Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
13. november. 2021

Læge: Sundhedsvæsenet er krakeleret flere steder – den onde cirkel kværner

Grethe Olivia Nielson arbejder som læge på et af landets hospitaler. Her fortæller hun om de personlige erfaringer, som udsultningen af sundhedsvæsenet har for hende og for mange andre sundhedsfaglige medarbejdere. Frustrationen over situationen som den er nu – og frygten for hvordan det kommer til at fortsætte – er en ond cirkel, der skal brydes nu.

Lad mig starte med at sige: Jeg elsker mit arbejde som læge, og jeg elsker patienterne.

Men rammerne i sundhedsvæsenet er slet ikke gearet til, at vi kan hjælpe patienterne på bedste vis. Langt fra.

Det er derfor, vi ser en masseflugt af sygeplejersker og jordemødre fra afdelingerne.

Tilbage står unge læger som mig, der nu dækker flere af både sygeplejerskernes og jordemødrenes vagter – fordi sundhedsvæsenet er ved at bryde sammen.

Sygeplejerskerne er mørtlen, der får sygehusene til at hænge sammen – men lige nu knirker og brager fundamentet, fordi over 4.700 fastansatte sygeplejersker mangler på landets hospitaler.

“…mine ældre patienter tigger og beder om ikke at blive indlagt – fordi de ikke føler, at de kan få hjælp, mens de er indlagt. Det betyder, at vi svigter patienterne, somme tider med døden til følge. Ja, med døden til følge.”

Det betyder ikke bare, at der mangler varme hænder til at trøste, når der kommer en hård besked. Det betyder, at patienter ikke får hjælp, når de bliver akut dårlige, fordi personalet er optaget andetsteds. Det betyder, at mine ældre patienter tigger og beder om ikke at blive indlagt – fordi de ikke føler, at de kan få hjælp, mens de er indlagt. Det betyder, at vi svigter patienterne, somme tider med døden til følge. Ja, med døden til følge.

Stress og opgivenhed er begyndt at dominere

Når man som ung læge oplæres i et system, der er så presset, at frokosten konsekvent indtages over tastaturet, og telefonen besvares under toiletbesøg, så starter man karrieren i drivende utryghed for fremtiden.

“En patient fortalte grædende, at hun var begyndt at drikke igen, fordi hendes søn var død. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så tung en stilhed, som da han ikke greb bolden og rummede patientens traume. I stedet blev den bold hængende i luften. Fokus blev lagt på, hvor hurtigt vi kunne få hende på et rehabiliteringsophold.”

Jeg tror, de fleste unge læger og medicinstuderende kan genkende følelsen af at være utrygge på job. Følelsen af at vi skal løbe hurtigere, dokumentere mere og arbejde hårdere. Den følelse er blevet permanent. Ubehaget – når vi ser vores patienter blive mere syge, mens vi skulle passe på dem – er forfærdelig. Jeg frygter at hastigheden måske endda gør os til dårligere læger, og mindre menneskelige i vores behandling.

På 7. Semester, vågnede jeg brat op til virkeligheden. Der fulgtes jeg med en læge, som var fuldstændig udbrændt. Han betroede mig i kantinen over buffeten, at lægelivet bestemt ikke var det liv, vi gik og drømte om. Han ville selv søge videre til Novo eller et andet sted med mindre pres og bedre løn. I hans kontakt til patienterne var det tydeligt, at han ikke kunne overskue mere end det allermest akutte. En patient fortalte grædende, at hun var begyndt at drikke igen, fordi hendes søn var død. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så tung en stilhed, som da han ikke greb bolden og rummede patientens traume. I stedet blev den bold hængende i luften. Fokus blev lagt på, hvor hurtigt vi kunne få hende på et rehabiliteringsophold.

Selv at stå med problemerne og kun at høre om problemerne, er vidt forskelligt

Men intet kan sammenlignes med oplevelsen af SELV at stå med ansvaret. Når man kl. 4 om natten skal prioritere hvilken patient, der skal have den livsnødvendige maske med medicin, og hvem der må vente, fordi der mangler hænder. Når man står med en patient, som skal udskrives, og sygeplejerskerne ikke kan nå at bade patienten, fordi de har for travlt med at dele medicin ud. Når man opdager at en patient har ligget 7 timer med en blodprop i lungen, uden der er blevet gjort noget, fordi sundhedspersonalet havde for travlt.

Og måske er dét netop grunden til, at jeg er bange for fremtiden. Man kan ikke sætte sig ind i det, hvis man ikke selv har prøvet det: At stå med ansvaret for andre menneskers liv og vide, at hvis vi havde hænder og ressourcer nok, så kunne vi give dem den nødvendige behandling.

Politikerne kan læse og lytte til beretninger, men intet kan sammenlignes med den magtesløshed som fylder den sundhedsfagliges krop, når man mister tiltroen til vores sundhedsvæsen. Jeg elsker mit job. Jeg elsker mine patienter. Men jeg skælver ved fremtidens sundhedsvæsen, hvis ingen gør noget. Nu.

Om skribenten

Grethe Olivia Nielsson

Grethe Olivia Nielsson

Grethe Olivia Nielsson er 27 år og nyuddannet læge. Hun er i gang med anden halvdel af sin turnus i Jægerspris Lægecenter. Hun er opstillet til Region Hovedstaden for første gang for Enhedslisten. Læs mere