Liberal Alliances økonomiske politik – en dårlig genudsendelse

Liberal Alliance profiterer vældigt af, at stort set alle dagblade i Danmark er borgerlige og derfor dækker hver eneste prut, LA slår.

Deres nye udspil “En frisk start” er i det store hele en genudsendelse af de sidste 117 udspil fra Liberal Alliance. Og igen er deres økonomiske politik hullet som en si.

Lad os starte fra en ende af. Skattelettelserne. Det som alt handler om i Liberal Alliance.

Topskatten skal sænkes, og top-topskatten skal fjernes. Aktieskatten skal sænkes markant.

Selskabsskatten skal sænkes. Højere loft over beskæftigelsesfradraget, og de første 5.000 kr. skal være skattefrie. Kigger man nederst i tabellen over udgifter og indtægter i planen, kan man se den umiddelbare virkning – som er ca. 50 mia. kr. Mens den opgjorte udgift, som jeg tolker er efter indregning af dynamiske adfærdseffekter, er på ca. 40 mia. kr.

Ingen evidens for at skattesænkninger virker

Spørgsmålet er så, om man kan regne med de adfærdseffekter? Ja, vil LA sikkert sige, for det er jo de tal, Finansministeriet har givet. Men Finansministeriet eller ej, så er faktum, at der er væsentlig usikkerhed om de tal.

De dynamiske effekter relaterer sig til arbejdsudbud. Her bogfører LA fx over 3.000 personer fra arbejdsudbudseffekter ved lavere aktieskat og selskabsskat.

Min gamle chef Rune Lund og jeg fik via spørgsmål i ministeriet afdækket, at der ikke var et eneste empirisk studie, som godtgjorde for, at der er positive arbejdsudbudseffekter ved at sænke aktieskatten. Ikke ét!

Skatteministeriet skrev: ”Skatteministeriet er ikke bekendt med empiriske studier, der direkte belyser sammenhængen mellem beskatningen af aktie- og kapitalindkomst og arbejdsudbudsbeslutningen. Det er vurderingen, at en sådan sammenhæng i praksis vil være yderst vanskelig at identificere i et empirisk studie”. Ikke nok med at disse studier ikke fandtes, man mente slet ikke det var muligt at lave denne type studie.

Hvad angår selskabsskatten, peger de økonomiske vismænd i en rapport på, at Finansministeriet overvurderer de dynamiske effekter markant ved selskabsskatten. Hvad angår arbejdsudbud skriver vismændene:

”Ministerierne underbygger imidlertid ikke på tilsvarende måde deres antagelser om arbejdsudbudsvirkninger af selskabsskatter med egentlige empiriske analyser, og spørgsmålet, om selskabsskattelettelser påvirker arbejdsudbuddet, og i givet fald med hvilket fortegn og størrelsesorden, ser heller ikke ud til at være velundersøgt i litteraturen”.

Altså igen præcis det samme. Ingenting underbygger denne påstand.

Med andre ord er der nul evidens for et positivt arbejdsudbud ved lavere aktieskat og selskabsskat. Det er skandaløst, at ministeriet stadig indregner disse.

Derfor er der med meget stor sandsynlighed et milliardhul i Liberal Alliances plan, idet den indregner totalt usikre vurderinger af øget arbejdsudbud, der som dynamisk effekt er med til at nedbringe den umiddelbare udgift.

For Liberal Alliance har udgifter for 40,3 mia. og indtægter for 40,6 mia. Men hvis ikke de meget tyndbenede arbejdsudbudseffekter på aktieskat og selskabsskat materialiserer sig, så er de 300 mio. i overhead meget hurtigt spist – og vi står med en underfinansieret økonomisk plan i milliardklassen.

Besparelser = funny money

Så er der indtægtssiden, som LA især vil finansiere ved at foretage en afbureaukratisering, hvor staten skal holde for og afskedige 17.500 administrativt ansatte, hvilket skal give 13,5 mia. kr. i kassen. Tilsvarende skal kommunerne spare 7,8 mia. kr. i administrative medarbejdere.

Jeg er ikke afvisende over for denne prioritering, som jeg tidligere har beskrevet. For det er kun fair at diskutere, om det er rimeligt, at vi har meget lille tilgang til velfærdsområderne i kommunerne, mens staten øger deres antal af administratorer.

Men når man som LA ønsker at gå drakonisk til værks og fjerne ca. 10 procent af alle administratorer i staten, skylder man at fortælle, hvor de skal komme fra?

