Krigen om Kursk – et muligt led i en byttehandel

Det var en stor overraskelse for hele verden og ikke mindst Rusland, da regulære ukrainske tropper 6. august sidste år overskred grænsen til Rusland og indtog en mindre del af Kursk-regionen, men ikke selve byen og regionshovedstaden Kursk med knap en halv million indbyggere. Tidligere havde grupper af frivillige ukrainere og russiske Putin-modstandere gennemført mindre væbnede operationer på russisk territorium – med eller uden det ukrainske militærs viden eller godkendelse.

Også i Ukraine var der overraskelse over den ukrainske udgave af en militær specialoperation. Der var delte meninger i både militære og politiske kredse samt i befolkningen om fornuften heri. Hensigten med angrebet ind i Rusland var heller ikke hel klart, men har formodentlig haft tre formål, der supplerede hinanden.

Et formål kan være psykologisk krigsførelse over for Rusland. Udover at påføre Putin et tab af prestige ville ukrainske soldater på russisk jord også vise den russiske befolkning, at landet er i krig. I forvejen havde Ukraine gennemført flere missilangreb på militære anlæg og kritisk infrastruktur flere hundrede kilometer inde i Rusland, hvilket synliggjorde krigen for i alt fald nogle russere. Ellers oplever den menige russer ikke kamphandlinger eller bombardementer på samme vis som mange ukrainere gør. Krigen er noget fjernt, som kun griber ind i hverdagen, hvis en soldat vender såret hjem eller i en ligkiste.

Det er dog tvivlsomt, hvor stor den psykologiske effekt af den ukrainske offensiv ind på russisk jord har været på russernes holdning til krigen, som de fleste russere kun præsenteres for via de statskontrollerede medier. Måske forstærker den ukrainske indtrængen på russisk område blot opfattelsen af Ukraine som en aggressiv nation.

Militærstrategisk formål

Et andet formål kan være militærstrategisk med den hensigt at trække russiske tropper væk fra den sydøstlige front, hvor ukrainerne er trængt og russerne – om end meget langsomt og med store tab – vinder frem. Rusland har dog kun i meget begrænset omfang flyttet soldater og materiel fra denne front til Kursk som forstærkning for de relativt få soldater i dette område.

I stedet for er forstærkning blevet hentet ind andre steder fra i form af blandt enheder fra sikkerhedsstyrkerne, paramilitære korps og enheder bemandet med værnepligtige. Hidtil har værnepligtige kun i mindre grad været sendt til fronten, der primært har været bemandet med professionelle soldater og i nogen grad lejesoldater fra blandt andet Wagner-gruppen. Dertil er der til indsatsen i Kursk hentet forstærkning meget langt væk fra, nemlig fra Ruslands nok tætteste allierede – Nordkorea.

Den ukrainske operation i Kursk har indtil videre ikke haft den forventede effekt, da Rusland har prioriteret at fortsætte fremrykningen længere øst og sydpå frem for at smide ukrainerne ud af Kursk-regionen.

Brik i forhandlingsspil

Et tredje og måske vigtigste formål kan være at have noget at handle med i en forhandling om afslutning af krigen. Zelenskyi har selv talt om at skabe en bufferzone, der kan bruges som en forhandlingsegnet brik. I løbet af sommeren har den ukrainske præsident og regering følt sig presset både inde- og udefra og øjnet, at forhandling ville blive et scenarie, der trængte sig på frem for en sejr over Rusland via en ren militær indsats.

I Ukraine er krigstrætheden ved at vise sig og skabe dilemmaer. På den ene side er ukrainernes vrede og modvilje over for russerne stor, og de fleste håber på en sejr med tilbageerobring af alle de af russerne indtagne områder. På den anden side breder sig en manglende tiltro til en sejr sig blandt især landets unge, men også blandt befolkningen i øvrigt. Otte ud af ti ukrainere gik i krigens første to år ind for krig, indtil alle tabte territorier var generobret, og færre end hver tiende var villige til at give køb på det krav. Ifølge en meningsmåling gennemført i foråret 2024 var kun lidt over hver anden imod indrømmelser, mens hver tredje var villig til at afgive land.

Krigstræthed har også bredt sig blandt de mænd, der bortset fra korte orlovsperioder har været ved fronten i mere end to år, hvilket går ud over både familieliv, men også kan mærkes på arbejdspladser og i andre sammenhænge, hvor de mangler i dagligdagen. Gennemsnitsalderen blandt soldaterne er på 40-45 år, fordi unge mænd har været undtaget fra krigstjeneste, da landets fremtid bygger på dem. Krigstjeneste har derfor været pålagt mænd over 25 år; men en del af disse forsøger at unddrage sig militærtjeneste, Det har ført til nærmest en klapjagt på yngre mænd, der standses på gaden og føres bort til militærtjeneste, hvis de ikke kan dokumentere at være fritaget. Det har ført til en stigende utilfredshed i en del af befolkningen, men også til at mænd gemmer sig eller forsøger at flygte til udlandet. Ligesom nogle forsøger at undgå militærtjeneste ved bestikkelse, der stadig er udbredt i Ukraine – også inden for hæren.

Egentlig desertering fra hæren er også blevet et stigende problem, så mange enheder blandt andet derfor mangler 15 procent af sine soldater. For eksempel mistede den 155. mekaniserede brigade over en tredjedel af sine knap 6.000 soldater ved enten forflyttelse eller desertering – en del deserterede under oplæring i Frankrig i brugen af nyanskaffede Cæsar-missiler. En del af de resterende medlemmer af brigaden blev indsat i kampene i Kursk, hvilket medførte en del kritiske kommentarer. Kritikere mente, at enheden ville gøre mere gavn ved én af de hårdt trængte fronter.

Sprækker i den europæiske opbakning

Ikke blot hjemmefronten kunne skabe bekymringer for Zelinskyi sidste sommer. Også opbakningen fra udlandet til Ukraine begyndte at knage. Ganske vist blev der fra både NATO og EU lovet fuld opbakning til Ukraine og lovet fortsat økonomisk hjælp og levering af våben; men det trak ud med leveringer af våben og udstyr, så mangel på krudt og kugler er blevet et stadig større problem. Samtidigt har der vist sig sprækker i EU-landenes opbakning til Ukraines krigsførelse. Først Ungarns premierminister Viktor Orban og dernæst Slovakiets Robert Fico har sat sig imod yderligere våbenleverancer til Ungarn og talt for iværksættelse af fredsforhandlinger. Også holdningen blandt befolkningen i en del af EU-landene var ved at vende.

En meningsmåling gennemført blandt befolkningen i 15 EU-medlemsstater i juni af European Council on Foreign Relations (ECFR) viste, at forhandlinger med Rusland om fred blev støttet af et flertal i 11 af landene – mest markant i Bulgarien med 61 procent, Grækenland med 59 procent og Italien med 57 procent. I Frankrig og Tyskland var befolkningen stærkt delt – en tredjedel for fortsat krig for at vinde de tabte områder tilbage og en anden tredjedel imod. Et flertal i alle landene var imod at sende tropper til Ukraine og til at øge den militære støtte, hvis det skete på bekostning af sundhed, uddannelse og kriminalitetsbekæmpelse. Danmark indgik ikke i undersøgelsen.

En stigende modvilje i en række lande imod øget oprustning og støtte til Ukraine gav sig også udtryk i, at flere regeringer af indenrigspolitiske årsager ønskede at begrænse støtten til Ukraine og egentlig helst så en snarlig afslutning på krigen, ligesom forskellige scenarier for forhandlinger og en krigsafslutning drøftedes på embedsmandsplan i både Europa og i USA.

Trump på banen

Sidst, men ikke mindst pegede pilen på stor sandsynlighed for, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg, hvilket han jo også gjorde. Trump havde blandt sine mange løfter tidligt under valgkampen erklæret, at han på 24 timer kunne stoppe krigen i Ukraine. Det fandt langt de fleste urealistisk og som udtryk for hans generelle, brovtende retorik. Udsagnet efterlod dog en del usikkerhed om, hvad Trump som præsident faktisk ville gøre. To ting var ret sikkert, At Trump var uforudsigelig og opfattede politik som forretning med afsæt i egne erfaringer som ejendomshandler. Derudover var det kendt, at Trump tidligere – også i sin første præsidentperiode – havde haft en vis sympati for Putin og en ret stor agtelse for autoritære ledere.

