Mogens Lykketoft til pressemøde i FN. Som tidligere præsident for FN's Generalforsamling har Lykketoft været højt oppe på magtens tinder. Søren Kolstrup anmelder hans biografi. Foto: President United Nations General Assembly / Flickr
12 min. læsetid

Mogens Lykketoft – en af Danmarks mest gennemgående, politiske figurer i et halvt århundrede – har skrevet sine erindringer. Lad det være sagt med det samme: Bogen er uomgængelig for alle, der vil blive klogere på den politiske udvikling, fra Socialdemokratiets storhedstid til kapitalismens omsiggribende internationalisering.


Af Søren Kolstrup

For den danske venstrefløj kan det være lærerigt at møde en fremtrædende socialdemokratisk politiker, der har optrådt i rollen som politisk kuglestøber under store samfundsforandringer – og som gennem lange perioder selv har været med til at føre idéerne ud i livet.

Mogens Lykketoft: Erindringer. Holdning og handling. Forlaget Rosinante 2019, 576 sider.

Biografien ‘Erindringer. Holdning og Handling‘ bygger på Lykketofts egne dagbogsnotater, og giver indblik i Lykketofts og Socialdemokratiets bidrag til at føre en økonomisk politik, der – som udgangspunkt -søger at skabe fuld beskæftigelse og sikre en socialt retfærdig fordelingspolitik.

Vi møder her den unge Lykketoft, der som medlem af partiets lighedskommission af 1973, senere som afdelingsleder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 1970erne og medlem af Indkomstskatteudvalget af 1975 træder frem som en afgørende skrivekraft bag en stribe af oplæg inden for skatte-, arbejdsmarkeds-, erhvervs- og bolig-politik. Fradrag skulle fjernes eller reduceres, skattebasen gøres bredere, og arbejdsfrie indkomster underlægges skærpet beskatning. For Lykketoft var det hjerteblod med en effektiv renteskatteordning ved kilden for alle og enhver – også fonde og allehånde kapitalejere. Målet var øget lighed. Det var under dette arbejde den politiske ingeniør, Mogens Lykketoft, fik opbygget sine faglige kompetencer – og erfarede, hvordan man skulle opbygge alliancer i den socialdemokratiske arbejderbevægelses faglige, kooperative og politiske gren. Det var også på denne baggrund, Lykketoft blev ringet op af Anker Jørgensen kl. 14:10. den 20. januar 1981 og gjort til skatteminister. Kursen for Lykketofts arbejdsliv var udstukket.

Fattigfirserne: Skatteforlig med fradragssanering

Lykketoft fremhæver i sit videre forløb to betydelige socialdemokratiske fodaftryk midt i ‘fattigfirserne’, nemlig skatteforliget i 1985 med fradragssanering og børnepenge, afrundet med store (og ofte oversete) socialdemokratiske fodaftryk i forbindelse med finansloven for 1988. Her blev der vedtaget løft på dagpenge med 10 procent, kraftig stimulering af boligbyggeri – ja, meget mere end Lykketoft selv nævner.  Schlüter-regeringen var på retræte. Under disse forhandlinger træder Lykketoft frem som manden, der både i 1985 og 1987 satser på forlig – mens den ifølge Lykketoft ”letbevægelige” Svend Auken var langt mere usikker på fordelene ved at forhandle med Schlüter-regeringen, især under indtryk af Danmarkshistoriens mest omfattende strejker (målt på antal involverede) i påsken 1985. – Det til trods for, at forhandlingerne indtraf på grund af det alternative flertals eksistens. De Radikale gik i denne sag i samarbejde med venstrefløjen.

Idémageren Lykketofts evne til som den ledende kraft at skrue sindrige reformudspil sammen nåede et foreløbigt klimaks med udspillet ’Gang i 1990erne’, som Lykketoft senere førte ud i livet som finansminister i 1993-1994. En selvsikker Lykketoft kan her berette om, at Nyrup- regeringerne forvandlede lavvækst-fælde og høj arbejdsløshed til økonomisk fremgang og jobvækst. Da Lykketoft indtog finansministeriet i 1993, var 349.000 mennesker hver eneste dag registrerede som ledige. Ti år senere var tallet mere end 200.000 lavere.

Gennem en kick-start med midlertidige skattelempelser, øgede offentlige udgifter og bedre lånemuligheder blev økonomien sparket i gang – ledsaget af midlertidige, populære orlovsordninger. Medicinen virkede. Den kritiske røst vil nok i sandhedens tjeneste anføre, at den internationale højkonjunktur i midten af 1990erne gav regeringen medvind. Men komparative økonomiske studier godtgør immervæk i Lykketofts favør, at Danmark under Nyrup-regeringens første regeringsår havde en – også internationalt set – bemærkelsesværdigt høj vækstrate i årene 1993 -1995, og sikrede en af EU’s laveste ungdomsarbejdsløsheds-procenter. Det lykkedes Socialdemokratiet at binde midterpartierne til en ekspansiv finans- og låne-politik. – En sejrsstund i Lykketofts politiske virke.

Mogens Lykketoft overtog formandsposten i Socialdemokratiet fra Poul Nyrup Rasmussen i 2002, men måtte efter et skuffende valg i 2005 overlade tøjlerne til Helle Thorning-Schmidt. De tidlige venner Nyrup og Lykketoft talte stort set ikke sammen i ti år, efter Lykketoft havde trukket sin støtte til Nyrup i 2002. De to ledende socialdemokrater blev dog delvist forsonet i 2013, hvor Lykketoft holdt en tale til Poul Nyrups 70-års reception.

Finansministeren lagde arm med ministeriets dogmer om arbejdsløshed

For en nutidig betragtning, hvor finansministeriets regnemaskiner står til debat, er det ekstra bemærkelsesværdigt, at Lykketoft ifølge egne noter træder frem som finansministeren, der både har overblikket og lægger arm med ministeriets nedarvede dogmer om en strukturarbejdsløshed på hele 12 pct. – Kom man længere ned, ville man få ukontrollabel inflation, lød det ildevarslende fra embedsmændene. Den antagelse bliver imødegået af en ny, lodret ordre fra den nye finansminister. – ’I skal formulere forslag til både at nedbringe arbejdsløsheden og den strukturelle arbejdsløshed’! Basta. En gennemgang af finansministeriets årlige redegørelse godtgør, at synet på strukturarbejdsløsheden blev radikalt ændret. Lykketofts beskrivelse af forløbet holder vand. Lykketoft havde en tyrkertro på, at langt flere end tidligere antaget kunne bringes frem på arbejdsmarkedet.

Politisk vals til højre og venstre

Lykketofts store force er at bringe læseren ind i det politiske maskinrum. Sproget er skarpt og fyndigt. Læseren får indblik i finansministerens sindrige orkestrering af de mange allianceskift i 1990erne og ministerrokaderne. Snart valses til højre, snart til venstre – ja, i nogle tilfælde indgås delforlig til både højre og venstre på et og samme tidspunkt! I afgørende spørgsmål valses udelukkende til højre (med pinsepakken i 1998 som undtagelse). De omfattende ændringer i arbejdsmarkeds- og social-politikken, hvor krav om aktivering blev en betingelse for at modtage dagpenge og kontanthjælp, krav om reduceret dagpengeperiode, og krav om begrænsninger i adgangen til efterløn vedtages med højrefløjen; det samme gælder de omfattende privatiseringer. Samtidig blev den grønne politik og mindre forbedringer af velfærd vedtaget med venstrefløjen. Her kommer læseren tæt på det parlamentariske alliancespil.

Derimod hører vi langt mindre om de betydelige omkostninger, som forligene havde internt i den socialdemokratiske familie. Store dele af fagbevægelsen var i oprør i 1995 og i 1998.

Det handlede ikke blot om en umedgørlig Hardy Hansen eller dårlig kommunikation omkring efterlønssagen.

Lykketofts store force er at bringe læseren ind i det politiske maskinrum. Sproget er skarpt og fyndigt… Derimod hører vi langt mindre om de betydelige omkostninger, som forligene havde internt i den socialdemokratiske familie.

