Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
6. marts. 2021

Kronik: Bidens nye regering minder foreløbigt om Obamas tredje valgperiode

De progressive falder i svime, og højrefløjen hyperventilerer. Et nærmere blik på Joe Bidens første måned, fremviser indtil videre et præsidentembede, der på godt og ondt ligner Barack Obamas.

Biden eller Barack? Foreløbigt minder Joe Bidens præsidentperiode mest om mere af det samme fra Obama-tiden. Foto: White House Press
16 min. læsetid

Oversat af Hanne Schmidt


Joe Biden har kun siddet i præsidentembedet i nogle få uger, men der er allerede blevet lavet begejstrede anmeldelser af ham. Han har drejet USA tilbage til normale tilstande, og sammenlignes med Franklin D. Roosevelt – noget han selv har lagt op til. Selv tidligere kritikere imponeres over ham, og især sammenlignet med hans forgænger har han da virkelig også gjort nogle gode ting, som fortjener ros.

Dog foregår det hele i et politisk klima, hvor der – længe inden Biden blev indsat var – en politisk presse, som skuttede sig af lettelse ved tanken om ham som præsident, og sommetider mere opførte sig en cheerleader end som vagthund. For den almindelige borger kan det være svært at regne ud: Er Biden virkelig igangsætter af den mest progressive agenda i USAs historie – eller er det bare spin fra nogle medier, der er fast besluttet på at rense Trump-årene ud af vores kollektive erindring?

Først de gode nyheder

Flere af Bidens udmeldinger passer på det billede, han har fået i medierne. Måske er det væsentligste hans dekret om at tage klimaforandringer alvorligt ved at oprette regeringsorganer, der skal sikre, at klimaet indgår i hele regeringen på tværs af fagministerier. Derudover har han også givet ordre til at bremse tilskud til fossile brændstoffer, og at sætte nye olie- og gaslicenser på statslige arealer på pause.

Desuden vil han skaffe statslig finansiering til at stimulere ren energi, og planlægger at oprette et New Deal- agtigt civilt klimakorps. Han ønsker desuden at frede 30 procent af amerikanske landområder, floder, søer og farvande, samt at øge produktionen af ​​vedvarende energi på offentlige arealer og offshore farvande.

Selv for den mest kyniske venstreorienterede er der mange tiltalende initiativer i Bidens agenda indtil videre. Men det er naturligvis ikke hele historien. Bidens tiltag på klimaområdet har dog været overraskende offensive i betragtning af, at hans oprindelige klimaplan fra det demokratiske primærvalg kun fik et D- fra Greenpeace, som dog nu har opgraderet den karakter til et B+. På klimaområdet er det altså ikke så underligt, at klimaaktivister har givet Biden en forsigtig ros for starten i januar.

Reformer af indvandring og statsborgerskab

Biden-regeringen vil også gennemføre nye initiativer på indvandringsspørgsmålet; et område han ellers blev kritiseret for under valgkampagnen. Hurtigt efter sin indsættelse beordrede Biden sit justitsministerium statsadvokaten til at “bevare og udbygge” programmet DACA (Deferred Action for Childhood Arrivals), der skal forhindre deportering af udokumenterede børn, som er født og opvokset i USA hos immigranter til landet.

“Mange af de mest profilerede Biden-tiltag er bare tilbagerulning af den uhyrlige politik, Trump har ført, og dermed en nulstilling til Obama-æraens status quo.”

Hans regering har sendt et omfattende lovforslag til kongressen, som skal sikre vejen til statsborgerskab for andre udokumenterede eller uregistrerede indbyggere. Han har desuden etableret en indsatsgruppe, der skal genforene de mange migrantfamilier, som er blevet adskilt af Trump, foruden han har forsøgt indført en hundrede dages pause for enhver udvisning, hvilket dog blev afvist af retten.

Af andre bemærkelsesværdige handlinger, har Biden pålagt justitsministeriet ikke længere at indgå private fængselsaftaler, samt at forbyde forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. Blandt de tiltag, som gør den største forskel for mange mennesker, er det, som tillader arbejdstagere at modtage arbejdsløshedsforsikring, hvis de afviser et arbejde, der bringer deres helbred i fare.

