CoronaKnibe: ’Jeg plejede at være rigtig glad for at arbejde for mine egne penge’

Freja Eva Lockenwitz og hendes kæreste købte hus i hovedstadsområdet 1. januar i år. Da de flyttede ind, havde de begge en stabil indkomst – i hvert fald betragtet over årets løb – men den var sammensat af en lang række forskellige større og mindre jobs, primært inden for kunst- og kulturbranchen. Sidste år tjente Freja Eva Lockenwitz gennemsnitligt 25.000 kr. om måneden før skat.  

»Det er måske ikke så meget, men det var helt fint, og jeg plejede at være rigtig glad for at arbejde for mine egne penge, også selvom det betyder, at jeg er nødt til at lave nogle ting, som er uden for mit fag,« siger hun. 

Mange kunstnere går på supplerende dagpenge, når der ikke er fx teater- eller filmproduktioner eller koncerter, der kan sikre større honorarer. Men Freja Eva Lockenwitz valgte i stedet at supplere de større kunstneriske opgaver med arbejde som timelønnet yogalærer og en mindre fast tjans som kirkesanger. Netop det valg har betydet, at hun nu står i en alvorlig coronaknibe. Der er nemlig ingen hjælpepakker, som tager højde for hendes kombination af indkomster. 

»Jeg har valgt at supplere med forskellige typer jobs, netop for at undgå at være afhængig af dagpengesystemet, og så må man brede sig ud. Det har jeg accepteret for til gengæld at kunne klare mig selv. Det plejer jeg at være rigtig glad for, jeg føler mig selvstændig og arbejder for mine egne penge. Men det betyder så nu, at jeg står uden sikkerhedsnet,« forklarer Freja Eva Lockenwitz og tilføjer:  

»Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal straffes for at have villet klare mig selv og skabe min egen indkomst.« 

Låner penge af sin mor 

Alle Freja Eva Lockenwitz’ jobs blev aflyst fra første dag af nedlukningen, og kun ganske få af dem har været mulige at omlægge til online-formater. 

»Koncerter, kirkesang, yoga, fest-optrædender, teater – det handler alt sammen om at samle folk, om at være en gruppe, der oplever noget sammen,« fortæller Freja Eva Lockenwitz.  

Derfor har den gradvise åbning af Danmark heller ikke haft den store betydning for hendes jobsituation endnu. Der er fortsat restriktioner på hvor mange mennesker, der må være samlet på et sted, og mange af kulturstederne er hårdt presset økonomisk – nogle erklærede sig konkurs allerede i dagene efter nedlukningen. 

Da alle opgaver forsvandt fra den ene dag til den anden, har Freja Eva Lockenwitz været nødt til at låne penge af sin mor. Det er ikke så festligt, når man er 33 år og er vant til at klare sig selv. Det kan heller ikke blive ved. 

»Det er jo enormt privilegeret, at jeg har kunnet låne af min mor, det ved jeg godt, at det ikke er alle der kan. Men hun har ikke råd til at blive ved at låne os penge, og hun er også nødt til at få dem tilbage på et tidspunkt.« 

Det eneste, der var tilbage af Freja Eva Lockenwitz’ indtægt, da landet lukkede ned for snart tre måneder siden, er 3.700 kroner efter skat, og det er kun fordi kirken sendte hende hjem med løn. For kærestens vedkommende har han en fastansættelse på en skole én dag om ugen samt kirkesang, og her har han også været sendt hjem med løn. 

»Men det er en brøkdel af, hvad han skulle have tjent,« fortæller Freja Eva Lockenwitz. »Der havde været teaterproduktioner, men de er aflyst. Det er en af vores store indtægter.« 

Fuldt blus på kunst- og kulturbranchen har lange udsigter. Og de måneder, hvor Freja Eva Lockenwitz ikke har kunnet passe fx yogaundervisning – dem er der ingen kompensation at søge for. 

Før lockdown havde Freja Eva Lockenwitz sammensat sin indkomst med en basisindtægt fra yogaundervisning og kirken – noget, hun kunne skrue op og ned for, og som sikrede hende gennemsnitligt 15.000 kr. om måneden før skat.  

»Så har jeg altid til de faste udgifter, her i opstarten af min kunstnerkarriere. En basisindtægt fra forskellige arbejdsgivere.« 

Hendes faste udgifter er ejendomsskatter, forsikringer og bil – som er »helt afgørende for, at jeg kan have tre-fire arbejdsgivere i løbet af en dag« – og så selvfølgelig mad og andre dagligdags fornødenheder.  

»Hvis jeg får nogle koncerter eller en teaterproduktion, så kommer der et lidt større honorar. Lige netop i den periode, hvor landet var lukket ned, skulle jeg have tjent godt på en koncertturné, som var knyttet til 75-året for Befrielsen«. 

Hun bliver normalt også booket til ad hoc-opgaver som fx at synge til bryllupper eller fødselsdage og andre større sociale arrangementer, men det har der i sagens natur heller ikke været noget af siden midten af marts. 

De seneste måneder har hun ikke engang haft til de faste udgifter, og pengene hun låner af sin mor, er dermed nødvendige for overhovedet at kunne købe mad. 

Ikke ’kunstnerisk nok’ 

Som delvis lønmodtager og delvis freelancer uden cvr-nummer – kunstneriske ydelser er momsfritaget, og derfor behøver man teknisk set ikke cvr-nummer – kan hun ikke søge hjælpepakken for selvstændige.  

Hun kan heller ikke søge hjælpepakken for ’kombinatører’, for den kræver et helt bestemt mix af a- og b-indkomst, som ikke passer på hendes arbejdsliv. 

Den kunsnter-hjælpepakke, som kom længe efter, at mange andre havde fået hjælp, kan heller ikke holde Freja Eva Lockenwitz oven vande. Af uvisse årsager har politikerne nemlig valgt, at det kun er den del af folks indkomst, der kommer fra »kunstnerisk virke«, som bliver kompenseret. Det er ikke muligt at finde nogle skriftlige retningslinjer for, hvad der vurderes at tælle som ’kunstnerisk’. 

Det er desuden meget få kunstnere, som har mulighed for at tjene hele deres indkomst alene inden for deres fag. Men mange har ligesom Freja Eva Lockenwitz fået aflyst alle jobs, også dem, der ligger uden for deres kernefaglighed. 

»Der sidder så nogle embedsmænd og skal vurdere, om hver enkelt af mine indtægtskilder er ’kunstneriske nok’ til at tælle med. Yogalærer-timerne tæller de ikke, heller ikke selv om nogle af dem er målrettet andre sangere og performere. Og babysalmesang, der var de sådan lidt, da jeg talte med dem første gang, at det skulle jeg nok ikke regne med. Jeg tror faktisk ikke, de overhovedet ved, hvad det er.« 

Babysalmesang er noget, kirkerne udbyder for nybagte mødre og deres babyer. Det er ifølge Freja Eva Lockenwitz »et minitotalteater, hvor jeg synger fra den danske sangskat, med fagter og fingerdukker, og der er sæbebobler og musik og koreografi. Det er en totaloplevelse af musik, sanser og bevægelse, som er designet til, at de små familier også kan tage det med hjem. Det handler om musikalsk dannelse i hjemmet.«  

Siden hun første gang talte med Erhvervsstyrelsen om sine muligheder, har Freja Eva Lockenwitz skrevet »et to sider langt forsvar«, hvor hun argumenterer for, at babysalmesang er noget, hun arbejder med i kraft af sine kunstneriske kvalifikationer. Derpå gik de med til at tælle lige den opgave med. Men hun vurderer, at hun fortsat kun vil få kompenseret omkring halvdelen af sit samlede indtægtstab – hvis altså ansøgningen overhovedet bliver godkendt. I starten af juni havde hun stadig ikke fået svar. 

»Guldmedaljen ville være, hvis man anerkendte, at kunstnere tjener penge på mange forskellige måder. Men eftersom vores kulturminister ikke taler vores sag, så kommer de nok ikke til at ændre på noget. Det lader tværtimod til, at deres bedømmelseskriterier for, hvad der er ’kunstnerisk’, er bevidst snævre, så de slipper for at skulle dele så mange penge ud.« 

Freja Eva Lockenwitz kender mange andre kunstnere, der også supplerer med andre typer jobs, når der ikke er opgaver nok inden for deres fag. For eksempel en operasanger, der har et lastvognsfirma. En sanger, der har en bikiniwax-butik. En teaterdirektør, som er handikapmedhjælper ved siden af.  

»Så hvis man gerne vil hjælpe kunstnere, og tusind tak for det, så er man nødt til at anerkende, hvordan vores arbejdsliv er skruet sammen. I stedet for at affærdige halvdelen af vores indtægt,« siger Freja Eva Lockenwitz. 

’A-kasserne var ikke til for mig’ 

Freja Eva Lockenwitz er hverken med i en a-kasse eller en fagforening, og det fortryder hun lidt nu. På den anden side er der gode grunde til, at hun aldrig har meldt sig ind.  

Den mest oplagte fagforening ville være Skuespillerforbundet – men de dækker kun dele af de områder, hun arbejder inden for.

Derudover er kunst- og kulturbranchen »lidt det vilde vesten, hvor fagforeningen har meget vanskeligt ved at forsvare tarifferne«. Den relativt store udgift til fagforeningen valgte hun altså fra i opstartsfasen af sin karriere – med hensigt om at melde sig ind, når økonomien var bedre – og så ramte corona. 

A-kasse synes hun heller ikke, at hun havde råd til, og samtidig havde hun indtryk af, at a-kassen ikke kan håndtere kunstnere, som sammensætter deres indtægt fra mange kilder. En af hendes venner, der har brugt otte år på at specialisere sig inden for sit fag som sanger, søgte på et tidspunkt supplerende dagpenge mellem to større opsætninger, og fik dette råd fra a-kassen: Du kunne jo også tage et stort kørekort og køre lastbil.  

»Helt ærligt, det kunne han da godt, men det er jo ikke meningsfuldt at bruge otte år på at uddanne sig inden for et fag – og så bare få at vide, at man skal køre lastbil. Desuden er det nok lidt svært at få job som lastbilchauffør, hvis man skal tages ud af vagtplanen, hver gang der er koncerter og teateropgaver.« 

Freja Eva Lockenwitz og mange andre af hendes kolleger har derfor valgt a-kassen fra, og supplerer med andre typer jobs. 

»Jeg har følt, at a-kasserne ikke var til for mig. Mange af mine musiker- og sangerkolleger har svært ved at opnå dagpengeret eller må lukke deres virksomhed for at gå på dagpenge. A-kasserne har også vanskeligt ved at forstå, at en koncert ikke er 1 time på arbejde, men kræver lang forberedelse. Dagpengesystemet er generelt skruet sådan sammen, at de vil have folk i fast arbejde. Men for mig er der ikke fast arbejde at få. Jeg er nødt til at skabe min indtægt fra projekt til projekt.« 

Hun mener desuden, at der mangler sammenhæng mellem, hvad politikerne siger om samfundsøkonomien, og hvordan det sociale sikkerhedsnet er skruet sammen i praksis.  

»Nu har vi i årevis hørt på, at Danmark skal være et iværksætterland og leve af ideer og oplevelsesøkonomi. Så føler jeg lidt, at nu er vi mange, der faktisk gør det, men samfundet har bare ikke rigtig opdaget det eller accepteret det, eller taget højde for det. Hvis vi synes, at Danmark skal være et iværksætterland, så skal det honoreres og indrettes efter det, så vi, der sammensætter vores indkomst fra projekt til projekt bliver hjulpet på lige fod med lønmodtagere.« 

’Hvorfor er det upassende?’ 

En del af de jobs, som Freja Eva Lockenwitz har fået aflyst, bliver muligvis afholdt senere på året, eller når forholdene tillader det. Men som hun siger, så kommer der jo ikke til at være to døgn i døgnet efter corona.  

