Kronik: Hvad vil Mette Frederiksen egentlig med sine undskyldninger?

I 1951 indledte den danske stat – med stor inspiration fra Red Barnet og Dansk Røde Kors – et eksperiment: Man tog en gruppe grønlandske børn og sendte dem til Danmark, for her at give dem kendskab til dansk sprog og kultur. Hensigten bag forsøget var i første omgang at danne grobund for, at børnene senere ville kunne udgøre en grønlandsk elite. Børnene skulle altså på sigt kunne påtage sig ansvaret for væsentlige samfundsfunktioner, som det hidtil havde været den danske kolonimagt, der havde stået for.

Den skjulte dagsorden

Men hvad der ikke blev sagt højt, var, at disse børns primære opgave var en anden. Først og fremmest skulle de medvirke til, at Danmark overfor FN kunne anskueliggøre, at forholdet mellem Danmark og Grønland var så nært, at der i realiteren var tale om et enkelt folk. Danmark risikerede at skulle give Grønland selvstændighed, hvis dette ikke fremstod tydeligt for FNs generalforsamling. FN-kravet blev startskuddet til ‘daniseringen’ af den grønlandske befolkning – og i særdeleshed de 22 børn i alderen 4-9 år, som endte med at blive taget fra deres forældre. Efter de blev sendt til Danmark, vendte de aldrig tilbage til familierne igen.

“Ud af de 22 børn, der blev fjernet fra deres familier, lever kun seks i dag.”

Eksperiment-børnene påbegyndte deres kamp for en undskyldning i 1998, og fik i 2019 stillet i udsigt, at en sådan kunne komme på tale efter udarbejdelsen af en historisk udredning. Konklusionerne skulle danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt en undskyldning til eksperimentbørnene var på sin plads. I 2020 skete det så endelig: På dagen for udgivelsen af udredningen, undskyldte Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol, og fremsendte desuden et brev til de nulevende seks børn. Ja, du læste rigtigt – ud af de 22 børn, der blev fjernet fra deres familier, lever kun seks i dag, 70 år senere.

I rapporten fremgik det, at omtrent halvdelen af eksperiment-børnene døde en alt for tidlig død, og at mange af dem fik massive psykiske problemer. Flere endte i misbrug, og kun for de færrestes vedkommende lykkedes det at etablere sunde relationer og have en familie. Rapporten konkluderer ikke, at det er en direkte konsekvens af eksperimentet. Men det er svært at tænke andet.

Et lille ord med stor betydning

Nu stod de seks overlevende børn så kl. 12.00 den 8. december 2020 med et brev fra statsministeren i deres hænder, hvori hun sagde undskyld. I brevet, som fylder knap en A4-side, skriver statsministeren blandt andet, at:

”Alle børn fortjener en god barndom. Og tanken om at du blev en del af et forsøg med så store menneskelige omkostninger berører mig meget. Selvom det forsøg, du blev en del af, givetvis skete i en god mening, var det – set med mine øjne – en urimelig og hjerteløs behandling. Det var ikke dig, dine rettigheder eller situation, som var vigtigt. Det var de voksnes behov.”

Videre skriver hun: ”Nuancerne skal med og samtiden skal forstås.” Egentlig kan det jo ligne en sympati-tilkendegivelse, når Mette Frederiksen skriver, at alle børn fortjener en god barndom, og at forsøget var en urimelig og hjerteløs behandling. Det kan man næppe være uenig i. Men hun siger også, at forsøget givetvis skete i en god mening.

Givetvis er her centralt for at forstå, hvad hun egentlig tænker. Det er et lille ord med stor betydning. Eksperimentet, hvor 22 børn blev taget fra deres forældre og sendt til Danmark for derefter at blive placeret på børnehjem i Nuuk, skete højst sandsynligt i en god mening. Frederiksen forsvarer altså intentionen med forsøget – men fordømmer udfaldet. Derfor giver det også mening, at hun videre skriver, at ”nuancerne skal med og samtiden skal forstås.” Hvad er det så vi skal forstå om ”samtiden”? Og hvilke nuancer skal vi have med?

Brobyggere for det “tilbagestående” Grønland

Kriteriet for udvælgelsen af børnene til forsøget var, at de skulle være forældreløse. Da det kun i meget ringe grad lykkedes at finde forældreløse børn udvidede man kriterierne til, at de også kunne komme fra familier, hvor den ene forælder var død. Det var ikke usædvanligt i Grønland på dette tidspunkt, hvor tuberkulosen hærgede, og den danske kolonimagt kun i ringe omfang sørgede for den fornødne lægehjælp til befolkningen. Samtidig var Grønland på den tid et fangersamfund, hvilket betød, at levevilkårene var hårde.

“Med danske øjne var samfundet altså præget af fattigdom, sygdom og ekstremt dårlige boligforhold… Grønland blev betragtet som ”tilbagestående” i forhold til Danmark.”

I midten af det 20. århundrede oplevede det danske velfærdssamfund en opblomstring, og det var derfor svært at argumentere for, at Grønland var en ligeværdig del af det danske rigsfællesskab. Landets ”tilbageståendhed” måtte der derfor ændres på gennem en modernisering af det grønlandske samfund, så man fra dansk side kunne argumentere for en nuværende ligeværdighed mellem den tidligere kolonimagt og koloni.

Med danske øjne var samfundet altså præget af fattigdom, sygdom og ekstremt dårlige boligforhold. Danske embedsmænd gik så vidt som til at kalde grønlændernes boliger for kassable, og holdningen blandt de få danskere, der fik adgang til det grønlandske samfund, var at grønlænderne levede under ”svinske” forhold. Baggrunden for udvælgelsen af de grønlandske børn, som skulle deltage i eksperimentet, var derfor, at man kunne sikre dem bedre levevilkår. Som Mette Frederiksen fremhæver i sin undskyldning, havde man samtidig en idé om, at de kunne blive ”brobyggere, der kunne hjælpe Grønland fremad”. Netop den angivelse af børnenes funktion er central for forståelsen af, hvilken intention der lå bag eksperimentet. Grønland blev betragtet som ”tilbagestående” i forhold til Danmark.

En undskyldning for… hvad?

Grønland ændrede også status fra koloni til amt. Tilbage stod de 22 grønlandske børn, der aldrig kom hjem til deres forældre igen, og som for de færrestes vedkommende blev i stand til at leve et normalt liv med sunde relationer og en familie. Det blev til et undskyld i december 2020 – men for behandlingen, ikke for intentionen bag. Så hvad er det egentlig, der undskyldes for?

“I det hele taget er det iøjnefaldende, at mens Mette Frederiksen som repræsentant for den danske stat påtager sig ansvaret for at sige undskyld, påtager hun sig ikke ansvaret for statens overgreb.”

Hvad der præcist undskyldes for, siger Mette Frederiksen ikke noget om i brevet. Hun vedkender sig ikke, hvilke strukturelle vilkår, der muliggjorde overgebet på de grønlandske børn. Hun skriver: “Du fortjener en undskyldning fra Danmark. For det, som blev gjort – og det, der ikke blev gjort.” Det er et gennemgående træk ved undskyldningen: Hver gang Mette Frederiksen refererer til overgrebet på børnene, skriver hun blot det. I det hele taget er det iøjnefaldende, at mens Mette Frederiksen som repræsentant for den danske stat påtager sig ansvaret for at sige undskyld, påtager hun sig ikke ansvaret for statens overgreb. Hun er altså ikke villig til at indrømme, at den danske stat med sine egne koloniale og geopolitiske interesser for øje begik en fejl, eller et overgreb.

Dét, Mette Frederiksen til gengæld gerne vil undskylde for, er, at børnenes rettigheder blev krænket. Hun skriver nemlig: ”Det var ikke dig, dine rettigheder eller situation, som var vigtigst. Det var de voksnes behov”, og med dét fokus bliver det børnenes statsminister, der taler om børnenes rettigheder. Noget tyder altså på, at hun bruger undskyldningen til at understrege, at hun er børnenes statsminister. Undskyldningen til de grønlandske børn virker som et strategisk værktøj, der skal underbygge Mette Frederiksens eget politiske projekt, snarere end en oprigtig undskyldning for det overgreb, som den danske stat har begået.

Godhavns-undskyldningen under overfladen

Sagen om Godhavnsdrengene fremstår i kontrast som en vellykket undskyldning. Men kan det virkelig passe, at Mette Frederiksen leverede en god undskyldning til Godhavnsdrengene, mens undskyldningen til de grønlandske eksperiment-børn blot får lov at halte afsted på krykker?

