Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
14. november. 2021

Trine Pertou Mach: Lad os forandre systemet – ikke klimaet

Klimakrisen er tæt forbundet med den globale ulighedskrise og et økonomisk system, der producerer massive skævheder. I den rige del af verden må vi ændre vores adfærd markant, hvis vi skal løse den klimakrise, vi selv har været med til at skabe, skriver Trine Pertou Mach.

Red Rebels fra Extinction Rebellion demonstrerer foran COP26 i Glasgow 11., november 2021. Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Et budskab gik klart igennem da Barbados’ præsident Mia Mottley stod på talerstolen ved åbningen af COP26 i Glasgow: To graders opvarmning er en reel dødsdom for Barbados og mange andre nationer inklusiv små østater og lande som Mozambique og Kenya. Essensens i hendes tale er, at reduktionen af den globale udledning af drivhusgasser skal ske nu – prisen vil kunne ses i menneskeliv og livsgrundlag.

Hovedformålet med mødet i Glasgow er da også at holde hinanden fast på løftet fra Paris om at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C i 2100. Alligevel er det med rette, at Mottley i sin tale råber verden op og spørger: Hvornår vil verdens ledere lede? Her bør især den rigeste del af verdens befolkning lytte godt efter.

For nyligt slog FN’s klimapanel alarm om klimaets tilstand; klimaforandringerne sker i et langt hurtigere tempo end hidtil antaget. Rapporten viser, at allerede i 2030 vil en 1,5 graders temperaturstigning være nået, hvis ikke vi gør noget drastisk. Det er ikke uden grund, at COP26 er blevet kaldt point of no return for menneskeheden. Der er behov for akut, ambitiøs og forpligtende politisk handling.

Klimakrisen er skabt af de rigeste

En ny rapport fra Oxfam viser, at verdens rigeste vil udlede så meget CO2 i 2030, at det vil være umuligt at overholde målet i Paris-aftalen. Rapporten estimerer, at de rigeste 1 pct. og 10 pct. baseret på indkomst i 2030 vil udlede henholdsvis 30 og 9 gange mere end det, der er foreneligt med 1,5°C-målet. Med andre ord; verdens 10 pct. rigeste vil alene stå for så meget CO2-udledning, at uanset hvor lidt de resterende 90 pct. udleder, vil vi ikke kunne holde verden indenfor målet om 1,5°C temperaturstigning. 

“Verdens 10 pct. rigeste vil i 2030 alene stå for så meget CO2-udledning, at uanset hvor lidt de resterende 90 pct. udleder, vil vi ikke kunne holde verden inden for målet om 1,5°C temperaturstigning.”

Den store skævhed i udledning af CO2 tydeliggør, at de rige lande skal bidrage med både flere penge for at imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne og med langt, langt større CO2-reduktion, hvis vi som internationalt samfund skal lykkes i den fælles kamp. Ikke alene er det retfærdigt, at de, der udleder mest CO2, også betaler klimaregningen. Det er også en demokratisk og planetær nødvendighed.

De rige lande – inkl. Danmark – skal leve op til det løfte, de gav for 12 år siden, da de lovede at give ekstra 100 mia. dollars i klimafinansiering til fattige lande Men det løfte har de langt fra overholdt. Danmarks klimabistand bliver i høj grad taget fra selve udviklingsbistanden, som ellers har til formål at understøtte det langsigtede arbejde med at bekæmpe fattigdom og ulighed. Selvom det er positivt og rigtigt også at tænke klimaet ind i udviklingsbistanden, skal der nye penge på bordet til at løse klimakrisen. Klimakrisen gør jo ikke indsatser for eksempelvis at skabe lige adgang til kvalitetsuddannelse overflødige.

Man er også nødt til at forpligte sig langt mere solidarisk og sikre en fair betaling for tab og skader efter klimakatastrofer. Som det er nu, bliver det befolkningen i de klimaudsatte områder, som oftest også er fattigere lande i det globale syd, der kommer til at betale for konsekvenserne af oversvømmelser, tørke eller andre ekstreme vejrkatastrofer, de i ringe grad har været med til at forårsage.

