Foto: Margrethe Auken FB
12 min. læsetid

Hvad får SF’s 74-årige europaparlamentariker, Margrete Auken, til at genopstille til ny femårig periode i Bruxelles? Og bliver det hendes sidste? Kim Kristensen har interviewet den erfarne politiker for Solidaritet.


Følg EP-valget på Solidaritet.

Af Kim Kristensen

Det er som om, at hun er bange for ikke at nå det. Få det sagt. I hvert fald prøver den 74-årige Margrete Auken at sige det hele på én gang, når hun endelig får ordet. SF’s EP-spidskandidat kommer hovedkulds ud af sine sætninger eller taler med et utal indskudte af slagsen, der aldrig bliver afsluttet.

Denne eftermiddag, få hundrede meter fra Christiansborg hos organisationen Globalt Fokus, har Margrethe Auken har da også indledt debatmødet om EU’s udviklingspolitik med at fortælle, at mødet »ligger i enden af et skrækkeligt program, der ikke egner for gamle damer« for derefter undskylde, at hun ikke har beskæftiget sig så meget med netop udviklingspolitik. Margrete Auken er også kommet for at lytte og lære.

Men det er i første omgang det. Det og selvfølgelig en klage over, at hun – og de andre EP-kandidater – i første omgang ser ud til at skulle stå op ved deres talerpulter.

»Det er først for 10 år siden, at man begyndte på altid at skulle stå op under debatmøder,« siger Margrete Auken, og ranker ryggen for at illustrere sin pointe. 

Få uger før Europaparlamentsvalget 26. maj, er der ellers ikke noget som tyder på, at Margrete Auken føler alderen trykke. Tværtimod. På et tidspunkt hvor selv statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler om behovet for at ændre pensionsalderen, så folk i fremtiden ikke risikerer at måtte vente til, de bliver 71, 72 eller 73 år, før de kan gå pension, vil Margrete Auken være 79 år ved udgangen af den kommende valgperiode. Så hvad får hende til at genopstille?

Margrethe Auken i ny valgvideo sammen med resten af SF’s topkandidater. Den erfarne politiker er over den formelle pensionsalder, men er klar på en tørn mere, selvom det nok bliver hendes sidste.

Sekretariatets Problemer

Få timer forinden har Margrete Auken været forsinket til interviewet på SF’s sekretariat på Christiansborg. Her, på »mellemgangen« over Vandrehallen, pryder tre malerier af Aksel Larsen samt med et enkelt af Gert Petersen væggene. At den daværende partiformand, Villy Søvndal, ikke helt fik ryddet op, under sin fornyelse i slutningen af 00’erne og starten af årtiet, afsløres af, at Josef Stalins »Leninismens Problemer« stadig står indbundet på bogreolen. »Leninismens Grundlag er et omfangsrigt tema,« som forfatteren indleder Forlaget Tidens udgave fra 1949 (3. oplag!).

Forsinkelsen skyldes en fotoseance med Berlingske, og efter endelig at have sat sig ved et bord griber Margrete Auken straks fat i en af folketingsgruppens rådgivere, der tilfældig kommer forbi. EU-parlamentarikeren har en historie om det såkaldte svinehegn langs den dansk-tyske grænse, som hun arbejder på at få EU-Kommissionen til at stoppe. Rådgiveren lover at kigge på sagen.

Det er engang blevet sagt om Margrete Aukens familie, at det næsten ligger i generne. At en Auken er født til at være optaget af andre menneskers vilkår. At en Auken har pligt til at engagere sig i sit samfund, til at forbedre, forandre og hjælpe, hvor der er forbedring og hjælp behov. Og at en Auken har altid noget at give.

Søger man hemmeligheden bag, hvad som har holdt Margrete Auken på benene gennem snart et halvt århundredes kampe om SF’s miljø-, sikkerheds- og EU-politik, kan man begynde med dette. Det og så at hun altid har kunnet kombinere det brændende politisk engagement med en utrættelig energi.

Det er engang blevet sagt om Margrete Aukens familie, at “det næsten ligger i generne, at de skal være optaget af andre menneskers vilkår”. Margrethe Aukens storebror, Svend Auken, var socialdemokratisk medlem af Folketinget i 38 år (1971-2009). Foto: Den Store Danske Encyklopædi

Nok sidste gang

»Det gør… Ja, det gør«.

