Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. marts. 2021

Kvindelig håndværker: #Me Too-bølgen gjorde mig til feminist

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag bringer Solidaritet et interview med en feministisk håndværker, som drømmer om et arbejdsmarked uden sexisme og stive kønsroller

Helene Glundholt


Helene Glundholt er færdiguddannet grafisk tekniker og er i øjeblikket i gang med at uddanne sig til industritekniker. Derudover er hun tidligere formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, som organiserer elever på erhvervsskolerne. Hun har ikke altid villet kalde sig selv feminist, men med #Me Too-bølgen blev feminismen relevant og konkret for hende.

Feminisme i håndværkermiljøer 

Som kvinde i en mandsdomineret verden har Helene Glundholt mærket på egen krop, at der endnu ikke er ligestilling i Danmark.
”Jeg går på en uddannelse, hvor der er rigtig mange mænd. Jeg kan se, at der er et skel i forhold til, hvordan mænd og kvinder bliver behandlet på arbejdsmarkedet. Folk tror, at jeg kan mindre, end jeg kan, og jeg har sværere ved at finde et job, fordi arbejdsgivere tror, at jeg snart skal have barsel”, siger Helene Glundholt. Hun har ikke altid kunnet se sig selv i den feministiske bevægelse. Tidligere fremstod feminismen flyvsk og var for svær at relatere til. ”#Me too-bevægelsen er en af grundene til, at jeg i dag kalder mig selv feminist, fordi jeg kan se, at bevægelsen har rykket noget, og jeg kan se, hvorfor det er vigtigt”, siger hun.  
Som ny bevægelse har #Me-too i den grad berettigelse for faglærte, mener hun. ”Jeg tror, at der i håndværksfag opstår mere sexisme, fordi der har været en kultur, hvor det blev betragtet som normalt – også på arbejdspladserne”.   

 Jeg tror, at der i håndværksfag opstår mere sexisme, fordi der har været en kultur, hvor det blev betragtet som normalt – også på arbejdspladserne   

Helene Glundholt

Opgør med kønsopdelt arbejdsmarked   

I dag er Helene Glundholt ikke i tvivl om, hvor slaget skal stå. ”Den vigtigste kamp for feminismen handler om sexisme på arbejdspladser. Sexisme kan også ske for mænd på f.eks. sygeplejestudiet. Jeg kender mandlige sygeplejerske og SOSU-assistenter, som føler sig malplacerede og ikke f.eks. får lov at komme ud til de borgere, de skal ud til, fordi borgerne ikke ønsker det på grund af deres køn”.  
Derfor mener hun, at feminisme ikke kun er for kvinder, men at mænd i mindst lige så høj grad kan få noget ud af at tilslutte sig bevægelsen.  
”Hvis man virkelig tog fat på kampen for at skabe et arbejdsmarked, som er inkluderende for begge køn, tror jeg, man kunne nå enorm langt. Jeg ville blive lykkelig, hvis jeg i mit liv når at opleve sådan et arbejdsmarked,” siger hun.  

Om skribenten

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen

Cand.mag i analytisk journalistik. Nyhedskoordinator og organisationsmedarbejder i Solidaritet. Læs mere