LiteratureXchange og latinamerikansk filmfestival: Oprigtighed forsvinder i gode intentioner

Danmark er åbnet op, og det gælder også kulturen. Man må derfor tro, at der er mange spændende oplevelser at boltre sig i. Vi vil lade det komme an på en prøve. Måske er det fordi vi har pådraget os en corona-depression, at vi tøver og ikke rigtig tør tro på, at det kan betale sig at bevæge sig udenfor. Ligesom vi nøler med at lade mundbindet ligge.

Vi har allerede været i teatret nogle gange, men ikke været så imponeret. Er det fordi vi har glemt, at ikke alt er fantastisk? Måske er vores forventninger for høje efter lang tids isolation. Vi har nok bare altid været meget kritiske og haft umuligt høje forventninger. Også det at gå på værtshus keder os. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Vi vil have vores corona-nedlukning tilbage. Hvis samfundet endelig skal åbnes op, så lad det ske med manér. Bare forbi vi har siddet derhjemme med Netflix i mere end et år, kan vi ikke spises af med hvad som helst.

Festivalerne er tilbage

I juni måned var der festivaler igen. Det lyder spændende, men holder de hvad de lover? I Aarhus er litteraturfestivalen LiteratureXchange genopstået efter den ufrivillige pause sidste år – godt nok uden tidligere års internationale højder.

“Giver det mening at indramme et geografisk område et sted i verden og påstå at der er et sammenhængende hele som er værd at præsentere for publikum?”

Hele måneden kunne man i København se latinamerikanske film i Cinemateket. Latinamerika er også til stede i Aarhus med legenden Isabel Allende på storskærm.  Det er ikke det samme. Vi har også muligheden for at møde den nigerianske forfatter Chigozie Obioma – også på storskærm – han forekommer at være et meget mere relevant og aktuelt valg end Isabel Allende. Hun har godt nok udgivet en roman, som netop er blevet oversat til dansk, men det har hun gjort næsten hvert eneste år siden 1980erne, hvor hun slog igennem. Sammen med Gabriel Garcia Márquez var hun med til at introducere begrebet ‘magisk realisme’ til det danske publikum. Siden har magisk realisme været et omdiskuteret begreb. Man skulle tro, at det efterhånden var gået i glemmebogen for at være blevet arkiveret som et levn fra en svunden tid, men det spørger åbenbart fortsat i kulissen – i hvert fald hvis man læser programmet for den latinamerikanske festival i København.

På festivalen var der endda et debatarrangement, som er dedikeret til at diskutere magisk realisme. Det eneste magiske, der var i bøgerne dengang i 1980erne var vist en sjæl, der svævede gennem stuen, men vi har også stadigvæk på dansk den sprogbrug at en engel går gennem stue. Det har fået den danske forfatter Mathilde Walther Clark til opgivende at konstatere, at vi jo i Danmark har en rig eventyrtradition, hvor der foregår alle mulige – ja, eventyrlige ting. Den britisk-nigerianske forfatter Ben Okri fnyser hånligt over betegnelsen magisk realisme, fordi han ikke mener, der er nogen modsætning mellem fantasi og virkelighed. Hans pointe er, at mennesker befinder sig i mange forskellige verdener, som vi elegant og ukompliceret glider ind og ud af – at stigmatisere det magiske som noget eksotisk, der knytter sig bestemte egne af verden er udtryk for en indsnævret vestlig tankegang, som er forbundet med koloniseringens dæmonisering af den fremmede (den afsluttende konklusion om kolonisering er vores tilføjelse).

Ingen af de film, som vi indtil videre har set på festivalen, bringer tankerne i retning af magisk realisme. Faktisk er de derimod helt konkrete oplevelser fra menneskers hverdag, der kunne have udspillet sig hvor som helst i verden; fx den brasilianske/franske/argentinske film ”Breve Miragem de Sol” (Burning Nights) om en sort taxachauffør, som kører om natten. Hans hverdage eller nætter ligner mange andre taxachaufførers liv. Man ser kunder komme ind og ud af bilen. Han får et forhold til en sygeplejeske, som han kører hjem tidligt om morgenen. Han mistede sit tidligere arbejde og forsøger at kæmpe sig tilbage – og vigtigst af alt prøver han at få et forhold til sin søn, og hvis nogen blandt læserne har arbejdet som taxachauffør om natten, så er der måske en klokke der ringer.

En film som Burning Nights stiller også spørgsmålstegn ved overhovedet at afholde en latinamerikansk filmfestival. Giver det mening at indramme et geografisk område et sted i verden og påstå at der er et sammenhængende hele som er værd at præsentere for publikum? Det ville måske være mere oplagt at afholde en filmfestival om trafik? Meningen er selvfølgelig at præsentere københavnerne for dele af verden som vi ikke ellers møder særlig ofte, men ved at holde verden på behørig afstand eller placere den i et hjørne forbliver den fremmed. Det er meget bedre at gøre den normal – eller som Chimamanda Ngozie Adichie skriver i sit brev til veninden Ijeawele, da hun har spurgt om gode råd til at opdrage sin datter Chizalum til at blive en god feminist – gør forskellighed normalt, ikke for at knytte en bestemt eller særlig værdi dertil, men fordi det er praktisk i en verden, der består af forskellighed.

Hvorfor er det altid så smertefuldt at tale om forskellighed? Jeg græder altid, når jeg læser Adichies brev, og jeg læser altid afsnittet om forskellighed. Det er smertefuldt, fordi heller ikke jeg har fået lov til at være, som jeg er. Der er altid nogen, som fortæller mig, hvem jeg er, og jeg får altid at vide, at jeg skal være som de andre. Det minder mig om, at vi fortsætter med at tvinge små piger og drenge mod deres vilje. De er forsvarsløse overfor vores overgreb. Hver eneste gang det sker, gør det ondt – og vi genoplever en dyb smerte over, at det fik lov til at ske og sker igen.

Forskelligheden og det fremmede skal blive en del af vores hverdag og føle sig hjemme her, hvor vi befinder os. Det andet må ikke blive afvist ved grænsen, og når du afviser de andre, slår du også mig i ansigtet.

Fanget i serpentiner angst

Under festivalen LiteratureXchange føler vi os slynget rundt i et centrifugalt mareridt. Den ene dag lytter vi til Leonora Carrington, som med åbenhed og graciøs porøsitet inviterer alle og enhver til at have en flydende krop og et flydende køn – at være lige præcis den du er. Aldrig lade nogen tvinge dig til at gå til bal på slottet. Hvis du tvangsindlægger din ven hyænen til at træde i dit sted, vil der kun ske det ene, at hyænen stiller sig op på bordet og river masken af, og stinker med den lugt, som en hyæne nu engang har.

Dagen efter er vi i selskab med Olivia Wenzel og Jeanette Ehlers, der ikke gør det med vilje, men også bare er interesserede i at få magt og privilegier. Queen Mary skal stå ved siden af den hvide mand. Hun skal stå der med sine våben, ligesom han står med sine våben. Han ser lidt skeptisk på hende, fordi han har fået selskab, men de er ens. De vil det samme, de vil have magten, de vil være til stede i byen begge to, som en fysisk blind demonstration af magt – og være historien. Det er ikke med vilje, vi ved, at det ikke er med vilje, men det er det som er konsekvensen. Det får race til at fortsætte i det uendelige. Det ændrer ikke på vores problem. Det sprog vi taler, er det helt forkerte sprog at tale. Vi skal finde et nyt sprog. Et sprog, der ikke deler os op i grupperinger og indsætter os i et hierarki. Uanset om der er ligevægt mellem den hvide mand og den sorte kvinde eller ej. To så helt forskellige dage er vanskelige af leve med. Jeg drikker mig fuld, og går tidligt hjem med en alarmerende uro i kroppen.

“Det sprog vi taler, er det helt forkerte sprog at tale. Vi skal finde et nyt sprog. Et sprog, der ikke deler os op i grupperinger og indsætter os i et hierarki. Uanset om der er ligevægt mellem den hvide mand og den sorte kvinde eller ej.”

Hvorfor bliver vi altid deprimerede i selskab med Jeanette Ehlers? Det er svært at finde et klart svar på det. Har det noget med pisken at gøre – at hun tager pisken i hånden, tager pisken fra den hvide mand og slår ham i ansigtet?

Derimod oplever vi det meget mere livgivende at lytte til Olivia Wenzel, når hun taler om præfikset ”afro” – og taler om, at vi burde være meget mere legende og eksperimenterende i forsøget på at finde ud af, hvad vi skal kalde hinanden og med en åbenhed overfor, at vi ikke nødvendigvis behøver at bruge de ord, vi hidtil har brugt, men vi kunne finde nogle andre, og at hun ikke forstår, hvorfor der er så stærke følelser over for nogle af de ord, vi bruger.

Samtaler om race, sorte kroppe og kolonihistorie

Den tyske forfatter, musiker og teatermennesket Olivia Wenzel har skrevet en fantastisk bog om en sort kvinde, der er vokset op i det tidligere Østtyskland. Store dele af bogen er konstrueret som en dialog mellem hovedpersonen og en udefinerbar stemme, der stiller hende spørgsmål. Nogle gange virker det som et forhør, andre gange er stemmen mere nysgerrig. Fortælleren svarer ikke nødvendigvis på spørgsmålene. Derfor fungerer de som parallelle spor, hvorigennem der bliver formidlet hårde og smertelige erfaringer med at vokse op som sort i en hvid verden – og ovenikøbet i et Tyskland, hvor øst-vest problemstillingen fortsat er til stede. Men der er også en meget humoristisk stemning hele vejen gennem romanen. Den er iscenesat som fakta-fiktion, men Olivia Wenzel pointerer gentagne gange, at det ikke er en nøjagtig gengivelse af hendes eget liv. I slutningen af bogen lader hun stemmen næsten bedrive kispuds med læserne ved at spørge, hvordan vi ville have det, hvis de oplevelser med racisme som har været beskrevet ikke var noget hun selv havde oplevet. I direkte forlængelse heraf konstateres drillende, at hun faktisk har haft et godt og helt ok liv, selvom det måske kan være svært at tro.

På dansk har bogen desværre fået den noget forfejlede og romantiske titel ”Mit hjerte er en automat”. Titlen udspringer af nogle konkrete passager, hvor fortælleren som lille pige står overfor en slikautomat. Oversætteren Ditte Engels Hermansen indrømmer, at disse passager er meget isolerede fra resten af romanens handling. Den danske titel er således ikke grebet fuldstændig ud af luften, men den sender læseren i en helt anden retning end den tyske original, hvor titlen er ”1000 Serpentinen Angst”. Til sammenligning bliver titlen på engelsk ”1000 Coils of Fear”, hvilket synes at være en mere passende oversættelse. Såvel den danske oversætter som forlaget Turbine indrømmer, at de har ønsket at give bogen et mere populistisk og kommercielt udtryk.

De argumenterer med, at de jo gerne vil sælge nogle bøger. De er bange for, at en tysk roman om frygt vil skræmme danske læsere væk. Dermed træder de tilbage fra at bidrage med nye ord og betydning til det danske sprog. Vi mener, at deres bekymring er ubegrundet, og det hviler måske på at både oversætter og forlag ikke helt ved, hvad der rør sig i den danske bogverden. De lader også til at mene, at der slet ikke oversættes tysk litteratur til dansk, hvilket ganske enkelt ikke er korrekt. Gad vide, hvordan de har fået den opfattelse?

I øvrigt afstår de fra enhver litterær samtale om bogens udformning, men forlaget Turbine er måske blot, hvad navnet antyder – en maskine.

Den engelske udgave af bogen er planlagt til at udkomme i 2022. I Tyskland er romanen blevet omformet til en teaterversion, og der er premiere på forestillingen på Maxim Gorki Theater i Berlin søndag den 22.august 2021, hvor den også spiller den efterfølgende weekend.

Olivia Wenzel optrådte to gange på LiteratureXchange i Aarhus. Den ene gang sammen med den danske billedkunstner Jeanette Ehlers på kunstmuseet AROS. Deres samtale knyttede sig til udstillingen ”This is Not Africa – How to Unlearn What We Have Learnt”. Derfor udviklede det sig naturligt til en diskussion om kolonialisme, og hvordan sorte repræsenteres, eller netop ikke er repræsenteret. I samtalen indgik også Jeanette Ehlers’ værk ”Whip It Good” og statuen af Queen Mary, som er skabt i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle fra Saint Croix. Aftenens samtale sluttede med en slags fælles konklusion om, at målet er en ligevægt i repræsentation i det offentlige rum. Derfor syntes de, at København med statuen af Queen Mary på en måde har opnået et mål. Nu er den sorte kvinde også repræsenteret i byens billede. Majestætisk sidder hun på sin trone og giver med sin fakkel i hånden statuerne af hvide mænd kamp til stregen.

Ta-Nehisi Coates’ dilemma

Derimod kom der intet svar på den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates’ dilemma. Romanen ”Between the World and Me” former sig som et brev til hans søn, hvormed Coates ønsker at forklare sin egen opvækst til sin søn, så sønnen ved, hvor han kommer fra. Samtidig vil Coates også gerne forberede sin søn på, hvordan verden reagerer på en ung sort mand. Imens han gør sit bedste for at yde omsorg for sin søn, indser han, at han befinder sig i et dilemma: Hvis han gør meget ud af forskellen mellem at være sort og hvid i USA, medvirker han til at fastholde de racemæssige uligheder og konflikter, men hvis han undlader, vil hans frygt vokse for sin søns sikkerhed, og han ville føle sig skyldig, hvis sønnen skulle blive skudt på åben gade af en politibetjent, hvilket har vist sig ikke at være et urealistisk scenarie.  Desværre har hverken Ehlers eller Wenzel noget svar på Coates dilemma – og de virker heller ikke særlig interesserede i udfordringen. De konstaterer, at det er et problem, men de fortsætter hurtigt til andre emner – som var det blot et tilfældigt spørgsmål blandt mange andre.

Det er altid de privilegerede, der taler og fylder rummet – kun sker der skred i, hvem de privilegerede er – og de påberåber sig altid at repræsentere de, der har mindre, end de selv har, mens de andre forbliver usynlige. Verden forandrer sig ikke – kun farvernes nuancer skifter. Også vi er nogle af de privilegerede, som taler om de andre, men vi glemmer ikke at udtale os om vores egne privilegier. Det er fejlagtigt at tro, at de-kolonisering er mulig. 

En verden hinsides racer

Vi er sikre på, at det ikke er det, som Jeanette Ehlers mener eller ønsker at udvirke – ja, vi ved, at det ikke er hendes hensigt. Hun har omvendt et oprigtigt ønske – ligesom Frantz Fanon og Achille Mbembe – om at nå til en verden hinsides race. Når vi befinder os i rampelyset i auditoriet på AROS, kommer hun alligevel til at virke tilfreds med den magtdemonstration, som Queen Mary er udtryk for, men endnu en statue gør os ikke frie. Derimod fastholder den os i et kolonialt favntag, om end i en let forandret magtkonstellation.  Queen Mary er ikke kun en manifestation af fortidens dronning og oprørsleder, men også af vor tids dronninger. Vi forstår godt stoltheden over værket og muligheden for pay-back time. Det er et vigtigt skridt og et nødvendigt opråb for at vække et sovende folk fra deres sukkerchok, men netop derfor man kan ikke træde ud af Coates dilemma.

Dagen efter optræder Wenzel alene i selskab med sin oversætter på Godsbanen. Her fremstår hun langt mere intim, åben og legende – ja, faktisk søgende. Det handler meget direkte om hendes egen bog og humoren i den.  

Henimod slutningen spørger vi hende til præfixet ”afro-”. Det er en henvisning til et bestemt sted i hendes bog, hvor der er en refleksion over, hvad det betyder at få tilknyttet ”afro” til sin eksistens.

Præfikset ”afro-” gør det umuligt at leve, præfikset ”afro-” degraderer sorte mennesker, så længe præfikset eksisterer degraderes sorte mennesker. De er ikke rigtige amerikanere, de er i hvert fald ikke så rigtige som de andre amerikanere, på grund af dette lille præfiks.

Spørgsmålet er, hvad konsekvensen er, hvilken konsekvens vil Olivia Wenzel drage, og vil den være en anden, end den som Otis Foulie drager i sin musik? Olivia Wenzel er også musikker og optræder under navnet Otis Foulie. Hvad er mon relationen mellem Olivia Wenzel og Otis Foulie?

Olivia Wenzel pointerer, at der ikke er tale om en degradering, men at betegnelsen afro skaber en form for fremmedhed og ekskludering fra normaliteten (i den danske oversættelse står der imidlertid degradering). I romanen er der ikke nogen reaktion på problemstillingen, men den er blot fremsat som en realitet. Olivia Wenzel fortæller, at hun ofte har tænkt over, hvordan man på en legende måde kunne eksperimentere med vores sprog og forsøge at finde på nye navne og betegnelser. Hun har meget tit undret sig over, hvorfor vi er så fastlåste i vores holdninger til, hvordan vi skal bruge sproget. Hun forstår godt, at der er en modstand mod at benytte n-ordet, men hun er uforstående overfor den manglende forståelse overfor, hvorfor sorte mennesker synes at brug af n-ordet er smertefuld. I lige så høj grad finder hun det mærkeligt, at hvide mennesker mener, at sproget skal fastholdes som det altid har været, som om det er en statisk størrelse. Når det kommer til sproget vil Olivia Wenzel altid være fortaler for en kærlighed til sproget – og det betyder eksperimenter og leg med sprog – at vi jonglerer med, hvad vi kalder mennesker og objekter.

Race er mere grundlæggende end klasse

Vi er begyndt at genopdage klasseproblemet, vi har fundet ud af, at vi slet ikke har løst spørgsmålet om klasse. Klasseproblemet er langt dybere, end vi havde forestillet os. Dernede dybere under klasseproblemet findes race. Det er fordi race er kommet op til overfladen, at vi har genopdaget klasse. Det er et afgrundsdybt problem, vi har. Race er – siger Achille Mbembe – langt mere dybtgående end klassebegrebet. Derfor har vi et endnu større problem med klasse og race, end vi troede vi havde i forvejen.

Hvad vi skal gøre ved det, ved vi ikke.

Vi lovgav og lavede aftaler for at løse klasseproblemet. Det blev ikke løst. Sandsynligheden for at vi kan aftale os og lovgive os ud af racebegrebet er forsvindende lille. Vi forsøgte også at løse klasseproblemet ved at tænke over repræsentation. Der skulle være gader, veje og pladser opkaldt efter arbejderledere, efter helte i arbejderbevægelsens historie, og de blev navngivet – pladserne og gaderne, men det ændrede ikke noget. Der var måske nok nogen, der følte sig bedre repræsenteret, men det gjorde ikke noget ved klasseproblemet, klasseproblemet forblev intakt, vi lever fortsat i et parallelsamfund. Derfor er det meget tvivlsomt om det at opkalde gader og stræder efter sorte oprørslederne i Vestindien endsige at opstille en statue af Queen Mary vil ændre noget som helst, men det vil give nogen en bedre for form repræsentation i det offentlige rum – men det vil også blot forlænge problemet, forlænge raceproblemet, ligesom vi har forlænget klasseproblemet.

Vi har behov for nye navne. Ja, det har vi måske nok, men de nye navne, som vi har behov for findes på et sprog, vi end ikke kan se konturerne af. Det er det sprog vi skal forsøge på at skabe. Vi må holde op med at tro på navngivning, repræsentation, lovgivning og aftaler som den eneste rigtige løsning på de problemer vi har.

Kontinenternes sammenbrud og opløsning

Det er måske på tide, vi begynder at tvivle på kontinenternes fornuft. De er trods alt skabt af en tid, hvor en ret begrænset del af verden rejste ud og målte op og satte grænse – i den tro, at det var deres ret, og ingen andres. Måske er det stadigvæk vores sørgelige skæbne at være mennesker, der rejser ud i verden og foretager sig præcist, hvad de har lyst til, uden egentlig at forstå særlig meget af de steder, de ankommer til. De udgør en forsvindende minoritet, og deres øjne er sammenknebne og ørerne faldet af. Derfor er deres udsyn meget begrænset. Det har ingen betydning om de er udsendt af udenrigsministeriet, ansat af en idealistisk organisation, udstationeret af en national radiostation eller om de bare er tilfældige rejsende, der nedskriver deres noter om hvad de oplever og udgiver det på et forlag.

“Måske er det stadigvæk vores sørgelige skæbne at være mennesker, der rejser ud i verden og foretager sig præcist, hvad de har lyst til, uden egentlig at forstå særlig meget af de steder, de ankommer til.”

Hvis vi skal have held med at løfte os ud vores kolonihistorie, er det vigtigt at stille spørgsmål ved kontinenternes afgrænsning. Det er på tide, at vi lader de afgrænsninger falde sammen eller flyde mere ud, så vi kan begynde at opfatte verden, som den er.

Det gælder ikke kun, når vi diskuterer det afrikanske kontinent, selvom det nok gælder i særlig grad, når vi diskuterer det afrikanske kontinent. Det synes som om Afrikas skæbne er aldrig at få lov til at definere sig selv. Der er altid nogen, der fortæller Afrika, hvem hun er – eller hvem de er, hvem vi er – og det er aldrig godt, at der er nogen, som fortæller dig, hvem du er. Du skal have lov til at fortælle, hvem du selv er.

Noget tilsvarende gør sig gældende i diskussionen af magisk realisme og det latinamerikaske kontinent. Magisk realisme er det øjeblik, hvor Latinamerika forsvinder i Europas begær efter besynderlighed – et begær, der ønsker at fremstille den anden, som sær og mærkelig og uforståelig, mens vi i den vestlige verden er de normale og de rigtige. Den eksotisering er næsten ligeså voldelig som slaveriet. Det kontinentale rammer alligevel især det afrikanske kontinent, men ethvert sted i verden er forsvarsløs over for at blive reduceret til chokolade i kaffen. Det plejede at være sukker (i kaffen eller teen), men når bægeret flyder over, må vi videre, og erobre nyt land.

Lad os gøre op med disse kontinentale grænser og deres koloniale undertoner. Men hvad skal vi så kalde det, hvordan skal vi benævne verden? Hvad skal vi kalde de steder rundt om i verden, som vi ønsker at forholde os til? Det er vel egentligt meget enkelt. Vi skal forholde os til dem, som de er, og vi skal kalde dem de navne, de har.

Mit eget svar på spørgsmålet er, at I kan kalde mig det, som jeg hedder – I kan kalde mig Morten Ranum. I behøver ikke betegne mig som den hvide mand eller den hvide dreng eller den vrede mand, eller hvad der nu falder jer ind. I kan simpelthen kalde mig ved det navn, som er blevet mig givet fra fødslen.

Måske behøver vi slet ikke kalde hinanden noget? Vi kan blot nyde hinandens selskab med åbent sind.