Set med ukrainske øjne var der således grund til en betydelig nervøsitet for, hvad Trump i præsidentembedet ville beslutte sig for angående krigen mellem Ukraine og Rusland. Meldingerne var lidt blandede både før og efter præsidentvalget, men det blev stadigt tydeligere, at den økonomiske og militære hjælp fra USA til Ukraine ville blive skåret kraftigt ned og overladt til de europæiske lande at levere. Og stod det til Trump, skulle Ukraine heller ikke regne med at få alle de af Rusland erobrede områder tilbage.

Helt skåret ud i pap blev det den 12. februar, hvor såvel Trump i Det Hvide Hus i Washington som hans nyudnævnte forsvarsminister Pete Hegseth til NATO-topmøde i Tyskland fastslog, at Ukraines grænser ikke ville blive ført tilbage til Ruslands annektering af Krim i 2014, og at det i øvrigt var urealistisk, at Ukraine blev medlem af NATO. Over for pressen gav forsvarsministeren udtryk for, at USA og ”hele verden” er interesseret i en forhandlet fred, som ”stopper drabene”, hvilket ”vil kræve, at begge parter anerkender ting, de ikke ønsker at anerkende”.

Ukrainsk offensiv i Kursk

Kort tid før dette for Ukraine nedslående budskab blev meldt ud, var der nyt fra fronten i Kursk, hvor de ukrainske styrker i længere tid havde været i defensiven, men havde gennemført et mindre fremstød og over en 5 kilomente bred front var trængt 2 kilometer frem med 2.000 infanterister, 150 pansrede køretøjer og droner i luften. Lige siden det ukrainske overraskelsesangreb i august har kampen bølget frem og tilbage.

Indledningsvist gik det hurtigt frem for ukrainerne, der ifølge præsident Zelenskyi havde kontrol over 92 bebyggelser og et areal på 1.250 kvadratkilometer. Den største af bebyggelserne var Sudzha med 6.000 indbyggere, hvoraf nogle flygtede og andre blev.

Det lykkedes dog ret hurtigt for russerne at fortrænge de ukrainske tropper fra en hel del af dette område, så disse siden november kun har haft kontrol over et halvt så stort område – af størrelse svarende til et område lidt mindre end Bornholm udgørende 1,4 procent af hele Kursk-regionen. Til sammenligning har Rusland kontrol over 18 procent af Ukraine.

Selv om Rusland i militær kapacitet langt overgår Ukraine, er det dog ikke lykkedes russerne efter snart et halvt års kamp at få trængt ukrainerne ud af Kursk-regionen, selv om der er sendt en del forskellige former for styrker i kamp. Det er dog i kun begrænset omfang elitesoldater, da de prioriteres til indsats i andre regioner, men i høj grad mandskab, der ikke er trænet i eller vant til krig. Det er sikkerhedsstyrker, der tager sig af terrorbekæmpelse og andre opgaver, der ikke minder om landkrig. Og det er ret ny indkaldte rekrutter uden kamperfaring.

De 10-11.000 nordkoreanske hjælpetropper, der kun har fået nogle få ugers træning inden afsendelse, er tilsyneladende ikke nogen særlig stor hjælp. Der er store kommunikationsproblemer både rent sprogligt mellem koreanere og russere, samtidigt med at nordkoreanerne ikke kender de moderne kommunikationsmidler, som det russiske militær benytter sig af. Det øger den klassiske udfordring med at holde kontakt mellem hovedkvarter og soldaterne ude ved frontlinjen. Ifølge nogle mediers beretning har de knap nok set en computer før; men nogle af dem skulle angiveligt med stor iver have kastet sig over pornosider på nettet!

Droner, som ukrainerne bruger i stort omfang, og sikring imod angreb fra dem er nordkoreanerne heller ikke vant til. De er ifølge meldinger marcheret frem i en bred linje og blevet majet ned af fjendens skytter – ganske som det skete med engelske soldater ved et par af de store slag på vestfronten i 1. verdenskrig med voldsom efterfølgende kritik og fordømmende ord om massenedskydning. Op til en fjerdedel af de nordkoreanske soldater skal ifølge ikke verificerede oplysninger fra Ukraines præsident være blevet dræbt eller såret i kampene.

