Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. august. 2021

Klimavidenskabens Kassandra-kompleks: Magthaverne vender det døve øre til IPCC’s advarsler

Klimaforskernes råb er faldet for døve ører i årtier. Så længe de ansvarlige politikere nægter at tage fat i problemets kerne, er det sagnet om Kassandra, der udspiller sig igen. Denne gang er det ikke Trojas mure, men hele verden der er indsatsen.

Illustration: Anton Moss / Solidaritet
Denne artikel tager cirka 5 minutter at læse.

Mens Grækenland og store dele af Sydeuropa er omslugt af flammer, landede endnu en tragedie på verdens bord. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel (IPCC) er dyster læsning, der får Sofokles og Eurypides’ fortællinger til at ligne hyggelige godnathistorier for børn. Verden er truet af det totale klimakollaps. Hvis du forestillede dig, at det så slemt ud, er det ifølge rapporten faktisk værre endnu. Men at være forsker på klimaområdet må mest af alt minde om en anden græsk historie, nemlig myten om Kassandra.

Kassandra var præstinde i Troja og forudså ødelæggelsen af byen. Minutiøst advarede hun sin far, kong Priamos, om konsekvenserne ved at lade prins Paris kidnappe Helene, og at det ville betyde Trojas undergang at gå i krig med Achilleus, Oddyseus og Menelaos. Men lige meget hjalp det, hun blev opfattet som en sindssyg afviger, og hendes profetier faldt for døve øren. Selv da den fysiske manifestation af byens kommende undergang stod for døren – i form af en stor, mistænkelig hest uden for byporten – blev hendes advarsler ignoreret. Med brændende fakkel i hånd løb hun mod den trojanske hest for at stoppe byens undergang, men blev stoppet af sine egne. Hun var forbandet af Guderne til at kende fremtiden, men aldrig at blive troet. Det kaldes i dag Kassandra-komplekset.

“Vi har ikke 30 år til at bygge atomkraftværker eller lægge solcellepaneler i vejene til 4 milliarder elbiler. Vi skal gøre noget radikalt, og det skal være nu. Det er dén pointe, IPCC-rapporten slår fast med syvtommersøm.”

I moderne tid er præsternes profetier erstattet af eksakt videnskab og forskning, der kan give os rationelt funderede prognoser på fremtiden. Men dynamikken er stadig den samme som dengang, når det handler om klimakrisen: Sandsigere forsøger desperat at råbe magthaverne op, og fremlægger den ene ildevarslende rapport efter den anden om klodens tilstand, alt imens oversvømmelser og kæmpe brande hamrer pointen hjem for øjnene af os. Det har de gjort i årtier, uden nogen har taget konsekvensen af det. Den sidste store IPCC-rapport i 2014 advarede også om, at menneskelig industri var den primære drivkraft i klimakrisen, og at CO2-koncentrationen var den højeste i 800.000 år. Og hvad er der sket siden dengang? Udledningen er steget, ikke faldet. Det er det glade vanvid.

Hvorfor lytter de så ikke? Er det fordi de ikke forstår alvoren? Er det hybris, som i de græske historier? At løse problemet vil kræve noget, ingen valgte politikere i Danmark tør sige højt, nemlig en total økologisk revolution af vores nuværende samfundsmodel, hvor den evige jagt på vækst bliver aflivet. Det vil kræve helt andre boller på suppen; fx i form af et opgør med den hellige private ejendomsret, og retten til at ødelægge naturen for kortsigtet profit. Vi skal sænke forbruget og eje færre ting. Det betyder ikke et liv med afsavn, men derimod et liv med andre værdier end materiel vækst. Det er der bare ikke nogen som tror, der er stemmer i.

Ansvaret bliver derfor igen lagt over på de individuelle løsninger, og gør alle til lige store skurke i tragedien. Den enkelte skal detail-sortere sit affald, betale flere afgifter for at leve, og have dårlig samvittighed hver gang hun spiser en frikadelle. Når de danske politikere på den måde gør krisen til alles skyld, fritager de samtidig de helt store klimasvin. Så længe de vedtager nye motorveje, freder landbruget og i øvrigt holder hånden under de allermest svinende multinationale virksomheder med ‘redningspakker’, kan politikerne pakke deres bekymrede hykleri på de sociale medier langt væk. IPCC-rapporten understreger, at der ikke længere er tid til at tro på, at de samme mennesker, som lovede os at gennemføre Parisaftalen, nu vil opfylde de løfter de gav os for snart 6 år siden i den franske hovedstad.

Politikerne fumler desperat rundt med løsninger, der kan lade tingene fortsætte som hidtil. Elbiler, atomkraft og fremtidige teknologiske løsninger holdes frem som redningsplanker for vækst-paradigmet. Men selv hvis de løsninger kunne holde den kapitalistiske gryde i kog, er der ikke tid. Vi har ikke 30 år til at bygge atomkraftværker eller lægge solcellepaneler i vejene til 4 milliarder elbiler. Vi skal gøre noget radikalt, og det skal være nu. Det er dén pointe, IPCC-rapporten slår fast med syvtommersøm.

I stedet for at snakke om grønne afgifter på forbrugere, skal vi til at snakke om et totalt stop for udbygning af motorveje og lufthavne. I stedet for at gøre det til noget, vi er lige gode om, skal vi lave en plan for, hvordan vi får afviklet de mest klimaskadelige industrier, landbrug og transportformer hurtigst muligt. Og den kan ikke være afhængig af magthavernes velvilje. De har vist sig ude af stand til at løse krisen.

I tragediens hjemland har de fået øjnene op for, at politikernes svigt gør det nødvendigt at tage sagen i egen hånd. Det var ikke Kassandra, der var vanvittig, men derimod hendes tids politikere, der afskrev hende som skør – lige indtil det var for sent, og den blodtørstige Achilleus stod inden for bymuren. Denne gang er det ikke Trojas mure, men hele den menneskelige civilisation, der er på spil.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere