Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. december. 2020

Kontrolsamfundets porøse vægge: Vores hjem holder åbent hus for verden derude

Hjemmet som fristed er under pres, og grænsen mellem privatliv og arbejde udviskes. Gilles Deleuze og Michel Foucault skrev om samme problem.

“Engang søgte du på Google, nu søger Google i dig.” Kontrolsamfundet er ikke rykket længere væk siden coronakrisen, der for mange har udvisket grænsen mellem hjem og arbejde. Illustration: Mackenzie Khamvongsa
6 min. læsetid

Hjemmet som fristed er under pres, og grænsen mellem privatliv og arbejde udviskes. De samme dynamikker skrev franske filosoffer som Gilles Deleuze og Michel Foucault om for et halvt århundrede siden.


Af Frederik Boris Hylstrup Olsen

Under corona-nedlukningen får vi flere zoom-møder, mere hjemmearbejde og fjernundervisning. Grænserne mellem arbejdet og hjemmet lader til yderligere at blive opløst. “Hjemme” er ikke længere et fristed. Samfundets lange arm rækker endnu dybere ind i den enkeltes liv. –  Den måde, samfundet systematisk tilretter borgernes gøren og laden på, gør at vi i stigende grad kan tale om at leve i et kontrolsamfund med nye og intensiverede overvågnings- og disciplinerings-strategier. For at undslippe må vi finde nye fristeder.

Hjemmet – som rum, ramme, tid og sted for det private, det personlige og det frie – er i stigende grad i opløsning. I det, der kan karakteriseres som kontrolsamfundet, er rammerne for hjemmet som institutionelt rum i stigende grad blevet visket ud, og dets vægge er blevet porøse og smuldrende. Institutioner, organisationer og virksomheder folder sig ikke kun ud inden for nogle konkrete fire vægge, men lader sig kontinuerligt flyde ind i og mellem forskellige aspekter af menneskers levede liv.

Den franske filosof, Gilles Deleuze (1925-1995) forklarer, hvordan det gammeldags disciplinære samfunds institutioner – som tidligere er defineret af blandt andre idéhistorikeren Michel Foucault – i stigende grad er i en ændringsproces. Disciplinærsamfundets institutioner – afgrænsede i rum og tid, med hver deres måde at skabe subjektivitet på, om så det er klasseværelset, fængslet, fabrikken eller hjemmet – regulererede, indretterede og afretterede dets subjekter, altså elever, indsatte, medarbejdere osv., alt efter hvilke institutioner de personer bevægede sig i. Sådan er det imidlertid ikke længere.

Porøse vægge og uendelig tid

Deleuze forklarer, hvordan disse institutioners rum nu i stigende grad er afløst af en ny form. Det moderne samfund er et kontrolsamfund, hvor rummene og væggene er blevet porøse, tiden uendelig, og institutionerne er blevet flydende, kontinuerlige og gennemtrængende for de personer, som arbejder og lever i dem. Regulering og normalisering finder nu ikke blot sted i enkelte afgrænsede rum, men bevæger sig ud over tid og sted – og finder således altid ind i de enkelte personers liv. Således forklarer Deleuze, hvordan fabrikken er erstattet af virksomheden, skolen er erstattet af perpetual training – den evindelige og livslange læring – og eksaminationen er erstattet af kontinuerlig kontrol. Det disciplinære samfunds afgrænsede, opdelte og diskontinuerlige form er således blevet erstattet af kontrollens uophørlige og ubegrænsede form, decentralisereret fra magtens centralt udøvende aktører og lokale institutioner – og i stedet udbredt i et større netværk af komplekse strukturer.

“Privatlivets illusion er opgivet, vores tanker og følelser bliver konstant gennemlyst, blandt andet gennem opslag på sociale medier og tech-giganternes handlen med vores data.”

Kontrolsamfundet er således præget af et arbejdsmarked, hvori virksomheder og organisationer er under konstant bevægelse og omstilling. Hvor det tidligere disciplinær- og industrisamfunds fabrikker krævede arbejde, som konstant startede forfra – men som også derfor altid ophørte – er arbejdet i kontrolsamfundets moderne virksomheder og organisationer aldrig færdigt. Det er en gængs fortælling, at man tager arbejdet med hjem og nogle gange også hjemmet med på arbejde.

Hjemmet – som tilflugtssted, privatsfære og åndehul fra mange aspekter af samfundets vilkår, som før har forbeholdt sig at eksistere i rum ’derude’ – er nu krakeleret, så revnerne i overfladen nødvendigvis må lade det udefrakommende sive ind. Man ser det i pædagogikken, i arkitekturen, i arbejdslivet og i teknologien: Bag bygningers glasvægge – bygget som panoptikoner, altså bygninger, der er indrettede til at kunne danne overblik over hele konstruktionens rum – holder vi øje med hinandens børn, der leger nede i gården, mens lokationstjenesten er tændt på telefonen.

Det ses ikke mindst i storbyens indretning. ”Set fra en helikopter ligner København en samling hule tænder, for bag facaderne er gårdrum i hele gaders længde ofte ryddet, så det fulde areal kan overskues fra hvert et vindue”. Således forklarer digteren og essayisten, Søren Ulrik Thomsen i essayet Parcelhuskvarter på højkant. De åbne gårdrum skaber selvfølgelig tryghed for forældrene, men som Thomsen underfundigt spørger … ”hvor skal vi nu gå hen og gøre mørkets gerninger?”

“Virkeligt, men ikke faktisk – idealiseret, men ikke en abstraktion.” Den franske filosof, Gilles Deleuze var optaget af det ‘virtuelle’, der ikke var virkeligt, men havde alle virkelighedens kvaliteter. Et klassisk billede på det er et spejl, som Deleuze selv brugte til at illustrere sin pointe. Ukendt fotograf.

Vores hjem holder åbent hus for verden derude

Forældre til skoleelever og institutionsbørn er i tæt kontakt med skolen og institutionen over AULA, og underviserne og pædagogerne lader på deres side samtidig budskaber rejse frit og gnidningsløst hjem til familien. Skole-hjem-samarbejdets velvilligt medspillende krav om forældrebestemmelse og engagement i at påvirke skolen forkorter den afstand, som måtte være tilbage mellem skolen og hjemmet.

Særligt i denne hjemmearbejdende tid – hvor ens klassekammerater eller arbejdskollegaer på en Zoom-forbindelse kigger over ens skuldre og hen på den visnede potteplante i hjørnet af lejligheden og den bunke af vasketøj, som har hobet sig op i løbet af den seneste uges tid – lader hjemmets vægge til at være endnu mere transparente end hidtil. Arbejde og undervisning foregår nu i meget konkret forstand inden for hjemmets fire vægge.

”Engang søgte du på Google, nu søger Google i dig”, har lektor på DPU, Steen Nepper Larsen formuleret det om overvågningskapitalismen. Vores hjem holder åbent hus for verden derude.”

Privatlivets illusion er opgivet, vores tanker og følelser bliver konstant gennemlyst, blandt andet gennem opslag på sociale medier og tech-giganternes handlen med vores data.

”Engang søgte du på Google, nu søger Google i dig”, har lektor på DPU, Steen Nepper Larsen formuleret det om overvågningskapitalismen. Vores hjem holder åbent hus for verden derude.

Det efterlader os med et behov for en ny forståelse af hjemmet. Rammerne og væggene for vores gængse forståelse ligger i ruiner – og vi må således konstruere et nyt hjem, som formår at tage højde for den konstante, gensidigt interagerende relation og vekslende sammenhæng, som hjemmet nu har med den omgivende verden.



Om skribenten

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere

Nyeste artikler