Historiens største panserslag

Troppernes beskaffenhed er dog næppe den eneste årsag til den langtrukne, resultatløse krigsførelse i Kursk. Selve landskabet er også udfordrende, så tropper på begge sider løber ind i de samme udfordringer som russiske og tyske soldater i 1943 løb ind i ved historiens største panserslag. Det fandt sted i det samme terræn knap et halvt år efter det tyske nederlag i slaget om Stalingrad. Ikke blot som gengæld, men også for at styrke sine positioner ville den tyske hær ved en knibtangsmanøvre omringe de sovjetiske tropper ved et fremskudt frontafsnit i Kursk-regionen. Her strakte fronten sig godt 200 kilometer vest på ind i tysk besatte områder.

Egentlig ville Hitler have iværksat den store manøvre allerede i april, men udskød den i afventning af nye, mere avancerede tanks samt på grund af meldinger om meget mudrede veje i området, så køretøjer risikerede at køre fast. Flere medlemmer af den tyske generalstab var skeptiske over for denne offensiv, men blev sat på plads af Hitler, som forudsagde en ”strålende sejr” ved Kursk. Efter et par måneders udsættelse blev offensiven skudt i gang den 4. juli, hvilket havde givet Den Røde Hær god tid til at forberede et forsvar. For allerede i april havde en russisk spion placeret i Schweitz fra en højtstående tysk officer fået planerne for offensiven i hænderne og videregivet dem til Moskva, samtidigt med at observatører i de tysk besatte områder kunne melde om opmarch af tyske tropper rundt om Kursk-regionen.

I modsætning til to år tidligere, hvor Stalin ignorerede en række advarsler om det forestående tyske angreb på Sovjetunionen, tog han dem denne gang meldingerne alvorligt og beordrede hærledelsen til at sørge for et omfattende forsvarssystem bestående af minefelter, anti-tank-grøfter, skyttegrave og strategiske udkigsposter. I alt opførtes et 175 kilometer bredt forsvarsværk bestående af seks svært befæstede forsvarslinjer. I baglandet blev der samlet store mængder af tropper og materiel med kampvogne og kanoner skjult for fjenden bag strategiske højdedrag.

I modsætning til august 2024 var den russiske hær således godt rustet til at give en indtrængende fjende en varm velkomst og var i både mandskab og materiel i overtal. Den Røde Hær rådede over knap 2 millioner soldater, over 5.000 tanks, 25.000 kanoner og 3.500 kampfly. På tysk side var der knap 800.000 soldater, 3.000 tanks, 10.000 kanoner og 1.800 kampfly. En del af de tyske nyudviklede kampvogne var mere avancerede end russernes, og i offensivens første dage vandt tyskerne i to fremstød fra dels nord og dels syd også pænt frem med infanteri til fods og fly i luften efterfulgt af bølger af tanks. Det lykkedes tyskerne af bryde igennem tre ud af de seks russiske forsvarslinjer; men derefter begyndte det at gå i stå. Med en nøje planlagt forhindringsbane af minefelter i korn- og majsmarker, dybe gravede grøfter og naturlige søer pressede Den Røde Hær som i en tragt tyskerne ind i en række dødsfælder, hvor de forblødte.

Kampene kulminerede den 12. juli i et kæmpe panservognsslag udkæmpet nord og syd for byen Kursk, hvor de mange tusinde tanks tørnede sammen og skød hinanden i smadder hjulpet af soldater til fods og dødbringende salver fra de mange kanoner. Mange russiske tanks gik op i røg, og mange soldater faldt især på russisk side; men hele tiden kom der nye både tanks og soldater fra Den Røde Hær til og trængte de ellers veltrænede SS-divisioner og andre tyske tropper tilbage og ud af slagmarken, der var fuldstændig indhyllet i røg og lå som en stor bunke af udbrændte kampvogne, forvredet stål og sønderlemmede lig. Sommerdagen afsluttedes med kraftig regn, som fortsatte natten med og gjorde store dele af terrænet så mudret, at kampvogne og andet mobilt materiel ville køre fast.

Efterladende sig 57.000 døde, 252 ødelagte kampvogne og 500 kanoner samt 150 nedskudte fly trak tyskerne sig tilbage. Samtidigt med slaget ved Kursk var de vest-allieredes invasion af Sicilien lykkedes og havde skabt et brohoved for landgang på det europæiske fastland, så Hitler ville få brug for en del af sine tropper andre steder end på østfronten. Så selv om Den Røde Hærs tab af soldater var tre gange større end tyskernes, seks gange større på kampvogne og tre gange større på kampfly, stod russerne tilbage med sejren og bidrog til at vende krigslykken. Winston Churchills analyse lød på, at Stalingrad var enden på begyndelsen, men slaget ved Kursk var begyndelsen på enden.

Nutidens krig i Kursk i langt mindre skala rummer ligesom krigen i øvrigt mellem Rusland og Ukraine nogle af de samme karakteristika som panserslaget ved Kursk i 1943, nemlig at antallet af soldater og kampvogne er vigtigt, samtidigt med at vejr og årstider sætter nogle rammer for krigens udfoldelse. Også i dag kører kampvogne fra begge hære fast, når terrænet er mudret.

Bytte land

Om krigen i Kursk rummer begyndelsen eller enden på noget er måske mere tvivlsomt, men kommer dog givetvis til at spille en større eller mindre rolle i kommende forhandlinger. Uanset udviklingen i kampen om Kursk vil de af Ukraine erobrede områder blive brugt som en brik i kommende forhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Det fremgik af udtalelser fra Zelinskyi til avisen The Guardian d. 11. februar. Her tilbød han en byttehandel, hvor de ukrainsk kontrollerede områder i Kursk byttes med russisk kontrollerede områder i Ukraine uden dog at angive, hvilke områder der kunne være tale om. Til avisen udtalte han, at vi måtte se, men at ”alle vore områder er vigtige”, og at der ikke er nogen prioritering.

Det står derfor uklart, om de erobrede områders størrelse skal vægtes i en forhandling. Mens Rusland kontrollerer 3.600 kvadratkilometer af Ukraine, kontrollerer Ukraine kun 400 kvadratkilometer af Rusland. Det nærmeste, som Zelenskyi er kommet indholdet af en byttehandel, er, at ét område skal byttes for et andet. Rusland mener selv at have annekteret fem områder. Udover Krim i 2014 er det i 2022 Donetsk, Kherson, Lugansk og Zaporizhzhia. Rusland har dog ikke den fulde kontrol over alle områderne, hvor der flere steder foregår til tider voldsomme kampe.

Fra amerikansk side er det heller ikke blevet nærmere beskrevet, hvad fredsforhandlinger skal rumme. Bortset fra at ukrainsk medlemskab af NATO ikke kan indgå i forhandlingerne, er alt på bordet, lød det fra Pete Hegseth. Han understregede efter to dages møder med NATO´s forsvarsministre, at Trump vil have fuld kontrol over forhandlingerne, der ledes af præsidenten, som også vil stå for den endelige beslutning i kraft af at være ”lederen af den frie verden”.

Et element med potentiale til at trumfe bytte land-modellen er Trumps interesse for sjældne jordarter, som Ukraine er rig på – ikke mindst i den krigshærgede Donetsk-region. Ukraine har Europas største forekomster af uran og titanium, hvilket Zelenskyi gjorde Trump opmærksom på ved et møde i september, og siden da af Trump flere gange er blevet nævnt. Ligesom adgang til sjældne jordarter i Grønland vil adgang til sådanne i Ukraine gøre USA mindre afhængig af at importere dem fra Kina.

Når forretningsmanden Trump vil løse konflikten mellem Ukraine og Rusland kan adgang til disse råstoffer få en større rolle at spille end bytte af land. Krigen om Kursk kan derfor blive en mindre vigtig brik i en forhandlingsløsning og i yderste fald vise sig at have været ført forgæves, i alt fald hvis bytte land–konceptet var hovedårsag til det ukrainske felttog ind i Rusland.

Kilder:
DR/Krigens Døgn, Politico, Newsweek, The Guardian, Jyllands-Posten, Berlingske, Illustreret Videnskab/Historie, Harrison E. Salisbury: Rusland i Krig

Læs mere:
Krig uden ende?