Joe Biden - og det meste af verden - havde regnet med en nemmere vej til magten for Demokraterne. Ansvaret for det spændende valg ligger ene og alene på Demokraternes egne skuldre, skriver Morten Hammeken. Illustration: Emad Hajjaj
7 min. læsetid

Det amerikanske valg blev en tæt affære, og er ikke afgjort endnu. Demokraterne må kigge indad, hvis valget i 2024 ikke skal sætte en ny Donald Trump i Det Hvide Hus.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Det ser lige nu ud til, at USA får en ny præsident. Joe Biden fører kampen om at komme først til de 270 valgmænd, som kan sikre sejren. I en række afgørende svingstater skrumper Donald Trumps føring, efterhånden som de overvejende demokratiske brevstemmer bliver talt op. Hvis Bidens hjemstat, Pennsylvania ender med at pege på ham, kommer han med nød og næppe over målstregen, efter at Demokraterne har brugt i omegnen af 10 milliarder kroner på at generobre præsidentposten.

Meget kan nå at ændre sig, men lige meget hvordan det hele ender, var det ikke dét udfald, de fleste havde regnet med. I meningsmålingerne har Biden haft en solid føring på 6-8 procent i månedsvis, så hvordan kunne det alligevel blive så tæt? Hvordan kan så mange fortsat sætte deres kryds ved en korrupt og doven, gammel mand, der lyver, som vi andre trækker vejret, og som hellere vil spille golf end håndtere en dødbringende pandemi, der har kostet mere end 230.000 amerikanere livet (knap 10 gange højere dødelighed pr. indbygger end Danmark)?

“Ansvaret for det her gyservalg ligger først og fremmest på Joe Biden-kampagnens egne skuldre. I dens iver efter at gøre sig spiselig for middelklassens vælgere i midten, har de nemlig glemt noget så gammeldags og kedeligt som “et politisk budskab”.

Hvis man vil finde svar på dét spørgsmål, nytter det ikke noget at affeje de 70 millioner amerikanere, som har sat deres kryds ved ‘The Donald’, som dumme racister. Tidlige opgørelser viser, at flere amerikanere med minoritetsbaggrund faktisk har sat kryds ved præsidenten ved dette valg end i 2016. Det til trods for, at Trump-regeringen har omtalt mexicanske migranter som voldtægtsforbrydere, spærret børn inde i bure, og vil have rejst en mur, for at holde latinamerikanere ude af landet. En tredjedel af den amerikanske latinobefolkning satte i denne omgang kryds ved Trump. Havde det ikke været tilfældet, var både Texas, Florida og North Carolina sandsynligvis faldet ud til Demokraternes fordel, til glæde for de fleste danskeres nattesøvn.

Ansvaret for det her gyservalg ligger først og fremmest på Joe Biden-kampagnens egne skuldre. I dens iver efter at gøre sig spiselig for middelklassens vælgere i midten, har de nemlig glemt noget så gammeldags og kedeligt som “et politisk budskab”. Lad os for en kort bemærkning sætte vores egne forestillinger om den amerikanske arbejderklasse til side, og i stedet spørge os selv: Hvilket valg er de egentlig blevet stillet over for?

Bernie Sanders og Donald Trump er forskellige som nat og dag, men har dog det til fælles, at de fleste ved, hvad de står for. Trump har sin mur, sit xenofobiske America First-budskab og sin veltilrettelagte anti-establishment-persona. Sanders blæste til kamp for et opgør med Wall Street og et bedre offentligt sundhedssystem. Hvor mange kan nævne bare én af Joe Bidens mærkesager? Han har først og fremmest slået sig op på ikke at være Donald Trump, og at USA skulle tilbage til ‘normalen’. Men den normaltilstand fungerede ikke for arbejderne før Trump kom til, og kan heller ikke bruges til at nulstille den politiske situation. Efter årtier med eksploderende ulighed, hvor flere hundrede billioner kroner er blevet omfordelt til landets overklasse, har amerikanerne fået nok af ‘normalen’. Det er derfor også en gevaldig misforståelse, når Biden regner med at score point uden for de politiske cirkler ved at minde folk om, han var Obamas vicepræsident.

Fra venstre til højre: Rashida Tlaib, Ilhan Omar, Alexandria Ocasio-Cortez og Ayanna Pressley, bedre kendt som ‘The Squad’. De fire demokratiske kvinder har ikke været blege for at gå imod den midtersøgende partilinje, og nu får de snart følgeskab af en række nye ansigter i Kongressen. Foto: Jim Scalzo

Demokraternes opgave var faktisk ret enkel: Lyt til befolkningen! Et flertal af de amerikanske vælgere ønskede et offentligt sundhedsvæsen, som ikke tvinger dem til at gå fra hus og hjem, hvis de bliver syge. Et flertal af befolkningen ville have de rige til at betale mere i skat. Og to tredjedele af amerikanerne bakkede efter George Floyd-mordet op om Black Lives Matter-bevægelsen, som krævede et opgør med politiets magt.

I stedet for at lytte til dét budskab, valgte partiet endnu en gang at tage sin “progressive flanke” for givet, og i stedet gå all in på at tiltrække nogle stemmer ved at præsentere sig som et Republikanerne Light. Planerne om et offentligt sundhedsvæsen, eller et opgør med Wall Streets magt, er blevet skubbet til side; og hvad angår Black Lives Matter har Biden snarere kæmpet med Trump om – at være den ivrigste lov og orden-kandidat.

Biden valgte få dage før valget at tage til Philadelphia, hvor han skulle tale til en by, der var i oprør efter endnu et politimord på en sort mand. Her valgte han at fordømme plyndringer, i stedet for at tale om undertrykkelse af sorte amerikanere. Havde Pennsylvania mon været lige så spændende, hvis budskabet havde været et andet? Havde Bernies opbakning blandt latinoer gjort Texas og Florida til mere spændende kampstater? Det kan vi kun gisne om.

Til gengæld kan vi konstatere, at mens Demokraterne samlet har tabt terræn i Repræsentanternes Hus, er mange af de mest venstreorienterede folk i partiet med lethed blevet genvalgt. Ikke bare er hele ‘The Squad’ – bestående af somaliskfødte Ilhan Omar, Boston-demokraten Ayanna Pressley og de to Democratic Socialists of America-kvinder, Alexandria Ocasio-Cortez og Rashida Tlaib – kommet ind uden nævneværdig modstand. De er også blevet forstærket af Marie Newman, Cori Bush og Jamaal Bowman, der alle fejede partiapparatets foretrukne kandidater af banen, nøjagtig som ‘AOC’ gjorde det i 2018.

Demokraterne valgte med nomineringen af Biden over Sanders at gå i den stik modsatte retning. “Valget i år tilhører Biden-republikaneren“, som den tidligere Obama-rådgiver Rahm Emanuel stolt proklamerede. Ikke ligefrem et inspirerende budskab til de mere end hundrede millioner amerikanere, som heller ikke denne gang gad vælge mellem to gamle, konservative mænd.

Der er selvfølgelig også andre forhold, som spiller ind. Ja, Trump og Republikanerne snyder, hvor de kan slippe afsted med det. Ja, valgmandssystemet er lige så demokratisk håbløst denne gang som i 2016, og har – trods knap 4 millioner stemmer mere til Biden – skabt en unødvendig spænding. Men i bund og grund har Demokraterne kun sig selv at takke for, at dette års præsidentvalg er blevet en gyser, og hvis partiet ikke lærer noget af dét vink med en vognstang, ser udsigterne for 2024 også gyselige ud.


Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet.

Læs mere af Morten Hammeken