Privatiserings-fortrydelser

Lykketoft kan levere et kyndigt blik på mange års komplekse handlingsforløb. Forfatterens viden og overblik er indiskutabelt.

Langt mere tilbageholdende er forfatteren, når det gælder holdningen til de store spørgsmål om privatisering af offentlig ejendom. I et yderst kortfattet afsnit lægger Lykketoft sig fladt ned.” Jeg fortryder den store privatisering af TDC”, lyder det nu fra Lykketoft – ja, Lykketoft er tilbøjelig til at afvise 1990ernes privatisering af kritisk infrastruktur i det hele taget. Ærlig snak, men læseren sidder tilbage med en stribe spørgsmål. Var det ydre politiske og økonomiske impulser fra internationale organisationer og selskaber, der førte frem til disse beslutninger? Eller var det i virkeligheden finansminister, der var en drivende faktor i dette spil? – og med hvilke motiver? Spørgsmålene står i kø. En refleksion over de drivkræfter, der førte til Danmarkshistoriens største privatiseringsbølge og markedsgørelse af offentlig ejendom, holder Lykketoft tæt ind til kroppen. Ærgerligt, når man i bogen erfarer, at Lykketoft har kapacitet til at analysere – også sin egen rolle.

I 1990 fusionerede KTAS, Jydsk Telefon, Tele Sønderjylland, Fyns Telefon og Rigstelefonen, og blev til det statsejede ‘Tele Danmark’. Virksomheden skiftede i løbet af 1990erne navn til TDC, og blev i samme periode privatiseret. Afviklingen af det statsejede teleselskab blev anført af den daværende socialdemokratiske regering, og Mogens Lykketoft – der i hele perioden var finansminister – erkender i sin biografi, at det var en fejl. Arkivfoto fra Post & Telemuseet.

Ordfattig kamp for lighed

Også i det store spørgsmål om kampen for lighed er Lykketoft fåmælt. Lykketoft var ikke blot en hovedkraft i Socialdemokratiets lighedskommission tilbage i begyndelsen af 1970erne, men også en hovedkraft bag det radikale program fra 1977 – hvor lighed, et udvidet demokrati og socialisme stod i centrum. Det tema er underbelyst, også i situationer … hvor det er snublende nært at udfolde dette tema.  Vi troede på Keynes i 1993, lyder det utvetydigt fra Lykketoft som kommentar til kick-starten (side 242). Det er muligt. Men det var en radikal ny Keynes-tolkning, der gjorde brug af nye skattetyper – grønne afgifter og arbejdsmarkedsbidrag – som ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd næppe styrkede ligheden. Den traditionelle opfattelse af en stærkt omfordelende politik, der i sig selv udløste øget købekraft, var brudt. Her ville det være givtigt at høre, hvorfor det var nødvendigt set med Lykketofts briller at levere en moderniseret Keynes-politik gennem nye skattetyper? – ledsaget af radikale strukturændringer i social- og arbejdsmarkeds-politikken og stor agtpågivenhed over for et generøst udbud af arbejdskraft (efterlønnen).

Det personlige og det politiske

Lykketofts erindringer er andet og mere end en politisk biografi. Det er både historien om Lykketofts politiske dannelsesproces og privatliv. Vi hører om den unge Lykketoft, der er aktiv i Vietnambevægelsen – og på denne baggrund tager kampen op mod den socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerups linje. Mindre kendt er det formodentlig, at Mogens Lykketoft både har været militærnægter og indtaget et republikansk standpunkt, som forfatteren siden har lagt på hylden … uden nødvendigvis at skabe afstand hertil. De politiske dannelses-år fører frem til en aldrig svigtende interesse for udenrigspolitik, som kom til udtryk i Lykketofts korte periode som udenrigsminister. Her møder vi en udenrigsminister, der taler med klar røst i Palæstina-konflikten. Lykketoft blev populær som udenrigsminister. Han viste engagement og retning.

Lykketofts erindringer er andet og mere end en politisk biografi. Det er både historien om Lykketofts politiske dannelsesproces og privatliv.

Lykketofts privatliv er nænsomt berørt. Vi hører om de betydelige omkostninger ved at være toppolitiker gennem et langt liv. Klarest kommer det frem i beskrivelsen af de to døtre fra første ægteskab. Jeg svigtede, da børnenes mor døde, mens pigerne var lige ved syv og ti år, lyder det fra Lykketoft. Beskrivelsen af båndene til døtrene dukker op med jævne mellemrum. Vi får også et forsigtigt omrids af livgivende, men til sidst også brydsomme år med kollegaen og partifællen Jytte Hilden.  

Også forholdet til Lykketofts partikollega og ekskone, forhenværende kulturminister Jytte Hilden (til højre, fotograferet med tidl. arbejdsminister Jytte Andersen) “berøres nænsomt” i biografien. Parret gik fra hinanden i 2004, men holdt sig – i modsætning til Nyrup og Lykketoft – efter alt at dømme på god talefod. Foto: Jens Tønnesen / Aarhus Stadsarkiv

Selvbiografien som samfundsdebat

Lykketoft har en nøgtern opfattelse af selvbiografiens væsen. Den må ses som et indlæg i samfundsdebatten, der tolker fortiden set med nutidens briller. Tolkninger harmoniseres i forhold til nuets position, når der ristes runer. Et velkendt fænomen for den kritiske historiker. Når det gælder 2000 – 2010-årene, får vi således fremmanet et billede af en Lykketoft i eksil i sit eget parti. Lykketoft indtager en stadig stærkere kritik af partiets højrefløj, der når et klimaks med kritikken af Helle Thorning-Schmidts og Bjarne Corydons neoliberale økonomiske politik 2011-2015. Enhedslisten blev fravalgt til fordel for troen på dynamiske effekter ved en skattenedsættelse – realiseret med de borgerlige. Lykketoft lægger markant afstand til deres politik.

S-kritikerens håb for partiet

Manden i centrum af partiets begivenheder gennem tre årtier er havnet på en kritisk venstrefløj i partiet. Vi hører om en Lykketoft, der nu har en indforstået brevkontakt med Svend Auken om partiets usikre profil i dennes sidste levetid. Vi får præsenteret et billede af Mogens Lykketoft og Mette Frederiksen fra 2005, hvor Lykketoft ser hende som fremtidens håb. Siden ser vi et billede af Lykketoft som formand for Folketinget fra 2014 i samtale med økonomen Thomas Piketty – manden der som fagøkonom har hejst lighedens fane – samt de røde kolleger Pia Olsen Dyhr fra SF og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Senere endnu et billede af Lykketoft og en af hans ”gode samtalepartnere”, Johanne Schmidt-Nielsen. Bogen afsluttes med et billede af den nye statsminister Mette Frederiksen, da hun præsenterede sit regeringshold på Amalienborg i 2019. Der er efter Lykketofts vurdering igen håb for Socialdemokratiet.

I sidste del af biografien erklærer Lykketoft, at det set med nutidens øjne havde været mere fremsynet at vende tilbage til partiets 1977-program i hans formandstid (side 397). En markant melding. Vi taler her om det mest venstredrejede program i socialdemokratiets efterkrigshistorie. Biografien er således et vidnesbyrd både om Lykketofts position anno 2019 – i lyset af fortidens sejre, nederlag og erklærede fejltagelser. – Men også en bog, der giver et uvurderligt indblik i en socialdemokratisk toppolitikers indsats gennem hen mod fem årtier … herunder 38 år i Folketinget.

Bogen kan varmt anbefales. Også selv om denne anmelder finder, at de mange karaktergivninger af medspillere og modspillere – om end begrundede – risikerer at sløre blikket for substansen. Den er et must for enhver samtidshistoriker og enhver engageret borger – ikke mindst på venstrefløjen.

Erindringer. Holdning og handling er udgivet på Rosinante.


Søren Kolstrup er cand.mag. i historie, og er bl.a. forfatter til bogen “De røde flertal – håb, sejre, nederlag.