Margrete Auken må da også lede efter ordene, som om spørgsmålet hvorfor en 74-årig egentlig genopstiller til det kommende europaparlamentsvalg, aldrig har strejfet hende, før svaret endelig kommer:

»Fordi hun er i spillet i øjeblikket. Hun har fingrene nede i rigtig mange ting, som hun gerne vil have lov til at komme videre med. Og de af os, som har kræfterne til det, og kan, skulle gerne være med til at tale hele projektet op og få gjort det til det, som det er. Nemlig det meget vigtige politiske projekt, så det ikke bare bliver til en tåbelig for-eller-imod-EU-debat. Men jeg har da sådan set aftjent min værnepligt. Det må man sige. Jeg har været 23 år i Folketinget og nu har jeg været 15 år i Europa-Parlamentet. Det er ikke fordi, at jeg har dårlig samvittighed over ikke at have gjort nok. Men der er nogle sager, som jeg godt vil have løftet på vej. Det er blandt andet min plastik-kampagnesag, flygtninge- og asylsager og Palæstina«.

Alligevel nøjes Margrete Auken med at sige, at det »nok« bliver hendes sidste valgkamp. Hvilket i så fald bliver afslutningen på en epoke i dansk politik, som med at hun første gang blev valgt til Folketinget for SF i 1979. Otte år efter at Margrete Aukens nu afdøde storbroder, Svend, første gang var blevet det for Socialdemokratiet. 

»Nu skal man jo passe på med, hvad man kan og ikke kan,« forklarer Margrete Auken. »Jeg plejer at sige, at der er tre ting, man aldrig, aldrig, aldrig bør fortælle om: Og det er kommende devalueringer, det er utroskab og det, at man ikke stiller op igen. For så bliver man frataget al magt, når det er sådan. Men jeg tror nok, at hvis jeg truede med også at ville stille op som 79-årig… Altså, jeg tror nok, at jeg til den tid vil give mig selv lov til ikke at gide.«

Æg og bacon

Margrete Aukens pensionsalder kan dog vise sig at være et teoretisk spørgsmål, hvis vælgerne ikke genvælger hende. Ganske vist afslører meningsmålingerne, at det kaotiske forløb om Storbritanniens Brexit har kostet EU-modstanden dyrt. Og ganske vist står Danmark til at få et ekstra 14. mandat i Europa-Parlament, når – eller måske snarere hvis – Storbritannien træder ud af EU, hvilket sænker spærregrænsen fra 7,7 procent og til 6,67. Men denne gang skal Margrete Auken ikke blot konkurrere med Rasmus Nordqvist, og Alternativet, om venstrefløjens stemmer. Liste Ø står for første gang også på stemmesedlen.

Netop unionsmodstanderne, som ellers første gang kom i Folketinget ved valget i 1994 efter det nationale kompromis og Edinburgh-aftalen, giver Margrete Auken nu ikke meget for.

»De tumler jo rundt og ved ikke rigtigt, hvad de mener,« siger SF’s spidskandidat. »Nogle af dem snakker jo som altid om, at vi ikke må lave noget samarbejde som er mere end Nordisk Råd. Hvorimod andre snakker om, at vi godt må kunne lave flertalsafgørelser i Europa-Parlamentet og bindende ting. Men når jeg så går dem på klingen, er det kun, når det går deres vej, vi må lave demokrati. Ikke? Jeg synes altså ikke, at de ligner en trussel med det vrøvl. Sidste gang fik jeg også rigtig mange af deres stemmer«.

Ved det seneste europarlamentsvalg, i 2014, fik Margrete Auken således 153.072 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til den tredjestørste stemmesluger efter Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og den socialdemokratiske Jeppe Kofod. Samtidig viste en intern analyse i Enhedslisten efterfølgende, at kun 56 procent af partiets vælgere stemte på Folkebevægelsen mod EU, hvorimod 21 procent på SF, og andre ni på andre partier – mens 14 procent slet ikke stemte.

»De tumler jo rundt og ved ikke rigtigt, hvad de mener.« Margrete Auken er kritisk overfor Enhedslistens EU-politik, og fik ved sidste Europaparlamentsvalg mandat fra mange af partiets vælgere. Foto: European Committee of the Regions

Til gengæld erkender Margrete Auken, at Alternativets politik minder om SF’s. Men alternativisterne er gået i valgforbund med De Radikale, hvorimod SF – ligesom tidligere – er i valgforbund med Socialdemokratiet. Når to eller flere partier indgår valgforbund, lægges alle deres stemmer sammen i én pulje, inden mandaterne fordeles. De respektive stemmetal afgør så, hvordan mandaterne fordeles mellem partierne i valgforbundet, hvilket dels mindsker risikoen for, at stemmer på et mindre parti går til spilde og dels øger deres egen chance for at få et mandat. Valgforbundet mellem De Radikale og Alternativet ser dog foreløbig kun ud til at give et mandat og det står der Morten Helveg Petersen på.

»Det var meget, meget dumt, for deres (Alternativets, red.) chance for at komme ind er ikke ret stor,« siger Margrete Auken. »De Radikale har lavet den der med hønen og grisen: Hvor hønen siger til grisen: ”Skal vi ikke lave et fælles koncept, der hedder æg og bacon?”«

SF’s forandring

Margrete Auken har tidligere fortalt, hvordan hun meldte sig ind i SF dagen efter folkeafstemningen om EF-medlemskabet i 1972. »Sort fortvivlet«, fordi hun mente, at EF var de rige landes sammenrotning mod de fattige.

