Lystfulde liv og farver – Bloomsbury-gruppen på Nivaagaard

Nivaagaard Malerisamlling åbnede torsdag 6. marts en udstilling om Bloomsbury-gruppen. På udstillingen er malerier, fotografier, og bemalede møbler og interiører om og med den banebrydende britiske gruppe kunstnere og intellektuelle, hvis arbejder op gennem det 20. århundrede afsatte dybe aftryk på litteratur, kritik og økonomi – ikke blot i Storbritannien, men hele den vestlige verden. 

Gruppen omfattede blandt andet billedkunstnerne Vanessa Bell og Duncan Grant, forfatterne Virginia Woolf og E.M. Forster og flere kunstteoretikere. Økonomen Keynes, der har lagt navn til en hel -isme, var også en del af gruppen – og ses på udstillingen iført bøllehat og morgenkåbe. 

Oprørere fra den øvre overklasse

De fleste af gruppens medlemmer blev født omkring 1880 – og de begyndte fra starten af 1900-tallet at mødes i bydelen Bloombury i maleren Vanessa Bells hus – hvor ikke kun malerier hang på væggene, men også karme, døre og interiør var udsmykket som billedkunst.

Gruppen, der havde rødder i et elitært universitetsmiljø og stammede hovedsagelig fra den højere overklasse, ønskede ikke kun at ændre kunst og tænkning, men forsøgte også som en slags tidlige hippier så at sige at befri deres liv og seksualitet. 

Forsøg på at leve frigjort fra konventioner

Det sidste, gruppens lystfulde seksuelle udfoldelser, forblev dog delvist skjult i samtiden. Selv om fx ægteparret Vanessa og Stephen Bell, hvis hjem var centrum for gruppen, flyttede sammen med mandens elsker – og på den måde sprængte kernefamiliens rammer – var det ikke noget, der blev udskreget i offentligheden. Homoseksualitet blev først afkriminaliseret i Storbritannien så sent som omkring 1970 – da de fleste af gruppens medlemmer var døde.

Men netop løssluppen seksualitet, frisindet æstetik og samfundskritisk tænkning (bl.a. pacifisme og feminisme) synes at være lim i gruppen. Gruppens mange fester synes at have været seksuelle eskapader – for gruppens mange homoseksuelle mænd. Virginia Woolf klager i al fald i et brev, der citeres på udstillingen, over at føle sig kønsligt presset med et repræsentationsforhold på 40 mænd mod tre kvinder.

Det er udstillingens styrke, at den ikke kun fokuserer på gruppens kunstværker, men også dens forsøg på at leve et liv lige så frit som den kunst og æstetik, den hylder. Derfor spiller fotos og citater fra breve næsten lige så stor en rolle i udstillingen som kunstværker og malerier.

Kunst kan stå på egen ben

Kunstdelen kan dog sagtens stå på egne ben. Mit kendskab til gruppens billedkunstnere var på forhånd minimal – det er faktisk kun Virginia Woolf, E.M. Foster og Keynes, jeg på forhånd havde et vist kendskab til. 

Især Duncan Grants værker imponerer. Vanessa Bells billeder er velkomponerede og gode, men mere afdæmpede i farverne end Grants – hans ekspressive, klare og kontrastfulde farver indfanger, synes jeg, i højere grad det frigørende og lystfulde i Bloomsbury-gruppens livseksperimenter.

Bloomsburygruppen, Nivaagaards Malerisamling, Nivå, 6. marts – 10. august 2025.