Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
7. maj. 2022

Erhvervsskolelærer: Uddannelse bekæmper den sociale slagside – og bør være for de mange, ikke de få

I stedet for at se på ulighedens konsekvenser, har man fra den politiske mainstreams side valgt at sparke til de mennesker, der er ramt af den øgede ulighed. Det har haft store konsekvenser for bl.a. uddannelsessystemet, som tidligere har været med til at skabe lighed i Danmark, skriver VUC-lærer Kasper Philbert.

Maleri: Leon Zernitsky: Skolen (2014).

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Uddannelse er en individuel proces, der foregår i sociale omgivelser. Men uddannelse har altid haft social slagside: Kommer du fra et hjem med bogreoler, har du også nemmere ved at indgå i de høje hallers logikker.

Den ‘meritokratiske tænkning’ – hvor du kommer frem i verden på baggrund af dine egne evner – har i stadig stigende grad været den bærende logik i vores samfund og synet på f.eks. fordeling. Meritokratiet er i høj grad slået igennem i de senere fire årtier, og stærkt i dets fortælling står den tidligere britiske premierminister Tony Blair’s mantra om ”Uddannelse, uddannelse, uddannelse”. Blair’s logik er desværre blevet normalen på den danske venstrefløj, hvor man har en klar tendens til at forsvare de højtuddannede og deres privilegier. Har man ingen eller lav uddannelse, ender man tit som prygelknabe i vores samfund.

Uddannelsessystem værn mod ulighed

De rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det kalder man Mathæuseffekten, og skal man finde et sted i det danske samfund, hvor det holder stik, er uddannelsessystemet det bedste sted at starte.

“Grundtvigs retoriske spørgsmål; ”Er lyset for de lærde blot?” er – indtil de første lukninger af lokale uddannelsessteder i firserne tog fart – blevet besvaret med lokale og regionale uddannelses- og læringspotentialer.”

Men uddannelsesområdet har i menneskealdre også været et område, hvor vi i Danmark har kunnet opleve en lighedstanke, fordi uddannelse foregik i bredden. Uddannelser har været lokalt forankrede, er indgået i lokale og regionale sammenhænge, har til dels haft reformpædagogiske tanker som idealet.

Med tanker og idéer fra højskole- og andelsbevægelsen har vi haft relevant uddannelse i hele landet, voksenuddannelser i bredden og en fagbevægelse, som altid har kæmpet for stærke erhvervsuddannelser.

Den reformistiske uddannelsestanke var ikke bare bredt ud i hele i Danmark, men startede i den brede og jævne befolkning tilbage i 1800-tallet. Grundtvigs retoriske spørgsmål; ”Er lyset for de lærde blot?” er – indtil de første lukninger af lokale uddannelsessteder i firserne tog fart – blevet besvaret med lokale og regionale uddannelses- og læringspotentialer.

De progressive uddannelsestanker, der fik mere og mere luft under vingerne i 1800- og 1900-tallet kulminerede dog i 1993, hvor folkeskolens formålsparagraf lød: ”Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.

Hermed skulle man kunne håbe, enhedsskolen havde fået sit greb i Danmark og Den sorte skole udryddet. Men sådan er det ikke gået.

Ulighedens monster

Den sociale slagside i vores samfund er kun forværret over de sidste tre årtier. De mange centraliseringer af bl.a. uddannelse og sundhed har ført til stigende ulighed i løn, levetid og livskvalitet. Uddannelse og SU betalt af de mange er kommet de få til gode.

Krydret med liberaliseringer på boligmarkedet udlever vi i Danmark lige nu den perfekte ulighedscocktail. På boligmarkedet har man især i Storkøbenhavn haft en fest, der startede med udsalget af de almennyttige boliger i halvfemserne, og siden fortsatte med Anders Fogh’s liberaliseringer af boligmarkedet. København har været en magnet for økonomisk, politisk og kulturel kapital, hvilket har overlæsset byens turban med appelsiner.

Og ikke nok med det: De geografiske lønforskelle er kun steget, hvilket er absurd. En lastvognsmekaniker i Padborg er jo akkurat lige så vigtig som lastvognsmekanikeren i Hvidovre! Samtidig har centraliseringerne også gjort det sværere for folk med lav eller ingen uddannelse at omskole sig senere i livet. For når man har slået rod, har fået børn og ikke er ung længere, er det sværere at rykke mod de store byer geografisk såvel som økonomisk. Derfor er lukningen af f.eks. uddannelser i Udkantsdanmark en sand katastrofe.

En lastvognsmekaniker i Padborg er lige så vigtig som sin kollega i Hvidovre. Alligevel er lønforskellen steget markant, og har sat skub i fænomenet ‘Udkantsdanmark’. Foto: Wiki Commons.