Siden Aksel Larsens tid havde SF været modstander af dansk medlemskab og havde deltaget i opbygningen af Folkebevægelsen mod EF. Men slutningen af 1980’erne oplevede SF’ere som Margrete Auken, Steen Gade og John Iversen oftere og oftere, at de ikke kunne få indflydelse på forslag – især på miljøområdet – der trak i deres retning, fordi partiets holdning var at afvise EF-indblanding uanset hvad og hvordan.

»Efter at være kommet i Folketinget forstod jeg, at det er tosset, at vi ikke er med der, hvor det sner,« fortæller Margrete Auken. »Det kunne jeg se«.

»Efter at være kommet i Folketinget forstod jeg, at det er tosset, at vi ikke er med der, hvor det sner,«

Så det var en lettet Margrete Auken som i 1991 var med til at vedtage et nyt principprogram, hvor partiet for første gang ikke krævede dansk udtræden af EF. Baggrunden var også, at en række fremtrædende socialdemokrater, som Svend Auken, i årene forinden var gået fra at være EF-modstandere og til at blive overbeviste støtter – ikke mindst grundet i den nye europæiske situation efter Murens fald. EF skulle bruges, ikke modarbejdes.

Alligevel stemte Margrete Auken i 1992 nej til Maastricht-traktaten for så siden at stemme ja ved alle de følgende folkeafstemninger – selv om euroen i 2000, hvor hun trodsede partilinjen. Og som en konsekvens at have været medansvarlig for SF’s kursskifte følte Margrete Auken så i 2004 et ansvar for så også at stille til op til Europa-Parlamentet.

»Hvilket jeg var meget ked af,« fortæller hun. »Jeg er jo hjemmefødning og ikke sådan lige at flytte. Jeg trives her. Jeg er verdensborger – men i Valby. Men så viste det sig jo, at jeg kom til at synes, at det var smadderskægt. Det er jo fedt at have indflydelse. Man bestemmer jo over en del mere i Europa-Parlamentet end her på Christiansborg. Vi sidder og laver love for 500 millioner mennesker. Det gør en forskel«.

For Margrete Auken handler det om, at hverken de enkelte stater, eller det mellemstatslige samarbejde, kan træffe de svære, men nødvendige, beslutninger. Det er netop medlemslandenes regeringer, som blokerer for, at det bliver bedre. Hvilket ikke er noget argument for mere mellemstatsligt samarbejde. Snarere det modsatte. Der er brug for flere flertalsafgørelser i EU.

»Jeg sidder og kan lave regulering af medicinalindustrien, hvilket du ikke kan gøre i Danmark. Glem det. Der er ikke et eneste land i Europa som kan matche deres egen medicinalindustri. De er for store. Jeg siger ikke, at kampen er vundet, men det er trods alt en kamp som giver mening. Når du skal have kørt klimatingene igennem? Det er du nødt til at gøre i EU. Hallo, det der mellemstatslige samarbejde spiller fallit hver gang. Det skal ind i det store fælles samarbejde«.

Hvilket hun også gentager, igen og igen, få timer senere under debatmødet i Globalt Fokus.

For Margrete Auken handler det om, at hverken de enkelte stater, eller det mellemstatslige samarbejde, kan træffe de svære, men nødvendige, beslutninger. Derfor er den tidligere EF-skeptiker i dag varm fortaler for mere EU. Foto: Wiki Commons

Preaching to the choir

Debat er måske så meget sagt. Liberal Alliance har ikke reageret på invitationen, og i løbet af dagen melder både Venstres Morten Løkkegaard og De Konservatives Pernille Weiss fra. Det sidste afbud, fra den sidste tilbageværende borgerlige EP-kandidat, kommer 25 minutter før mødets start. Dansk Folkepartis Pia Adelsteen er syg.

»Preaching to the choir,« som en af arrangørerne bemærker efter Pia Adelsteens afbud med henvisning til, at det efterlader De Radikale, Alternativet, Enhedslisten og SF tilbage i debatpanelet.

Margrete Auken får det sidste ord. Efter at Alternativets EP-spidskandidat Rasmus Nordqvist, som den næstsidste af debattørerne, lige har opfordret tilhørerne til at huske at stemme, starter Margrete Auken med bede dem om at blive hjemme, hvis de ikke har tænkte sig at stemme på det rigtige parti og/eller kandidat.

»Vi har nok som stemmer forkert,« siger Margrete Auken, inden hun nu alligevel til sidst tilslutter sig opfordringen. Det kommer nærmest som en eftertanke:

»Og så ja, gå hen og stem, men husk nu at stemme rigtigt: Stem på mig, for jeg er den ældste«


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen