Like a hurricane? Koncert med Neil Young spoleret af ringe lydforhold

Den canadisk-amerikanske sanger, sangskriver, bil-istandsætter og modeltogs-entusiast Neil Young er ikke længere 75. Han bliver faktisk 80 til efteråret. Måske er det årsagen til, at koncerten på Tiøren ved Amager Strand 22. juni ikke var en af de seancer på omkring tre timer, Neil Young tidligere præsterede. I stedet var tidsrummet nede på en mere overskuelig længde på godt og vel halvanden time.

Det skal heller ikke komme an på koncertlængden. Når en figur med et bagkatalog så imponerende som Neil Youngs spiller koncert, vil man altid kunne finde sange, der ville have pyntet. Neil Young kom fint rundt i sit repertoire med både klassikere og lejlighedsvise visit til de nyere udgivelser. Det så alt sammen godt ud, og hovedpersonen lignede sig selv med sin energiske og inderlige fremtræden på scenen.

Kan nogen vække lydmanden?

Desværre handler koncerter i høj grad om lydoplevelsen. Her gik det galt fra åbningsnummeret – den smukke Comes a time fra 1978 – hvor det kun var Neil Young, en guitar og en mundharmonika. Her havde nogen tilsyneladende glemt at tænde for Youngs mikrofon.

Mikrofonen blev tændt, men desværre blev der ikke skruet op. Resten af koncerten foregik under et kriminelt lavt lydniveau, og her kommer vindforholdene ind i billedet.

Under koncerten kom vinden på Amager nemlig fra sydøst, og det betød, at koncerten fandt sted i modvind. I stedet for at blive blæst ud mod publikum blev musikken blæst ind over byen. Til gengæld kunne vi, hvor jeg stod, høre flere flyvemaskiner ude fra lufthavnen i Kastrup.

Det er klart, at vindforholdene var besværlige, men en koncert med en etableret legende – og en billetpris på omkring 800 kroner – bør ikke blive ødelagt af en brise fra en forkert retning. Og så blæste det altså heller ikke voldsommere.

Der var for få højttalere oppe ved scenen, og der var ikke skruet tilstrækkeligt op for dem, der var der. Der manglede ligeledes nogle ekstra højttalertårne længere nede blandt publikum. Når man afholder en udendørs koncert, er det helt normalt inventar. Men det havde de altså ikke sørget for på Tiøren.

Jeg har fået meldinger om, at lyden var rigtig fin, hvis man stod allerlængst fremme med en billet til den såkaldte Inner Circle. Men så skulle man også have betalt et firecifret beløb for sin billet, og for 800 kroner mener jeg stadig, at man har betalt for en koncert, man kan høre. Det understreger kun, at der manglede flere højttalere på koncertpladsen.

Jeg ved ikke, om beslutningen om lydniveauet blev truffet af kunstneren eller arrangørerne. Hvem ved, måske var de bange for klager fra folk, der kunne høre en af det tyvende århundredes største kunstnere i en koncert, der sluttede inden klokken 22. Ligegyldigt hvad var beslutningen forkert, og kort inde i koncerten stod store dele af publikum og råbte ”Louder! Louder! Louder!”, mens der hverken var fredstegn eller djævlehorn som håndtegn. I stedet vendte publikum pegefingeren opad for at indikere, at lydmanden godt måtte skrue op.

Elektricitet og kærlighed – men kun hvis du kan høre det

Farcen blev udstillet kort inde i koncerten, hvor de tre klassikere Cinnamon Girl, Hey Hey My My og Fuckin’ Up afløste hinanden. Det er i princippet helt vanvittigt at være til en koncert, hvor disse tre sange – som Neil Young i sin tid indspillede med sit band Crazy Horse – kan komme lige efter hinanden. Men det blev en fuser.

De tre stærkt elektriske sange gør sig bedst med volumenknappen skruet op hinsides 10. Søndag 22. juni kunne man dårligt høre dem. Jeg er normalt den første til at brokke mig over folk, der står og snakker til koncerter, men denne gang var småsnakken altså til at forstå.

Sange som The needle and the damage done og Old Man skulle vise Neil Youngs mere følsomme side. Og det gjorde de måske også, hvis man kunne høre dem. Der gik det lidt bedre med sølvbryllups-slageren, den uforlignelige Harvest Moon. Den blev også spillet alt for lavt, men måske havde vinden lagt sig en smule der. Sødt så det i hvert fald ud, da alle parrene til koncerten holdt om hinanden og nynnede med.

Nogen kritik skal hovedpersonen også have. Det er helt i orden, at Neil Young spiller lidt kortere koncerter end i sine velmagtsdage. Men behøver han så at bruge så lang tid af koncerten på at spille en kedsommelig blues-boogiewoogie på sangen Sun Green fra Crazy Horse-albummet Greendale fra 2003? Den lød bedre på albummet med Crazy Horses smadre-guitarer. De var der måske også til koncerten. Man kunne bare ikke høre dem.

Herfra lysnede det lidt op. Der blev skruet en anelse op for anlægget, da koncerten kulminerede med de elektriske klassikere Love and only love og Like a hurricane. Her kunne man faktisk høre de hylende guitarer, og de lød stadig lige så længselsfulde og manende som altid.

Også under ekstranumrene – Down by the river og den sørgeligt aktuelle protestsang Rockin’ in the free world – var lydkulissen lidt bedre. Men desværre kun lidt, og det ændrer ikke på, at resten af koncerten var en dybt kritisabel forestilling.

Neil Young er en enestående kunstner. Koncerten på Amager var desværre en fiasko – og hvis det bliver hans sidste turné, er det en ærgerlig måde at tage afsked på.

Ekstra Bladet har i forbindelse med Thomas Treos anmeldelse af koncerten henvendt sig til koncertarrangøren Live Nation for at få deres respons på den dårlige lyd. Live Nation har sendt følgende svar til Ekstra Bladet:

”Vi forstår selvfølgelig, at lydoplevelsen kan variere alt efter, hvor man står på pladsen, og at den kan blive påvirket af både vind- og vejrforhold. I aften ligger vi midt imellem to vejrsystemer, hvilket betyder, at artisten står og spiller i modvind – og det giver særlige udfordringer, fordi vinden kan få lyden til at svinge i styrke forskellige steder på pladsen. Det har eksempelvis regnet på Refshaleøen og i lufthavnen, men ikke her på Tiøren. Vi er dermed forskånet for regnvejr, men desværre ikke for kastevind og modvind.

Vi er fra koncertens start meget opmærksomme på lydniveauet og er under hele koncerten i løbende dialog med artistens lydfolk. De har flere gange undervejs justeret lyden opad for at kompensere for de vanskelige vindforhold.

Det er i sidste ende artisten og deres lydteam, der står for den lydmæssige afvikling af koncerten. Vi er løbende i dialog med dem om forholdene, men de lydmæssige valg træffes af artisten og deres folk.”