Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
8. januar. 2021

Leder: Klovneoptoget i onsdags var ikke ‘uamerikansk’. Det var ærkeamerikansk!

Onsdagens optøjer var kulminationen på 4 år med Donald Trump ved roret. Men racisme og konspirationsteorier har fulgt med USA hele vejen.

Shamanen Jake Angeli & Co. invaderer Kongressen. Oprøret bygger videre på en lang amerikansk tradition, skriver redaktør Morten Hammeken. Foto: Win McNamee

Onsdagens optøjer var kulminationen på 4 år med Donald Trump ved roret. Men racisme og konspirationsteorier har fulgt med USA hele vejen.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Morten Hammeken

”Bare bliv med os så længe du kan trække vejret”. Sådan lød beskeden fra studiet til den stakkels Al Jazeera-journalist, der grædende hev efter vejret, mens hun forsøgte at fortsætte sin reportage gennem massive mængder tåregas. Den amerikanske hovedstad var 30 minutter fra et varslet udgangsforbud, og Nationalgarden marcherede lige om hjørnet, for at sikre sig det blev gennemført. Morgenen efter berettede de amerikanske aviser til en chokeret omverden, at 4 var dræbte, mens mindst 14 betjente var sårede. Det så dramatisk ud, men var aldrig nogen seriøs trussel mod den amerikanske statsmagt. Dertil var planen ganske enkelt for hovedløs og dårligt planlagt. At opnå andet end en cirkusforestilling havde eksempelvis krævet, at man havde sørget for at have opbakning højere oppe i det amerikanske militær. De højreekstreme Trumpisters impotens blev understreget af, at de efter at være trængt ind i bygningen vandrede rundt som en flok hovedløse kyllinger, der ikke kom længere end at sætte sig i nogle stole og pille lidt kunst ned af væggene.

Det fascistiske klovneteater var samtidig en del af et historisk drama, som er tæt forbundet til landets fortid. Det var snarere seneste afsnit i en lang føljeton, end første afsnit af en ny serie vi så. For de forargede politikere på begge fløje, der fordømmer angrebet som ‘uamerikansk’, tager fejl. Intet kunne være mere amerikansk end dét, der udspillede sig på Capitol Hill. De Forenede Stater har fra grundlæggelsen i 1776 båret på to konflikter, som på hver sin måde har truet med at splitte landet ad, og som onsdag smeltede sammen i et vanvidsorgie.

Først og fremmest kommer man ikke udenom den helt store elefant i lokalet: racisme og racediskrimination. Den fantastisk levedygtige, pseudovidenskabelige teori om, at menneskers værdi og formåen er forbundet til mængden af pigment i vores hud, er selvfølgelig ikke noget unikt for USA. Alligevel er der få steder i verden, hvor racismen stadig ligger så dybt i så mange mennesker. Den er som en 250 år gammel kræftsvulst i landets midte, der aldrig er blevet fjernet helt.

Tænk bare på delstaten Georgia, som trods en afroamerikansk befolkning på en tredjedel af indbyggerne, først i 2021 har valgt sin første sorte senator. For bare 60 år siden var delstatens skoler stadig raceopdelte. 100 år før det udkæmpede Nord- og Sydstaterne en blodig borgerkrig,   som også havde afsæt i racespørgsmålet. Og går vi helt tilbage til landets grundlæggelse, var racisme snarere reglen end undtagelsen. George Washington, Thomas Jefferson og en lang række andre af landets helte prædikede ”frihed eller døden”, men det gjaldt mest dem selv. Hverken Washington eller Jefferson havde noget problem med at eje slaver. Jefferson betragtede også de ”vilde indianere” som underlegne mennesker, og lagde planer for, hvordan de hvide kolonister kunne overtage deres jord.

“Ganske rigtigt har konspirationsteorier og racisme under Trumps regeringsperiode haft optimale vilkår. Men at gøre Donald Trump til problemets rod, sådan som mange politikere, kommentatorer og forfærdede amerikanere lige nu gør, er helt misforstået.”

Racismen har været med siden starten. Den var igen til offentligt skue onsdag aften, hvor den stak sit hoved frem på to forskellige måder. Først og fremmest den åbenlyst racistiske dagsorden blandt mange af de fremmødte højreekstremister, som også i denne anledning flagede med Sydens gamle flag, og råbte skældsord af den ”jødisk kontrollerede presse”. Men også når man kigger på politiets håndtering af situationen var forskelsbehandlingen mærkbar. Billeder på de sociale medier viser med al tydelighed forskellen på, hvordan man bevogtede Kongressen under sommerens overvejende fredelige Black Lives Matter-protester, som ellers på intet tidspunkt gjorde antrit til at storme parlamentet. Onsdag var politiet ikke bare mindre hårdhændede end normalt, men så passive, at man mistænker mange af dem for ligefrem at have støttet kupmagerne. Videoer som den her gør det svært ikke at blive bare en anelse konspirationsteoretisk.

Og netop konspirationsteorier var også i centrum ved optøjerne. Den rollespillende viking, hvis maniske grin allerede er gået verden rundt, kalder sig ‘Yellowstone Wolf’, men hedder egentlig Jake Angeli. Han er en del af QAnon, der er den nyeste vanvittige konspirationsteori fra USA. Dens følgere har overbevist sig selv om, at Donald Trump kæmper en hemmelig kamp mod en gruppe satan-tilbedende pædofile, der har infiltreret regeringen, og at en agent ved navn ’Q’ giver dem kryptiske beskeder om næste del af The Donalds store plan. Inden for Q-følgernes verdensbillede kan alt blive til et sådant hemmeligt tegn, hvis det ellers passer ind i deres historie.

Men heller ikke de farverige konspirationsteorier om Q og ‘den dybe stat’ er noget nyt fænomen. USA er grundlagt på en konspirationsteori om, at den engelske konge ville tage kolonisternes frihed og lægge dem i lænker, og er formet af disse. Siden de rebelske kolonister kastede te-lasten i Bostons havn, har der løbet en grundlæggende konspiratorisk nerve gennem USA. De vrede demonstranters verdenssyn er på den måde ikke noget nyt, men har været til stede i White America siden begyndelsen, næret af en frygt for at miste magt til den farlige Fremmede. Det er teorien om den store udskiftning på amerikansk; fra kolonisternes frygt for indianere og slaveoprør, til ‘Michigan Militia’ og Timothy McVeigh, for slet ikke at tale om Ku Klux Klan, der ligesom QAnon bygger på en kerne af konspirationsteoretisk antisemitisme, racisme og islamofobi.

Ganske rigtigt har konspirationsteorier og racisme under Trumps regeringsperiode haft optimale vilkår. Faktisk indledte hovedpersonen selv sin vej mod præsidentembedet ved at hoppe med på én teori om Barack Obamas fødselsattest, der har netop de to ting som hovedingredienser. Men at gøre Donald Trump til problemets rod, sådan som mange politikere, kommentatorer og forfærdede amerikanere lige nu gør, er helt misforstået. Han har været en drivkraft i at fremme begge de to skyggesider af USA, men problemet startede længe før ham. Faktisk er racisme og konspirationsteorier noget af det mest ærkeamerikanske der findes. Hvis amerikanerne vil undgå at se Capitol Hill blive stormet igen – måske endda af folk med en endnu mere ekstrem dagsorden – ville det være en god idé at se i øjnene og tage opgøret med, hvor meget den del af landets fortid stadig fylder.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER