Leif Sylvester Petersen på Arbejdermuseet: Politisk kunst og levet liv

Da fanden blev gammel, gik han i kloster. Multikunstneren Leif Sylvester Petersen er efterhånden blevet 85 år – og nu er han kommet på museum. Modsat fanden er Sylvester dog ikke faldet til patten eller støvet til: Han portrætterer fortsat skæve, skøre og sjove eksistenser – og fastholder et socialt engagement i sin kunst.

Leif Sylvester Petersen har siden 1970’erne været socialistisk kulturarbejder inden for så forskellige genrer som musik, gøgl, skuespil og billedkunst.

Det sidste – kunstmaler og skulptør – har været hans hovedbeskæftigelse siden slutningen af 1980’erne. Han begyndte da at lave spontane fantasibilleder af menneskelignende figurer i meget stærke farver. 

Arbejderhistorie og kunstudstilling

Udstillingen på Arbejdermuseet er en blanding af en kunstudstilling, der præsenter Leif Sylvester som maler og skulptør, og en personhistorie om Petersens forvandling fra amagerkansk arbejderklassedreng til et kendt venstrefløjskoryfæ og kulturarbejder. 

Det med den personlige historie er vel naturligt, når udstillingen foregår på en institution med fokus på arbejderbevægelsens historie. Men det betød for mig også en lidt ufokuseret oplevelse, hvor jeg ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg var på museum for at få en kunstnerisk oplevelse, eller om jeg var på nostalgisk rejse med Leif Sylvester Petersen gennem venstrefløjens kulturhistorie i de seneste 50 år. 

Personhistorien

Leif Petersen blev født i 1940 på Amager. Han er søn af en snedker og fabriksarbejderske. Han blev i 1950’erne udlært tømrer – og begyndte at spille jazz i Nyhavn. Han startede med at lave oliemalerier i 1960’erne og søgte optagelse på censurerede udstillinger uden succes. 

I 1969 mødte han Erik Clausen. De lavede sammen rejsende kunstudstillinger med temaer om bl.a. cirkus. Det udviklede sig til den politisk-satiriske gøglertrup Clausen og Petersen, der op gennem 1970’erne turnerede i hele landet. Jeg så en af deres forestillinger i 1978 på Trøjborg i Aarhus. Det var hylende morsomt.

Deres show var egentlig ikke politisk, men almindeligt markedsgøgl med ild- og sabelslugning mm. Men Clausens hurtigsnakkende styring af gøgleriet bestod af sprudlende morsomme, samfundskritiske kommentarer – mange gange improviseret og tilpasset det publikum, truppen optrådte for. Petersens rolle var som stum proletar, ”Drengen fra stenbroen,” der hånende blev udstillet af Clausen, og som lagde krop til alle fysiske udfoldelser i showet. 

Clausen og Petersens Gadecirkus blev grundlaget for et samarbejde med rockbandet Røde Mor, der var et af 1970’ernes mest eksplicitte politisk bands. Senere udgav Clausen og Petersen også selv flere LP’er. To fiktive spillefilm med Clausen som instruktør handlede mere eller mindre om Clausen og Petersens aktiviteter (Rocking Silver og Cirkus Casablanca)

Leif Petersen dannede i slutningen af 1970’erne rockbandet Sylvester og Svalerne, der med sangerinden Eva Madsen opnåede stor succes, blandt andet med Giro 413-hittet Mormors kolonihavehus og Friheden flyver. Bandet spillede indtil midten af 1980’erne utallige koncerter, heraf mange ved venstrefløjsarrangementer. Han har siden bl.a. været skuespiller og han genoptog kunstmaleriet i 1986.

Seks rum med hver sit tema

Udstillingen Leif Sylvester – Friheden flyver er installeret i Arbejdermuseets kælder – og man møder ved nedgangen et vægmaleri af en svale med et tatoveringsbånd med udstillingens titel. Fra skjulte højtalere spilles melodien til sangen med samme navn. Logoet med svalen og titlen kan i øvrigt købes som en klistermærke-tatovering i Arbejdermuseets butik. 

Udstillingen er opdelt i seks adskilte rum med hver sit tema. Det første er personalhistorisk opstilling af Leif Sylvesters Petersens livshistorie gennem skilte og fotografier med årstal og begivenheder.

Det andet rum på udstillingen viser nogle af Petersens tidlige malerier – fra 1960’erne og 1970’erne. Det tidligste er et nature morte fra 1962, de øvrige dels en billedserie af en klovns sminkning og dels næsten fotorealistiske billeder, bl.a. et af en mand mellem et værtshus og en personbil. 

