Kronik: Gå mod strømmen – lad våbnene hvile!

Med krigens rædsler og uskyldige ofres liv i tankerne, men ikke mindst den stemning af dommedagslignende frygt, der som følge af overskrifterne verden over kun er taget til efter krigens udbrud i Ukraine, gik jeg forrige søndag til folkekirkelig gudstjeneste et sted i København.

“Så meget desto mere fortvivlet blev jeg, da jeg hørte dagens prædiken… præsten fortsatte til moralen: Over for den russiske ondskab stilles der kun ét modsvar, ”at besvare magt med magt”

I lede over den militaristiske tankegang, der endnu udgår fra snart sagt samtlige politikere, og i hvilken de nu alle afskiber våben til Ukraine og således forsøger at slukke ilden med benzin, ville jeg – med en formulering hentet hos Johannes Møllehave – vel egentligt bare gerne tales til trøst.

Min forhåbning var derfor knap så meget at skulle præsenteres for flere frygtindgydende alvorsord om, hvad der måtte være det politisk-militært nødvendige at foretage sig i den nuværende situation. Men snarere at høre et bud på, hvad der kunne være det retteligt menneskelige at gøre i skyggen af en krig, der med stadig mere ophidset intensitet fremstilles af medier og kommentatorer, som var det vor tids pendant til skuddet i Sarajevo.

Så meget desto mere fortvivlet blev jeg, da jeg hørte dagens prædiken. Efter først at minde menigheden om, at Paradis trods evangeliets jordiske tilstedeværelse endnu ikke er at finde blandt menneskene (skulle nogle iblandt os have haft slige tanker), men tværtimod at ”ondskaben altid lurer”, sådan som vi nu ser det med Ruslands krig i Ukraine, fortsatte præsten til moralen: Over for en sådan ondskab stilles der kun ét modsvar, ”at besvare magt med magt.”

Med freden for øje

Dermed lod præstens budskab sig altså ikke adskille fra alle dem, der siden krigens begyndelse også herhjemme er gået helhjertet ind på at sætte hårdt mod hårdt og tilsyneladende gøre alt for, at præsident Putin foruden sanktioner skal bekæmpes med de midler, han nu engang selv har valgt at udkæmpe sin krig med: Oprustning, afskrækkelse og om nødvendigt potentiel krigsførelse.

Om det var af hensyn til den tiltagende, krigsøkonomiske tænkning her i Vesten, eller om det vitterligt var præstens kristne overbevisning, der her kom til udtryk, ved jeg ikke. Uanset hvad vil jeg stå fast på, at når mørket sænker sig og klarsynet risikerer at sløres, må mennesket i endnu højere grad stræbe efter at tænke og tale oplysningen. I tider med aftagende lys er kunsten at forstille sig en tvivlsom bedrift.

For krig er uanset ophav og årsag som intet andet et mørke, der trænger sig frem på lysets bekostning – på slagmarken, men også i den menneskelige ånd og tanke, hvorfor klarsynet snarere end sandheden, som Aischylos ellers påstod, forekommer mig at være i hvert fald denne krigs første offer.

Jeg spørger derfor, som præsten rettelig burde have gjort: Hvorledes skal alle vi med freden for øje – med historien og med ønsket om at lade medmenneskeligheden være det bestemmende for vor færden – forholde os til denne oprustningens hårdt-mod-hårdt-tænkning præget af stadigt mere uforsonlige fjendebilleder, hvis da ikke med den udenforståendes distancerede attitude stillet over for et scenarie, der for mere end fyrre millioner ukrainerne lige nu er alt andet end blot hypotetisk?

Med frygten som drivkraft

Nu er det jo som bekendt lettere at fremsætte kritik, end selv at komme med svar. Og måske netop af denne grund måtte jeg spørge mig selv: Havde jeg turdet fremsætte mit eget svar til offentligt skue, hvis jeg havde stået på prædikestolen dén søndag?

Jeg ville utvivlsomt have talt for, at et land, der bryder folkeretten ved at angribe en suveræn stat, bekriger en hel civilbefolkning med angreb på hospitaler og klyngebomber i boligområder, og efter al sandsynlighed også udfører summariske henrettelser og udøver tortur med rette skulle påføres alverdens omfattende sanktioner af den art, vi nu ser i tilfældet Rusland.

“Som med Djævelen således også med alle hans gerninger og alt hans væsen. Der var ikke gået en uge af krigen, før end EU proklamerede, at det nu var slut med diplomatiet over for Rusland.”

Men jeg ville samtidig have talt dunder mod den tiltagende dæmoniserings-impuls, der med frygten som drivkraft synes at vokse stadigt mere tydeligt frem af krigen i Ukraine; mod den almindelige masseeufori, der åbenbart får en til hver tid ellers berettiget solidaritet med et folk under angreb til også at afføde en indstilling – jeg taler her netop ikke kun om sanktioner – hvor alt russisk lægges for had og menneskelig udelukkelse på et tidspunkt, der frem for noget andet kalder på tilnærmelsens forsonende kraft i hver enkelt af os.

