Korruptionsskandale i EU kan føre til heksejagt på NGO’er

Det belgiske politi beslaglagde i december 2022 kufferter med i omegnen af 10 millioner kroner, som bl.a. medlemmer af Europa-Parlamentet angiveligt havde modtaget for at gå ærinder for Marokko og Qatar. Det var klart, at der måtte komme et politisk efterspil – et svar fra institutionen selv.

Efter to måneder havde parlamentets ledelse da også udarbejdet en plan på 14 punkter, som siden blev godkendt af hele parlamentet. Planen bestod af en blanding af hurtige stramninger, som kunne indføres på kort sigt, og et løfte om at arbejde for de store og mere krævende ændringer på mellemlang sigt. Mindre kunne man ikke forlange. (For et overblik over skandalen, se Solidaritets artikel fra 2. februar.)

Alligevel er status i dag, et halvt år efter de første ransagninger, at der næsten intet er sket. Og hvad værre er, så kan skandalen, som bærer navnet ’Qatargate’, ende med at blive et skridt i den gale retning. Særligt den konservative gruppe i parlamentet har nemlig brugt måneder på at vende skytset mod NGO’erne i bred forstand.

Til manges overraskelse har EU-Kommissionen valgt en tilgang, som de konservative kun kan glæde sig over. Det kan ende med en type lovgivning, som EU-systemet længe har kritiseret lande som Ungarn, Georgien og Rusland for at bruge.

Sagen sendt i udvalg

De 14 punkter på parlamentets liste blev dengang modtaget med kyshånd af mange organisationer, som arbejder med demokrati og åbenhed i EU-institutionerne. På spisesedlen var mere præcise og effektive regler om finansiering af partier og enkelte parlamentarikere, større åbenhed om deres bijobs, samt obligatorisk registrering af møder med angivelse af gæsternes tilhørsforhold – organisation eller virksomhed – samt af emnet for mødet.

Dette og meget mere skulle endda blot være de første skridt. På lidt længere sigt vil parlamentet også arbejde for effektive regler for åbenhed om finansiering i EU’s register for lobbyister, og meget andet.

At dømme efter reportager om diskussionerne i det udvalg, som skal bringe sagen videre, tyder det dog på, at lysten til ambitiøse reformer af denne karakter kan ligge på et lille sted. Intet af ovenstående er hidtil blevet til noget, og især den konservative gruppe i parlamentet har for længst sat hælene i, og blokerer fremdrift, hvor de kan.

“Fjender af vores demokrati”

Netop de konservative har da også en strategi, som peger i en anden retning end de 14 punkter fra den første plan. I deres optik er Qatargate nemlig en oplagt lejlighed til endelig at gøre noget ved NGO’erne i Bruxelles. De har spillet ud med krav om en nøje screening af NGO’er, som ønsker optagelse i EU’s register for lobbyister. Står man ikke i dét, er der nemlig en række ting, man ikke kan, såsom at mødes med højtstående embedsmænd i EU-Kommissionen og Kommissærerne selv.

NGO’erne er ikke åbne nok, mener EPP, og det må der ændres på. ”Vi kæmper mod dem, som ikke er åbne, som får mistænkelig finansiering, og som deltager i ulovlige aktiviteter. De deler ikke vores værdier. De er fjender af vores demokrati,” sagde den tyske konservative Monika Hohlmeier i februar i en pressemeddelelse fra februar i år fra den konservative gruppe (European Peoples Party, EPP).

Der er to grunde til denne bandbulle. Den første er, at en NGO faktisk spillede en vigtig rolle i skandalen. En af skandalens hovedpersoner, den tidligere italienske EU-parlamentariker Pier Antonio Panzeri, oprettede nemlig en NGO kaldet Fight Impunity, da han forlod parlamentet i 2019. Den organisation gjorde det angiveligt muligt for Panzeri at fortsætte sin koordinering af aktiviteter til fordel for Qatar og Marokko.

Gammel forbitrelse

Men at en enkelt såkaldt NGO spillede en rolle i skandalen, er næppe den eneste bevæggrund. Når de konservative vil bruge en særlig optagelsesprocedure for lobbyregisteret for at ramme eventuelle brodne kar blandt NGO’erne, ligner det en forbier. Fight Impunity søgte nemlig aldrig om optagelse.

Der er da også noget andet på spil for de konservative. Særligt de tyske medlemmer af gruppen har nemlig i seks år forsøgt at få bugt med en del af NGO-miljøet i Bruxelles, blandt andet ved at ramme dem på pengepungen.

Det begyndte, efter den stærkt kontroversielle handelsaftale mellem EU og USA ved navn Transatlantic Trade and Investment Partnership, led nederlag og måtte tages af bordet efter omfattende folkelig modstand.

