal den have så lidt betydning som muligt.

Igennem århundreder har tidligere straffede i USA fået frataget deres stemmeret, og det har nærmest været hævet over enhver diskussion, at folk skulle udelukkes fra demokratisk deltagelse, mens de sidder i fængsel. Kun delstaterne Maine og Vermont tillader indsatte at stemme, mens vi i den anden ende af skalen igen finder de konservative højborge. I delstater som Alabama, Florida, Kentucky og Mississippi får folk med en plet på straffeattesten permanent frataget deres stemmeret. For de amerikanske konservative er det vigtige ikke demokrati, men at bevare magten, og sådan har det altid været. Kupforsøget 6. januar er derfor snarere den foreløbige kulmination på den anti-demokratiske kerne, der bebor konservatismen, end et egentligt nybrud.

Konservatismens udemokratiske natur er naturligvis ikke begrænset til amerikansk politik. Fra den danske anti-demokrat J.B.S. Estrup over Franco og Pinochet, står de historiske eksempler på konservative demokrati-afviklere i kø. Alligevel lader det til at være i USA, det konservative demokrati-fernis i disse dage krakelerer tydeligst. Her opretholder Republikanerne en facade af demokrati og ordentlighed, så længe de kan blive siddende på magten. Men føler de sig truet, er det demokratiet – ikke konservatismen – der bliver ofret. Udsigterne til en republikansk præsident i 2024 lover derfor ildevarslende for landets fremtid.