Elitens dobbeltsejr

Den gule negl, Den rådne banan og Udkantsdanmark har været svaret på, hvorfor dem, der ikke har været med til festen, er blevet boende i mindre attråværdige områder af landet og ikke har fået lange videregående uddannelser. I stedet for at se på ulighedens konsekvenser, har man fra den politiske mainstreams side valgt at sparke til de mennesker, der er ramt af den øgede ulighed.

Det er et enormt paradoks, at de mennesker, der ved folketingsvalgene har stemt centraliseringen igennem, bor i Udkantsdanmark. For i stedet for at vende sig kritisk mod de politikere, der har gennemført udsalg af fælles værdier, centraliseringer og nedskæringspolitikken, har man gjort det modsatte.

Apatien lever i bedste velgående, hvor mennesker har set skoler, sygehuse og meget andet lukke. Men hvem skal have skylden for dårligdommene? Det er nemt nok: Der er flygtninge og indvandrere; nemme grupper at sparke ned på.

Uddannelse for fremtiden

Med Tony Blairs uddannelses-mantra i bagagen har centrum-venstre accepteret, at uddannelse skal føre til ulighed. Upåagtet af, at uddannelse betales af hele fællesskabet, har den danske centrum-venstre-fløj købt ind på Blairs tanke, fordi dem med boglig uddannelse har brugt tid på at tage en lang uddannelse.

“Uddannelsespolitik burde være et progressivt politikområde, hvor venstrefløjen var fordelingspolitiske bevidste.”

Men uddannelsespolitik burde være et progressivt politikområde, hvor venstrefløjen var fordelingspolitiske bevidste. Som venstreorienteret kan man kun afskære sig centristernes logik for langsomt. Tony Blair og hans idéer har aldrig gjort noget godt for venstrefløjen. Som Margaret Thatcher sagde, da hun blev spurgt til sin største bedrift: “Tony Blair og New Labour. Vi tvang vores modstandere til at ændre holdning.”

Derfor må venstrefløjen se sig selv i spejlet og spørge sig selv, hvorfor man inden for uddannelsespolitikken mangler en magtkritisk og fordelingspolitisk vinkel. Venstrefløjen må se på, hvem man er lige nu – og hvem man faktisk ønsker at være. Uddannelsespolitik er et centralt politikområde, fordi den er med til at skabe vores virkelighed. Uddannelse kan give mennesker gode liv, kundskaber og medskabende af en tilstedeværelse i verden. Når mennesker bevidstgøres, kan det føre til handling, som Paulo Freire skrev.

Tre bud på nye uddannelsesperspektiver

Jeg har tre bud på et progressivt uddannelsesperspektiv, der både trækker tråde til en progressiv tradition og en fremtid, hvor opgøret med neoliberalismen er altoverskyggende. For har de boglige uddannelser i mange år været de toneangivende i uddannelsesdebatten. Men hvorfor egentlig? Man bliver ikke et bedre menneske af uddannelse, og man skal selvfølgelig ikke agtes højere, fordi man har højere uddannelse.

“Den syriske kvinde, der kører bybussen i Odense, er akkurat lige så vigtigt et menneske, som den hvide mand, der arbejder som overlæge på Rigshospitalet.”

Dernæst bør man gå imod retorikken om ‘chancelighed’ og ‘social mobilitet’. Hvis vi gør lighed til en chance, gør vi det til den individuelles egen opgave at skabe sit eget liv og sine egne vilkår. Dermed har vi også brolagt vejen med fiasko for de mennesker, der ikke tog chancen. Og hermed spiller geografi og sociokulturel baggrund igen en rolle. For det er unægteligt nemmere at tage en boglig uddannelse, er du vokset op hos højtuddannede i Storkøbenhavn, end hvis du er barn af ufaglærte i Syddanmark, hvor der er længere til uddannelse, både geografisk og kulturelt. Det skal ikke være dit uddannelsesniveau, der bestemmer, hvorvidt dit liv bliver rart eller ej. Et socialistisk samfund må anerkende mennesker ud fra et konsekvent lighedsbegreb. Og den konsekvente lighed må altid være den røde tråd.

Endelig bør man arbejde for lige løn mellem fagene. Den syriske kvinde, der kører bybussen i Odense, er akkurat lige så vigtigt et menneske, som den hvide mand, der arbejder som overlæge på Rigshospitalet. De har begge livsafgørende betydning for mennesker og samfundets sammenhæng som sådan. De skal selvfølgelig behandles lige. Uddannelsespolitik er i høj grad intersektionel, og det skal venstrefløjen omfavne. Derfor skal der være ligeløn, lige arbejdsforhold, lige sundhedsforhold. I det hele taget skal der være lige forhold for mennesker, lige meget hvilken rolle i samfundet, de spiller.


Om skribenten

Kasper Philbert

Kasper Philbert

Kasper Philbert er MA. i uddannelse og læring, og arbejder som Erhvervsskolelærer. Læs mere