Derudover er den eksisterende fødevarehjælp til den sultende del af befolkningen blevet udvidet, og leveringen af et tidligere vedtaget, direkte tilskud er blevet fremskyndet. Disse tiltag er forbundet med et væld af mere ‘teknokratiske’ befalinger, der sigter mod at forbedre landets pandemirespons ved at øge testningen, dataindsamlingen og regeringens koordingering på tværs, samt gennem produktion af kritiske forsyninger og etablering af et begrænset maskepåbud.

Mange af de mest profilerede Biden-tiltag er bare tilbagerulning af den uhyrlige politik, Trump har ført, og dermed en nulstilling til Obama-æraens status quo. Det betyder for eksempel, at føderale arbejdstagere igen har fået de kollektive forhandlingsrettigheder, som Trump fjernede. Fornuftigvis har Biden også ført USA tilbage i Paris-klimaaftalen og i WHO, mens de politiske taktiske følger også inkluderer det muslimske forbud, Keystone XL-olierørledningen, det militære transgender forbud og yderligere byggeri af grænsemuren.

Slut med støtte til Saudi-krig

Blandt de vigtigste initiativer er Bidens afslutning af amerikansk støtte til Saudi-krigen i Yemen, hvilket ikke kun er en ændring af Trumps politik, men også Barack Obamas. Denne uhyrlige krig har allerede dræbt mere end 200.000 mennesker, skabt det største koleraudbrud i historien, og gentagne gange bragt landet på randen af en total hungersnød.

Mange af hans ændringer er en slags frem-og-tilbage i forholf til en normal, “præsidentiel” partipolitisk standard, hvilket også betyder, at Biden nu afbryder Trumps kurs over for Mexico, som han ellers tidligere støttede. Det betyder, at han ikke længere vil bremse, at offentlige midler kan blive givet til udenlandske ngo’er, der hjælper mexicanske kvinder med at få foretaget en abort. Den politik er vekslet mellem at blive stoppet og genindført af både demokratiske og republikanske præsidenter i løbet af de sidste fyrre år.

Et par andre positive tiltag bygger faktisk videre på nogle af de få gode ting, Trump indførte, herunder muligheden for at få udsat studielån, samt og for nogle også tvangsauktioner og boligudsættelser. Sidstnævnte var Trump endda hurtigere til at støtte end Biden selv under valgkampagnen.

Selv for den mest kyniske venstreorienterede, er der indtil videre en hel del gode tiltag i Bidens dagsordenen. Men selvfølgelig fortæller det ikke hele historien.

Hyggeligt samvær under lyskuglen. I Donald Trumps tid som præsident havde Saudi Arabiens Kong Salman, Egyptens diktator al-Sisi og andre despoter let adgang til Det Hvide Hus. Joe Biden har dog signaleret, at det er slut med opbakningen til krigen i Yemen, der har kostet 200.000 civile livet. Foto: Shealah Craighead

Og så det knap så gode

Udtrykket ”djævelen er i detaljerne” er ikke blevet en fortærsket kliche for ingenting. Det gælder de fleste juridisk dokumenter, og er også tilfældet med præsidentielle dekreter. For kigger man på det, der står med småt, er der et væld af problemer for den nye regering. Bidens seneste dekreter fastholder nogle af Trumps mest kontroversielle indvandringsforanstaltninger; det er midlertidigt siger administrationen, og forklarer at disse skal ‘revideres’.

Hvad angår klimaet har nogle kommentatorer påpeget, at Bidens stop for nye olie- og gaslejekontrakter er omhyggeligt formuleret på en måde, der giver dem masser af manøvrerum. Det bliver beskrevet som en pause, men det fremgår også det gælder kun “i det omfang det er muligt”. Financial Times har beskrevet, hvordan det har ført til et kollektivt lettelsens suk i den fossile brændstof-industri, der havde frygtet et forbud mod nye boringer eller tilladelser.