Hør hele Mia Mottleys tale ved COP26 her.

Langt fra målet ved COP26

I 2015 i Paris lovede alle regeringer højt og helligt at komme til COP26 med flere og mere ambitiøse 2030-forpligtelser. I anden uge af COP26 står det desværre klart, at der er langt til målet. Climate Action Tracker (CAT) har analyseret løfter givet under COP26 og anslår, at de nuværende 2030-mål sætter kloden på en kurs mod en temperaturstigning på 2,4°C inden udgangen af ​​århundredet.

Det vil altså potentielt betyde en udslettelse af små ø-stater som Tuvala, og bringe 100 mio. flere mennesker ud i sult og fattigdom inden 2030 samt fordrive så mange som 1 mia. mennesker inden år 2050 ifølge FN’s fødevareprogram.

“Det er ikke kun de rige lande, der har et ansvar for klimakrisen. Det er også de rige individer, der skal ændre livsstil og adfærd.”

Vi er altså langt fra målet om at ændre den udledning, der ødelægger vores fælles planet. Klimaaktivister og -organisationer har igennem flere år råbt på grundlæggende forandringer: ”System Change, Not Climate Change”. Det er netop dét, der bør stå lysende klart i takt med, at klimaalvoren rammer os.

Hvis CO2 udledningerne skal nedbringes til et niveau og et forbrug, der ikke presser de planetære grænser, så er justeringer næppe nok. Grundlæggende forandringer er nødvendige. Der er brug for et fundamentalt opgør med den måde, vi forbruger og producerer, og dermed også de grundlæggende mekanismer i det globale økonomiske system, som har ført os til denne uholdbare situation.

Topforsker og medlem af klimarådet Katherina Richardson udtrykker det meget rigtigt, når hun i sin bog skriver, at ”teknologien ikke kan ændre på det faktum, at jordens ressourcer er begrænsede. Teknologi kan hjælpe med at udnytte ressourcerne mere effektivt, men teknologi løser ikke problemet.”

Deri ligger, at en stor del af ansvaret og de forandringer, der skal til, beror hos verdens top. De 1 pct. rigeste i verden har fra 1990-2015 udledt dobbelt så meget CO2, som den fattigste halvdel. Historisk er der altså tale om en enorm ulighed i måden jordens ressourcer forvaltes på. Det vil sige, at der er nogle individer, der har tilranet sig alt for meget, og forbrugt langt over deres andel af kagen, og forbrugt langt over deres andel af CO2 budgettet.

Det er derfor ikke kun rige lande, der har et ansvar for klimakrisen, det er også rige individer, der skal ændre livsstil og adfærd. Der skal skæres gevaldigt ned på lystyachter, privatfly og rumrejser, hvis verden skal have nogen som helst chance for at holde temperaturer, vandstigninger og stormflod i ave.

Men også virksomheder har et ansvar. Den historiske dom i Holland, der dømte oliegiganten Shell til at være juridisk ansvarlig for klimakrisen, betyder, at Shell nu skal reducere sin CO2-udledning med 45 % inden 2030. Dermed er det slået fast ved en domstol, at virksomheder også har et individuelt ansvar for klimakrisen, og at vi herfra skal se betydelig CO2-reduktion og ændring af praksis for at redde kloden.

Vi styrer direkte mod grænsen for, hvad vores planet kan bære. Det økonomiske system skal indrettes til gavn for det store flertal og for en bæredygtige fremtid.

Ved klimatopmødet i 2009 fik jeg en nøglerem med hjem, hvorpå der stod ’Lead or Go Home’. I år lød det fra Mottley: When will leaders lead?

Det er nu.


Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, partiløs med et stærkt bankende hjerte for solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Tidligere medlem af Folketinget for SF. Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og International Alert
Læs mere