Beskeden til New York's guvernør, Andrew Cuomo er ikke til at tage fejl af: Annuller huslejen! Foto: PBS / Youtube
20 min. læsetid

Efterhånden som den økonomiske krise forværres, vil de amerikanske lejeres skæbner blive bestemt af deres evner til at organisere sig kollektivt. Mange aktivister opfordrer til at gå i strejke mod husleje, men hvis lejerne ikke vil smides på gaden, kan radikale lejerforeninger være deres eneste mulighed for en værdig fremtid.

Oversat fra Dissent Magazine af Benjamin Kjærgaard Clausen


Af Hannah Black

Med pandemiens ankomst blev det en nødvendighed at blive hjemme, og at blive hjemme blev til essentielt arbejde. Med skæbnesvanger forsømmelighed fra den amerikanske regerings side, blev et af de mest normale af livets omstændigheder under kapitalismen – huslejen – pludseligt et fornærmende overgreb. ”Kapitalen, det er én gang for alle fastslået, vil ikke afskaffe bolignøden, selv om den kunne,” sagde Engels om kapitalens rolle som privat udlejer af boliger. I det tidlige forår, med statslig og føderal suspension af at kunne smide folk på gaden, et såkaldt moratorium, lader der ikke til at have været et bedre tidspunkt til at være ulydig mod denne magtdynamik.

Opfordringer til at gå i strejke mod husleje skubbede græsrods-lejerforeningerne i rampelyset. I foråret organiserede tusindvis af mennesker sig i lejerforeninger, mange af dem for første gang. Los Angeles Tenants Union, for eksempel, har fordoblet sit medlemskab fra 4.000 til 8.000 fra marts til april. For nogle lejere var det en intimiderende proces; det tager ofte måneder eller år, før der opnås solidaritet blandt lejerne. En af de første husleje-strejker under nedlukningen, i Brooklyn ved 1234 Pacific i Crown Heights, opstod tidligt, da lejerne allerede i 18 måneder havde organiseret sig i forbindelse med en tidligere sag om reparationer. I mellemtiden var der visse lejere, som knap nok havde sagt ’hej’ til deres naboer, der hastigt fandt sammen og begyndte at opbygge tillid mellem hinanden.

På trods af aktivisternes bekymringer om at opretholdelse social distance, kunne gensidig hjælp og karantæne hjælpe med at fokusere den politiske opmærksomhed tilbage på hjemmet og det lokale miljø. De nye omstændigheder producerede ny energi. ”Jeg er optimistisk over, at der kommer nye mennesker til,” sagde Rob Wohl fra Washington D.C. lejerforeningen ’Stomp Out Slumlords.’ ”Jeg har set folk uden erfaring med aktivisme, der blev fyret under pandemien, som besluttede, at de ville gøre noget. De begyndte at kontakte deres naboer, og så begyndte det.”

Foto: Plakat fra Scotland’s Tenants’ Union. rent-strike.org

Mangelfuld støtte fra den amerikanske regering

Trods det høje aktivitetsniveau kom den forventede tsunami af ubetalt husleje ikke til at ske omkring maj, i høj grad på grund af lejeres opfindsomhed, samt en hastigt etableret regeringsstrategi med formålet at udskyde problemet. Lejere fik skrabet husleje sammen ved hjælp af kreditkort, hjælpepakker, lån og opsparing. Selvom næsten 20 procent af lejerne ikke kunne betale husleje den 1. maj, var det ikke meget anderledes det forrige år. Derfor insistererer aktivisterne i lejerforeningerne også på, at pandemien var en krise ovenpå en krise. Tidligt i juli steg den ubetalte husleje til 36 procent i hele landet. Personlige ressourcer var på det tidspunkt sluppet op, og der lod ikke til at være en ende på hverken den amerikanske pandemi eller den økonomiske krise. I skrivende stund (13. august) estimerer den husleje-aktivistiske koalition, We Strike Together, at 790.225 husstande deltager i husleje-strejker, men det lader dog ikke til at være blevet til en bredere bevægelse.

En sammenhængende regeringsstrategi for at støtte lejere samt beboere med realkreditlån er endnu ikke kommet. Den foreslåede ‘Emergency Housing Protections and Relief Act‘ ville forlænge et nationalt moratorium mod udsmidningen af lejere indtil 21. marts, 2021, udvide rammerne til at dække over alle typer af lejere og bidrage med mindst 100 milliarder dollars til en hjælpepakke. Den gik igennem Repræsentanternes Hus i slutningen af juni, men forventes ikke at komme igennem Senatet.

Som i så mange andre tilfælde i den amerikanske håndtering af pandemien, bliver meget af ansvaret overladt til de forskellige delstater. Staternes juridiske beskyttelser mod udsmidning af lejere har været forvirrende og mangelfulde. Delstater som Arkansas, Ohio og South Dakota har aldrig haft et moratorium mod at blive smidt på gaden. Moratorier i stater som Nebraska, Wisconsin og North Carolina er udløbet. Beskyttelser i D.C., Vermont og New York står stadig, og nogle af dem er tiltænkt at vare hele pandemien igennem, men ingen af dem dækker lejere uden undtagelser. En analyse lavet af det finansielle konsulentfirma, Stout, afspejler påvirkningen af forskellene i staternes håndtering: Det anslås, at cirka 22 procent af Vermonts husleje-betalende husstande er i fare for at blive smidt på gaden, i modsætning til næsten 60 procent i Texas og West Virginia.

Moratorier – skadesreduktion eller desorientering?

I mange stater har moratorier mod udsmidning desorienteret aktivisters planer om at mobilisere lejerne. ”Vi snakker slet ikke om at gå i strejke mod husleje længere,” sagde Rikki Reynolds, en husleje-aktivist i Lansing, Michigan, i midten af juli. ”Moratoriet mod udsmidning forvrænger folks forventninger, så de er mindre villige til at ty til handling, og de bliver forvirrede over konsekvenserne af deres handlinger.”

Reynolds føler, det måske har været en strategisk manøvre begået af regeringen og understreger, at forlængelsen af moratoriet ofte bliver annonceret en dag eller to på forhånd. Om det er tilsigtet eller ej medførte det, at ængstelige lejere blev klemt for hver en øre. Efter adskillige forlængelser udløb Michigans moratorium mod at blive smidt på gaden den 15. juli. Da jeg talte med Reynolds tidligt i juli, var hun og andre aktivister i gang med at forberede juridisk støtte og selvforsvar mod at blive smidt på gaden ved brug af lokal ekspertise i modstanden mod at blive deporteret.

“Ledige boliger kommer til at skabe en krise her, ikke en mulighed for at spekulere i markedet, fordi vi ikke har den slags gentrificering. Vi har allerede en del ledige boliger. Det her er ikke New York eller San Fransisco eller Toronto.”

Rikki Reynolds, huslejeaktivist i Lansing, Michigan
+

Når det kommer til pandemiens længerevarende konsekvenser, påpeger Reynolds, at situationen i Rustbæltet (betegnelse for en række stater i midten af det nordlige USA, der har oplevet økonomisk nedgang og afindustrialisering siden 1980’erne, red.) i byer som Lansing er anderledes end i mere velhavende byer. ”Ledige boliger kommer til at skabe en krise her, ikke en mulighed for at spekulere i markedet, fordi vi ikke har den slags gentrificering (huslejestigninger som følge af, at mere velstående køber ejendom i fattigere områder, red.). Vi har allerede en del ledige boliger. Det her er ikke New York eller San Fransisco eller Toronto.”

I New York er der stor frygt for, at tomme bygninger bliver opslugt af gigantiske privatvirksomheder, selvom såkaldte ”mom and pop landlords” (forældrekøb, red.) nemt kan være lige så udnyttende, set fra lejernes perspektiv. Selvom privatudlejeres monopoler er en skræmmende fremtidsudsigt, ville de også skabe mulighed for en traditionel masseorganisering. Hvis den borgerlige flugt fra byerne under pandemien bliver til en længerevarende eksport af kapital, kunne den nuværende logik for storbyernes husleje-dynamik også ændre sig. Det kunne blive muligt at se situationer såsom Harlems husleje-strejker i 1960’erne, hvor privatudlejerne simpelthen forlod bygninger, der ikke længere tjente profit, så hele bydele fik lov at stå hen.