Det var en begivenhed, som de konservative tilskrev NGO’er i Bruxelles, og det fik dem til at fremlægge et forslag i 2017, der skulle stoppe EU-støtte til organisationer, der ikke støtter EU’s ”handelsmæssige og sikkerhedspolitiske mål.” Dengang talte en pressemeddelelse fra de konservative om, at målet var at stoppe finansiering af organisationer, som ”spreder usandheder eller modarbejder europæiske værdier.”

Blind på det ene øje

Det er denne gamle traver, de nu hiver frem igen – NGO’erne som håndlangere for anti-europæiske interesser.

Men har man gravet lidt i, hvordan repressive regimer opererer i Bruxelles, er den konservative holdning slående. Corporate Europe Observatory har siden 2015 fremlagt rig dokumentation for, at Qatar, Rusland, De Forenede Arabiske Emirater, Kasakhstan og mange andre regimer, flittigt har gjort brug af kommercielle konsulentbureau til at fremme deres interesser.

I en rapport fra 2015 talte CEO 128 kommercielle operatører, som arbejdede for repressive regimer i EU-institutionerne, og kun én NGO. Denne trafik er overvejende sket i det skjulte, d.v.s. uden at de pågældende firmaer har måttet lægge kortene på bordet i lobbyregisteret.

Det betyder ikke, at der ikke kan være brodne kar blandt NGO’er. Også fordi det er en betegnelse, som kan dække alt fra radikale miljøorganisationer til nyliberalistiske milliardærklubber som World Economic Forum. Men tager man afsæt i repressive regimers metoder på lobbyscenen, så er de konservatives fokus helt skævt. Alligevel har det vist sig at være meget mere effektivt, end mange troede i de første måneder efter Qatargate kom for en dag.  

Kommissionen stemmer i

Var det alene de konservative, som har valgt en skæv tilgang til Qatargate, ville problemet være begrænset. Deres offensiv mod NGO’er i 2017 faldt netop sammen, fordi de stod alene. Denne gang er anderledes, især fordi man finder en beslægtet tankegang i EU-Kommissionen, som sætter dagsordenen for EU’s lovgivning.

Til manges overraskelse har Kommissionen hidtil valgt at arbejde med forslag, som spiller godt sammen med de konservative. I februar fremlagde Kommissionen en plan for ”forsvar for demokratiet”, som bl.a. lagde op til oprettelsen af separate registre på nationalt plan for organisationer, som modtager støtte fra lande uden for EU.

Målet er et opgør med ”skjult udenlandsk indblanding i vores demokratiske liv”, og hvem kan være uenig i den målsætning? På det overordnede plan lyder det sympatisk, men faldgruben er den vage og altfavnende måde, som negativ indflydelse opfattes og beskrives på i Kommissionens oplæg.

Derfor har modtagelsen da også været præget af overraskelse. ”EU vender sig også mod NGO’er”, hed en overskrift i marts i det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Policy, som fremhævede ironien i, at EU syntes at være på vej med lovgivning, der til forveksling lignede den, som Georgien overvejede at indføre på samme tid.

Qatargate kan føre til klapjagt

Man kunne tilføje, at der også er lighedspunkter med love, som EU har kritiseret skarpt i Ungarn og Rusland, hvor lignende lovgivning er brugt som våben mod oppositionelle kræfter. De er blevet mistænkeliggjort på grund af udenlandske støttemidler, og nu lægger EU-kommissionen op til en lovgivning, der ligner.

Bekymringen blandt NGO’er handler ikke om, at de skal være åbne om deres finansiering, heller ikke når den er udenlandsk. Netop NGO’er er faktisk underkastet skærpede krav for åbenhed om finansiering i EU’s lobbyregister. Problemet er, at forslaget slet og ret dirigerer fokus i den gale retning, og at det kan misbruges.

Derfor har 230 NGO’er reageret skarpt på Kommissionens udspil. De siger i en fælles udtalelse, at forslaget kan have ”utilsigtede konsekvenser, som vil hindre organisationer i civilsamfundet i at udfylde deres rolle med at forsvare demokratiet i Europa og andre steder.”

Der er endnu et stykke vej før Kommissionens forslag er vedtaget. Faktisk kendes kun omridset af det, og i skrivende stund er den endelige udgave udskudt på grund af uenigheder internt i Kommissionen. Det er dog nok til at sige, at Qatargate ikke ser ud til at få det udfald, de fleste regnede med i december, da belgisk politi fremviste kufferter med millioner af kroner.

Langsommeligheden i EU-parlamentet og Kommissionens idéer peger på, at det, der kunne være blevet begyndelsen på en længe ventet opstramning af reglerne omkring lobbyister i Bruxelles, meget vel kan ende med en klapjagt på organisationer, der netop har forsøgt at give den svagt regulerede lobbyisme modspil.