“Hvad angår udenrigspolitikken har Biden både omfavnet og afvist dele af Trumps dagsorden. Overordnet går det dog i en dårlig retning.”

Som en virksomhed fortalte avisen, var det et “optimalt udfald for olieindustrien”, fordi “forpagtningsaftaler er der rigeligt af – det er tilladelser der betyder noget.” Mens Biden har fået ros for sin udmelding om en pause, godkendte han i det skjulte mere end tredive nye tilladelser til boring på offentlig jord og kystnære farvande i løbet af sin første uge i embedet.

Hvad angår udenrigspolitikken har Biden både omfavnet og afvist dele af Trumps dagsorden. Overordnet går det dog i en dårlig retning. Han har ganske vist stoppet Trumps nedtrapning af tropper i Tyskland, og vil rulle tilbagetrækningen i Afghanistan tilbage, men har samtidig accepteret Trumps betændte beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Israel til Jerusalem, og han fortsætter også med at støtte kupmageren Juan Guaidó i Venezuela.

Biden har desuden overtaget Trumps holdning til Iran, og nægter at lette de ødelæggende amerikanske sanktioner før landet igen genoptager den aftale indgået under Obama, som Trump-administrationen ensidigt fornægtede. Selv hans udtalelse om krigen i Yemen er blevet omhyggeligt formuleret på en måde, der rummer plads til fortsat amerikansk støtte.

Forskellen mellem udmeldinger og virkeligheden er måske størst på migrationsspørgsmålet. I overskrifter har man beskrevet Biden som en der “afmonterer” eller “omgør” Trumps immigrationsdagsorden, og ​​præsidenten selv siger, at han har ”fjernet en dårlig politik”.

Virkeligheden står dog i modsætning til udmeldinger om at have droppet Trumps kurs. Bidens seneste ordrer fastholder tværtimod nogle af Trumps mest kontroversielle politiske beslutninger, ved at beordre en gennemgang af dem fremfor at afslutte dem øjeblikkeligt. Det er et klart brud på hans gentagne kampagneløfter. Det gælder blandt andet den ‘formuetest’, der gør rigdom til et vigtigt kriterie for permanent opholdstilladelse, men også den modbydelige Migrant Protection Protocols er blevet hængende. Det program kaldes også “Bliv i Mexico”-programmet, og har sendt tusinder af asylansøgere til Mexico, hvor de risikerer at blive tortureret, voldtaget, bortført eller dræbt, mens de venter på at få behandlet deres sag. Også dét program havde Biden lovet at fjerne på dag et.

Forlydender om, at han havde afsluttet det politiske program er misvisende blevet rapporteret; der er derimod blot tale om, at han har stoppet for nye registreringer i det. Tusinder af mennesker venter stadig på afgørelser, og bliver altså i programmet. Joe Biden har også valgt totalt at overse Trumps artikel 42-dekret om folkesundhed, der er blevet fordømt som noget af det mest racistiske lovgivning gennemført under den tidligere præsident. Den giver grænseagenter mulighed for uden videre at udvise alle migranter, der møder op ved grænsen uden mulighed for behørig sagsbehandling eller for at søge asyl. Alene i sidste uge blev 140 haitianere sendt til Mexico på det grundlag. Samlet set holder Biden altså fast i både artikel 42 og den umenneskelige Migrant Protection Protocols, selv om han altså har stoppet for ansøgninger til sidstnævnte program.

I praksis bliver den sydlige grænse mere og mere forseglet for migranter og asylansøgere, endda mere end under Trump, selv om regeringen siger det er midlertidigt. Hertil kommer, at Bidens stop for private fængsler på mistænkelig vis ikke omfatter ”Department of Homeland Security”, hvor 81 procent af de ‘illegale indvandrere’ sidder i ICE’s varetægt (Immigration and Customs Enforcement, amerikansk grænsepoliti, red.). De kan altså blive siddende i deres varetægt, hvilker understreger endnu et brudt kampagneløfte.

