Leonard Cohen – My Cat Man

Hvem vil ikke hellere snakke med Leonard Cohens fløjlsbløde dybe stemme i otte og en halv time end at bolle med ham i 25 minutter? Lillian Simonsen har interviewet Eva Kofod-Hansen, der engang var ven med den afdøde canadiske musiker.

Af Lillian Simonsen

Gennem fem år snakkede danske Eva Kofod-Hansen jævnligt over telefonen med den canadiske kunstner, poet, forfatter og musiker Leonard Cohen. De snakkede først og fremmest om flamenco musik, og om poesi, filosofi, død. De udviklede et helt særligt venskab som telefonvenner i perioden 1979 – 1984.

Eva og Leonard mødte hinanden første gang i receptionen på Hotel Plaza i København. Leonard Cohen skulle spille koncert i Falkoner Salen i 1979 og boede fem dage på Plaza, hvor de fleste store stjerner på den tid overnattede, når de var i København.

Eva arbejdede som receptionist på Plaza, var 25 år og en del af 80’ernes kunstverden. Hun var blandt andet medarrangør og medvirkende i Billedstofteatret, skrev om og arrangerede flamenco-koncerter med foreningen El Duende. Og arbejdede osse freelance for DR med lydoptagelser af original flamenco-musik i Spanien.

I et langt flow fortæller Eva Kofod-Hansen, hvordan hun mødte Leonard Cohen, og hvad han kom til at betyde for hende. For mødet og det fem år lange telefonvenskab satte sine spor:

Kuvert og Valentinkort fra Cohen til Eva Kofod-Hansen

Kuvert og Valentinkort fra Cohen til Eva Kofod-Hansen

Kuvert og Valentinkort fra Cohen til Eva Kofod-Hansen

Leonard Cohen i silhouet. Collage af Eva Kofod-Hansen.

Leonard Cohen i silhouet. Collage af Eva Kofod-Hansen.

Leonard Cohen i silhouet. Collage af Eva Kofod-Hansen.

Eva Kofod-Hansen på trappen ved Gl. Strand med Leonard Cohen-plakat som baggrund

Magiske øjne

– Jeg arbejdede på Plaza Hotel, hvor han kom og skulle give koncert i 1979 i Falkoner, og der var jeg så i receptionen. Og så kiggede han, ha! ha! ha! Og han har bare sådan nogle øjne, der lige… slurrp! Og jeg var sådan, yes! Jeg kendte godt hans sange, tre af pladerne havde jeg, det var jo dengang, vi havde plader.

– Nå, så skulle han jo bage på mor, ik’, så han kom ned og skulle have spidset blyanter og købe frimærker. Og skulle have faxet noget, der var jo ikke noget med mobiltelefoner dengang, vel. Og jeg sprang, og jeg hoppede, og han:

– You look so nice, and you are so… og her er min plade, og her er en bog, og kommer du til min koncert i aften?

Jeg var jo ikke mere end 25 år, så det ville jeg ikke. Jeg ville ikke komme ned fra Leonard Cohen med morgenhår, vel? Jeg ville ikke være til grin på mit arbejde. Altså, det kunne godt være, jeg havde gjort det i dag, men dér, nej

Ja, det gjorde jeg selvfølgelig, jeg var til koncerten i Falkoner. Han dedikerede Lady Midnight til mig. Og jeg kan også huske, at han sagde ”to my friendin”, og så spurgte han senere: ”Did you get my number? Hørte du, at jeg sang til dig?” og ja, tusind tak, den er så smuk.

– Som medarbejder på Hotel Plaza kom vi til alle de koncerter, vi gerne ville. Det var de store kunstnere, der boede på Plaza. Og hans manager, danske Knud Thorbjørnsen, han havde jo lejet tre duller til ham (Leonard Cohen) – Kakadu-piger, der skulle komme og please herren. Men han ville slet ikke have noget med dem at gøre, han stod bare der og kiggede på mor. “Vil du med op på mit værelse, 502?”

Men jeg sagde nej, det kan jeg ikke, det er på mit arbejde.

Jeg var jo ikke mere end 25 år, så det ville jeg ikke. Jeg ville ikke komme ned fra Leonard Cohen med morgenhår, vel? Jeg ville ikke være til grin på mit arbejde. Altså, det kunne godt være, jeg havde gjort det i dag, men dér, nej, jeg laver ikke noget med mine gæster, og sådan har jeg altid haft det på mit arbejde, dér vil jeg ikke finde mine kærester.

Men må jeg så få dit telefonnummer, når du ikke vil med op, spurgte han, og ja, det fik han. Og så tog jeg hjem til Hedebygade, hvor jeg boede i Tove Ditlevsens gamle ejendom. Jeg var lige kommet ind ad døren, dingelingeling! Så ringede herren, og så snakkede vi i 8 1/2 time.

Leonard Cohen (1934-2016)

– Canadisk singer-songwriter, forfatter og digter

– Debuterede i 1967 med albummet Songs of Leonard Cohen, og udgav 15 studiealbums, senest det posthume Thanks for the Dance i 2019

– Holdt lange pauser fra musikken og livet i offentligheden, og boede fra 1994-2001 i et amerikansk munkekloster.

+

Det startede med tårer

Hans mor Masha var lige død, og min bedste veninde, min hjerteveninde fra Odense Teaterskole Connie Mølskov, hun var også lige død, så han mente, at vi lige så godt kunne sidde sammen. Leonard ville have, at jeg skulle komme til værelse 502 og sidde sammen med ham med benene oppe og se fjernsyn og spise chokolade.

Og så sagde jeg, jo, jo, du er da dejlig, men nej, vi skal bare snakke. Jeg har lige mistet en god veninde, og så begyndte jeg simpelthen at tude, så begyndte han osse at græde, fordi hans mor osse lige var død. Og så er der jo åbnet op, så vi startede med tårer, og så begyndte han ellers at blive sjov.

Jeg husker bare så tydeligt en sætning, han sagde: ”If you have lost everything, you get wise”. Når du er nede og bide i gulvbrædderne, så får du visdom.

Vi sad og sang i telefonen, en af hans gamle sange ”And there ain’t no chocolate in the boxes anymore, and there aint no diamonds in the mine”, og sådan noget, og han synger jo grimt, (Eva gør stemmen troldeagtig) “And there aint no chocolate in the boxes anymore …. og jeg sang grimt, og så blev vi enige om, at ingen af os kunne synge, og så sad vi bare der og skreg. Og så var jeg ude og hente noget at drikke og tilbage igen, og så var det jo filosofi og ikke særlig meget politik, det gad han ikke.

Han stod og ventede på mig, når jeg mødte ind. Så stod han lænet op ad hotelfacaden, sådan nonchalant, ved siden af hotelindgangen til Plaza, hvor vi havde personaleindgang, og så stod han der i stramme sorte cowboybukser. Jeg skulle over til bageren og købe morgenbrød til personalet, og så fulgte han efter mig, så han var med ovre og købe tebirkes.

Flamencoens fem akkorder

– Flamenco blev det store samtaleemne, for det var jeg allerede vild med dengang. Leonard fortæller mig så den historie, han senere, mange år efter også fortæller, da han får en meget fin litteraturpris fra Principe de Asturias i Spanien: – Han lærte at spille guitar af en spansk flamenco-guitarist. Han lærte fem akkorder, sådan fem greb, og da han så skulle have lektion nummer tre, så kom læremesteren ikke, for han havde begået selvmord.

Så Leonard Cohen fortæller, at han lærte fem greb, og at han kunne synge fem toner. Han messede, han er jo ikke “sanger-sanger”, det er jo ikke et stort register han har, vel?

Flamenco er absolut ikke skønsang, det er meget voldsom sang, det er meget upoleret, som jeg osse fandt ud af, at Leonard var, ”there is a crack in everything” altså, der må gerne være revner, der må godt være ridser, det skal ikke være pænt, det falder vi i søvn af.

Vi snakkede om det uperfekte i sangen, og jeg fortalte ham, at jeg havde været i Andalusien og høre gadedrenge sidde og spille flamenco-musik nede på gadetrappen, og de sad og spillede med en totalt ustemt guitar, hvor den øverste streng manglede. Og de spillede bare derudad, og så siger Leonard, det er jo det, vi ikke kan i vores verden. Tingene skal være i orden, der skal ikke mangle en streng på guitaren.

Leonard Cohen fortæller, at han lærte fem greb, og at han kunne synge fem toner. Han messede, han er jo ikke “sanger-sanger”, det er jo ikke et stort register han har, vel?

Dagen efter gik jeg så ned og købte en streng til gadedrengene, det var e-strengen, der manglede, og den kostede 16 kr. – og jeg siger dig, jeg blev aldrig rørt i det kvarter, der var fyldt med narkomaner, det var det hårde kvarter. Jeg boede i Cadiz i tre måneder; vi optog flamenco-musik til DR.

For mig er det billede, at der bliver spillet på en guitar, der mangler en streng, så smukt.

Og jeg fortalte ham om Camarón, en stor flamenco-sanger, og jeg introducerede Leonard for Enrique Morente, og spillede musik for ham over telefonen.

Siden har Leonard skrevet et meget smukt digt til Enrique Morente. De mødtes og lavede hans wienervals ’Take This Walz’, som er med Garcia Lorcas tekst. Han var vild med Lorca, det var jeg osse.

Jeg var kun 25 år, og Leonard var 41 år, men bunden var der, jeg kunne noget flamenco. Og det fascinerede ham, så der var masser at snakke om. Og hvem vil ikke hellere snakke med den fløjlsbløde dybe stemme i otte og en halv time end at bolle i 25 minutter?

The Cat Man

Og så fortsatte det. Han ringede til mig, og jeg kan osse huske, at han sagde til mig, at han ikke kunne love nogen noget, ”I cannot commit”, og så siger jeg, det behøver du da heller ikke. Jamen damer, de vil jo i forhold, og de vil giftes, og de vil have børn, sagde han. Så siger jeg, jamen, du er jo en kat.

Så jeg kaldte ham faktisk for The Cat Man, og det er jo sådan, jeg har lavet mine første collager om ham, ik’. Han er ligesom en kat, han kommer og går som han vil. Og går på jagt. Med høj haleføring.

Han kunne godt lide, at jeg kaldte ham en kat. Og en anden gang hvor han ringede mig op, sagde han: ”Can I have a talk with your cat?”. Ja, lige et øjeblik, jeg havde Celine dengang (baggårds/skovkat).

– Celine, Leonard vil gerne snakke med dig! Og så lagde jeg telefonen, og så sad han der med sin dyyybe fløjlsstemme, – Mijauv! Mijauv! Mijauv! Og Celine svarede ved at spinde, spinde, spinde, i en dialog.

Jeg var ude og tage mig et glas vin, for sådan havde vi det, når vi så snakkede. Han ringede fra den dyre ende, han ringede fra Montreal eller fra Hydra, den græske ø hvor han boede. Og nogle gange sagde han, ”Nu skal du altså komme til Hydra”, ja, jo, svarede jeg, hvornår? Ja, men jeg siger til, når du skal, svarede han.

Jeg kom aldrig til Hydra og se ham. Men jeg havde det fint med vores telefonsamtaler, “my telephone lover”.

Han ringede sådan en måned efter, eller to måneder efter, tre måneder efter, en uge efter. Sådan kørte det i omkring fem år. Så havde jeg en anden kæreste, og det har han jo osse haft.

Jeg kaldte ham faktisk for The Cat Man, og det er jo sådan, jeg har lavet mine første collager om ham, ik’. Han er ligesom en kat, han kommer og går som han vil. Og går på jagt. Med høj haleføring

Jeg vil jo ikke bruge ordet kæreste om ham, for det virker så forpligtende.

Jeg skrev til ham. Og han skrev tilbage. Jeg fik jo valentins-kort med små engle, der stod og hamrede forlovelsesringe. Han var jo sådan meget altmodisch, klassisk.

Jeg havde været i Israel, nogle år efter, med Billedstofteatret, hvor jeg gik med den der døde hest på ryggen. Og der er vi ude og lave en forestilling på universitetet i Tel Aviv, og der ser jeg, at de har Leonard Cohen-classes, hvor de analyserede hans tekster. Det fortalte jeg ham. Og så sagde han, gab, kan folk da ikke lade være med at intellektualisere, kan de ikke lytte med hjertet i stedet for med hjernen. Han ville ikke intellektualiseres, han hadede interviewere, der kom med depressionsspørgsmål. Han ville hellere have spørgsmål som i en poesibog: Hvad er din yndlingsfarve, hvad kan du lide at spise? Det lige, det direkte – dét kunne han lide. Ikke alt det knudrede og for intellektuelle; han var lidt efter det intellektuelle.

Gud er flyttet i banken

– Jeg vil ikke bytte det forhold, vi fik med at snakke så fedt sammen … med at have siddet og drukket med ham og bollet med ham.

I forhold til den ånd, der var – han fik jo osse mig til at læse engelsk ved at sende mig sine bøger, og så måtte jeg jo slå ord op om fx ontologi – så kommer det intellektuelle alligevel med ting, validitets-teorier. Jamen, det er sådan noget med ting, ting der er forskellige, forskellige steder i verden, hvornår er en vodoo-dukke vigtig for nogen og lidt til grin for os andre, hvor har tingene hvilken betydning?

Og vi snakkede tegn og symboler, det syntes jeg, var meget spændende, det var jo osse sådan noget, jeg arbejdede med, med Billedstofteatret.

Og vi snakkede jødisk litteratur, om persiske digtere fra det gamle Persien. Hafiz fra Shiraz – persisk digter og mystiker, der lavede små digte i en særlig form. Det var han jo osse meget inde i, og han var sådan, nå, kender du Hafiz? Ja, det gør jeg.

Flamencoen og sigøjnernes direkte måde at snakke på, er jeg jo helt vild med, ”Gud bor ikke i himlen mere, han er flyttet i banken”. Det er en sigøjnermåde at tale på: ”Tror du på Gud? Nej, han er flyttet ind i banken”. Det er et billede, jeg kan forstå. Meget direkte, billeder for børn, de er jo mange gange ret pragtfulde, der er ikke noget, du kan misforstå.

Og vi kunne vi sidde og snakke om fx sjals-mønstre. Det er osse derfor, jeg har lavet en collage af ham, hvor han går med et persisk digt inde i maven, og så er hans fodspor paisley-tegn.

14 ord for længsel

Jeg snakkede osse med ham om Inger Christensen, det var jo i firserne med Poul Borum, og Leonard var også en af de der sorte drenge, lige som David Bowie, Nick Cave og Iggy Pop. Leonard var fremme i starten af 80’erne, og vi havde jo Sort Sol som husorkester i Billedstofteatret.

Han var ikke så kendt, han var jo sådan lidt kult, det var jo i ’79. Det var først med ’Hallelujah’ og ’I’m Your Man’, han blev stor i 80’erne.

Det var nok i ’81, jeg kan huske, at vi snakkede om længslen. Længslen er en drivkraft, der får os til at flytte os, mens kærligheden kan få os til at gå i stå. Det var sådan noget, vi kunne sidde og fable om.

På dansk har vi ét ord for længsel. På spansk er der 14 ord for længsel: Du har længslen, der går bagudrettet, når jeg drømmer om min barndom eller om min gamle kæreste, men du har osse en længsel, der er fremadrettet, og den dødelige længsel. I flamenco-musikken kan du høre om længslen, engle, dæmoner, alt det der.

Lorca siger om flamenco-musikken: den skal indeholde det første skrig og det første kys. Leonard elskede flamenco-sangen og måden, de skrev deres tekster på. Han var jo osse meget til sigøjnere, han var kattemanden, han var i bevægelse. Han var meget fascineret af nomader, af folk der flytter sig. Han så jo osse lidt sig selv som en sigøjner.

Du kunne ikke sætte Leonard i bås, og det generede mange. Men sådan er en kat: du kan ikke spærre den inde i en bur, så bliver den sgu da sur!

Interview er lavet med Eva Kofod-Hansen, der var telefonveninde med Leonard Cohen i fem år, 1979 – 1984. Det er optaget på udstillingen A CRACK IN EVERYTHING, Gl. Strand Kunstforeningen i november 2019. Udstillingen kan ses indtil 13. april 2020.

I november ’19 udkom et posthumt album ’THANKS FOR THE DANCE’, med musik og tekst af både Leonard Cohen og sønnen Adam Cohen.