»Det er selvfølgelig dejligt, at planlagte teateropsætninger og koncerter måske bliver afholdt senere, men det hjælper ikke min indtægt. Enten kommer jeg til at skulle arbejde dobbelt, eller også kommer tingene til at ligge oveni hinanden, og så kommer mine udskudte jobs til at tage indtægt fra de jobs, jeg skulle have lavet senere.« 

Foreløbig har den gradvise åbning af Danmark betydet lige præcis ingenting for Freja Eva Lockenwitz. 

»Problemet er, at der er gået lidt symbolpolitik i, hvem der skal åbne hvornår. Man vægter de liberale erhverv højere end kulturen – fordi det er svært at regne på profitten, så har det ligesom ingen værdi for samfundet.« 

Hun mener også, det er tankevækkende, at både regeringen og dele af befolkningen taler om kultur som noget »flødeskum«, der bare kan skæres væk, når krisen kradser. 

»For det første, så er det her ’flødeskum’ faktisk nogens arbejde – det er vores faglighed og indtægt, der bliver talt om på den måde. For det andet findes der næppe en person noget sted i landet, som ikke har storforbrugt kultur i den her periode. Har de ikke set Netflix, læst en bog, hørt noget musik, lyttet til en podcast? Det er kunst og kultur. Som nogen har produceret. Alligevel kan mange slet ikke se, at det er noget, vi har behov for.« 

Som mange andre kunstnere – og kunst- og kulturforbrugere – er Freja Eva Lockenwitz ikke ligefrem imponeret af kulturminister Joy Mogensen. 

»For at være helt ærlig, har hun ikke været til nogen hjælp. Hun har tilmed direkte sagt, at det ville være upassende at tale om kunst og kultur. Men hvorfor er det upassende? Det er vores jobs!« 

Freja Eva Lockenwitz – der har en klassisk uddannelse som operasanger – er også godt gammeldags træt af den modsætning, som ikke mindst Socialdemokratiet tegner op mellem ’elitær’ og ’folkelig’ kultur. 

»Socialdemokratiet trænger virkelig til at få en kulturpolitik igen. Jeg har ingenting imod fodbold og fadøl, men jeg forstår simpelthen ikke, at det skal fremstilles, som om der er krig mellem fodbold og opera. Vi arbejder så hårdt for at komme bredt ud med opera og teater, og alligevel skal vi hele tiden tales ned.« 

Vi skal samle vores stemmer 

Selvom Freja Eva Lockenwitz ikke har været medlem af hverken fagforening eller a-kasse, har hun brugt andre netværk. Blandt andet har hun fundet støtte i de facebookgrupper, der dukkede op: Danske soloselvstændige, hvor hun har fundet både fællesskab og information, og facebookgruppen coronaknibe, hvor hun har luftet sine frustrationer, og fået indsigt i, at der er mange, der er taget dårligt hånd om. Hun har dog savnet et netværk med specifikt fokus på kunst og kultur – så det har hun selv startet.  

»Tanken er at danne en eller anden form for græsrodsbevægelse for os i kunst- og kulturlivet. At samle vores stemmer. For der er ikke rigtig nogen i det politiske landskab, der taler kunstens sag. Vi er mange, der har mange små nicher, og krydser genrer osv., og måske vi på tværs af branchen kunne finde et samlingspunkt. Det ville være helt perfekt. Jeg har også haft lyst til at danne kunstnerkollektiver med mine sanger- og musiker-venner. For denne her tid giver en lyst til at blive stærkere i fællesskab. Man føler sig meget afmægtig som ene person.«  

Midt i maj startede hun derfor facebookgruppen ’Kæmp for kunst og kultur i Danmark’, som i skrivende stund er nået op på næsten 10.000 medlemmer. 

»Jeg håber, at det kan blive et startskud til noget større, en platform at tale kunst og kultur op fra,« siger Freja Eva Lockenwitz.  

Tilbage på konservatoriet 

Hvad angår hendes personlige situation, havde hun »held i uheld« søgt tilbage på konservatoriet for at færdiggøre sin kandidatuddannelse som operasanger. Fra august kommer hun dermed til at være tilbage på SU. 