Biden vil genåbne et nødhjælpsherberg i en tidligere forvaringsanstalt for migrantbørn, der blev lukket ned under Trump, hvilket har ført til kritik fra nogle af deres advokater. For forholdene er de samme som før, uanset om de bliver forbedret en smule. I 2019 opfordrede Amnesty International netop til at lukke anlægget ud fra en betragtning om, at “nødhjælpsherberg eller forvaringsanstalter aldrig kan være tilfredsstilende hjem for børn”, og at det er “unødigt grusomt og skammeligt” at tage børn i forvaring på den måde.

Bidens nye tiltag er kernen i hans politiske visioner, som ellers er blevet præsenteret som en modig, ny, progressiv retning. Som forventet er Bidens centrale kampagneløfte om et offentligt sundhedsvæsen også forsvundet, og i stedet presser præsidenten på at få bedre private sundhedsforsikringer. Det er en ren foræring til lobbyister, og er som skræddersyet for deres interesser.

“I praksis bliver den sydlige grænse mere og mere forseglet for migranter og asylansøgere, endda mere end under Trump, selvom regeringen siger det er midlertidigt.”

Biden har også undladet at følge op på den i forvejen begrænsede plan om at eftergive statslige studielån, og planen indeholder fortsat alle de mangler og smuthuller, som den tidligere præsident havde indbygget i ordningen. Biden ser nu også ud til at trække i land når det gælder bestræbelserne på at vedtage en minimumsløn på $ 15 i timen som del af hans redningspakke. Det var ellers et af ​​de få politiske overlap mellem ham selv og Bernie Sanders, og det var en politisk udmelding, der vandt flere stemmer end nogen af præsidentkandidaterne i Florida sidste år.

Det er vigtigt og ganske sigende, at Bidens tilbagetrækning på spørgsmålet om stimuluschecks på $ 2.000, som ubestrideligt var afgørende for at skaffe Demokraterne flertal i senatet. Biden har altså foreløbigt trukket sig fra tre kerneløfter til vælgerne på spørgsmålet om støttechecks: Dels har han afvist straks at udbetale pengene, dels har han sænket beløbet til $ 1.400, og endelig har han åbnet for at give penge til færre mennesker, end selv Trump lagde op til. Det har skabt stor vrede blandt såvel partiets politiske organisatorer som aktivister og almindelige vælgere.

Vent og se-argumentet

Foreløbigt passer mange af Biden-administrationens tiltag ikke ind i en dumpet- eller bestået kasse, og kan ikke vurderes før de har vist sig i praksis. Ikke desto mindre kan man grovsortere dem i gode og dårlige tiltag. I den positive ende af skalaen, forekommer Bidens oprustning af DACA-programmet, der vedrører personer der er kommet til landet som børn, og befinder sig ulovligt i USA. Der foreslås en vedtagelse, der vil give dem mulighed for at få udvisninger udskudt for en to-årig periode, foruden mulighed for at modtage en arbejdstilladelse i USA.

Hertil kommer et forslag om, at statsansatte arbejdstageres løn øges til mindst $ 15 i timen, og Biden planlægger efter sigende også at indfri et kampagneløfte om at tvinge entreprenører og firmaer, der arbejder for staten, til også at betale deres ansatte en minimumsløn på $ 15. Også her er djævelen gemt i de detaljer, vi fortsat ikke ved noget om.

Vi må også forholde os afventende i forhold til annulleringen af tilladelsen til Keystone XL-olierøret, der er et projekt til 9 milliarder $ fra Canada til USA. Bliver det endnu en tilbagerulning af Trumps sabotage af Obamas politik, eller er det tegn på, at regeringen vil stille sig på klimaaktivisternes side i fremtidige kampagner mod olie og fossile brændstoffer?

Det kan vise sig at blive noget skidt, at Biden har tænkt sig at betragte klimaændringer som et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Det kan enten betyde en slags “krig mod terror”, der kræver en total omlægning af USA’s indenrigs- og udenrigspolitik, med et enestående mål om at forhindre en klimakatastrofe. Det kan omvendt også betyde en “krig mod terror”, der skal styrke militæret og den nationale sikkerhed, for med vold at kunne håndtere klimaflygtninge, knaphed og ustabilitet som følge af klimakrisen.

Joe Biden har lovet en sikker genåbning af skolerne løbet af de første hundrede dage, hvilket potentielt kan udvikle sig til en folkesundhedskatastrofe, og som risikerer at møde hård modstand fra organiseret arbejdskraft. Noget vi særligt skal holde øje med, er tiltag i forhold til en indenrigs-terrorbekæmpelse. For hvis sådanne ikke kan modstås af en venstreorienteret opposition, kan det meget vel resultere i ødelæggende angreb på folkelige bevægelser, alt imens landet bevæger sig imod et fremtidigt autoritært styre.

Og så er der alle de forhold, som Biden-administrationen kunne gøre noget ved, men som slet ikke indgår i debatten. Som David Dayen fra American Prospect har beskrevet udførligt, har der været en lang række muligheder for direkte indgreb siden Biden tiltrådte. De kunne skabe reelle, målbare forbedringer af folks liv, og dækker over alt fra ekspropriation af patenter til indgreb, der kunne sænke lægemiddelpriserne.

Biden kunne også indføre gratis collegeundervisning, og han kunne bruge den nuværende nødsituation, der plager hele landet, til at rykke på folkesundheden og udvide Medicare (offentlig sundhedsdækning, red.) til alle mens pandemien raser. Der er ingen tegn på, at tiltag i den retning er på vej.

Det samme kan man sige om andre indgreb, der nemt ville kunne gennemføres lovmæssigt, og hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan udrette. Gældssanering, månedlige corona-udbetalinger eller legalisering af marijuana kan nævnes. Når man kigger på, hvad der står på spil, er det vigtige ting at tage med i en evaluering af Bidens indsats.

Det store olieeventyr ‘Keystone Pipeline’ lakker måske mod enden. Joe Biden har meddelt, at han planlægger at skrotte projektets bevilling. Foto Warren Mabee / Queens University.

Mere Obama end Roosevelt

Det er for tidligt at fælde dom over Biden-regeringen, og der er ingen grund til, at progressive falde i svimer, eller at højrefløjen hyperventilerer, hvilket er tilfældet lige nu. Det minder faktisk om reaktionerne på Bidens tidligere chef, Barack Obama, der byggede på en misforstået opfattelse af præsidenten som venstrefløjsradikal.

Et kig på Bidens første tid i Det Hvide Hus gør det hurtigt klart, at vi har fået en helt almindelig demokratisk regering: Enkelte vigtige, progressive skridt fremlagt på et bagtæppe af instinktiv konservatisme og en modvilje mod at bruge magten i det omfang, der er påkrævet. Samtidig ser den ud til i det stille at acceptere en række af Trumps ekstremt højreorienterede dagsordener. Som med alle andre Demokrater på præsidentposten siden Ronald Reagan, dækker skåltaler og en masse klausuler skrevet med småt over konservatisme og en masse reaktionær politik.

Bidens underkendelse af problemer med statens underskud, og hans forslag om at skyde næsten 2 billioner $ ind i økonomien – langt mere end Obama – brugte – viser imidlertid, hvordan de historiske betingelser kan tvinge selv de mest forsigtige konservative til at gøre ting, man engang ville have regnet som umulige. Om det fortsætter, eller om det mere handler om at overgå sin forgænger, i stedet for at komme med egne bud på løsninger af tidens kriser, er et åbent spørgsmål.

Måske kan Biden faktisk vise sig at blive en progressiv præsident efter Franklin D. Roosevelts forbillede. Men to ting står foreløbigt klare: De første par uger på jobbet har han mindet mere om en tredje Obama-periode end en ny, banebrydende økonomisk populisme – og at lade som andet, kommer ikke til at skubbe ham mere i den retning.


Om skribenten

Branko Marcetic

Branko Marcetic

Skribent for Jacobin bosat i Toronto, Canada. Forfatter til bogen Yesterday's Man: The Case Against Joe Biden Læs mere