Tidligere erfaringer med husleje-strejker

I det tidlige forår 2020, midt i uroligheden og euforien over, hvad der føltes som radikale sociale forandringer, blev forskellige lokale uenigheder nedprioriteret i forhold til opfordringerne om en generalstrejke mod husleje. Mange opfordringer til at gå i strejke såsom online underskriftsindsamlinger havde ikke fodfæste i lokal aktivisme. ‘Rent Strike 2020’, en national underskriftsindsamling startet af en non-profit, Rose Caucus, sammen med andre grupper, samlede millioner af underskrifter, men havde ikke organiseringen til at mobilisere en brøkdel af underskriverne.

Det er ikke et nyt problem, som historiker med fokus på sociale bevægelser, Joel Schwartz, skriver; omkring et forsøg på at organisere sig i Lower East Side til en husleje-strejke i 1964 siger han: “Det blev hurtigt gjort klart på deres ruter, at arrangørerne havde fået mange flere kontakter end reelle forpligtelser blandt lejerne… Én aktivist måtte indrømme, at strejken havde begyndt med ’et væld’ af forpligtelser, men hans muligheder var efterfølgende begrænset til ’at gå tilbage til det hårde arbejde’ blandt lejerne.” Strejke-aktivisterne fik efterhånden lavet en regel om, at de kun ville engagere sig i ejendomme, hvor halvdelen af lejerne allerede var gået i strejke. I 2020 advarede aktivister, ofte nedslåede, at en strejke var den store, røde knap. Tidlig offentlig rådgivning fremført af Philadelphia Tenants Union og Stomp Out Slumlords var afskrækkende, fordi organiseringen af husleje-strejker er virkelig, virkelig svært.

Rent Strike 2020’s optimisme lod til at basere sig på et håb om, at et massivt betalingsstop med en passende størrelse måske kunne udgøre en de facto husleje-strejke. Til et Zoom-møde i april med Bay Area lejerforeningen, ’Tenant and Neighborhood Councils,’ gav den garvede aktivist, Gerald Smith, et kort argument angående det håb: ”Fattigdom er ikke en strejke.” Smith, som er forhenværende medlem af Black Panthers og aktivist i 60’ernes Harlem husleje-strejker, beskrev det golde landskab, ”moonscape,” som stod tilbage, da de private udlejere betalte folk med kontanter for at påsætte brande i bygningerne i et forsøg på at fuske med forsikringspenge fra de værdiløse bygninger. ”Det er hvad der sker, når man ikke får organiseret lejerne godt nok,” advarede han.

Smith understregede, hvor vigtigt det er at holde huslejen i deponeringskonti for at legitimere strejkerne. På daværende tidspunkt føltes det polemisk, at strejkens politiske legitimering var afhængig af frivillig tilbageholdelse af penge. I nutiden, hvor vi ser en stigende proletarisering, lader polemikken til at være forsvundet. Da jeg gentog Smiths argument overfor Rikki Reynolds, sagde hun bare, “Vi kan ikke lave en deponeringskonto lige nu, for lejerne har slet ingen penge.”

Huslejestrejke er ikke en ny opfindelse. Allerede i 1919 strejkede beboere i Harlem, New York imod huslejepriserne. Foto: Wiki Commons.

En bevægelse i omrøring

Sidst i april var mange strategiske uenigheder blevet overvundet. Sloganet ”Husleje-strejke nu!” udviklede sig hurtigt fra at være en meget venstreorienteret Twitter-trend, til at blive et folkeligt krav til foreningerne fra lejerne selv. Situationen lod ikke til at være anført af organisatorisk know-how, men snarere den hurtigt forværrende anelse om en kollektiv nødsituation. Til lejerforeningers Zoom-møder fik man fornemmelsen af, at aktivisterne havde besvær med at følge trit med folkene, som i stigende grad blev militante.

“Det er aktivisterne, der bliver overrasket over lejernes radikalisering,” sagde Rob Wohl. “Det er fordi, vi har udviklet den her ekspertise i, hvordan man opfører sig under normale omstændigheder, så når omstændighederne ændrer sig, er det som om, vores ekspertise ryger ud ad vinduet… Så står det pludseligt klart, at det her sker i virkeligheden.”

En husleje-strejke i et lejlighedskompleks ved navn Southern Towers i Alexandria, Virginia, var det første, der fik en større husleje-strejke til at være en reel mulighed for Wohl. “De her mennesker er ligeglade med ‘memes’ om husleje-strejker. Det er en flok afrikanske migranter, der arbejder i et cafeteria, og så snart de hørte ordene husleje-strejke, så svarede de: JA!”

Ved Southern Towers – et lejlighedskompleks bestående af fem bygninger med cirka 4000 boliger – var lejere allerede politiserede gennem deres fagforeninger, og de var hurtige til at overføre deres erfaringer derfra til at bygge en husleje-strejke på 400 personer. “Jeg brugte mine erfaringer som aktivist ved ‘UNITE HERE’ til at række ud til folk i forskellige bygninger og bare for at snakke, se hvordan det gik, og hvordan de havde det i forhold til pandemien,” sagde beboeren i Southern Towers, Sami Bourma. “Jeg begyndte at høre om en masse folk, der havde levet fra lønseddel til lønseddel, og som i den her periode slet ikke fik nogen lønseddel.”

“Det er ikke kun annulleringen af husleje – det her område er ved at blive til vores fællesskab… Hvis du ikke har et arbejde, bør du slippe for at betale husleje, indtil du kan arbejde igen. Vi burde kæmpe for, at folk ikke længere bliver smidt på gaden i Virginia.”

+

På trods af en almindelig, ahistorisk opfattelse af, at arbejderklassens sorte befolkning er for sårbare over for en strejke, fik Bourma og hans medaktivister, hovedsageligt afrikanske migranter, mobiliseret en af landets største husleje-strejker og skabt en kompromisløs vision i sit erklærede formål. “Vores krav er ikke kun tiltænkt nutiden, det er også for fremtiden,” sagde Bourma. “Det er ikke kun annulleringen af husleje – det her område er ved at blive til vores fællesskab… Hvis du ikke har et arbejde, bør du slippe for at betale husleje, indtil du kan arbejde igen. Vi burde kæmpe for, at folk ikke længere bliver smidt på gaden i Virginia.”

Bourma beskrev her, hvordan UNITE HERE hjalp husleje-strejkerne i hans bygning med at planlægge aktioner og skabe kontakt mellem lejere i andre bygninger med den samme udlejer. I juli begyndte Southern Towers-strejkerne at arbejde på gensidig hjælp, og de deltes om mad og andre nødvendigheder indbyrdes, som det også er sket spontant i andre lejerforeninger rundt omkring i USA. Disse forbindelser mellem forskellige måder at organisere sig på kan skabe en konkret model for radikale fagforeninger og politiske grupper i landet, der gerne vil støtte husleje-strejker samt at lejerforeninger og netværk baseret på gensidig hjælp kan opbygge meningsfuld magt for lejerne.

Solidaritetens rolle i fagforeninger og lejerforeninger

Wohl, som kender Bourma, og har fulgt situationen ved Southern Towers fra D.C., understregede, at relationen mellem fag- og lejer-organiseringen går begge veje:

“Lejerforeninger og bevægelser spillede en vigtig rolle i de fleste arbejderklasse-kampe i landet og i andre lande. Hvis du er aktivist i en fagforening, og er meget fokuseret på fagforeninger som institutioner, er det oplagt, at du kigger på, hvilken rolle ulydighed spiller på jobbet, men det har folk været opmærksomme på hele deres liv. De tager ulydigheden med i skole, hvor de bor, til deres daglige transport. Disse kampe kan blive til en kamp om hele det sociale liv, og de er alle sammen vigtige.”

At organisere sig i lejerforeninger, ligesom i fagforeninger, er at praktisere solidaritet. Men i modsætning til organisering i fagforeninger, kan lejerforeninger ikke opnå magt ved hjælp af den kapitalistiske modsætning mellem arbejde og det øvrige liv. Lejeren, der organiserer sig, bliver med det samme smidt ind i hjemmets intimitet, hvor der ikke er et abstrakt koncept om at være ’arbejder’. Klasse, køn, race og evne er umiddelbart selvindlysende erkendelser, som ingen kollektivitet kan undgå at forholde sig til.

“Vi er altid nødt til at kigge mod en horisont, der fører tilbage til hvor vi er. Hvordan forestiller vi os, en lejer kan opnå autonomi i deres dagligdag, medmindre man udover boligen indtænker fællesøkonomi, kollektiv børnepasning og kulturelle rum indenfor nabolagets rammer?”