Nej, det kan det ikke, for heller ikke i sin undskyldning til Godhavnsdrengene adresserer Mette Frederiksen de systemiske vilkår, der muliggjorde overgrebene. Hun siger godt nok, at: ”Det var ikke jeres skyld. Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld.” Herefter omtaler hun videre den opbygning af velfærdssamfundet, som fandt sted i de år, og hun placerer Godhavn således: ”Midt i alt det lå Godhavn og andre børnehjem som uhyggelige tidslommer.” Godhavn var altså med Mette Frederiksens ord ikke en del af velfærdssamfundet, og heller ikke muliggjort af strukturelle vilkår i velfærdssamfundet. Derimod var overgrebene set med Mette Frederiksens øjne en konsekvens af individers ikke-tidssvarende behandling af børnene.

Men overgrebene på Godhavnsdrengene fandt ikke sted i et hul af velfærdssamfundet. De fandt sted i velfærdsamfundet, som var dét, der finansierede og drev børnehjemmene, og som både strukturelt, økonomisk og politisk gjorde børnehjemmene til en realitet. Der er ikke tale om et hul, hvor velfærdssamfundet ikke eksisterer. Der er tale om en del af velfærdssamfundet, som gjorde overgrebene mulige. Det samme gælder eksperimentbørnene. De grønlandske børn blev ikke fjernet fra deres forældre og efterladt på børnehjem af individer, men af en stat, der havde en strategisk interesse i at gøre netop det.

Basale borgerrettigheder måtte vige

Både undskyldningen til Godhavnsdrengene og til de grønlandske eksperimentbørn ligner først og fremmest politiske værktøjer, som Mette Frederiksen bruger for egen vindings skyld. De cementerer hendes eget politiske projekt som børnenes statsminister.

Begge undskyldninger – og i særdeleshed undskyldningen til de grønlandske børn – siger dog også meget om det samfund, vi lever i, og de tabuer og politiske hensyn, der eksisterer. Velfærdssamfundets legitimitet, og de politiske dispositioner inden for dets rammer kan ikke betvivles. Måske i særdeleshed ikke af en socialdemokratisk statsminister.

Nok så interessant viser undskyldningen til de grønlandske børn os også, at der fra officiel side ikke er villighed til at italesætte og forholde sig til Danmarks koloniale arv, eller villighed til at indrømme, at hensynet til landets økonomiske interesser i perioder af historien stod over hensynet til borgernes basale rettigheder.

“Hvad der kunne have været et smukt øjeblik med stor betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark, forblev et skrivebordsarbejde, der cementerede Danmarks position som en nation, der ikke tør se sin fortid og sine fejl i øjnene”

At indrømme et sådant forhold er også at udvise modet til som ansvarlig part at bevæge sig ud på dybt vand. Man ved ikke, hvad der vil komme efter en sådan indrømmelse. Men det er netop det mod, der legitimerer en politisk undskyldning. En politisk undskyldning skal ikke gives med egne interesser for øje. Derimod må undskyldningen gives med ofrene for øje – og som et løfte om ikke at gentage handlingen. Hvis ikke den, der undskylder, tilbyder offeret disse ting, er motivationen for undskyldningen ikke at udtrykke fortrydelse og påtage sig ansvar som repræsentant for staten, men derimod noget andet.

Da de grønlandske børn 8. december 2020 åbnede brevet fra statsministeren, kunne de som afslutning på undskyldningen læse ordene: ”Jeg ved godt, at et enkelt brev – og et enkelt ord – ikke kan opveje et helt livs afsavn. Og det er selvsagt dig, der afgør, om undskyldningen kan bruges i dit videre liv.”

Mette Frederiksen gjorde præcis, hvad situationen krævede. Hun undskyldte med nød og næppe og med et forsvar for intentionerne. Og så lod hun ellers sine hænder, der kunne have rakt ud til et forsonende håndtryk, eller endda et kram, løfte fra tastaturet, og lagde dem på skrivebordet, hvorefter hun lod en chauffør klare resten.

Hvad der kunne have været et smukt øjeblik med stor betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark, forblev et skrivebordsarbejde, der cementerede Danmarks position som en nation, der ikke tør se sin fortid og sine fejl i øjnene. Og som fortsat tror på, at hvad velfærdsstaten og mor Mette gør, det er altid det rigtige.