Jeg ville således uddybe denne betragtning ved at tale som barn af en familie, hvor de var aktive i modstandsbevægelsen på både mors og fars side under Nazitysklands besættelse af Danmark; tale om mine år som studenteromviser på det nu nedbrændte Frihedsmuseum, hvor vi ikke blot formidlede krigens historie, men også stræbte efter at gøre de kommende generationer opmærksomme på, at der altid kommer en tid efter krigen.

I det omfang man i Vesten taler om en tid efter krigen i Ukraine, sker det udelukkende med elendighedens jargon. Og således også her til lands. Den kolde krig er tilbage, hører vi, og Putin kan man ikke nå; han er afskåret fra (vores) verden og skal holdes i skak militært. Han er – for nu at forblive i samme spor – med et evangelisk billede ikke længere et menneske, men Djævelen i egen person. Og som med Djævelen således også med alle hans gerninger og alt hans væsen. Der var ikke gået en uge af krigen, før end EU proklamerede, at det nu var slut med diplomatiet over for Rusland.

Vestens egne synder

Jeg ville derpå nok tale om Kristus’ møde med kvinden, der havde begået ægteskabsbrud og som en ophidset folkeskare ville stene; og minde om hans ord: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten” med rette kunne minde os om Vestens egen rolle i den politiske udvikling i Europa i det håb og ønske om, at også vi med fremtiden for øje formår at kigge indad frem for blot at pege fingre.

Hvad gjorde Vesten for at imødekomme en nyudnævnt præsident Putin og hans syn på sikkerhedspolitikken i Europa, da han som gæst i den tyske Forbundsdag i 2001 rakte hånden ud til EU’s ledende politikere? Dengang sagde Putin, at Rusland ganske vist ikke betragtede udviklingen i Europa med begejstring, men dog med åben interesse. Et år senere udvidede EU med ti medlemslande mod øst, der for fleres vedkommende kort tid efter også blev til NATO-lande – og det blot et årti efter, at man havde garanteret det nye Rusland, at dette ikke ville ske.

Jeg ville således også tale midt imod den polarisering af den hjemlige debat, der i ly af krigens rædsler udspredes af journalister, politikere og kommentatorer, hvor forblindelsen af hadet til Rusland reproducerer den nedladenhed over for anderledestænkende, der i sidste ende – såfremt den løber løbsk – kan føre til selvsamme ensretning af den offentlige debat, vi ellers ynder at fremhæve som noget af det værste ved Putins Rusland; hvor selv et blot moderat kritisk blik på NATO eller oprustning slet og ret risikerer at blive fremstillet som det at gå Putins ærinde.

Alt imens skal vi så høre alskens politikere og kommentatorer foregøgle os, at den eneste løsning på krigen i Ukraine er militær oprustning – ikke blot i den nuværende situation men også på længere sigt. Som om dem, der havde deres opvækst under den kolde krig, nu i tre årtier har siddet og ventet på en virkelighed, der igen kan passe til deres formørkede krigsretorik og os-mod-dem-tænkning.

Jeg havde i forlængelse heraf kunnet tale om omvendelse ved at minde om, at ønsker man absolut at ihukomme sig den kolde krig, kunne man med rette gøre det ved at tænke på, at da den var på sit højeste, trådte den vesttyske kansler Willy Brandt frem som et fyrtårn, og talte i fredens sprog mod fjendebillederne, med sin politik om forandring gennem tilnærmelse, hvormed det centrale ikke var at afskrække og potentielt bekrige, men derimod gennem forandrende tilnærmelse at nå hinanden på trods af alle forskelle.

Omvend jer!

Jeg ville derfor sige således: Omvend jer, kære menighed! Lad våbnene hvile og gå mod strømmen af enhver tale om nødvendig oprustning og tal i stedet fredens, diplomatiets og menneskehedens sag. Forstil jer ikke men sig fra, når man nu i krigens skær prædiker nødvendige hensyn, og på denne måde forsømmer at tænke ud over militarisme og væbnede ”løsninger” på bekostning af andre.

“Tro ikke på dem, der tilsidesætter tilnærmelsens politik ved at sige, at det er en særlig situation, vi står i nu. For det er altid en særlig situation. Det kommer altid på tværs at udvise medmenneskelighed.”

Og jeg ville derfor også sige, at opgaven for vor tids generationer må og skal være at fuldføre de aspirationer om fredelig sameksistens, der blev påbegyndt efter 2. verdenskrig, i FNs og i menneskehedens navn. Insistér derfor på, at det netop er midt i mørket, vi skal vende os om og se mod lyset i menneskene og således løfte os op til et højere åndeligt stade, sådan som den østrigske forfatter Stefan Zweig skrev i sine erindringer under 2. verdenskrig lige inden, han som forfulgt jøde i mismod tog livet af sig selv.

Jeg ville således endelig sige: Lad det ikke komme dertil for os! Tro derfor heller ikke på dem, der tilsidesætter tilnærmelsens politik ved at sige, at det er en særlig situation, vi står i nu. For det er altid en særlig situation. Det kommer altid på tværs at udvise medmenneskelighed. Dens vej afføder altid anklager og besvær for den, der forfægter den.

Så meget desto mere grund er der til at huske os selv på, hvor vigtig medmenneskeligheden er at forfølge.