»Det bliver svært og mærkeligt at være studerende igen, men så usikker som vores branche er lige nu, er jeg ret taknemmelig for at kunne høre til et sted et par år. Og have det fællesskab og miljø. Det er måske mest psykisk, men det føles trygt. Jeg tænker, at det at dygtiggøre mig, det er vel altid en fin investering. Med mindre, man spørger vores regering, selvfølgelig. Don’t even get me started…« 

Dertil har hun lært nogle nye redskaber under coronakrisen, som hun vil tage med videre. Det teaterensemble, hun er med i – SAGA – har fx lært at livestreame, »og vi er ellers ikke særlig tekniske«. Det planlægger de at fortsætte med, for det giver mulighed for at nå ud til et bredere publikum, end de ellers kunne have solgt fysiske billetter til.  

»Der er elementer i det, vi har været tvunget til at lære, som måske ender med at blive positivt,« siger Freja Eva Lockenwitz, der også er begyndt at tilbyde både yoga og babysalmesang online. »Det vil være fint, hvis alt jeg laver, ikke er konfrontationstimer, så jeg kommer nok til at indarbejde det i mit virke fremover.« 

Hun er imidlertid »skide nervøs« for kunst- og kulturbranchen som helhed.  

»Forhåbentlig er der mange, der hungrer efter at komme ud og se noget live. Men jeg er også lidt bange for, om folk vil turde sidde tæt sammen i teateret. Og teatrene kan ikke løbe rundt, hvis de kun kan sælge billet til hvert andet sæde. Man kan allerede se nu, at pengemændene bag er meget usikre på, om de tør skyde penge i det. Vores branche lever af at samle folk og opleve ting i fællesskab, så jeg er meget nervøs for fremtiden.«  

Syg på job 

En af de ting, Freja Eva Lockenwitz har tænkt meget over under coronakrisen, er, hvor ofte hun førhen har taget på job, selvom hun var syg.  

»Jeg har aldrig haft det godt med at tage på job i forsamlinger, når jeg har haft influenza, vel vidende at jeg potentielt smitter. Men jeg har været nødt til det, fordi jeg ellers ikke har nogen indtægt – de fleste af mine jobs, også babysalmesang i kirken, der får jeg kun mit honorar, hvis jeg dukker op. Det er vi fremover simpelthen nødt til at få styr på,« siger Freja Eva Lockenwitz og tilføjer: 

»Vi er nødt til at få nogle stærkere planer for at stoppe smittespredningen, og så nytter det ikke, at vi tager på job, når vi er syge. Det ville jeg ønske var noget, jeg ikke bare skulle forholde mig til som enkeltperson, men at vi kunne forholde os til det som samfund. Vi vidste jo godt, vi havde dårlige arbejdsforhold som freelancere, og måske det kunne være en gylden mulighed at gøre op med det nu. For hele samfundets skyld.« 

---

Solidaritet har spurgt Slots- og Kulturstyrelsen, der administrerer kunstnerhjælpepakken – den midlertidige kunststøtteordning, hvordan sagsbehandlere konkret afgør, om noget er “kunstnerisk virke”, og hvordan de definerer “væsentlig tilknytning” til den danske kunstscene.

“Der er tale om en helhedsvurdering af ansøgningerne, hvor der dels kigges på årsindtægter for tidligere år, CV, tabte indtægter for perioden (inkl. sandsynliggørelse herfor). Vurdering af de indsendte bilag ligger til grund for afgørelsen i de enkelte sager”, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i et skriftligt svar. 

Læs også: Fagforbund kritiserer den udvidede arrangørpakke: Den skader mere, end den gavner

Solidaritet har også spurgt Slots- og Kulturstyrelsen, hvordan det kan være, at kategorien ‘kunstnerisk skaben’ er så bred, som den er i skattemæssig/CVR forstand, og samtidig så snæver, at en masse af dét arbejde, som kunstnere lever af, ikke tæller med i støtteordningens opgørelse af kunstnerisk virke? 

Heller ikke det spørgsmål er det lykkes at få et klart svar på: 

“Al den indtægt, der har bund i ansøgerens kunstneriske virke, tæller med. Hvis kunstneren har tabte indtægter for et foredrag, undervisning, workshop el.lign., tæller de med, såfremt de har udgangspunkt i kunsternes kunstneriske virke”, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen. 

---