+

”Boliggrupper kommer til at repræsentere ’fællesskabet’ eller et abstrakt begreb, som de foregiver at stå for,” sagde Wohl. ”Derimod er lejerforeninger mere lokale. De er mere rodfæstede. Det her er en mulighed for venstrefløjen for at vende opmærksomheden fra det politiske system til kampene om det daglige liv, for eksempel hvordan mennesker skal bære sig ad med at betale deres husleje.” At organisere sig som lejer er en del af en lang tradition, hvor man placerer politikken i den konkrete, daglige overlevelse fremfor at fokusere på abstrakte kategorier såsom jura eller arbejde; en orientering mod kampe, der er velkendte i sorte og indfødtes kontekster, men ofte svære for massebevægelser at håndtere. For at blive til succesfulde husleje-strejker og lejerforeninger kræver det en villighed til at dykke ned i de nærheder, konflikter og magtdynamikker, der er mellem naboer samt et vedvarende engagement i kollektiv, politisk uddannelse. Som resultat af de faktorer er sådanne massebevægelser sjældne.

Som Dont Rhine fra ‘Los Angeles Tenants Union’ sagde: ”Vi snakker om hjemmet og totaliteten af det, al rodet i det, fucked-up-heden i det.” Han ser lejerforeninger som en del af et større projekt om at kultivere ”nabolighed” som en mekanisme, der kan adressere kapitalismens sociale atomisering. Han påpeger, at folk ofte føler sig knyttet til det nabolag de bor i, selv hvis de ikke er involveret i dets reproduktion. Det er et potentielt startpunkt til aktivisme: ”Vi er altid nødt til at kigge mod en horisont, der fører tilbage til, hvor vi er. Hvordan forestiller vi os, en lejer kan opnå autonomi i deres dagligdag, medmindre man udover boligen indtænker fællesøkonomi, kollektiv børnepasning og kulturelle rum indenfor nabolagets rammer?”

Ved Southern Towers i Alexandria, som ligger i delstaten Virginia, har beboerne siden juli måned organiseret huslejestrejke. De strejkende deles om mad og andre nødvendigheder indbyrdes. Foto: Cody Mello-Klein

Repræsentation er ikke nok

Lejerforeninger bidrager med et fællesskab, hvor det er muligt at kæmpe for projektet om at fjerne afhængigheden af politi, såvel som at hjælpe lejerne med at beskytte sig selv mod  politivold, især i  forsvar mod at blive smidt på gaden. Rhine ser ændringer i  holdningerne omkring risiko og straf som et essentielt aspekt af lejerforeningernes arbejde. ”Når lejerne finder sammen, vil  de ofte  bruge deres organisation som en slags politi-mekanisme mod stofmisbrugeren, mod sexarbejderen, over for den hjemløse person() der sover i vaskerummet,” sagde han. Det gør det vigtigt for små lejerforeninger at blive del af større lejerforeninger, fordi de større foreninger også kan tilbyde politisk uddannelse såsom workshops og skadesreduktion. Som Rhine forklarede:

”Så kan man have en samtale med personen, man havde tænkt sig at smide på gaden. Man forstår, at der er oprettet noget gensidig hjælp omkring deres behov, og de kan få lov til selv at fremstå trygge og vise deres tryghed udadtil. Det er en virkelig anderledes type samtale end at ringe til politiet for at fjerne dem. At være del af en lejerforening skaber mulighed for den slags politisk uddannelse i at reorganisere folks ønsker, så forholdet ikke altid bare ender med at skulle blande politiet ind i det.”

Dette fokus på hverdagens sammenhænge adskiller lejerforeninger fra kampagner om boligrettigheder, selvom forskellene i tilgang og etisk grundlag kan være svære at skelne. Som et konkret eksempel på strategiske forskelle lavede Wohl en kontrast mellem ’Stomp Out Slumlords’ og deres fokus på lejere i Virginia og kampagnen med Housing Justice for All in New York med deres fokus på at presse guvernøren:

Foto: Plakat fra Los Angeles Tenants Union. rent-strike.org

”At bekæmpe den private udlejer og at prøve at presse dem for at nå et kompromis skaber et sekundært pres på regeringen… Vi siger til borgmesteren [Muriel] Bowser, guvernøren [Ralph] Northam, at de skal gøre noget for at hjælpe lejerne. Men når jeg tænker over, hvad der kommer til at være effektivt, tror jeg, at økonomisk modstand har større sandsynlighed for at fremprovokere handling fra regeringen, end at satse på guvernørens villighed til at lytte til fattige mennesker. Det er guvernør Andrew Cuomo ligeglad med.”

