Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
USA
20. juni. 2022

Bernie Sanders: Hvis Demokraterne ikke vil tabe stort til november, skal der ændres kurs øjeblikkeligt

Progressiv politik til gavn for arbejderklassen er vildt populær blandt vælgerne. Så hvorfor lader vi Republikanere og Demokrater i lommen på de store virksomheder sætte dagsordenen, spørger senator Bernie Sanders.

Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez til politisk rally med Christian Smalls i Staten Island. Smalls var blandt stifterne af en fagforening for Amazon-arbejdere i Staten Island. Foto: Andrew Kelly

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Vi befinder os i et historisk øjeblik. Ledelsen i det republikanske parti forsøger aktivt at undergrave demokratiet, ignorerer klimakrisen og søger at ulovliggøre abort-rettighederne. De er mod en højere mindsteløn, vil fremme de oligarkiske tilstande med flere skattelettelser til de rigeste, og blokerer ethvert forsøg på at få strammet op på våbenlovgivningen. Det ville være en katastrofe, at et så højreekstremt parti kom til magten i Kongressen. Desværre er den strategi, Demokraterne har lagt for dagen, ved at sikre netop det.

“Det er ikke bare arbejderklassens støtte, man er i gang med at formøble; også blandt de unge, der var med til at sikre Biden sejren i 2020, er moralen støt faldende.”

Ifølge en række meningsmålinger, har Republikanerne gode udsigter til at vinde ved midtvejsvalget i november. Den primære årsag er, at Demokraterne igennem flere år har blødt vælgere fra den hvide arbejderklasse, og nu også er i gang med at miste opbakning blandt latinoer, sorte og asiatiske arbejdere.

I forhold til midtvejsvalget til Kongressen om et halvt år, er entusiasmen blandt demokratiske kernevælgere alarmerende lav. Det er ikke bare arbejderklassens støtte, man er i gang med at formøble; også blandt de unge, der var med til at sikre Biden sejren i 2020, er moralen støt faldende. Heller ikke her ser der ud til at blive særlig stort vælgerfremmøde. Hvad er det, der foregår? Og hvordan kan udviklingen blive vendt?

Amerikanerne vil have progressiv politik

Under valgkampen lovede Biden, at han ville være den mest progressive præsident siden Franklin D. Roosevelt (amerikansk præsident 1933-1945, red.). Og i de første par måneder i Det Hvide Hus, holdt han faktisk – med støtte fra Kongressen – det løfte. Mens coronapandemien hærgede folkesundheden og ruinerede amerikanere, blev der under Joe Biden vedtaget en kæmpe redningspakke (The American Rescue Plan, red.), der har været det vigtigste stykke amerikansk lovgivning i moderne tid. Pakken havde en størrelse på 13.500 milliarder kroner, og gav økonomisk hjælp til mange millioner amerikanere og virksomheder, var med til at stabilisere økonomien, og gjorde os bedre i stand til at bekæmpe Covid-19.

Efter den blev gennemført i marts 2021, havde præsident Biden sine hidtil bedste målinger i befolkningen, hvor 59 % støttede ham. Også resten af Demokraterne nød stor opbakning til deres politik, og der var en klar forventning om, at der skulle bygges videre på de gode resultater. American Rescue Plan var en nødhjælpspakke, der skulle hjælpe os igennem pandemien, og med en ny regering kom også en forventning om, at der kunne blive taget politisk fat på en række af de forsømte strukturelle kriser, der rammer arbejderklassen hårdt.

Vi er vidner til en grotesk stigning i ulighed. Lønnen har stagneret i årtier, vi står over for en eksistentiel klimakrise, et skattesystem indrettet for de rige, og en række kriser truer vores sundhedsvæsen, børns vilkår og boligmarkedet. Amerikanerne længes efter, at Kongressen forsvarer deres interesser, i stedet for kun at arbejde for deres rige donorer. Det er præcis, hvad Build Back Better-planen handlede om. Alle målinger viste, at der var overvældende opbakning til stort set alle områder af planen.

Det er indlysende. Amerikanerne synes de rige skal betale deres del af gildet. De vil have sænket de absurde priser på recept-medicin, gøre tandlægebesøg, høreapparater og briller til en del af den offentlige sundhedsforsikring, have gjort noget ved krisen på sundhedsområdet og boligmarkedet, gøre det muligt at betale for børnepasning og uddannelse – og ikke mindst få bygget de mange millioner almene boliger, vi mangler. Amerikanerne vil have os til at investere massivt i at bekæmpe den globale opvarmning ved at bevæge os væk fra fossile brændstoffer.

Elon Musk og Jeff Bezos til middag i 2004. Siden har de to milliardærer skrabet absurde formuer sammen, og har i dag flere penge end de 92 % fattigste amerikanere. Foto: Trung Phan / Twitter.

Milliardærernes købte politikere saboterer progressiv politik

Den amerikanske befolkning støtter den progressive dagsorden. Præsidenten bakker den op. Der er vedtaget lovgivning i Repræsentanternes Hus, og 48 senatorer står bag dén dagsorden. Desværre er to demokratiske senatorer i lommen på de store virksomheder: Joe Manchin og Kyrsten Sinema, der begge har modtaget millioner i kampagnebidrag fra milliardærer og virksomheds-lobbyister. De besluttede sig for at sabotere Build Back Better-planen. Vi skulle bruge 50 stemmer i Senatet, men havde kun 48.

“Der er brug for en ny strategi. Der er brug for at konfrontere Republikanerne. Der er brug for, at vi slår dem tilbage.”

Siden er det gået ned ad bakke for Demokraterne. Ni måneders udsigtsløse forhandlinger med Manchin og Sinema har ikke givet resultater, så det er på høje tid vi erkender, at det ikke fører til andet end et kæmpe nederlag på valgdagen – og en opfattelse af, at Demokraterne har vendt ryggen til arbejderfamilier. Der er brug for en ny strategi. Der er brug for at konfrontere Republikanerne. Der er brug for, at vi slår dem tilbage.

I en enormt svær og usikker tid plaget af inflation, pandemi, opvarmning af planeten, angreb på abortrettigheder og krig i Ukraine, har befolkningen brug for at høre, at deres folkevalgte forsvarer dem mod lobbyister. Demokraterne kontrollerer Det Hvide Hus, Senatet og Kongressen – og alligevel sker der ingenting. De bliver stillet til ansvar for deres manglende handling, og taber stort på den.

Lektien fra Truman

Er situationen håbløs? Det mener jeg ikke. Men hvis vi skal vende skuden, har Demokraterne brug for dramatisk at skifte kurs. Her kan de med fordel kigge på Harry S. Trumans præsidentkampagne i 1948. Dengang var der ingen, som troede på, at han havde en chance for at blive genvalgt som præsident.

Strom Thurmond (demokratisk guvernør i South Carolina, tredjeparti-kandidat ved præsidentvalget i 1948, red.) og andre fortalere for raceadskillelse havde forladt partiet, og Henry Wallace, der stillede op på en uafhængig liste, fiskede progressive stemmer fra Truman. Trumans modsvar var helt enkelt. I modsætning til nutidens Demokrater, gik han til angreb på Republikanerne. Han lod dem ikke gemme sig bag klynk og passivitet. Han udstillede dem for det, de var – et talerør for særinteresser. Han tvang dem til at stemme om afgørende spørgsmål. Igen og igen viste det sig, at de stemte imod arbejderfamiliers interesser. Truman viste klart og tydeligt forskellen på partiernes politik – og vandt.

Demokraterne bliver nødt til at gøre det samme, og tydeliggøre problemet: Vi har måske 50 senatsstemmer på papiret, men vi har ikke 50 stemmer til at gennemføre den lovgivning, amerikanerne vil have. Ingen Republikanere støtter dem, og to af demokraterne stemmer sammen med Republikanerne på de vigtige spørgsmål.

Harry S. Truman blev overraskende genvalgt som præsident i 1948. Han udfordrede Republikanerne, og tvang dem til at vise deres tilhørsforhold i afstemninger. Det kan Demokraterne i 2022 lære noget af, skriver senator Bernie Sanders. Foto: Eugene Smith / Life Picture Collection.

Tving dem til at stemme

Det er nu, vi skal have demokratiet til at virke igen. Lad os få alle de vigtige spørgsmål, der optager arbejderfamilier, taget op i Senatet, og stemme, stemme – og stemme igen. Selv hvis vi taber afstemningerne, hvilket er overvejende sandsynligt, giver det amerikanerne mulighed for at se, hvad deres folkevalgte i virkeligheden mener. Tving dem til at stemme!

Hvert år er der milliardærer og store virksomheder med enorme overskud, som ikke betaler en krone i skat. Lad os tydeliggøre, hvor mange Republikanere, der vil stemme for skattereformer, som kan lukke alle smuthullerne.

Millioner af arbejdere lever på en sulteløn. Lad os se, hvor mange Republikanere der vil stemme for at hæve mindstelønnen til 15 $ i timen – eller mere.

Vi betaler med længder de højeste priser for receptpligtig medicin. Lad os finde ud af, hvor mange Republikanere, der stemmer for at genforhandle prisen på medicin, og halvere prisen på medicin.

“Demokraterne kan ikke blive ved med at ignorere arbejderklassens behov – og samtidig forvente at beholde flertallet i Repræsentanternes Hus og Senatet.”

Mange ældre kan ikke længere betale for vanvittige tandlægeregninger eller deres høreapparater og briller. Lad os se, hvor mange Republikanere der vil stemme for at udvide det offentlige sundhedsvæsen, så de kan få dækket deres helt grundlæggende sundhedsbehov.

Prisen for børnepasning er gennemsnitligt steget til over 100.000 kr. om året, hvilket er langt uden for manges råderum. Og det er endda hvis de kan finde en ledig plads. Lad os afprøve, hvor mange Republikanere der vil lægge stemmer til at sænke prisen for børnepasning – og gøre vuggestuer gratis.

USA er det eneste større land, der ikke giver betalt familie- eller sygeorlov. Lad os se, hvor mange Republikanere, som vil stemme for mindst 12 ugers betalt orlov for USA’s arbejdende familier.

USA har den højeste grad af børnefattigdom sammenlignet med lignende lande. Lad os se, hvor mange Republikanere der vil stemme for, at vi fortsat giver 300 $ i skattefradrag om måneden, hvilket har reduceret børnefattigdom med 40 %.

Millioner af ældre kæmper med at overleve på en utilstrækkelig pension. Alligevel er skatteloftet på pension sat ved $ 147.000. Er Republikanerne klar til at stemme for at hæve det loft, og øge de ældres pension.

Videnskaben fortæller os, at tiden er ved at løbe ud i kampen for at undgå en klima-katastrofe. Lad os se, hvor mange Republikanere der vil stemme for, at vi skaber grønne jobs i millionvis, og sikrer den grønne omstilling.

Arbejdere, der vil danne fagforeninger, bliver ofte forhindret i at gøre det, fordi deres arbejdsgivere anvender ulovlige metoder. Lad os få afklaret én gang for alle, om Republikanerne vil give arbejdere mulighed for at danne fagforening.

Og vi skal videre end det.

Vi kan ikke lade mordere med maskingeværer massakrere vores børn i skoler og dagligvareforretninger. Men er Republikanere klar til at stemme for betydningsfulde stramninger af våbenlovgivningen?

Demokraterne kan ikke blive ved med at ignorere arbejderklassens behov – og samtidig forvente at beholde flertallet i Repræsentanternes Hus og Senatet. Det er tid til at vise befolkningen, hvis side vi står på. Det er tid til at stemme.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med The Guardian.


Om skribenten

Bernie Sanders

Bernie Sanders

Amerikansk senator og tidligere præsidentkandidat. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER