Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
27. januar. 2022

Leder: På randen af krig må vi holde fast i anti-militarismen

Der er ingen stormagter at holde med i den dødsensfarlige konflikt på grænsen mellem Rusland og Ukraine: Vi må først og fremmest holde vores egne ledere ansvarlige, og kræve et stop for den militære optrapning i det østlige Ukraine, skriver chefredaktør Morten Hammeken.

Ukrainske soldater træner i Luhansk i det østlige Ukraine. Foto: Pete Kiehart

Galskaben vil ingen ende tage. Dette blodige mareridt fra helvede hører ikke op før Tysklands, Ruslands, Frankrigs og Englands arbejdere vågner op fra deres fordrukne søvn, står skulder ved skulder, og drukner de krigsliderliges brølende kor og de kapitalistiske hyæners hæse skrig med arbejdernes mægtige brøl: Proletarer i alle lande, foren jer“.

Sådan skrev Rosa Luxemburg under dæknavnet Junius i 1915, hvor hun sad i en fængselscelle i Berlin, indespærret for anti-krigsagitation. Den store revolutionære tænker advarede dengang mod socialpatriotisme, som kan spænde ellers fornuftige mennesker bag den nationalistiske vogn. Det var nøjagtigt, hvad der var sket et år forinden, hvor de tyske socialdemokrater havde forrådt arbejderklassen ved at stemme for deltagelse i en altødelæggende verdenskrig, der kostede 40 millioner mennesker livet.

Luxemburgs indsigt var, at krigsliderlighed altid bliver spinnet som et forsvar for landets interesser, men i virkeligheden kun gavner kapitalen og elitens ambitioner, mens befolkningerne bliver skudt i småstykker på slagmarken. Det gjaldt i Verdun og Somme i 1916, i Polen i 1939, og i Kabul i 2001. Som tingene udvikler sig, er der stor fare for, at Ukraine i 2022 kan blive føjet til listen.

Situationen er om muligt endnu farligere nu, end da Rosa Luxemburg skrev sin pamflet. På hver side af konflikten spiller atombevæbnede magter højt spil, når de besvarer udstationering af soldater og tanks med at sende kampfly og krigsskibe. Ingen af parterne ønsker reelt en krig, men det kan ikke desto mindre hurtigt blive konsekvensen. Som i et spil poker risikerer stormagterne at blive pot commited: Fanget af deres indskud i puljen.

Når krudttønderne fyldes til bristepunktet på begge sider, kan én forkert bevægelse antænde en eksplosion. I Luxemburgs tid var det mordet på den østrigske tronarving, som fik bægeret til at flyde over. Om det sker igen er ikke til at forudsige, men jo længere tid konflikten får lov at eskalere, desto større er risikoen for endnu en katastrofe.

“Er der overhovedet nogen der tør sige, at NATO i sig selv er en dårlig idé for verdensfreden?”

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm blev for nyligt sendt i forhør hos Deadline, fordi hun formastede sig til at sige, at man må forstå situationen også fra et russisk perspektiv. En indlemmelse af Ukraine i NATO vil fra Moskva blive set som en sikkerhedspolitisk katastrofe, og giver baggrunden for den russiske aggression. Men at diskussionen starter dér, viser samtidig, hvor dybt begravet vi er i den socialpatriotiske stemning, Rosa Luxemburg skrev om. Er der overhovedet nogen, der tør sige, at NATO i sig selv er en dårlig idé for verdensfreden? Eller at den amerikanske fastholdelse af mere end 600 baser i andre lande er en permanent trussel mod freden i en stadig mere multipolær verdensorden?

I stedet for at falde i den socialpatriotiske fælde – og tage parti for den ene eller anden imperialistiske aggressor – bør det indlysende krav være, at både Rusland, USA, Frankrig og andre aktører i det storpolitiske spil lukker deres baser.

Når studievært Jacob Rosenkrands gør det til et spørgsmål om Ruslands interesser over for NATO’s, lader et andet spørgsmål til at blive overset: Hvad ønsker ukrainerne egentlig selv? Her er billedet langt mere broget, end de danske medier giver indtryk af. Et flertal i Ukraines befolkning ønsker fortsat ikke at være en del af forsvarsunionen, selv om stemningen har rykket sig efter den ukrainske invasion af Krim i 2014. Det bliver ellers bliver udlagt som en selvfølgelighed i de danske medier.

At kritisere den vestlige militæralliances ekspansion, betyder ikke et forsvar for autokraten Vladimir Putin. Under hans 20-årige vælde har han i pagt med den russiske elite udplyndret befolkningen, og i det skjulte gjort sig selv til et af verdens rigeste mennesker. Mens den russiske økonomi fortsat skrumper, bygger han dekadente paladser til sig selv og sine venner. Putin bruger truslen udefra til at styrke sin egen korrupte position, og bliver indenrigspolitisk stærkere, desto større den forestillede trussel fra Vesten kan gøres. Han har som alle andre autoritære ledere brug for en ekstern fjende, for at fastholde støtten fra sin befolkning. I modsætning til en diktator, er han forpligtet på, at de politiske udmeldinger hænger sammen med den førte politik, og har brug for at kunne legitimere invasioner. Derfor serverer NATO-alliancen i disse dage en undskyldning for intervention på et sølvfad for Putin. Danmarks bidrag til den militære optrapning forværrer dét problem.

Snarere end at tage Ruslands parti i den eskalerende konflikt, må vi insistere på, at vores egne ledere ikke optrapper den yderligere. I den konkrete situation kan en fredsbevarende FN-styrke (uden deltagelse af NATO-lande eller Rusland) være et nødvendigt praktisk redskab. Hvis man dernæst vil arbejde for en holdbar fred med Rusland, kræver det, at vi styrker samarbejdet med russiske og ukrainske socialister og andre progressive stemmer. De kan kritisere krigsretorikken indefra, og give Putin modstand, som ikke kan vendes til at fodre hans egen socialpatriotisme, og legitimere en offensiv i Donbas-regionen i det østlige Ukraine. På randen af krig må socialister holde fast i anti-militarismen som et bærende princip. Det betyder, at vi først og fremmest må kræve, at vores egne ledere holder op med at smide vanvittige indsatser i puljen.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere