Kronik: Fortællingen om fortidens ‘moderne, vestlige’ Afghanistan er en vedvarende myte

Et klassisk billede, der ofte deles på nettet, er fra Kabul i 1970’erne. Her ses det, hvor vestligt landet var. Den klassiske er billedet af tre kvinder i korte skørter, der lige så vel kunne være taget på King’s Road, London i 1970’erne.

Det er ikke, fordi billederne er fake. Det handler snarere om den sætning, de plejer at blive sat sammen med: “Sådan her så afghanske kvinder ud i 1970’erne.” Det er totalt misvisende.

“Afghanistan i 1970’erne havde små øer af urbanisering og en lille uddannet klasse, der orienterede sig mod det moderne.”

Sådan så en meget lille gruppe afghanske kvinder ud i en lille del af Kabul, og i dele af et par andre byer. Langt størstedelen af afghanske kvinder, både på landet og i de store byer, så ikke sådan ud. De gik med hijab – enkelte i de Pashtun-etniske områder også med burka. Kjolestilen, hvor stramt tørklædet var bundet, eller hvor meget man gik op i tildækning, varierede fra sted til sted. Men det var ikke desto mindre ‘moderat’. Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, der fx besøgte en landsby i Grækenland på samme tid.

Det var ikke fordi kvinderne støttede den ideologi, Taleban forsøgte at trække ned over landet 20 år senere. Taleban havde ikke en gang opbakning fra flertallet blandr de forskellige stridende mujahedin-faktioner, og deres ekstremt konservative sociale normer, der var forgængeren til Taleban.

De var snarere af en ‘traditionel opfattelse’ som landsbyboere og kvinder i mindre byer ofte er. Befolkningen var overvejende analfabeter og fastlåst i et økonomisk tilbagestående liv som bønder i landet. Det er en vigtig distinktion. Hvis man ikke forstår den forskel, kan man hurtigt få indtrykket af, at en på alle måder moderne nationalstat pludselig kollapsede, i mødet med en række anti-moderne forhold.

Spirende modernisering

Der var faktisk en venstre-nationalistisk, moderniseringsvenlig regering i Afghanistan fra 1978 og frem, der forsøgte at udvikle en moderne nationalstat, på baggrund af landets kludetæppe af sproglige og etniske grupper og rivaliseringer. Den forsøgte at opbygge landet efter et kosmopolitisk ideal som dét, man fandt i små enklaver af Kabul og Kandahar.

Mangt og meget kan siges om, hvorfor det projekt mislykkedes, og hvordan det affødte en modreaktion til byerne i landbefolkningen, som blev udnyttet af USA til at fortsætte den kolde krig med Sovjetunionen, der støttede regeringen i Kabul.

Der er stadig store diskussioner i gang om, hvilke fejltagelser der blev gjort i forhold til den økonomiske politik og landbrugspolitikken, men også om den daværende regerings egentlige ambitioner.

Pointen er imidlertid, at Afghanistan for 40 år siden ikke var et stort urbaniseret, kosmopolitisk land, der var en fast integreret del af verdensmarkedet, kulturen og den betydende moderne arbejderklasse.

Ja, der fandtes små øer af urbanisering og en lille uddannet klasse, der orienterede sig mod det moderne, og som vekslede mellem at lade sig inspirere af både de europæiske – særligt franske – og sovjetiske samfund. Men de var netop små øer i et kæmpe hav af økonomisk og social tilbageståenhed, der ikke mindst skyldtes de forskellige sprængninger og brud, landet var blevet udsat for i bølger af fremmede invasioner og udbytning.

Iran i 70’erne: Autoritær undertrykkelse

Det samme ekstreme modsætningsforhold var også at finde i nabolandet Iran. Det var et langt mere udviklet land, som var styret med hård hånd af den brutale, autoritære shah. Han var kommet til magten efter et amerikansk og britisk støttet kup, som væltede den venstre-populistiske, moderniseringsvenlige Mossadegh-regering i 1953.

“Hvis kræfter inde fra landet med folkelig opbakning – om end meget ujævnt fordelt på tværs af det land, han forsøgte at bygge – slog fejl; hvordan kunne en udefrakommende kraft så regne med at lykkes?”

Det venstre-nationale moderniseringsprojekt slog fejl i Afghanistan. Man kan her overveje, hvor meget af dét, der skyldtes amerikansk indblanding – hvilket afgjort var en faktor – og blev væltet tre år efter den russiske tilbagetrækning (i 1988, red.).

Hvis kræfter inde fra landet med folkelig opbakning – om end meget ujævnt fordelt på tværs af det land, han forsøgte at bygge – slog fejl; hvordan kunne en udefrakommende kraft så regne med at lykkes? Selv om marionetdukkerne blev udvalgt blandt lokale krigsherrer fra den nordlige del af landet, i et forsøg på at sminke besættelsen, var det ikke desto mindre et grundlæggende problem, som antikrigsbevægelsen pegede på allerede i 2001. Dengang pegede George Bush, Tony Blair og resten af dem med våde øjne på, at ‘Afghanistan var blevet befriet’, og lovede at bygge et land i fremskridtets navn.

Vores argument var også at pege på en anden retning, hvilket dog havde skullet inddrage progressive, demokratiske sociale omvæltninger i hele regionen, og have flyttet magten fra udbytteren til de udbyttede. Det var ikke noget, der nogensinde lå i kortene for en amerikansk ledet invasion.

For dem havde Den Kolde Krig og støtten til udvalgte kæmpere været en mulighed for at dræne Sovjetunionen, netop for at slukke håbet om et alternativ til amerikansk kapitalisme.

Det vi ser nu er resultatet.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.