Kronik: Ortega-styret i Nicaragua minder om et diktatur

En del folk på venstrefløjen i Danmark fortsætter et halvhjertet forsvar for Daniel Ortegas regime i Nicaragua. Den klassiske indvending mod kritik af styret er, at man beskylder oppositionen for at være styret af amerikansk-imperialistiske interesser. Virkeligheden er en anden. Vi er mange, der støttede den sandinistiske revolution i 1979 og sandinisternes kamp mod amerikanske aggressioner i tiden derefter. Men langsomt gled FSLN under Ortegas ledelse væk fra de værdier og mål, som sandinismen stod for.

En korrrupt piñata

Grundlaget for den nuværende situation i FSLN (det regerende Sandinistparti, som ledes af Daniel Ortega, red.) kan spores tilbage til Piñata Sandinista-sagen fra 1990. Da Violetta Barrios Chamorro vandt over Ortega ved valget samme år, begyndte  sandinisterne at konfiskere jord og fast ejendom samt andre værdier, som partiet herefter overdrog til dets egne medlemmer, til gengæld for, at de svor troskab til Ortega. Det er en fremgangsmåde, der også er kendt fra mafiaen. Den ene tjeneste er den anden værd.

“Hvorfor bliver folk på den danske venstrefløj så ved med at forsvare Ortega – også efter den barbariske undertrykkelse blev tydelig i 2018? Er det ren og skær revolutionsromantik?”

Senere blev der i FSLN nedsat en etisk kommission, som skulle kulegrave hele piñataen. Den kom dog aldrig i arbejdstøjet, fordi man gradvist stoppede med at afholde partikongresser i FSLN. Langsomt begyndte Ortega også at skaffe kritikerne af vejen. Under Violetta Chamorro (præsident 1990 – 1997, red.) blev der udbetalt mere 13 millioner dollars i erstatning til de tidligere jordejere. Rent klassemæssigt skete der også et skifte i FSLN. Mange af de ledende medlemmer var nu forretningsfolk, virksomhedsejere eller jordejere. Det slog for alvor igennemefter valgsejren i 2007, hvor Ortega, FSLN kom til magten igen.

Han havde forud for valget indgået en pagt med højrefløjens oligarker, tidligere ledere af contrabevægelsen, og ledelsen af den katolske kirke og evangelisterne om, at kapitalen var urørlig, og at respekten for den private ejendomsret skulle bevares. FSLN har aldrig været et socialistisk parti, og havde ikke opbygningen af socialismen i Nicaragua som sin målsætning, selv om de i propaganda-øjemed opfandt parolerne; kristent, socialistisk og solidarisk. Det var tomme ord.

Prisen for alliancen med den katolske kirke var, at abort blev totalt forbudt i Nicaragua i 2006. Senere begyndte Ortega at regere landet i samarbejde med arbejdsgiverforeningen COSEP, og man lavede en slags korporativ statsmodel, som fungerede frem til april 2018, hvor der udbrød store protester i landet.

Støtte fra Venzuela og Hugo Chavez blev kanaliseret uden om Nationalforsamlingen – også her var det Ortega-Murillo familien og dens venner, der styrede en milliardforretning. Regimet kontrollerede med hård hånd alle folkelige bevægelser, og kun pro-sandinistiske organisationer fik frie hænder til at arbejde, f.eks inden for fagbevægelsen.

Ensidigt fokus på amerikanske komplotter

Allerede i 1990 burde venstrefløjsfolk, der sympatiserede med den sandinistiske revolution, have sagt fra over for den kurs, FSLN drejede ind på. Med piñataen og opbygningen af en magtelite i partiet, som blev bundet op på at støtte Ortega, blev det interne demokrati samtidig ophævet, og partiet var reelt overladt til familien Ortega-Murillo’s nåde. Den form for persondyrkelse er der ikke meget socialisme over.

Situationen i landet blev kun værre efter april 2018, hvor Ortega brugte statsapparatet til at undertrykke befolkningen. Det resulterede i flere hundrede dræbte, og tusinder måtte forlade landet og søge eksil i USA og Costa Rica. Alle grundlovssikrede rettigheder blev ophævet, og retssikkerheden blev totalt ophævet i Nicaragua.

Op til valget 7. november har Ortega-regimet forbudt to partier at stille op. Mange tidligere kandidater til præsidentposten er blevet fængslet, anklaget for landsforræderi og hvidvaskning. Mange har søgt i eksil af sikkerhedsårsager. Pressen trues dagligt til kun at bringe de nyheder, der er i regimets interesse.

Spørgsmålet der trænger sig på er: Hvorfor bliver folk på den danske venstrefløj så ved med at forsvare Ortega – også efter den barbariske undertrykkelse blev tydelig i 2018? Er det ren og skær revolutionsromantik?

Oppositionen mod Ortega og hans kone og vicepræsident, Rosario Murillo er blandet, og indeholder selvfølgelig elementer fra landets højrefløj, der har modtaget støtte fra USA. Men at slutte derfra til, at hele oppositionen finansieres eller styres fra USA? Det er noget vrøvl. Disse grupper fik også støtte før april 2018, hvor landet kom i demokratisk krise. Jeg har selv boet i Nicaragua det meste af perioden, og må af sikkerhedsgrunde skrive under pseudonym. Alene det forhold burde vække undren blandt de danske forsvarere af Ortegas regime.

Af sikkerhedshensyn skriver Manuel Lopez under pseudonym. Redaktionen er bekendt med personens identitet.