Skal vi se på, hvordan det gik, da man sparede på SKAT? Sidst man sparede på SKAT, blev det ikke en besparelse. Tværtimod har det kaos, SKAT blev sendt ud i, som minimum kostet 20-30 mia. kr.

Eller er det Arbejdstilsynet, som holder øje med, at arbejdsmiljøet er i orden? Eller er det tilsynet med bosteder, der ikke behandler deres sårbare brugere ordentligt? Liberal Alliance mangler grundlæggende at gøre det klart, hvilke funktioner de vil spare på.  

Helt skørt bliver det, når LA vil finde besparelser i den kommunale administration. Også her er der efter min mening et potentiale. I en tidligere artikel har jeg selv nævnt et potentiale for at spare ca. 2 mia. kr.

Her var mit udgangspunkt, at alle kommuner kunne anvende de samme ressourcer på administration som i 50 %-fraktilen – dvs. som en gennemsnitlig dansk kommune. Det mener jeg burde være muligt. Men LA kammer naturligvis helt over i deres optimisme om besparelses-potentialet.

Her skriver LA: “I kommunerne vil vi – med udgangspunkt i benchmarkinganalyser af kommunernes administrative udgifter – kræve, at de 88 kommuner, som har højere udgifter end de bedste 10 kommuner, reducerer deres administrative udgifter til niveauet hos de bedste 10 kommuner.” Dette skal give 7,8 mia. kr.

Men det er vist det, man kalder funny money. For man kan jo ikke bare tage de 10 kommuner, der klarer sig bedst og så kræve, at det skal alle kommuner kunne leve op til.

Nogle kommuner har en borgersammensætning (flere socialsager, ledige etc.) eller en størrelse og volumen, der simpelthen kræver mere administration end andre kommuner. Man kan ikke lave besparelser på så tyndt et grundlag.

Det samme gælder saneringen af erhvervsstøtten, som LA vil skære med 4 mia. kr. Og igen er det faktisk et helt fair forslag, som jeg også selv har nævnt i ovennævnte artikel. Men heller ikke her fortæller LA, hvilke ordninger man vil skære. Det eneste der nævnes, er at fjerne forsknings- og udviklings-fradraget, hvilket kan give god mening. Men den ordning i sig selv koster ikke 4 mia. kr. om året. Den koster under det halve (1,5 mia. kr. så vidt jeg husker). Så heller ikke her får man noget at vide om finansieringen i detaljen.

Kort sagt er finansieringen uklar og uspecificeret. LA snakker kun volumen og kvantum, når det handler om besparelser – ikke om de funktioner og det indhold, der skal bortfalde. Og man reflekterer på ingen måde over, hvorvidt de indregnede dynamiske effekter, man finansierer sin plan med, faktisk vil indtræffe.

LA’s argumentation hænger ikke sammen

Liberal Alliances kommunikationsafdeling har det for nemt. LA får lov til både at blæse og have mel i munden – uden at blive angrebet for det.

Det er helt enormt hyklerisk, når Alex Vanopslagh og konsorter i øjeblikket rejser rundt og kritiserer Mette Frederiksen for, at hun vil have, at vi alle skal bruge vores liv på at arbejde for staten.

Jeg er enig i, at Mette Frederiksens jagt på arbejdsudbud er ærgerligt. Men at LA nu skulle synes, at den golde jagt på arbejdsudbud er et problem, klinger eddermame hult.

LA benytter sig selv af præcis samme logik, bare endnu værre! Deres selling-point i denne plan er – ligesom i samtlige af deres 117 tidligere forslag om skattelettelser og sociale forringelser – netop at øge arbejdsudbud og BNP. Det er ikke bare tæt på Mette Frederiksens logik om øget arbejdsudbud. Det er præcist det samme. Bare langt mere vidtgående fra LA’s side.

Når Liberal Alliance klager over Mette Frederiksens jagt på merarbejde hos befolkningen, svarer det til at høre den italienske forsvarsbøddel Marco Materazzi beklage sig over, at det er en hårdt spillet fodboldkamp.  

LA argumenterer også for, at lavere skatter på selskaber og aktionærer vil medføre flere investeringer, mere kapital, flere jobs og mere produktivitet. Vi bliver alle rigere af det her, venner! Det er en klassiker, som vi også kan høre gentaget af snart sagt alle andre borgerlige.

Det som LA og resten af de blå propagandister bare ikke vil forholde sig til er, at når man ser på historiske data, så har lavere kapitalskatter ikke medført stigende investeringsniveau i dansk økonomi. Se fx figur 1.12 på s. 20 i seneste økonomisk redegørelse december 2024. Der er ingen positiv sammenhæng mellem de tidspunkter, hvor vi har sænket selskabs- og aktieskatten – og så en stigende investeringskvote.

Hvorfor? Måske fordi den lavere selskabsskat i stedet for at blive investeret i virksomheden i stigende grad bliver udbetalt til aktionærer i form af udbytte eller aktietilbagekøb. År for år vokser udbytterne til aktionærerne. Dette kan man se i Nationalbankens værdipapirstatistik.

Medfører lavere aktieskat flere investeringer? Eller omsættes det i mere luksus-privatforbrug? Ingen ved det med sikkerhed. Det antages bare, at de penge naturligvis vil blive brugt til noget fornuftigt.

LA gentager også den gamle traver om, at den offentlige sektor er så forfærdelig. LA skriver: “Tværtimod har vi gennem årtier opbygget en ineffektiv og bureaukratisk offentlig sektor, hvor staten fylder stadig mere og bestemmer stadig mere.”

Jaså? Faktum er, at den offentlige sektor fylder mindre, end den har gjort i meget lang tid. De sidste 12 år er der kommet ca. 380.000 flere lønmodtagere i Danmark. 11 procent af dem er blevet offentligt ansatte. Jeg gentager – 11 procent! Det svarer til lidt over 40.000. De resterende ca. 340.000 mennesker er ansat i det private.

Og ser man på, hvor meget af velfærden der leveres af private leverandører, har tallet aldrig været højere. Over en fjerdedel af al velfærd leveres af private.

Men er Danmarks offentlige sektor så ineffektiv, som Liberal Alliance mener at vide? Man kan spørge Verdensbanken, som rangerer landene efter deres “Government effectiveness“-indikator. Gæt hvilket land, der scorer højest? Ja, du gættede rigtigt: Danmark!

Liberal Alliance glemmer virkeligheden

Lad os lige sætte alt dette ind i den nuværende politiske situation. Lige nu står Danmark med en gigantisk udfordring med store udgifter til forsvaret. Hvorfor skal vi så fyre 40 mia. kr. af på skattelettelser?

Bare rolig, siger LA. Vi har jo styr på det med en stribe andre finansieringsforslag, som skal sikre investeringerne i forsvaret. Her findes LA’s virkelige rædsler som fx at slagte DR, slagte dagpengene og mange andre grimme ting.

Liberal Alliance kobler altså deres meget brede og udefinerbare finansieringskilder sammen med skattelettelserne ud fra devisen om, at ”vi bytter dumme bureaukrater ud med skattelettelser – what’s not to like?” Samtidig legitimerer LA de forringelser, som skal betale for forsvarsudgifterne med en argumentation om, at: ”Vi står i en VIR-KE-LIG alvorlig situation, så lad os halvere dagpengene og smadre public service.”

Men man er nødt til at se LA’s økonomiske politik i sin helhed. Der er ingen gratis frokost. LA’s samlede økonomiske politik fører til markante forringelser for det arbejdende Danmark. De har bare valgt at lægge de grimmeste tidsler ind til at finansiere forsvaret, fordi det er nemmere at legitimere, og så tage de mere ukontroversielle forslag ind til at finansiere skattelettelserne.

Det ændrer bare ikke på, at LA fører lige så meget overklassepolitik, som de altid har gjort. Og hvad værre er – de tager ikke situationens alvor seriøst.

Det er værd at lægge mærke til, at LA’s økonomiske politik kun finansierer forsvaret op til 3,5 procent af BNP. Det er med meget stor sandsynlighed ikke nok, lyder det samstemmende fra de fleste med indsigt i området. LA finder 36 mia. kr.  til forsvaret. Til sammenligning kan de finde 40 mia. kr. til skattelettelser. I virkeligheden er det langt mere, fordi deres dynamiske adfærdseffekter er urealistiske og ikke-underbyggede. Den samlede regning ender derfor nærmere på 40-50 mia. kr. 

Konklusion: LA prioriterer skattelettelser over at styrke vores forsvar. Er det klogt? Nej.

Men det borgerlige Danmark gør, som de plejer og følger Winston Churchills berømte ord om aldrig at lade en god krise gå til spilde. Som ved alle de tidligere kriser – fx finanskrisen, COVID og inflationskrisen – skal situationen udnyttes til at rage guld ind til kapitalejere og velhavere og tørre regningen af på os andre. 

---