Tredje udstillingsrum skildrer Petersens gade- og musikoptrædener op gennem 1970’erne og 1980’erne: I det ellers firkantede rum er der etableret en rund manege med fokus på Clausens og Petersens gøgleri – men også med film-, koncert- og teaterplakater for Røde Mor, Sylvester og Svalerne mm. 

Rummet er desuden fyldt med rekvisitter fra tidens optræden.

Nutidige værker

Det fjerde rum udstiller malerier af Petersen siden midten af 1980’erne – de fleste næsten helt aktuelle, dvs. inden for de seneste 5-6 år. 

Det femte rum er en tredimensionel skulpturgruppe med ti portrætter af bl.a. en fabriksarbejder, en frisør, en sosu-assistent mm, der er skabt specielt til Arbejdermuseets udstilling. 

Og det sjette rum viser eksempler på Petersens fortsatte sociale engagement. Det er fx værker, der er blevet til i samarbejde med eller som støtte til fagforeninger og sociale bevægelser. Der er også en model af Petersens skulptur til minde om hjemløse: En engel iblandt os. Den blev i 2013 som en foræring fra Petersen opsat som en mindesten på Gravpladsen for gadens folk på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Det sjette rum viser også kunstprodukter, som Leif Sylvester Petersen sælger til et mindre formuende marked end hans malerier.

Ekspressiv skildring af levet liv

Arbejdermuseet har som sagt valgt at opbygge deres udstilling med fokus på både det personalhistoriske og kunstneriske. 

På den ene side refererer udstillingstitlen til Leif Sylvesters personlige udvikling fra arbejderdreng, der socialt set var dømt til monotont lønarbejde, men som greb mulighederne for at blive multikunstner med succes inden for flere genrer. Det har ikke været et liv med støtte fra offentlige eller private kunstinstitutioner. Det har – alene og i samarbejdsrelationer – næsten altid været som privat iværksætter, hvor levebrød er blevet sikret gennem kommerciel succes, ikke offentlig kunststøtte. 

På den anden side fylder malerier og skulpturer mere end halvdelen af udstillingen – uden at udstillingen opleves som decideret kunstudstilling.

Jeg syntes, det var interessant se at Petersens tidlige værker – dvs. før udviklingen af hans siden karakteristiske farverige fantasifigur-univers. Dem kendte jeg ikke. Men det var nok godt, at Petersen malerisk bevægede sig væk fra realismen – for de tidligere billeder virker mere stive end hans senere værker. En undtagelse er et maleri af ham selv og Clausen med klovnenæser fra gøglertiden. Næserne var ikke en del af deres show, men billedet indfanger alligevel essensen i parrets gadegøgl.

I de nutidige værker kan jeg godt lide den ekspressive skildring af levet liv, brugen af stærke farver og den humoristiske distance til figurerne. 

Allerbedst er, synes jeg, Petersens farvede skulpturer – det er her, jeg synes, værkerne er mest overraskende. Malerier virker trods deres forskellighed som ”allerede sete,” bl.a. fordi de er variationer over næsten samme tema: livsudfoldelse. De er samtidigt stilistisk lavet efter en næsten monoman formel. Leif Sylvester Petersens billeder er lige så genkendelige som fx Hans Scherfigs, Henry Heerups og Per Arnoldis værker: Har man set et par af deres malerier, er det som om man har set dem alle.

Om det er godt eller dårligt, er et spørgsmål om smag. Jeg er ikke vild med de fleste af Heerups og Arnoldis værker, mens jeg har større veneration for Scherfigs og Petersens.

Folkelighed eller kunstnerisk anerkendelse?

Det sidste, den næsten monomane malestil og tematik, er måske også årsagen til en manglende anerkendelse inden for den finkulturelle elite? På udstillingen er der opsat en udtalelse af Sylvester Petersen, som indirekte lyder som en klage over manglende anerkendelse: 

”Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget.’ De er imponeret over, at jeg sælger så meget. Det kan de forstå. Men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: Blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket.’ Nok sjældent begge dele.”

Det sidste – folkelig anerkendelse – har Leif Sylvester Petersen opnået. I mine øjne helt berettiget. Jeg holder meget af hans billeder som en hyldest til skæve eksistenser og for deres humoristiske blik på menneskers levede liv. Værkerne er ikke længere så eksplicit politiske som i 1970’erne, men det sociale engagement er intakt til stede i dem.