Krig tjener ikke borgernes, men statens interesser

I det øjeblik soldaten skyder på fjenden for ikke selv at blive skudt, så har soldaten og staten identiske interesser. Han – eller hun – forsvarer både sig selv og sin stat.

Men at soldaten overhovedet er i risiko for at blive angrebet, er statens ansvar. Det er den, der har placeret soldaten i skudlinjen. Og det er uanset, om staten angriber eller forsvarer sig. For ”krigen begynder med den angrebnes forsvar”, som militærteoretikeren Carl von Clausewitz sagde. Uden væbnet forsvar vil det ikke komme til krig.

Hvad er det, der forsvares? Det er staten, dens suverænitet og position. Borgerne angribes derimod. Når staten vælger at gå i krig, udsætter den sine egne borgere for angreb fra fjenden. Borgerne er statens redskaber, som den forsvarer sig med. Borgerne risikerer at dø, for at staten kan leve.

Ingen stat tolererer frivilligt, at dens suverænitet krænkes – hverken at dens ydre grænser overskrides, eller dens indre magtmonopol anfægtes. Stater tolererer heller ikke, at deres internationale position anfægtes – eksempelvis vil Israel med krigen i Gaza sikre sin stilling som regional stormagt, og Rusland vil med krigen i Ukraine sikre sin stilling som militærpolitisk verdensmagt.

Krig reducerer borgerne til statsmateriale

Stater sætter suverænitet og position så højt, at de om nødvendigt vil føre krig herfor; det vil sige bruge magten over sine egne statsborgere til at sende nogle af dem i krig med risiko for at blive dræbt.

For krig er en gensidig affære. Når en stat fører krig mod en anden stat, accepterer den ikke alene, at fjendens soldater og civile dør, og at fjendens byer og samfund ødelægges, men også at dens egne borgere og dens eget territorium risikerer samme skæbne.

Soldaterne bliver placeret i en livsfarlig konfrontation med fjenden. Soldaten kender ikke sin modstander og har intet at indvende mod ham eller hende som menneske, men må alligevel dræbe vedkommende for ikke selv at blive dræbt.

I krig reduceres borgerne til deres nationalitet. Når stater – og statslignende organisationer – bekriger hinanden, opfattes soldater og civile som dele af den ene eller den anden stat. Ikke som levende mennesker, men som ’statsmateriale’.

På begge sider kastes tusinder ind i krigen. Der indføres værnepligt, og der bliver slået hårdt ned på desertører og militærnægtere. Forsvaret af staten er obligatorisk og ikke en frivillig sag.

Forsvaret af staten er således ikke ensbetydende med forsvaret af menneskene. Tværtimod. Borgerne dør, og endnu flere såres og invalideres. Folk mister deres hjem og arbejde, og byer og samfund jævnes med jorden. De psykologiske følger ødelægger individerne, og de økonomiske konsekvenser smadrer landet.

Hvor meget skal vi risikere for statens overlevelse?

Lige så dødbringende krigsførelsen er, lige så påtrængende er behovet for at retfærdiggøre den. Retfærdiggørelsen har til formål at få statens borgere til at acceptere den trussel, som krigen repræsenterer, nemlig en trussel mod deres egen eksistens. Befolkningen skal acceptere, hvad der dybest set er uacceptabelt – at statsmagten ved at gå i krig udsætter sin egen befolkning og samfund for død og ødelæggelse.

I staternes verden vægtes suverænitet og position højere end menneskeliv i den konstante kamp om politisk dominans og økonomisk magt. Derfor forbliver oprustning en nødvendighed og krig en sandsynlighed. Og i den forstand er verden ikke meget anderledes, end den var i 1914, da første verdenskrig brød ud.

De fleste socialdemokratier støttede dengang deres egne stater i kampen om magt og markeder, fordi de ikke kun så krigen som en imperialistisk rivalisering, men også som en kamp for opretholdelsen af deres egne nationer og dermed af arbejderbevægelsens hidtidige politiske landvindinger.

Men at slås for staten, dens suverænitet og position på verdensscenen ender – uanset de gode intentioner – uvægerligt i konflikter, krig og katastrofer. Første verdenskrig kostede således op mod 22 millioner mennesker livet og lagde grunden til anden verdenskrig godt tyve år senere, hvor op mod 85 millioner mennesker mistede livet; og som med atombombesprængningerne i Hiroshima og Nagasaki introducerede risikoen for det kollektive selvmord.

International solidaritet mod krigsalliancer

Karl Liebknecht kritiserede i forbindelse med første verdenskrig, at kampen for statens suverænitet og position risikerer at føre til nye katastrofer. Liebknecht, der var medlem af den tyske Rigsdag, var et af de få medlemmer af det tyske socialdemokrati, der modsatte sig krigen. I stedet stod han fast på, at ”hovedfjenden er i jeres eget land!”

Karl Liebknecht nægtede at lade arbejderklassen underordne sig statens krig. Han pegede i stedet på nødvendigheden af international solidaritet og modstand mod de nationale krigsalliancer. I dag er det vanskeligt at finde tilsvarende positioner.

Men et politisk projekt, der de facto accepterer oprustning og krig, har opgivet sin grundlæggende samfundskritik. Den sociale kamp bliver underlagt statens logik, og solidaritet omdefineres til national samling. Således bliver det ikke krigen, men derimod det politiske alternativ der opløses.