Tracy Rosenthal fra Los Angeles Tenants Union beskriver en “forbruger-mentalitet,” som gør appeller rettet mod repræsentanter mere attraktive for potentielle aktivister end det arbejde, der ligger i at oprette en forening. ”Idéen om at være en kunde har overtaget folks forestillingsevne. Det er skod at skulle være budbringeren med dårlige nyheder i LA Tenants Union såsom, ”Jeg beklager, men du er nødt til at kæmpe,”” sagde hun om  lejere, der blev medlemmer af lejerforeningen og forventede en løsning på deres problemer, men som ikke havde lyst til at opbygge solidaritet med  andre lejere. Som Wohl foreslog, er det truslen om kollektiv aktion fremfor et pres på lovgivningen, der giver styrke til kampagner om at få annulleret husleje, det er ikke kun styrken i deres kommunikation.

Fremtiden vil blive bestemt af radikale lejerforeninger

Omfanget af husleje-krisen er – som alt andet i disse dage – uhørt: Mellem 17 og 23 millioner boliger, hvor der opkræves husleje, er i risikozonen for at smide lejere på gaden indenfor de næste par måneder. Det er uundgåeligt, fordi rigdom er ophobet blandt primært hvide folk, og derfor er sorte og ‘latinx’ (kønsneutral betegnelse for folk af latinamerikansk oprindelse, red.) husstande mere sårbare end hvide lejere.

Glimt af en fremtidig stor-skala kamp er allerede synlig, fra det spektakulære til det bureaukratiske: Sidst i juli blokerede aktivister i New Orleans adgangen til et domhus, hvor udsmidning af lejere skulle have fundet sted. I Franklin County, Ohio, blev høringer om udsmidninger rykket til et konferencecenter, hvilket fulgtes op med juridisk støtte og hjælp til mægling mellem parterne. Aktivister snakker om kommende udsmidninger som en tsunami, et jordskælv, en katastrofe. I skrivende stund står det uklart, om hjælpepakkerne, som delvist kunne mildne udsmidnings-krisen, bliver gennemført. Da hjælpepakkerne egentlig er en redningsplan for udlejerne, og uden presset fra en generalstrejke mod husleje, bliver det politisk usandsynligt at få gennemført de lovforslag, der vil annullere husleje, fremlagt af bl.a. Ilhan Omar og Julia Salazar i New York.

Efterhånden som den økonomiske krise forværres, bliver lejernes skæbner ultimativt bestemt af niveauet af deres kollektive organisering. I den sammenhæng virker kompleksiteten i lejer-aktivisme, med sin mangel på brugbare abstraktioner, forstemmende. Men den store entusiasme for en husleje-strejke tidligt i pandemien() viste – trods den manglende organisering – at der er en vilje, et mod og en energi, som dedikerede aktivister kan benytte sig af. Hvad end resultatet bliver med månedlange husleje-strejker som den ved Southern Towers i Alexandria, viser disse indsatser, at de desperate omstændigheder ikke tillader konklusioner bestemt på forhånd.

De politiske muligheder ved lejerforeninger er stadig ikke udtømte trods nedsættelser i husleje og reparationer og selv ikke engang regeringskontrol af husleje-omkostninger; lejerforeningerne bidrager med en mekanisme, hvor man kan genopbygge kollektiv gensidig hjælp og engagement. For dem der forstår det her frygtindgydende øjeblik som både en dyb sorg og en underlig, forvrænget drøm om fremtiden, repræsenterer den nuværende indsats et vigtigt første skridt i kollektive forsøg – aldrig godt stillede, aldrig garanterede, altid nødvendige – på at bevæge os hen mod at gøre verden til et værdigt hjem.


Hannah Black

Visuel kunstner og forfatter bosat i Brooklyn.

Læs mere af Hannah Black